Matth 2,1-12
Vi hørte en af de jødiske forventninger til de sidste tider i lektielæsningen for alteret. Til allersidst skal alle verdens folkeslag komme til Zion-bjerget i Jerusalem. Kongerne skal medbringe deres skatte og kostbarheder. De skal tilslutte sig jødernes Gud og lovprise ham. Det er enden. Så er den fuldendte situation oprettet, hvor alting er, som det skal være. Hele verden samler sig med det samme formål, alle har rettet opmærksomheden fuldt ud mod den ene Gud i samdrægtig lovprisning. Bedre kan man ikke forstille sig nogen situation. Der er ikke uenighed og uvenskab; der er ikke skjulte dagsordener og fordækte motiver. Der er kun dette ene: fælles samhørighed med den ene Gud. Det er en paradisisk situation med fuldendt harmoni. Profeten Esajas beskrev det:
”Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket og se dig omkring,” siger han til Zion-bjerget, ”De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. Du stråler af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig.”
Drømmen er, at når det sker, opstår Guds rige. Det er Guds rige. I den nyeste Paulus-forskning er man blevet særlig opmærksom på, hvor betydningsfulde disse forestillinger har været for den tidlige kristendom. Nogle siger, at det er selve meningen med Paulus’ mission til folkeslag rundt omkring i verden, at de skal omvende sig til jødernes Gud, så der kan opstå den situation, som Esajas profeterer om. For det er det, han håber på, og glæder sig over den plads han selv har i planen.
Matthæus har tydeligvis de samme billeder i tankerne, når han fortæller om de vise mænd. De kommer fra et ubestemt land i Øst for at tilbede den nyfødte kongesøn, fordi de har set hans stjerne gå op. De har rige gaver med og finder barnet med dets moder i Betlehem. Spædbarnet har overtaget Zions rolle. Esajas beskrev Zion-bjerget så blændende, som han overhovedet kan. Han siger:
”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækket jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig.”
I stedet for dette majestætiske sted, er nu det lille barn. Herligheden er over ham. Den bryder frem i hans nyfødte liv. Folkeslagene samles, for det er nu i hans liv, at forventningerne til endetiden indfris. Han skal være samlingspunkt for alle jordens folk. Gudsriget bryder frem i ham.
Man kan kalde bevægelsen i disse forestillinger centripetal, for retningen går ind ad mod et centrum. Al opmærksomhed koncentreres i spædbarnet, som er forventningernes opfyldelse. For i det menneskeliv, som Jesusbarnet skal leve og dø, åbenbarer Gud sin herlighed for hele verden. De vise mænd viser, at alle folkeslag nu skal samles om ham.
Således bliver historien om de vise mænd også forstået, når den bliver genfortalt og genskrevet, hvilket den bliver så mange gange, at det er svært ikke at høre alle gendigtningerne, når man læser bibelteksten. Hurtigt bliver de vise mænd til tre, fordi der er tre gaver. Senere bliver de også til konger, fordi Esajas sagde, at konger skulle komme. Så får de navne, Casper, Melchior og Baltazar. De får hudfarve og alder. Meningen er, at de skal repræsentere verden så fuldstændigt som muligt. Derfor er der en ung, en midaldrende og en gammel, derfor har de forskellige hudfarver, derfor repræsenterer de hver sit rige. De står for alle de fremmede folkeslag, som nu forenes med jøderne om den fælles herre.
Men i nogle af genskrivningerne ændrer retningen sig. Fra at være centripetal, bliver den centrifugal. Kraften koncentreres ikke i centrum, men kastes udad i alle retninger.
