1. søndag i fasten (1)
Fristelsen i ørkenen:
v.1 Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. v.2 Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.
v.3 Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«
v.4 Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «
v.5 Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde v.6 og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
›Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.‹
v.7 « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.’«
v.8 Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed v.9 og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.”
v.10 Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «
v.11 Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matt 4,1-11 (jf. Mark 1,12-13; Luk 4,1-13)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Perikopen om fristelsen i ørkenen findes i alle tre synoptiske evangelier. Vi har altså det samme forhold, som vi så ofte er stødt på. Markusevangeliet er grundlaget for de to andre. Det omdiskuterede spørgsmål er, hvordan Matthæus og Lukas forholder sig til hinanden. Har de en fælles – i dag ukendt – kilde (Q), eller har Lukas kendt Matthæusevangeliet? Noget entydigt svar kan heller ikke denne perikope give.
Markusevangeliets version af fristelsen i ørkenen er helt kortfattet:
v.12 Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. v.13 Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham.
Den lille notits er ganske interessant. Den hænger i Markusevangeliet sammen med dåben som andet led af en prøve. Ved fristelsen prøves det, om Jesus vil bruge den åndsudrustning, som han har fået i dåben til at frigøre sig fra de menneskelige vilkår, som han ellers er underlagt, hvilket dåben demonstrerer. I forhold til de andre synoptiske evangelier er det interessant, at det siges, at Jesus lever blandt de vilde dyr. Formentlig er der her tale om en henvisning til en paradistilstand, så Jesus her optræder som en anden Adam (jf. Rom 5). Der siger dog ikke noget om, hvordan Jesus forholder sig til Satans fristelser, eller hvordan han omgås de vilde dyr. Betjeningen ved engle hentyder nok til mad og drikke, men kan rumme en implicit henvisning til Salme 91,11, hvilket bliver eksplicit i Matthæus’ version.
Matthæusevangeliet dramatiserer perikopen ved at lade Djævelen (ikke Satan, som i Markusevangeliet, om end det er samme forestilling) optræde som en person i dialog med Jesus, der svarer ham. Således bliver den implicitte overvindelse af fristelsen i Markusevangeliet gjort eksplicit. Endvidere forskyder Matthæus fokus en smule. I Markusevangeliet frister Satan på åndens foranledning, så det er Jesu åndsbesiddelse, der prøves. I Matthæusevangeliet er det eksplicit Jesu status som Guds søn, som det fremgår af fristerens spørgsmål. Desuden udfolder han fristelsen i tre led: ang. forplejning, ang. beskyttelse, ang. herredømme. Til det formål ekspliciterer Matthæus også den mulige henvisning til Salme 91 i Markusevangeliet. De fyrre dage bliver endvidere baggrunden for fristelsen, så Jesus først faster og derefter fristes. Tilsyneladende har han så været derude i længere tid for at blive betjent af englene (Matt 4,11). I hvert fald følger denne betjening efter fristelsen i modsætning til i Markusevangeliet.
Hos Matthæus finder den sidste fristelse sted på et meget højt bjerg, da bjerge spiller en særlig rolle i Matthæusevangeliet, fx ved bjergprædikenen (Matt 5-7) og missionsbefalingen (Matt 28). Den kulminerende fristelse finder derfor også sted på et meget højt bjerg.
Hvis der er en modsætning mellem Markusevangeliet, hvor Jesus fristes i fyrre dage, og Matthæusevangeliet, hvor Jesus faster i fyrre dage og dernæst fristes, så udjævner Lukasevangeliet forskellen og siger, at Jesus var i ørkenen i fyrre dag og blev fristet af Djævelen (Luk 4,1-2). Derefter fortælles det, at han intet spiste i de dage og derfor sultede (Luk 4,2), så sagde djævelen til ham … (Luk 4,3). Lukas har altså både hele perioden på fyrre dage som en fristelsestid og beretningen om den konkrete fristelse, som vel foregår på den sidste dag. Derimod har han udeladt bemærkningen om englenes betjening for at undgå de lidt forvirrende tidsforhold, som Matthæusevangeliet har.
