Luk 22,24-32
Historien om Kain og Abel, som vi hørte for alteret, er en af verdenslitteraturen mest kendte og mest uhyggelige tekster. Den er på alle måder en forstemmende og foruroligende fortælling, som hverken giver grund til at stole på Gud eller mennesker. Tværtimod viser den en af menneskets sider, når handler ud fra misundelse og mistillid. Men den fremstiller også Gud, som en der udøver sin magt vilkårligt og sætter ret og rimeligt ud af kraft ved først ubegrundet at foretrække Abels offer frem for Kains, og dernæst nådesløst at dømme Kain til at være fredløs og flygtning på jorden. Kain har herefter ikke noget sted, hvor han hører til. Ingen steder han kan søge sikkerhed og tryghed. Han må være som en fredløs flygtning på jorden, fordi Gud i sin suveræne magt dømmer ham til at være uden for det menneskelige samfund. Fredløs og flygtning skal han være på jorden for han er ikke noget værd som menneske. Han er ikke værd at have fællesskab med. Han kan bare få lov at være i live.
I Bibelen fortsætter historien efter det stykke, som jeg læste op. Kain klager til Gud, at nu kan alle bare slå ham ihjel, for ingen er forpligtet til at tage ham i forsvar og beskytte ham. Alle kan slå ham ihjel uden at skulle stå til regnskab. Gud svarer igen fra sin suveræne magt: Dræber nogen Kain, skal det hævnes syv gange. Og Gud sætter et mærke på Kain, så ingen skal slå ham ihjel. Herefter forlader Kain landet og rejser til et andet land bort fra Edens Have. Kain får lov at være i live. Hans liv beskyttes, men han forbliver en fredløs og flygtning på jorden uden nogen ret og uden nogen rettigheder. Det er Guds suveræne beslutning. Han bestemmer helt, hvordan situationen er. Hvem, der skal leve, og hvem der skal dø. Hvem, der har ret til hvad, og hvem, der ingen rettigheder har. Kain er underlagt Guds magt, men har ikke gavn af den. Sådan er Kain forstødt af Guds magt uden at være uden for Guds magtsfære. Gud er den suveræne magt, der handler suverænt med Kain.
I den antikke romerret har man et beslægtet begreb. Det kaldes paradoksalt nok det hellige menneske, homo sacer på latin. I denne forbindelse betyder helligt, sacer, imidlertid noget andet, end vi er vant til. En homo sacer er en person, der er helliget til en eksistens for sig selv. Det menneske falder hverken under guddommelig ret, derfor kan det ikke ofres til guderne; eller under menneskelig ret, derfor er det straffrit at slå det ihjel. Dette er det hellige menneske i romersk ret, en person, der ikke kan ofres til guderne, men kan slås ihjel af mennesker. Vedkommende er ikke uden for retten, for det er netop en retlig status at være homo sacer, men vedkommende kan ikke gøre brug af retten. Det har ikke ret til noget. Det er uden den grundlæggende rettighed at have ret til rettigheder. De, der udøver den suveræne magt bestemmer om det skal leve eller dø. Magten handler suverænt med det.
Kain og homo sacer er for den suveræne magt intet andet end et liv. Det er ikke noget bestemt, det er et ubestemt liv, som for så vidt kunne leves af hvem som helst. Derfor har det ingen værdi for den suveræne magt. Den suveræne magt kan frit bestemme om det skal leve eller dø. Og netop derfor er magten suveræn. Det er netop fordi den kan sætte noget liv uden for samfundets orden, gøre det til flygtning og fredløs, gøre det ulovligt at ofre, men lovligt at dræbe, at magten er suveræn.
Magten er suveræn, uanset hvem der har den. I historien om Kain og Abel er det Gud, der højt hævet over alting, kan bestemme over alting. I Rom kan det være kejseren, der bestemmer alt, mens ingen bestemmer over ham. Eller det kan være forsamlingen af valgte, frie og rige mænd, hvis magt ikke kan udfordres. Eller det kan være konger, formænd eller præsidenter. Det kan være folkevalgte demokratier, der udøver den suveræne magt at regne nogle mennesker for blotte liv, fredløse flygtninge, uden retten til rettigheder. Den suveræne magt bestemmer, hvilke liv der tæller, og hvilke der ikke tæller som andet end tal i statistikker. Hvilke folk, der har en stemme, der skal høres, og hvilke stemmer, der overhøres. Hvem der ses, og hvem der ses bort fra.
