Pga. covid.-restriktioner er dette møde udskudt til efteråret
Forfatter og skribent Marie Østergaard Knudsen taler på menighedsmødet den 8. februar kl. 19.30 om, hvordan og hvorfor vi skal skrive vores erindringer. Skriv ikke alt, du kan huske, men det, du ikke kan glemme er opskriften. Dét, du er optaget af og det, der har betydning. Dine erindringer skal have en form, og den er overkommelig at finde. Det at skrive om sit liv rækker bagud i tiden og peger fremad mod det liv, der skal leves. Foredraget kommer ind på, hvordan vores hukommelse fungerer, og hvad der kendetegner gode tekster. Erindringer skaber glæde hos vores familie og omgivelser og måske, men ikke nødvendigvis, en større kreds. I ti år har Marie Østergaard Knudsen undervist i at skrive afrundede, læsevenlige erindringer og er forfatter til bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Mødet afholdes i menighedssalen i Vartov.