Særligt interessant er det også, at Lukas understreger, at djævelen efter fristelsen forlod Jesus for en tid. Det står ikke hverken i Markus- eller Matthæusevangeliet. Det har at gøre med Lukas’ fortolkning af Judas-figuren (sammenlign Luk 22,1-6 med Mark 14,1-2 og Matt 26,1-5). I øvrigt tages Lukas’ opfattelse, at Satan er den egentlige aktør gennem Judas, op i Johannesevangeliet (Joh 13,2.27).
Denne tolkning antyder altså, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet og forsøgt at klargøre uklarhederne ang. perioden. Hvis det er rigtigt, kan man også sige, at Lukas har byttet om på fristelserne, så rækkefølgen er: ang. forplejning, ang. herredømme, ang. sikkerhed. Dette er formentlig for at slutte på templet i Jerusalem, der spiller en særlig rolle i Lukasevangeliet. Lukas bestemmer nemlig Matthæusevangeliet ”den hellige by” konkret som Jerusalem (det mener Matthæus også, men han nævner ikke byen, sikkert fordi Jesus i hans evangelium kun kommer til Jerusalem én gang). Derimod udelader Lukas henvisningen til et meget højt bjerg, da bjerge for Lukas i modsætning til Matthæus ikke spiller den store rolle. Desuden betoner han det overnaturlige i hændelsen ved at sige, at djævelen viste Jesus alverdens riger og magt ”i et nu”.
Det er, synes jeg, en ret enkel fortolkning af forskellene mellem Matthæus- og Lukasevangeliet. Hvis de i stedet begge uafhængigt af hinanden skulle have bearbejdet en fælles kilde, rejser det flere problemer, end det løser. I hvert fald ang. denne perikope.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Som kort nævnt hænger fristelsen i ørkenen i Markusevangeliet sammen med dåben. Den er en prøve på, at Jesus kan forvalte den ånd, som han har modtaget ved dåben. Den sammenhæng er ikke lige så tydelig i Matthæusevangeliet, hvor Jesus ikke udnævnes, men udråbes som Guds søn i dåben (”Det er min søn” i modsætning til Markusevangeliets ”Du er min søn”). Alligevel må man sige, at Matthæusevangeliet følger de strukturer, der er kendt fra diverse heltefortællinger (fx folkeeventyr), at helten efter at sættes på en prøve, før han kan udføre sin afgørende opgave. Den første prøve skal afgøre, om han har de rette kompetencer til at gennemføre det, han er pålagt. I dette tilfælde skal han bevise, at han kan modstå djævelens fristelser ved ikke at udnytte sine særlige identitet som Guds søn til at bryde med de almenmenneskelige vilkår, som han underkastede sig i dåben. Det indhold ligger også i Markusevangeliets fortælling, selv om det ikke er fokuseret på Jesus som Guds søn, men nærmere på Jesus som besidder af ånden. Det er derfor oplagt, at fristelsen i begge evangelier følger umiddelbart efter dåben. Det gør den ikke i Lukasevangeliet, hvor Jesu stamtavle afbryder sammenhængen (Luk 3,23-38).
Således indleder fristelsen en tematik i Matthæusevangeliet, hvor Jesu status som Guds søn udfordres, fordi han ikke lever op til forventningerne til en guddommelig skikkelse, men forbliver inden for de almenmenneskelige vilkår, jf. irettesættelse af Peter (Matt 16,21.23) og spotten ved korsfæstelsen (Matt 27,43-44).
Efter fristelsen begynder Jesu sit offentlige virke med forkyndelsen i Galilæa (Matt 4,12-17). Han har nu vist sin solidaritet med mennesker i dåben, er blevet udstyret med helligånden og har bevist sin kompetence til ikke at misbruge sin særlige status.
Tekstens detaljer
Det ligger i tolkningen af fortællingens strukturer, der gør fristelsen i ørkenen til en særlig prøve på Jesu kompetence, at fristelsen sker med et særligt formål. Samtidig er den gennemsigtig for menighedens opfattelse af Jesus. Han bliver forbillede for den rette indstilling.
v. 1: Ånden står bag fristelsen. Det er altså en guddommelig sat prøve, som Jesus skal på. Djævelen har faktisk ikke en selvstændig funktion, men spiller den rolle, som ånden lader ham få. Det hænger sammen med opfattelsen af fristelsen som en prøve.