På globalt plan er det ikke svært at komme med eksempler på, at nogle menneskelige skæbner får opmærksomhed og kommer til orde som individuelle historier, mens andre blot optræder i store ubestemmelige mængder som statistikker over ofre for krig eller katastrofer. Fx var det først forleden, at jeg tilfældigt fandt ud af, at der er krigslignende forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ifølge Red Barnet er 150.000 mennesker, heraf ca. halvdelen børn, fordrevet fra deres hjem. Det er i øvrigt fra miner i netop Congo, at der under horrible arbejdsforhold udvindes cobalt til de batterier, der er i vores mobiltelefoner og computere. Men i virkeligheden er det nok mest sigende, at der sikkert er mange flere tragedier med utallige ofre, som jeg aldrig har hørt om eller kommer til at høre om, for ofrene er ikke noget særligt. De er blot tal i statistikker, fredløse og flygtninge på jorden, nøgne liv, der kan samles i lejre og tælles, men ikke har selvstændig betydning. De er underlagt den suveræne magt, der bestemmer over liv og død, men magthaverne vil ikke vide af dem.
På et helt andet niveau oplevede jeg det samme fænomen i teaterinstallationen Hadets sange for nogle år siden. Kunstnerne Tue Biering og Marie Chemnitz havde lavet en hel udstillingsbygning om til et kunstværk, hvor de havde inviteret personer på randen af samfundet ind. Hver havde de fået et lille hus, der var indrettet til dem. Her kunne man så høre personer, der ellers ikke kommer til orde, fortælle deres historie. Der var hjemløse, alkoholikere, psykisk syge, førtidspensionister og personer med meget uheldige historier med det offentlige system. Indimellem gik en gruppe af skuespillere gennem lokalerne og sang aggressive og urovækkende sange for at minde os om, hvilket had, der opbygges, til det system, som på en gang omfavner og afviser de pågældende personer. Der gik vi rundt sammen med resten af den københavnske kreative klasse og fandt det vældigt eksotisk og interessant, indtil det gik op for en, at man selv var en del af kunstværket og optrådte i det som netop den, man er: En del af det system, der besidder den suveræne magt, der henviser nogle mennesker til udkanten af samfundet, hvor de til daglig ikke tæller som andet end tal i statistikker over socialt udsatte. Og så var det rart at kunne komme ud af museumsbygningen og hjem igen. For det er rart at have del i magten; det er ikke rart at blive konfronteret med konsekvenserne af den.
Jesus taler til den situation. Han formaner ikke til at tage sig af de udsatte, de fredløse og flygtningene. Han er langt mere radikal, når han taler til sine disciple, der er i strid om magthierarkierne, fordi de alle ville være den største. Jesus afmonterer overhovedet magtforholdet, når han siger: ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener”. Her er kristendommens grundlæggende magtkritiske radikalitet, for Jesus Kristus, Guds søn er den, der udfører slavetjeneste. Han er den, der som en fredløs, flygtning på jorden ikke regnes for noget af magthaverne, men blev henrettet af den suveræne magt ved korsfæstelse som tusindvis af andre udstødte og udelukkede i romermagtens system. Ja, han døde som det hellige menneske, homo sacer, der ikke kan bringes som offer, men kan dræbes uden straf.
Og derved åbenbarede Gud sin magt i det nøgne menneskeliv. Guds magt er ikke længere den suveræne magt i himlen, højt hævet over os, der bestemmer over liv og død. Guds magt er her hos os i det menneskeliv, som vi deler med hinanden, for det var det menneskeliv, som han gav sig til kende i, da han udførte sin tjeneste for os. Således afsløres den magt, der i sin suverænitet fordømmer mennesker til blot at være et indholdstomt nøgent liv, der kan dræbes uden straf. Derfor siger han til sine tilhængere: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være, men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.” Når Guds magt har vist sig i den korsfæstede tjener, så skal ingen magt reducere menneskeliv til tal i statistikker og opgørelser, uanset om det er en kongemagt eller en demokratisk magt. For så udøves den guddommelige magt i at leve livet solidarisk med det nøgne menneskeliv, som vi alle har tilfælles.
Gud satte et mærke på Kain, da han suverænt bestemte over hans liv og død. Gennem Jesus Kristus er der sat et mærke på menneskelivet, så intet liv, heller ikke de liv, der er samlet i lejre uden for det almindelige menneskelige fællesskab, er uden for fællesskabet med Gud. Derfor bliver vores liv og ethvert liv aldrig helligt i den romerske forstand, at det ikke kan ofres, men kan dræbes, men det vil altid være helligt i den kristne forstand, at det er det liv, som Guds magt står bag og skal komme til syne på.
DDS 749 – 598 – 307 — 609 – 750 – 674 – 377 – 475