Om at være den største

[Apostlene] v.24 kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.
v.25 Da sagde han til dem:
»Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. v.26 Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. v.27 For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
v.28 Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, v.29 og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, v.30 for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
v.31 Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; v.32 men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«

Luk 22,24-32 (jf. Matt 20,25-28; Mark 10,42-45; Matt 19,28)

 

Tekstens forhold til de andre evangelier

Det er lidt besynderligt. Den første del af teksten (v. 25-27) stammer fra Markusevangeliet. I det er den knyttet til Zebedæussønnernes ønske om at indtage pladserne ved Jesu side i hans rige. Dér passer den rigtigt godt til illustration af, hvorfor de har misforstået, hvad det drejer sig om: At hans Jesu rige ikke hylder denne verdens magtstrukturer og hierarkier. Matthæus har pålideligt overtaget sammenhængen fra Markus. Men Lukas bryder den op. Han har fjernet Zebedæussønnernes ønske og lader i stedet en generel strid blandt disciplene om at være størst (v. 24) være optakt til teksten. Formentlig har Lukas ikke ønsket at binde det særligt til Zebedæussønnerne, men har villet lade det være en generel formaning til enhver, der i apostlenes fodspor ønsker at udøve magt i menigheden. Hertil kommer, at Lukas har ændret lidt. Hos de andre er der ikke noget om at være yngre. Hos dem hedder det, at den, der vil være stor, skal være som den mindste.

Matthæusevangeliet kender også ordet om, at disciplene skal sidde på troner i himmerige (Matt 19,28). Det er en forestilling fra den jødiske apokalyptik, at Israels tolv stammer skal være repræsenteret i himlen. Den tidlige kristendom over tager den, som man ikke mindst kan se i Johannes’ Åbenbaring. Det indgår som en fast del af disse forestillinger, at der skal holdes dom i den sidste tid.

Men de to andre synoptiske evangelier kender hverken udsagnet om at forblive under prøvelser (v.28), tilsagnet om at overdrage riget (v.19) eller tiltalen til Peter (v.31-32). Der er dog nogle paralleller. V.28 lyder som noget, der passer i Getsemane-perikopen, blot omvendt. At overgive riget minder om, hvad Jesus siger i Luk 12,32, mens tiltalen til Peter forekommer meget mærkelig, som den står i dette tekstudklip. Den videreføres nemlig i forudsigelsen af Peters fornægtelse, hvilket den jo er en velegnet optakt til. Det går bare tabt, når man ikke tager v. 33-34 med.

Man kan nok konkludere, at Lukas har anvendt materiale fra Markusevangeliet, men tilføjet løse udsagn, som han nok kender et andet sted fra. Man kan dårligt forestille sig, at han selv har fundet på dem. Det passer de simpelt hen for dårligt sammen til.

Tekstens placering i Lukasevangeliet

Ikke alene har Lukas skåret Zebedæussønnerne væk. Han har også flyttet udsagnet om folkenes konger, så det nu står i forlængelsen af nadverindstiftelsen. På den måde kommer hele teksten til at være en udløber af, at disciplene diskuterer, hvem der kommer til at forråde Jesus (Luk 22,23).

Som sagt følges den umiddelbart af forudsigelsen af Peters fornægtelse (Luk 22,33-34), hvorefter Jesus taler om, at de nu skal bevæbne sig For nu skal det skriftord gå i opfyldelse: ”Og han blev regnet blandt lovbrydere”. Det viser sig dog, at disciplene misforstår ham, når de faktisk kommer med to sværd (Luk 22,35-38).

Hele episoden foregår mellem den sidste nadver og Getsemane-episoden. Den befinder sig altså inde i Lukas’ version af påskebegivenhederne, og således skal forestillingen om at tjene og være som den yngste sikkert også forstås. Som en foregribende udlægning af korsdøden og begivnhederne i den forbindelse.

Tekstens detaljer

Man kan fristes til at sige, at teksten er rodet. En del af skylden bærer de, der har valgt, at den skal slutte med v.32. Men Lukas har nu også en del af skylden. Det forekommer, at han har sammensat tekster fra forskellige steder uden at tænke så meget over den indbyrdes sammenhæng. Teksten falder tydeligt i tre dele: v.24-27: Om at udøve magt og være tjener; v.28-30: Om tronerne i riget; v.31-32: Om Peter.

v.24: I bibelteksten står ikke apostle, men blot ”de”. Det er heller ikke specielt heldigt at kalde disciplene “apostle” allerede under Jesu jordiske virke, selv om Lukas godt kan finde på det. Der menes discipelkredsen, som har været med til nadvermåltidet umiddelbart forud. De kommer i strid om, hvem der regnes for den største. Det fremgår ikke, at det er en strid om at være størst blandt dem, men det må man forudsætte ud fra Jesu svar.

