Perspektiv
Matt 2,1-12
Nogle gange er det vanskeligt at regne ud, hvad man har tænkt, da tekstrækkerne blev sammensat. Det er svært at genkende det perspektiv, der er lagt over teksterne. Det kan være frustrerende, hvis man tror, at der ligger en dybere mening i sammenhængen af gammeltestamentlige tekster, læsningen fra brevene og evangelieteksten. En sofistikeret pointe, som man ikke kan se fra sit eget perspektiv. Men det kan også være kreativt, fordi den tilsyneladende tilfældige sammensætning kan afføde nye ideer og give anledning til alternative vinkler på de tekster, som man kender så godt. Den tilsyneladende tilfældige sammenstilling fremprovokerer et nyt perspektiv.
Andre gange er sammenstillingen af tekster næsten alt for oplagt. Perspektivet er entydigt, og man ser tydeligt tanken bag netop denne kombination af tekster. Det er en fordel, fordi man ikke føler, at man går glip af den dybere mening. Men det kan også være en ulempe, fordi teksterne hver især risikerer at tabe betydningspotentiale, når de kombineres med en klar pointe for øje. Perspektivet udfordres ikke. Det indsnævres næsten, når der ene kendte perspektiv bestemmer hele læsningen.
Helligtrekongersdag har vi at gøre med det sidste. Perspektivet ligger på opfyldelsen af de gammeltestamentlige forventninger. Esajas-teksten er en profeti om Jerusalems kommende herlighed. Profeten ser Guds herlighed skinne over byen og forudsiger: ”Folkeslag skal komme til dit lys/og konger til din stråleglans … de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.” Således underlægges hele verden Israel, når de anerkender Gud og kommer til Jerusalem for at prise ham. Intet kan for profeten være mere frydefuldt, end at Gud er nærværende i Jerusalem og israelitterne samles i dér, mens alle riger og lande anerkender dem og deres Gud.
Når den profeti sættes sammen med evangelieteksten om de vise mænd, er det ikke svært at se, hvilket perspektiv man han tænkt fra. Det indfanger sikkert en del af Matthæus’ ærinde. For nu illustreres folkeslagenes samling i Jerusalem med de vise mænds komme til Jesus. De søger ham, der nu er Guds herligheds frembrud. De markerer deres underkastelse med gaver. De anerkender ham i tilbedelsen. Således er de eksemplariske hedninger, der søger Israels Guds søn og bliver modtaget af ham. På den måde spejler denne fortælling fra Matthæusevangeliets begyndelse evangeliets afslutning, hvor Jesus sender sine disciple ud for at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer.” Som det det lyder i epistelteksten: ”han frelste os … ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.” Alle, jøder og hedninger, samles om den nyfødte Messias, i hvem Guds herlighed er brudt frem, og bliver en del af hans folk gennem dåben. For profetien om Jerusalem opfyldes nu i Jesus Kristus.
Matthæus har sikkert selv tænkt på sammenhængen til profetien, og den får yderligere betydning i fortolkningshistorien. Esajas-teksten er grunden til, at dagen hedder Helligtrekongersdag. Hos Matthæus nævnes ikke noget om konger. Hos ham optræder bare vise mænd; det siges ikke engang hvor mange. Det er kun, fordi man udlægger dem gennem profetien om kongerne, der kommer til Jerusalem, at de får denne titel. Ligeledes bliver deres hjemstavn forstået gennem Esajas’ ord om Midjan, Efa og Saba. Deres antal stammer fra tallet på gaverne. Guld, røgelse og myrra. De har sikkert givet en gave hver. Ingen tvivl om, at Esajas-teksten skal bestemme forståelsen af evangelieteksten, så de vise mænd illustrerer den vidunderlige opfyldelse af profetierne om kongerne, der repræsenterer alle verdens folkeslag. Sammensætningen af dagens tekster underbygger netop skal give dette perepektiv.