Djævel betyder ”bagtaler”, ”bagvasker” og passer på en måde bedre til teksten end det hebræiske Satan, der betyder modstander.
Ørkenen optræder mange steder i Bibelen som det gudløse sted, hvor dæmoner holder til. Det er også prøvelsens sted, som det først og fremmest var for israelitterne under ørkenvandringen.
v. 2: Tallet 40 anvendes hyppigt om særlige perioder i Bibelen: 40 års ørkenvandring, 40 dage og nætter på Sinaj-bjerget, Elias i ørkenen i 40 dage og nætter. Særligt betydningsfuldt er det, at Moses var på Sinaj-bjerget i 40 dage og nætter uden at spise eller drikke (2 Mos 34,28). Det svarer til den Moses-typologi, som Matthæusevangeliet indeholder.
Fasten fungerer både som forberedelsen for fristelsen og optakt til den første fristelse. Normalt optræder faste (Matthæus bruger den tekniske term om faste (jf. Matt 6,19-18) og siger ikke blot, at han ikke spiste, som Lukas) som en slags asketisk renselse, og teksten benyttes senere til begrundelse for kristen faste efter dåben, men i denne sammenhæng er snarere en slags klargøring inden prøven.
v. 3-4: Som nævnt udfolder Matthæus Markusevangeliets korte notits med en fristelse i tre led. Tre led er jo karakteristisk i diverse heltefortællinger. Dette er det første led, som udspringer direkte af fastens resultat: Jesu sult.
Djævelen optræder nu eksplicit som ’fristeren’. Som sagt, viser han henvendelse til Jesus klart, hvad det drejer sig om, nemlig om Jesu status som Guds søn, som blev proklameret i dåben.
I Jesu svar og i de næste fristelser agerer han som en rabbinsk skriftlærd, der er i diskussion med andre skriftlærde. De forsøger nemlig at vinde diskussionen med skriftcitater. Denne diskussionsform og den tilhørende fremstilling af Jesus som jødiske lærd svarer atter til Matthæusevangeliet Jesus-fremstilling inden for det jødiske univers. Han overvinder djævelen ved at kende og bruge skriften på en overlegen måde.
Jesus bruger et citat fra 5 Mosebog 8,3, hvor sammenhængen er ganske interessant:
v.1 Alt det, jeg i dag befaler dig, skal I omhyggeligt gøre, for at I må leve og blive talrige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren lovede jeres fædre. v.2 Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. v.3 Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. v.4 Dit tøj blev ikke slidt i laser og faldt ikke af dig, og dine fødder svulmede ikke op i disse fyrre år. v.5 Du skal være forvisset om, at Herren opdrager dig, som en mand opdrager sin søn. v.6 Så hold da Herren din Guds befalinger, gå ad hans veje, og frygt ham! (5 Mos 8,1-6)
v. 5-7: Den anden fristelse foregår som en slags magisk rejse med djævelen. Den hellige by med templet er selvfølgelig Jerusalem og dets tempel, men det er ikke klart, præcist hvilken tinde der hentydes til. Det er heller ikke vigtigt. Man kan måske forestille sig, at templets tinde vil blive opfattet som det højeste sted i landet, hvorfra det er farligst at falde. Det fortælles om Jesu broder Jakob, at han led martyriet ved at blive styrtet ned fra det sted, hvor han stod ”på helligdommens tinde”, og da han ikke døde af det, blev han stenet og til sidst slået i hovedet med en kølle. Historien fortælles i Eusebs Kirkehistorie, hvor han citerer den jødisk-kristne historiker Hegesip fra sidste halvdel af andet århundrede (Kirkehistorie, 2.23.10-20) og henviser desuden til Josefus (Jødernes Antikviteter 20.197-203). Imidlertid er det nærliggende, at Eusebs eller Hegesips beretning har taget farve af netop Jesu fristelse.
Djævelen bruger nu den rabbinske diskussionsteknik og prøver at friste Jesus ved hjælp af et citat fra Salme 91,11-12, altså den salme, som kan have haft betydning for Markusevangeliets fremstilling. Djævelen tolker salmen messiansk, så den skulle omhandle Guds messias. Det relevante afsnit lyder:
Den Højeste har du gjort til din bolig,
v.10 intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v.11 for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v.12 De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v.13 Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.
