Luk 22,24-32
Jeg er ikke så god til at lave billeder. Måske fordi jeg hverken er særlig musikalsk eller poetisk anlagt. Andre kan næsten ikke formulere sig om noget, før de griber til en metafor. Man kan så få dette og hint alvorlige emne forklaret gennem en olympisk sportsdisciplin eller et kulinarisk måltid. Nogle gange tager billedet magten fra taleren, så man til sidst ikke ved, om man taler om fodbold eller politik. Om man er ved at få beskrevet en femretters menu eller internationale begivenheder. Jeg er ikke så god til det. Men jeg har i den sidste tid fundet på en metafor, som jeg er ret stolt af. Det er skakbrættet. Jeg bruger det hånligt og bedrevidende om mediedækningen, der inddeler verden i sort og hvidt, så godt og ondt ligger klart i sorte og hvide tern. Så kan og skal man vælge det gode, og spille med de hvide brikker. Helt enkelt.
Indrømmet: Den æstetiske værdi af billedet er begrænset. Det er indsigten i skakspil også. Men jeg bruger det meget i øjeblikket. Jeg kan næsten ikke slippe det.
Jeg tænker ikke kun på det, når jeg ser nyheder og læser aviser. Jeg gør det også i forbindelse med dagens tekster. Kain og Abel: Hvem vil du helst være? Ydmyg eller hovmodig: Hvad er bedst? Hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Men hvem skal man efterligne? Og hvad er Jesus? Det er ikke så svært. Det er faktisk let. Den broderkærlige, ydmyge tjener. Det er ham, vi skal være. Det er den rigtige side, den gode side. På skakbrættet er det de hvide brikker.
Man selv om det er klart, at det er sådan, vi skal være, kan vi selvfølgelig ikke bare leve sådan. Enhver har realitetssans og selvindsigt nok til at vide, at vi ikke bare og altid gør det gode og er på det godes side. Vi genkender Kain mindst lige så godt som Abel. Inderst inde vil vi helst sidde til højbords. Vi spiller ikke altid hvidt. Så det bliver meget nemmere, hvis nogen spiller sort. Hvis man kan udnævne en til at være den hovmodige, rige brodermorder. Så er man i hvert fald ikke på hans sorte side, og så hører man jo til de hvide. Det er enkelt. Så det er det, det drejer sig om. Nogen må spille sort, så man selv kan være hvid. Kan man blot udpege brodermorderen, den hovmodige rige, der sidder til bords og lader sig betjene på andres bekostning. Så er man selv er den ydmyge, kærlige tjener. Det er skakbrættets logik.
”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være,” siger Jesus, og man ser skakbrættet foran sig og behøver end ikke mediernes hjælp til at sætte navn på, hvem der hersker og lader sig kalde velgører. Han spiller sort. Så spiller vi hvidt. Han står for magtudøvelsen, mens vi står for tjenesten. Vi er ydmyge tjenere; han er den hovmodige rige. Han gør ondt. Vi gør godt. Sådan er det i et skakbræt. Der kan man være helt hvid og god, når man står over for sort. Men kan man i virkeligheden? Kan man være god i verden?
Bertolt Brecht stiller spørgsmålet i et af sine skuespil: Kan man være god og stadig leve i verden. Stykket hedder Det gode menneske fra Sezuan. Det ender uden afgørelse, kan jeg afsløre. Det bliver op til publikum at afgøre, hvordan der kan være et godt menneske i verden, for så må noget ændre sig ifølge Brecht. Typisk for ham kan det gode menneske nemlig ikke være i verden, som den er. Men, slutter stykket insisterende, det skal det, skal, skal, skal.
Dramaet begynder med, at tre guder kommer til jorden i den kinesiske provins Sezuan. De skal finde et godt menneske. Hurtigt er de ved at give op, men så henvises de til den prostituerede Shen Te. Hun er god. Som den eneste giver hun guderne logi for natten. Da de hører om hendes økonomiske vanskeligheder, betaler de for overnatningen med en mindre formue. Shen Te bliver velhavende. Hun kan købe en lille tobakbutik. Allerede i handlen går det galt. Shen Te bliver narret og må betale overpris. Men det er kun begyndelsen. Kort efter kommer folk til hende for at få husly. Hele familier flytter ind hos hende og optræder som ganske krævende lejere. Lejere er nu så meget sagt, for de betaler slet ikke leje, men kræver hovmodigt, at Shen Te betjener dem som en tjener. Snart har hun ikke selv råd til at betale for sine varer. Mens Shen Te er ude, kommer hendes fætter Shui Ta på besøg fra Peking. Han er anderledes ubarmhjertig og rydder op i tingene. Smider hjerteløst snylterne ud og jagter skånselsløst kusines skyldnere. Men da han er rejst, må Shen Te optage et lån. Det bruger hun ganske vist på en ung pilot, som hun forelsker sig i. Han vil til gengæld gifte sig med hende, indtil han på bryllupsdagen finder ud af, at hun ikke har flere penge. Så fortryder han. Da er Shen Te også blevet gravid. Så forsvinder hun, og den barske fætter Shui Ta kommer tilbage. Med barske metoder vil han rette op på misforholdene, men da Shen Te ikke er at finde, bliver han anklaget for mord. Han skal for retten, hvor de tre guder er dommere. Så afsløres det, hvad tilskueren har vidst hele tiden, at Shen Te og Shui Ta er den samme person. Eller rettere den gode Shen Te spiller den onde Shui Ta for at kunne klare sig i verden. Kan man være god og leve i verden, spørger guderne. Selv er de ikke meget bevendt i Brechts stykke. ”Vi ser bare på,” siger de et sted, ”det gode menneskes styrke må vokse med byrden.” Men virkeligheden i verden er, at det gode menneske også må være ondt, ellers kan det ikke leve i verden. Hvad skal ændre sig, spørger Brecht selv til sidst. Verden eller mennesket, så man kan være et godt menneske i verden?