Den sammenhæng er så uproblematisk og gnidningsfri, at det næsten bliver kedeligt. Det interessante opstår jo gerne dér, hvor det bliver besværligt, hvor man skal tænke sig om. Dér, hvor man skal anstrenge sig, er der udbytte at hente. Dér, hvor ens eget forudgivne perspektiv udfordres. På samme måde gælder det for fortællinger: De skal indeholde modstand og modstandere, ellers bliver de kedelige. Verdenslitteraturen ved det. Alle lykkelige familier er lykkelige på den samme måde; de ulykkelige er det på deres egen. Lykkelige familier er kedelige; ulykkelige giver stof til store romaner.
Sammensætningen af tekster truer med at gøre historien om de vise mænd kedelig, for fra dens perspektiv risikerer man udelukkende at se den lykkelige opfyldelse af profetierne og den frydefulde udvidelse af gudsfolket til at gælde alverdens folkeslag. Det er det glædelige budskab. Det er næsten så lige til, at det bliver kedeligt, for det afblænder en del af fortællingen.
Den del er historien om kong Herodes. Han står nemlig for modhistorien til det glædelige budskab. Han er modstanderen, der står for modstanden. Han er det besværlige i fortællingen, som man må bakse med og lade sig udfordre af. Han står for ondskaben, som det udfoldes i den efterfølgende hjerteskærende fortælling om barnemordet i Betlehem. Herodes leverer den konflikt, som giver spænding til historien. Hans perspektiv giver et andet blik på historien.
For nu står tre parter over for hinanden: Jesus-barnet, som er den nye konge. Ham, der opfylder forventningerne, men gør det på en helt uforudset og uforudsigelige måde. Han står for det nye. De vise mænd føres af Gud. De er åbne og modtagende over for det nye, som de underkaster sig i tilbedelse. Herodes styres af sin magt og sine rådgivere. Han er lukket og afvisende over for det nye. Han vil blive både fjendtlig og morderisk. Også dette foregriber naturligvis evangeliets videre forløb, hvor modstanden mod Jesus kommer fra jødiske hold. Det er netop jøderne, og særligt farisæerne og de skriftkloge, der mener at kende den tradition, som Jesus er opfyldelsen af, som står ham imod og stræber ham efter livet. Også det findes illustreret allerede her i evangeliets begyndelse.
Så står vi med to forskellige perspektiver på det nye. På den ene side de vise mænds nysgerrighed og åbenhed; på den anden side Herodes’ modvilje og modstand. Det bliver klart, at den nye konge udfordrer etablerede magtsystemer og traditionelle værdihierarkier. Det ser man fra Herodes’ perspektiv. Han vil gøre, hvad der skal til for at bevare sin verden, den kendte verden. Den verden, hvor han ved, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert, hvem der er gode og onde, venner og fjender, hvad der er godt og ondt. Den vil han ikke have rystet af perspektivet fra det ukendte og fremmede. Det uforudsete og uforudsigelige vækker nervøsitet, fordi det udfordrer. Og det er jo det, der sker, når man udsættes for det nye og anderledes.
En kultur består af en grundlæggende enighed. Man ser tingene fra det samme perspektiv. Noget er så fundamentalt, at det end ikke omtales. Ja, man kan slet ikke sige det, for man er sig ikke bevidst om, at det kan være anderledes. Det findes i enhver familie, enhver gruppe. Men det kan være chokerende at opdage det. Jeg har for eksempel prøvet at være i en kultur, hvor det opfattes som positivt og opbyggeligt i social forstand, altså fællesskabsbefordrende, at synge sammen. Kan man forestille sig noget mere alment gyldigt og inddragende, end at vi alle synger sammen? I fællessang står vi sammen. Her er ingen lukket ude, for enhver fugl synger som bekendt med sit næb og hellere højt end rent, så alle kan være med. Man kan naturligvis diskutere, om der er tekster, der er bedre egnet til inklusion end andre. Måske skal man ikke i alle sammenhænge synge om, hvor sej jyden er, eller om dansende småpiger med blomster i hat, men at synge sammen giver fællesskab. Her kan alle være med. Men så var der nogle der spurgte: ”Hvorfor skal de altid synge?” Så ændrede perspektivet sig. Pludselig er det, som man opfattede som alment gjort specielt. Pludselig er det, man troede var fællesskab, blevet et gruppekendetegn, en identitetsmarkør. Pludselig bliver det, man troede var inkluderende, ekskluderende. For nu er det ikke længere et spørgsmål om, hvad man synger, men det at man synger, som bliver karakteristisk for os i modsætning til dem. Det, jeg troede gjaldt alle, viste sig at være min egen gruppes perspektiv. Fællessangen er ikke længere fælles, men privat for en bestemt gruppe, der adskiller sig fra andre grupper netop ved selve aktiviteten fællessang.