I v. 13 ser man forbindelsen mellem engle og vilde dyr, som findes i Markusevangeliet.
Fristelsen går altså ud på at bryde med de vilkår, der gælder mennesker i almindelighed og sikre sig den frelse fra Gud, der ellers først skal vise sig efter korsdøden.
Jesus responderer med et citat, som man gør i den slags diskussioner. Citatet stammer fra 5 Mosebog 6,16, hvor der refereres til en begivenhed under ørkenvandringen (2 Mos 17,1-6; 4 Mos 20,2-13). Pointen er, at mennesket ikke skal gøre sig til dommer over Gud ved at sætte ham på prøver. Det gør man selvfølgelig også, når man bruger skriften til at afkræve ham beviser, som djævelen her lægger op til.
v. 8-10: Den tredje og sidste fristelse finder sted på et højt bjerg, hvilket som nævnt er Matthæus foretrukne sted for vigtige begivenheder. Djævelen tilbyder ham alverdens riger og magt mod at skifte herre. Hermed skabes en direkte forbindelse til det sidste bjerg i Matthæusevangeliet, hvor Jesus proklamerer: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden” (Matt 28,18). Således tilbyder djævelen en genvej til herredømmet mod at underkaste sig ham og ikke Gud. Djævelen tilbyder ham at undgå korsvejen. Ligesom man kan sige, at den anden fristelse går ud på at undgå korsfæstelsen.
Jesus svarer igen med et citat. Denne gang fra 5 Mosebog 6,13. Det indledes med ordene: ”Vig bort, Satan!” som også Peter må høre, da han forsøger at forhindre Jesu vej til lidelse og død (Matt 16,23). Hermed er det helt tydeligt, hvad fristelsen drejede sig om: at bruge statussen som Guds søn til at undvige lidelsen.
v. 11: Så er Satan besejret, og han forlader Jesus. Jesus bliver nu betjent af engle sikkert som et tegn på, at prøven er bestået.
Tekstens fortolkning
Der er mange fortolkningsmuligheder, alt efter hvordan man går til teksten. Ovenfor har jeg gjort mig til talsmand for en fortolkning inden for Matthæusevangeliets narrative forløb, hvor fristelsen er en kvalificerende prøve, der skal vise, at Jesus har kompetencer til at udføre den afgørende opgave. Derfor ligger vægten på fristelsen som et forsøg på at få Jesus til at undvige sin lidelse og korsdød. Man kan yderligere binde det sammen med evangeliet ved at sige, at den første fristelse svarer til bespisningsunderne, hvor Jesus mirakuløst laver brød til andre, den anden til episoden i Getsemane-have og den tredje til Jesu tale ved missionsbefalingen.
Der er dog en hel række andre måder at udlægge fristelserne på. Man kan finde en parallel i Israels ’trosbekendelse’: ”v.4 Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. v.5 Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke” (5 Mos 6,4-5), idet et rabbinsk skrift fra Mishna udlægger ”dit hjerte” om alle drifter, ”din sjæl” om livet og ”din styrke” om ejendom. Således skulle det passe til de tre fristelser.
Selvfølgelig kan man også sige, at Jesus ved at afvise fristelserne afviser bestemte ideer, fx opfattelsen af at kristendommen skal være en verdslig magtfaktor og fremhæver den kristne ydmyghed eller giver eksempler på, hvad der kan forlede væk fra kristendommen. Jesus bliver således transparent for de kristne idealer.
Imidlertid vil jeg mene, at Matthæusevangeliets version af fristelsen i ørkenen først og fremmest er en mytologisk udfoldelse af Markusevangeliets version, der skal tjene det narrative formål inden for fortællingens sammenhæng at vise, at den sande Guds søn deler menneskelige vilkår og skal gennemgå lidelse og død for at nå frem til den frelse og det herredømme som kan komme alle mennesker til gode, fordi han ikke fraveg det almindelige menneskeliv. Således bliver den en mytologisk bekræftelse på den matthæanske kristologi.