Et af de skrifter, der digter videre på de vise mænds historie, tager det til yderligheder. Det er et syrisk skrift fra det fjerde århundrede, der hedder ”De vise mænds åbenbaring”. I det spiller stjernen en hovedrolle. De vise mænd, der også er konger, og i denne version er der tolv, bor i det mytiske land Shir. Her varetager de en tradition, der går helt tilbage til Adams tredje søn, Seth. Han havde nemlig fra sin fader modtaget åbenbaringer, som han havde nedfældet i bøger, der er blevet overleveret fra generation til generation. Derfor var det ”sagn fra gamle dage”, at når en helt særlig stjerne stod frem, hvis glans var så stærk, at både solen og månen ville blegne, så ville et mysterium af en søn blive født. Ham skulle de finde i menneskeskikkelse som et spædbarn. Da det sker, at stjernen med den blændende klare glans står frem på en søjle af lys, bliver vismændene grebet af angst. Men stjernen trøster dem og går ind i den skattehule, hvor bøgerne med profetier opbevares. Her forvandler den form til et ydmygt menneske og forklarer vismændene, hvorfor den må fremstå som et menneske. Menneskeheden kan nemlig ikke tåle at se hele faderens herlighed. Mens stjernevæsenet forklarer vismændene dette og meget mere, er det samtidigt til stede det sted, hvor det skal fødes. Og hos faderen i himlen. Faktisk er det overalt i hele verden, fordi det er en stråle af lyset fra den guddommelige fader. I hulen forvandler stjernen sig til forskellige former, som vismændene betragter. Så begiver de sig på rejsen, som stjerne leder dem på. I Betlehem går den ind i en hule. Vismændene følger efter og finder så et lysende spædbarn. Ham lovpriser de. Barnet fortæller dem alt, hvad der skal ske, indtil han vender tilbage til sin fader. Så sender stjernebarnet vismændene tilbage. På vejen hjem møder de Maria og Josef og benytter lejligheden til at fortælle dem om, hvilket særligt barn de har fået. At han i virkeligheden er i alle lande og på alle steder, ja overalt i skabningen. Maria og Josef bliver bange for, at vismændene vil tage barnet fra dem, men vender hjem og finder deres lysende barn grinende og pludrende om alle sine mysterier.
Det er en meget mærkelig historie, der er kommet ud evangelieteksten om de vise mænd. Det er svært at se, hvad pointen er bortset fra dette: Kristus, stjernevæsenet, er til stede overalt i alle mulige former og figurer i hele verden. Der er ikke det hjørne af verden, hvor han ikke kan mødes. Der er ikke den form, han ikke kan befinde sig i. Derfor er bevægelsen centrifugal, for den går ud ad, spreder sig fra et centrum ud mod margin til den til sidst omfatter det hele, inkluderer alting.
Udgiverne af skriftet roser det, fordi det viser en for tiden påfaldende tolerance for religiøs diversitet. Sådan kalder de det. For det lysende stjernebarn er til stede for alle mulige folk i alle mulige former uden smålig hensyntagen til religiøs forskellighed. Er det atypisk for det fjerde århundrede, er det til gengæld typisk for det enogtyvende århundrede. Det er i tidens trend at forstå religion som en mere eller mindre ubestemt kraft, der på mystisk vis findes i universet og dukker op i forskellige former på forskellige steder. Så er det ikke så vigtigt, om det kaldes det ene eller andet. Så kan det være energier eller bevægelser eller kærligheden som en kraft, som er den åndelige dimension i tilværelse. Så bliver det hele så lyst og luftigt og uhåndgribeligt, at alle kan være med, uden for alvor at skulle tage stilling til noget.
Men bevægelsen i evangelieteksten går i modsat retning. Her må al kraft koncentreres i mødet med det barn, som kom til verden julenat. Al fokus må samles om, at det er i det liv, at Gud gav sig til kende. Ikke på et strålende bjerg, ikke i en blændende stjerne, men i menneskebarnet. I hans liv skal vi se Guds herlighed. I ham ser vi menneskelivet, som det leves i ubrudt samhørighed med dets guddommelige oprindelse. End ikke døden kan adskille det fra dets ophav. Hele hans liv var som de tilbedende om Zion-bjerget: en udelt lovprisning af faderen. Således opfylder han forventninger til endetiden, for hans liv er den sande lovprisning af faderen. Al koncentration må samles om ham, for i hans liv bryder gudsriget frem som den ubrudte forbindelse til faderen. I det menneskeliv ser vi herligheden. Det er den centripetale bevægelse. Men heraf udgør en centrifugal bevægelse, for i troen på ham kastes betydningen af hans liv ud til alle menneskeliv. Så gælder det, der gælder for ham, enhver. Ethvert menneskeliv kan leves i den ubrudte relation til faderen og dermed være den sande lovprisning. Den som Esajas så for sig i endetiden. For livet levet i troen på, at Guds herlighed er brudt frem i menneskelivet, er denne lovprisning. Så leves livet nemlig ikke for sig selv, ikke af egeninteresse og af egenvilje og ikke med sit eget formål. Så leves det ud fra den ubrudte relation til Gud fader og Gud søn. Det er den sande lovprisning. For livet leves til ære for Gud, når det leves i den mening, som kommer til os i hans søn. Som han vil åbenbare for os i sit liv.
Så i dag indleder vi epifanitiden. I den er den centripetale bevægelse i fokus, fordi vi samler os om Jesu menneskeliv, hvori herligheden kommer til syne. Men den har en centrifugal effekt, for den kaster lys ud på det menneskeliv, vi skal leve i lovprisning af ham. For i den kan alle folkeslag samles. I den bryder gudsriget frem.
DDS 749 – 132 – 362 — 138 – 363 – 136