Nu skal man naturligvis ikke tro, at det så er mere fællesskabsstiftende og inkluderende ikke at synge. Ikke-sang er præcist lige så karakteristisk for visse grupper, som sang er for andre. Man bliver på ingen måde mere åben og tolerant af ikke at synge fællessange, for det er lige så vel en kultur og et gruppekendetegn ikke at synge, som det er at synge. Aktiviteten i sig selv – eller mangel på aktiviteten i sig selv – er hverken det ene eller andet. Begge dele er udtryk for en bestemt kultur. Det, der er afgørende er, at få øjne for det, så man ikke tror, at perspektivet i ens egen kultur afdækker en indiskutabel virkelighed. Så man ikke tror, at man er tolerant, fordi man inviterer ind i ens egen kultur på ens egne betingelser. Det afgørende er at få sit perspektiv åbnet af den anden. At lade sin egen version af virkeligheden udfordre af fremmede udgaver. Så kan man nemlig forholde sig til både sin egen og de andres kulturer uden at påtvinge nogen noget gennem misforstået inddragelse; eller lader sig påtvinge noget i lige så misforstået hensyntagen. Sansen for, at ens eget perspektiv aldrig kan ophøjes til det ene sande, universelle perspektiv er afgørende for tolerancen af både sig selv og de andre.
Det er det, Herodes ikke vil. Derfor er han vigtig at have med i fortællingen. Han viser den konflikt, som Jesus medfører, når han opfylder forventningerne på sin egen måde. Det går så let med de vise mænd, som følger Guds ledelse og kommer til Jesus-barnet, hvorved de får et nyt perspektiv på deres tilværelse. Herodes viser det modsatte, når han ikke vil lade sit perspektiv udfordre, men går til yderligheder for at bevare det. Han kan ikke leve med, at hans perspektiv ikke dominerer, for så taber han sin magt.
Men omvendt er Herodes’ perspektiv afgørende for fortællingen. Uden det ser man ikke, hvad der sker, når profetiernes opfyldelse finder sted i Jesus-barnet, når alverdens folkeslag inddrages i Gudsfolket, når Østens vise bliver forbilleder for jøderne. Man ser ikke, at denne opfyldelse faktisk er et nyt perspektiv på tilværelsen, hvor magthierarkierne omkalfatres og fastlagte systemer brydes op. Hvis ikke Herodes var der til at vise, hvor afgørende dette er, ville vi ikke se det. Fra hans perspektiv er Jesus ikke blot den lykkelige opfyldelse af gamle profetier. Han udfordrer den gældende opfattelse af virkeligheden. Man skal kunne antage Herodes’ perspektiv for at de det. Derfor kan vi ikke undvære hans perspektiv i fortællingen, uden at den bliver et spejlbillede af vores eget perspektiv. Det er ved at ske i dagens tekstvalg. Men sammenstillingen af de vise mænd og Herodes i evangelieteksten gør det modsatte. Den viser, at tingene kan ses anderledes. Den udfordrer ethvert ensidigt perspektiv. Også når perspektivet er de godes.
DDS 749 – 362 – 138 — 136 – 137 – 101