Brecht vil gerne være realistisk, men han slutter idealistisk. Slutscenen bliver en desperat bøn, hvor han bl.a. foreslår, at forholdene kunne ændre sig, hvis guderne blev helt udelukket fra verden. Så bliver hans idealisme naiv. For religionen, i hvert fald kristendommen, er mere realistisk end Brecht. Den ved det, som Brecht forsøger at skildre. Ja, mere radikalt realistisk end Brecht. For Brecht mener, at Shen Te må spille Shui Ta for at leve i verden. Men kristendommen ved, at Shen Te og Shui Ta er en og samme person. Uanset hvor meget verden ændrer sig, vil mennesket rumme dem begge. Det er ikke et valg, om man skal være den ene eller den anden. Ligesom vi ikke kan vælge at være enten Kain eller Abel. Mennesket indeholder modstridende dele og er i stand til modsatte ting. For det er ikke en skakbrik og tilværelsen er ikke inddelt i sorte og hvide felter. Vi er både Shen Te og Shui Ta, både Kain og Abel, både magthaver og tjener. Derfor er tilværelsen fyldt med prøvelser og fristelser. De kommer, som vi hørte for alteret, fra mennesket selv. For det er ikke enkelt. Mennesket er ikke entydigt, ligesom tilværelsen ikke er entydig. Derfor indeholder menneskelivet prøvelser.
Af den grund er det ikke en ekstraordinær udmærkelse, som Jesus roser disciplene for, når han siger, at de er blevet hos ham under hans prøvelser. Han taler ikke en særlig heroisk præstation. Tværtimod taler han til dem som solidarisk med mennesker under prøvelser. Han er som dem under prøvelser. De bliver hos ham i hans prøvelser, for de er fælles om dette menneskelige, at stå i prøvelser. Til dem siger han: ”Ligesom min fader har overdraget mig riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige.” For ligesom Jesus gennemgår sine prøvelser under løftet om faderens rige, således skal de leve i prøvelser under løftet om riget. Her er forskellen til Brecht. Riget og det gode menneske er ikke resultatet af, at verden eller mennesker ændrer sig. Riget er givet os nu, så menneskelivet i al dets tvetydighed, med alle dets prøvelser og fristelser, kan leves under løftet om riget.
Når vores menneskeliv med alle dets modsatrettede tendenser og modstridende fænomener, kan leves under løftet om at få plads i riget, behøver vi ikke indrette menneskelivet som et skakbræt for at finde os til rette i det. Så er det ikke nødvendigt at tildele andre de sorte brikker og placere dem på de sorte felter, for at vi selv kan vide os gode i hvidt. Livet er ikke enkelt, men løftet er enkelt. Med det løfte behøver vi ikke forenkle det komplicerede liv for at føle os trygge, for vores vanskelige liv leves i ly af det umistelige løfte.
Når det komplicerede og vanskelige menneskeliv loves en plads i riget, så er det også det menneskeliv, som vi skal tage kampen op for. Kampen gælder ikke hvidt mod sort for tilværelsen er ikke et skakbræt. Kampen gælder for menneskelivet i dets kompleksitet, dets mangfoldighed og diversitet, kampen gælder for pladsen til menneskelivets modsætninger og uoverensstemmelser; ja, kampen kan være mod det gode, hvis det gode viser sig at ville ensrette og uniformere; kampen er mod det onde, når det onde undertvinger mennesker og nedtrykker menneskelivet. For livet er ikke sort og hvidt. Det er mangfoldigt og farverigt og skal leves sådan. Jesus har overdraget riget til det liv, så løftet bliver et værn mod at gøre menneskelivet lettere og enklere end det er.
DDS 736 – 624 – 609 — 336 – 192 – 634