v.25-27: Svaret omhandler de almindelige forhold blandt denne verdens herskere. De udøver magt og lader sig anerkende for deres velgerninger, for der gælder et ganske normalt hierarki, hvor den største og stærkeste – i form af magt og rigdom – er øverst og skal anerkendes som sådan af undersåtterne. I antikken var det endog ganske formaliseret, når nogle havde status som patroner, mens andre var deres klienter og derfor stod i et underlegenhedsforhold til dem. Sådan skal det ikke være blandt Jesus’ tilhængere, siger han. Der skal det være omvendt. Den ældste skal være som den yngste, lederen som tjeneren (på dette sted er det rigtigt oversat; her er ikke tale om slaver), for Jesus er blandt dem som en tjener. Med det sidste refereres umiddelbart til måltidsscenen, hvor Jesus har betjent dem. Men der henvises selvfølgelig også til den tjenergerning, som han skal udføre ved at korsfæstes.

Det er interessant, at Lukas og kun han bruger aldershierarkiet. Den yngste er selvfølgelig i et traditionelt samfund placeret nederst i hierarkiet. Den større blandt dem skal være som den yngre, dvs. have den laveste placering, hvor man går til hånde for de andre. Det fortsætter i omtalen af, at lederen skal være tjenende. Jesus er selv forbillede for det.

v.28-30: Det er faktisk temmelig mystisk, hvad der foregår i disse vers. Hvad menes med prøvelser, og hvad med at blive hos Jesus? Man må nok forstå det som en foregribende reference til påskebegivenhederne, der er Jesu prøvelse. Men disciplene bliver jo netop ikke hos ham. Det viser sig, at de ikke formår det. De har være med indtil nu, men kan ikke gennemføre det sidste. Derfor kommer overdragelsen af riget i det følgende vers næsten som et udtryk for nåde i overensstemmelse med Luk 12,32: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget.” Til det løfte hører også løftet om at indtage de ultimative magtpositioner i riget, nemlig på de tolv troner til dom over Israel. Således tegnes altså et traditionelt billede af, at dem, der i denne verden indtager de nederste pladser og optræder som tjenere, skal ophøjes til en ærefuld overordnet position i det kommende. Umiddelbart er der det på færde. Spørgsmålet bliver blot, hvad den afmontering af gældende magtstrukturer og værdihierarkier i det foregående vers – med Jesu korsfæstelse som eksemplet til efterfølgelse – betyder for forståelsen af magten og hierarkiet i Guds rige. Er det blot sådan, at de ydmyge og underdanige i denne verden får oprejsning i den kommende på de overlegne og herskernes bekostning, eller er det en mere fundamental underminering af magtforhold, som derfor også har betydning for, hvordan magten og dommen i riget skal forstås?

v.31-32: Emnet skifter næsten fuldstændigt. Nu handler det om Peter, som tiltales Simon i henhold til hans dobbeltnavn Simon Peter. At sigte som hvede betyder at si urenheder fra, så der kun er det rene korn tilbage. Her er det noget, Satan gør krav på. Det må forstås således, at hele den følgende lidelseshistorie er Satans værk, som dels er en prøvelse for Jesus, dels skal afklare disciplenes ”renhed”. Det viser sig, at kun Jesus selv består.

Peters rolle fremhæves af Lukas. Nok skal han gennem prøven, som han ikke kan klare, men Jesus selv beder for ham (det må betyde, at Jesu bøn ikke opfyldes, ligesom bønnen for ham selv i Getsemanehave). Endvidere forudser han, at Peter skal vende om som den første af alle disciplene, der svigter under påsken. Derfor den afsluttende opfordring til at styrke brødrene. På den måde indsættes Peter, trods sit svigt, i den ledende rolle blandt disciplene. Hvis man vil se en sammenhæng i teksten, må man forstå Jesu opfordring til at styrke brødrene i henhold til den version af den kristne leder, der er som en tjener, som Jesus har præsenteret med sig selv som eksempel i tekstens begyndelse.

Tekstens fortolkning

Som nævnt er teksten ikke en velkomponeret helhed. Den består af forskellige dele, som ikke hænger helt godt sammen. Man kan dog sige, at bagtæppet for den er lidelseshistorien. Jesu forestående korsfæstelse er forudsat i den. På den baggrund udlægger Jesus den sande måde at udøve magt. Det sker i form af tjeneste. Han er selv eksempel på det i sit liv og vil være det i endnu højere grad i sin død. Peter skal følge efter ham, som den, der bruger sin ledende rolle til at styrke brødrene. Imidlertid er det også baggrund for teksten, at alle disciplene svigter i de prøvelser, som de står over for. Derfor forekommer Jesu løfte til dem som en nådeshandling. På trods af deres svigt i den situation, som kun Jesus selv kan gennemføre, får de riget. Måske bliver netop Jesu korsdød årsag til, at de kan få det. Således vendes også det om. Det er på grund af Jesu tjenergerning, at de kan modtage riget og få deres magtfulde konge- og dommerposition i det. Det må også betyde noget for, hvordan den magtposition skal forstås.