Matth 4,1-11
Ånden fører Jesus ud i ørkenen for at fristes af djævelen.
Djævelen er efter sigende en af de mest velbeskrevne personer i verdenslitteraturen. Men ingen tro, djævelen eksisterer. Dæmoner, onde engle og andre ondskabsfulde væsener har man tidligere anset for virkelige, men den djævel, der er en personificering af al ondskab, den djævel vi forsager, når vi forsager djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen, den djævel, tror ingen, eksisterer sådan rigtigt.
Man udnævner ganske vist gerne bestemte døde eller levende personer til at være djævelen. Men også de er født af deres moder og har begyndt livet i verden som små spædbørn. Har man først set det for sig, kan man ikke længere sige, at den pågældende person er selve djævelen. Djævelen kan ikke begrænses til et bestemt menneske, der ikke er en selv.
Hvis man ikke finder djævelen uden for sig selv, skal man måske kigge i sig selv. Men hvor skal man begynde at lede? Kunne man lokalisere djævelen til bestemte karaktertræk eller særlige drifter i en selv, ville det nok alligevel være ganske overskueligt. Så kunne der sikkert udvikles en pille eller en terapi. Djævelen kan ikke begrænses til noget bestemt, der er i en selv.
Djævelen er noget andet. Djævelen er på en gang større end individuelle mennesker og indbefatter individuelle mennesker. Noget, der er overskrider alle og samtidig er til stede i hver enkelt.
Vi har hørt om det i fortællingen fra alteret. Syndefaldsberetningen, som vi kalder den i vores tradition, for det er myten om, hvordan det onde kom ind i verden. Alt var godt i den have, som Gud har skabt til mennesket. Dér omgås Gud og mennesker umiddelbart. Der er intet skel mellem dem. Guds virkelighed er umiddelbart menneskers virkelighed. Slangen er det, der bringer det forhold til ophør. Det sker ikke, da kvinden spiser af frugten. Det er bare konsekvensen. Det sker, da slangen sår tvivl om det, Gud har sagt. Virkeligheden er anderledes, end Gud har sagt, siger slangen. Det Gud siger, er ikke sandt, siger den. Således adskiller slangen Gud og virkeligheden. I det skel er djævelen. Når Gud ikke længere umiddelbart er menneskers virkelighed; når virkeligheden kan være anderledes end Gud har sagt, opstår en splittelse. Af den splittelse opstår djævelen. Den splittelse er djævelen. Slangen forsvinder, så snart den har skabt splittelsen Slangen forsvinder og djævelen kommer til.
Af fortællingen fremgår, at så snart splittelsen er opstået, ser mennesket, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på. Det havde det ikke set før, for da var Guds forbud mod at spise den eneste virkelighed. Nu er der en anden virkelighed bag Guds bud opstået, nemlig denne at træet er godt at spise af. I den splittelse er det selve Guds bud, der gør overtrædelsen tillokkende. Buddet afslører, at det forbudte er tiltrækkende. Det er djævelen, at buddet ikke bare viser virkeligheden, men også en anden mulighed. Det er overtrædelsens mulighed, og denne mulighed tiltrækker mennesket, så det splittes mellem Guds ønske og dets eget ønske. Også i den splittelse er djævelen.
Paulus siger det i Romerbrevet: ”Med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig”. Splittelsen mellem Gud og virkeligheden fører til en splittelse i mennesket mellem buddet og begæret, så begæret nu er rettet mod det forbudte, som ethvert bud indeholder. Følgerigtigt fører det til en splittelse mellem Gud og mennesket, når mennesket vises ud af Guds have til sin egen ufrugtbare virkelighed, som en ørken, hvor begæret råder. Eller hvor djævelen hersker.
For det er jo sandt, at ethvert bud, forbud eller påbud, i vores virkelighed rummer dets egen modsætning. Forbuddet: Du må ikke spise af træet, har samtidig indholdet: Du kan spise af træet. Påbuddet: Du skal tjene Herren, din Gud, har også indholdet: Du kan tjene dig selv. Du må ikke have andre guder end mig, kan betyde: Du kan gøre dig selv til Gud. Du skal elske din næste, er lig med: Du kan elske dig selv højest. Det er djævelen, som både overskrider den enkelte og findes i hver enkelt. Ikke bare at buddene indeholder deres modsætning, heller ikke at modsætningen er tillokkende, nej djævelen er, at buddenes modsætning er det mest selvfølgelige. Djævelen er, at det er naturligt, at mennesket overladt til sig selv tjener sig selv, elsker sig selv og kerer sig om sig selv. Det er den djævelske verden, den ørken, som mennesket blev sendt ud i, da det blev sendt ud af Edens Have.
