Matt 2,1-12
Geografi er ideologi.
Det er et af de udsagn, man kan bruge til at skabe opmærksomhed, fordi det lyder som et sammenstød mellem to forskellige verdener. Geografien, altså beskrivelsen af jorden, dens steder og lokaliteter, har vel intet at gøre med ideologien, altså læren om ideer, det man tænker og mener, skulle man umiddelbart mene.
Men de to ting hænger sammen, og man kan se det ganske tydeligt på gamle kort. På mange af de ældste verdenskort var Jerusalem centrum for hele verden, fordi det var den vigtigste by – hvilket man i parentes bemærket stadig kan argumentere for, at den stadig er. Derfor var den også kortets midtpunkt, og resten af verden blev aftegnet som omgivelser. Jerusalem er centrum, resten er udkant. På den måde er det den ideologiske forståelse af verden, der styrer den geografiske fremstilling.
Man kan jo også tænke på Danmarkskort, hvor Bornholm er placeret i en firkant i det nederste højre hjørne. Eller Grønland befinder sig i det øverste venstre hjørne og i et målestoksforhold, så det er på størrelse med Vendsyssel. Også det er en ideologisk forestilling, hvor de mest betydningsfulde steder fylder mest.
Fænomenet møder man også, når Danmark deles op på en måde, som ikke direkte er geografisk, men ikke desto mindre er forbundet med geografien. Hvor befinder produktionsdanmark sig, kan man spørge. Man kan ikke finde det på et kort, men man ved, at det ikke er i København. Udkantsdanmark er heller ikke en bestemt lokalitet, men man ved godt, hvor man skal kigge efter det. Og den rådne banan er ikke svær at få øje på, selv om den ikke figurerer på noget kort. Ved hjælp af disse betegnelser bliver geografiske områder til sociale, økonomiske, kulturelle og politiske steder. Geografien bliver ideologi.
Derfor er det at flytte sig fra et sted til et andet ikke bare et spørgsmål om geografi. Det kan også være en ideologisk rejse. Faktisk kan det kræve en hel forvandling af den, der flytter sig. Man kan ikke længere tale det sprog, som man er vant til, for dialekt afslører, hvilket sted man kommer fra. Man kan ikke spise den mad, som man plejer, for spisevaner afslører, hvilket socialt lag man tilhører. Man kan ikke længere gå klædt, som man gjorde, for udseende afslører ens økonomiske grundlag. Vil man flytte, må man forvandle sig. Sådan som forskellige forfattere har fremstillet det gennem de sidste år.
Æ Teater har lavet en forestilling om det. Det er et lokalt sønderjysk teater, og forestillingen hedder ”Omve’en hjemve”. Det skal sikkert udtales anderledes, for det er sønderjysk – sinnerjysk – og betyder ”Omvendt hjemve”. Forestillingen spilles også på sønderjysk med musik og tekster af den sønderjyske sanger Rikke Thomsen. Jeg forstod altså omtrent halvdelen. Men så meget fik jeg med. Den handler om en gruppe veninder, der er vokset op i Sønderjylland. Eller som de selv siger: ”Hvo kommer æ fra? Jow, nu ska do høe, når do kommer te Kolding bliu do ve me å køe.” Hovedpersonerne flytter til København og så synger de (nu uden at foregive at kunne dialekten): ”København, jeg har altid tænkt på dig, du har alle dage været ligeglad med mig. Men i livet skal man ud i alt slags vejr, jeg ved ikke om jeg har tøj med til det. For det er altid så koldt i København.” Og dermed menes naturligvis ikke kun temperaturen, som trods alt ikke er så meget anderledes end i Sønderjylland, men overhovedet mødet med København giver kuldegysninger.
Hvad, der nu er interessant, er, at de tre kvindelige skuespillere ikke blot bliver ved at konstatere, hvor svært det er at komme til et nyt sted både geografisk og ideologisk, og hvor meget forandring det kræver, ligesom feterede mandlige forfattere har gjort det. I stykket spørges der nemlig også om, hvad der sker med det sted, de kom fra. Det fremstiller humoristisk og tragi-komisk, hvordan det sted i udkanten af Danmark, som de flyttede fra, forvandler sig fra en stolt tradition med sønderjyske kageborde til en parodi på sig selv med billige bajere og forbudt fyrværkeri. Og det er jo den sørgelige udvikling, når de begavede unge flytter til storbyen for at uddanne sig. Det man i storbyen arrogant kalder hjernesvind, fordi de unge begavelser forsvinder fra yderområderne.