I den moderne version af verden uden for Edens Have har ethvert bud ikke længere blot en djævelsk bagside, som det djævelske begær retter sig mod. I den moderne ørken fremhæves budets modsætning som sandheden. Fra den ene side forandres ytringsfriheden til blasfemi-forbuddets negative bagside, så ytringsfriheden får lov at sætte sig igennem som retten til at krænke og forulempe andre i ord og billeder. Fra den anden side vendes retten til ligestilling til et krav om individuel særstatus, så kampen for ligestilling kommer til at foregå som stadigt mere partikulære gruppers ret til at gennemtrumfe netop deres særhensyn og underlægge andre under deres særtræk. I alt dette går enhver sans for fællesskab og enhed tabt, så splittelsen bliver til en splittelse mellem mennesker, fordi begæret bemægtiger sig buddet og bruger dets djævelske bagside til at hævde sig selv på andres bekostning.
Reklamebranchen er som altid suveræne til at sætte tidens tendenser på korte formler, så udsagn som ”bare gør det” (”just do it”) jo virkelig rummer opfordringen ”lad intet skal begrænse dig”. Eller ”fordi du fortjener det” (”because you’re worth it”) faktisk er udsagnet ”du har gjort dig bedre end de andre” og først og fremmest coca cola’s entydige opfordring ”nyd” (”enjoy”), som er bagsiden af ”yd”. Egentlig omfatter denne tilgang til tilværelsen alt det andet. Nyd!, det vil sige, uanset hvad det måtte betyde for andre, for det handler om din egen nydelse. Det er det ultimative forlangende, for nu er budets modsætning ikke blot en djævelsk mulighed, men er blevet en befaling. Det djævelske er standarden; ja, det er idealet for det gode liv i tidens ånd. Det man skal gøre helt uden yderligere begrundelse: ”Nyd!”
Ånden driver Jesus ud i ørkenen for at lade ham friste af djævelen. Djævelen lever op til sig selv og vil skabe splid. Snedigt vil den så tvivl om Guds ords sandhed. Hvis du er Guds søn, siger djævelen. Jesus kommer lige fra dåben, hvor det var Guds udsagn: ”Denne er min søn”. Djævelen vil splitte dette Guds ord fra Jesu virkelighed. Det er ikke umiddelbart sandt, er påstanden. Det må bevises, at du er Guds søn, hvis du er det. Splittelsen er djævelens middel.
Derfor stiller djævelen Jesus over for Guds buds djævelske bagside. Udsagn om Guds omsorg bliver til, at alle behov uindskrænket opfyldes. Befalingen om at tjene Gud bliver til, at man skal tjene den, der tilbyder mest. Hvis det lykkes djævelen at splitte Jesus fra det ord fra Gud, der lød til ham i dåben, bliver den djævelske version af buddene tillokkende. Så vil Jesus bruge dem til at hævde sig selv og sikre sin egen status, således som det er normen i den djævelske verden uden for Edens Have. For så er Guds virkelighed ikke hans virkelighed, og så må han med djævelen skabe sin egen virkelighed.
Men djævelen splitter ikke Guds søn fra Gud. Det lykkes ikke at sætte skel mellem Guds virkelighed fra Jesu virkelighed. Djævelen har ikke plads mellem dem. I stedet står Jesus som Guds søn for enheden af Guds virkelighed og menneskers virkelighed og afslører dermed djævelens djævelske pervertering af det gode bud. For overfor den usplittede enhed af Gud og menneske bliver det klart, at bagsiden af buddene forudsætter en djævelsk splittelse for at være tillokkende. Når den ikke er der, er buddets bagside ikke en mulighed, for enheden af Guds og menneskers virkelighed er det ene attråværdige.
Derfor er det ånden, som han modtog i dåben, der driver ham ud i ørkenen. For ånden er det modsatte af splittelse. I ånden er Jesus usplitteligt forbundet med Gud. Ånden fylder det skel mellem Gud og mennesker, hvor djævelen havde plads. Når ånden forener, kan djævelen ikke være til stede. Så er der i enheden mellem Gud og Guds søn heller ingen splittelse mellem Guds bud og Guds søns vilje, og derfor er der ingen plads til djævelen og ingen plads for buddets djævelske bagside. Ånden måtte lade ham friste, for at det skulle stå klart, at enheden er virkeligheden.
Ånden er denne enhed. I den er al splittelse bragt til ophør. Splittelsen mellem Gud mennesker, splittelsen i mennesker og splittelsen mellem mennesker. Derfor er det i ånden, at buddet kan opfyldes. For det er i enheden med Gud i ånden, at vi kan tjene ham og ham alene, uden at komme i splittelse med ønsket om at tjene sig selv. Det er forbundet med hinanden i ånden, at vi kan elske vores næste som os selv, uden at komme i splittelse med ønsket om at elske sig selv mest. For uden splittelsen er Guds ord til os i dåben sande, så Guds virkelighed er vores virkelighed, så er åndens enhed mellem os og Gud og mellem hinanden, i den enhed har djævelen ingen plads.
DDS 336 – 498 – 481 — 691 – 192 – 624