Eller er det? Er det ikke i stedet det, der sker, når man har overtaget storbyens syn på landet eller centrums opfattelse af udkanten? De synger i stykket: ”Omvendt hjemve, hvor tager jeg hen, når jeg ikke kan kende det sted, jeg engang kaldte hjem. Omvendt hjemve, det er hvad jeg har, for jeg mangler den du var, den du var og ikke dig.”
Hvor er hjemme, når man ikke kan kende sit hjem? Og hvor er der sket? Hvem har forandret sig? Den, der rejste, eller det, hun rejste fra? Er det udkanten, der er problemet, eller er det det synet på udkanten, som centrum påfører os, der skaber forskellen? Er det ideologien, der bestemmer geografien?
I dagens tekster er er forholdet mellem centrum og udkant i fokus. I teksten fra Esajas-bog, som jeg læste fra alteret, er der ingen tvivl om, hvor centrum er. Det er Zion-bjerget i Jerusalem. Til det skal alle folkeslag strømme, siger teksten. Der skal alle konger komme og aflevere gaver, for over Zion-bjerget bryder Guds herlighed frem. Den skinner af Guds lys, så alle skal søge det og kaste sig ned i tilbedelse for den Gud, der er forbundet med det bjerg. Det er visionen for Jerusalems storhed, når den kommer til ære og værdig, så kommer alle fra udkanten dertil og underkaster sig verdens centrum.
For Matthæus ligger denne vision om Jerusalems storhed til grund for fortællingen om de vise mænd, men der sker noget i den. For hele tiden forskydes perspektivet. Det begynder helt fra udkanten, hvor de vise mænd befinder sig. De drages mod det, der skal være verdens centrum, Jerusalem, hvor kongeslottet og templet er. Men der er ikke, hvad de søger. Der er kun kongen, ypperstepræsterne og de skriftkloge. Kongesønnen er der ikke. Det er ham de søger. Det er den nyfødte kongesøn, der skal være verdens centrum, til hvem alle vise skal søge. Men de sendes bort fra Jerusalem. Perspektivet forskydes. De må gå bort fra centrum mod udkanten, til Betlehem. Og ikke til et palads i Betlehem, men til et almindeligt hus. Der bryder lyset frem, for stjernen skinner over huset, så der kan de opfylde Esajas’ profetier og komme med gaver og tilbede, for det er kongesønnen. Magtens nye centrum, som de har fundet der. Men igen forskydes perspektivet, for de finder et almindeligt barn. Et lille barn, der bærer af sin moder og skal føres andre steder hen. Han har ikke sit blivende sted i hverken Betlehem eller Jerusalem. Heller ikke i Ægypten eller Nazaret, som han siden vil komme til. Og – det ved vi – når han kommer til magtens centrum i Jerusalem, da er det som en henrettet mand på et kors.
De vise mænd finder ikke et nyt centrum, da de leder efter den nyfødte kongesøn. I stedet finder de, at centrum konstant forskydes fra Jerusalem til Betlehem til barnet i huset til manden fra Nazaret til den korsfæstede i Jerusalem og til et tomt sted: den tomme grav. Det undergraver overhovedet forestillingen om, at et bestemt sted skal være centrum, mens resten er udkant. Faktisk vender det perspektivet, så udkanten ikke er underlegen for centrum, så ideologien ikke kan omsætte sig i geografien, for det sted som alle skal søge til, er ikke et geografisk sted. Det sted kan være alle steder. Derfor kan de vise mænd vende hjem med et nyt perspektiv på udkanten, for det perspektiv bestemmes ikke fra magtens politiske centrum, men fra det barn, der kan være overalt og derfor er hos enhver.
Når man finder midtpunktet for livet i barnet fra Betlehem, kan geografien ikke længere være ideologi, for så er der ikke længere centrum og udkant. Centrum er i udkanten. Men det gælder ikke bare geografien. Det gælder også mennesker, at de ikke længere kan vurderes efter deres placering i forhold til centrum, for centrum er hos dem. Men så det gælder også for enhver af os, at vores indre landskab heller ikke skal bedømmes efter et centrum og en udkant, som er alt det vi ikke vil vide af, men forskyder og fortrænger til udkanten af vores person. Også vores egen udkant bliver en del af centrum, når vores midtpunkt er det barn, der slet ikke accepterer forskellen centrum og udkant, men altid flytter centrum til udkanten, fordi han omfatter det hele.
DDS 749 – 132 – 362 — 138 – 136 – 108