Helligtrekongers søndag (1): De vise mænd
v.1 Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem v.2 og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« v.3 Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. v.4 Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. v.5 De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
v. 6 Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«
v. 7 Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.v.8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«v.9 Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. v.10 Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. v.11 Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. v.12 Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Matt 2,1-12
Tekstens forhold til andre evangelier
Der findes ingen parallel til fortællingen om de vise mænd i de andre evangelier. Lukas har, som bekendt, en tekst om Jesu fødsel i Betlehem (Luk 2,1-7). De andre evangelier ved ikke noget om, hvor Jesus blev født.
I den moderne forskning diskuterer man ikke længere, om der ligger en historisk begivenhed bag. Det er man sikker på, at der ikke gør. Fortællingen om de vise mænd og Herodes’ reaktion er et led i Matthæus’ teologiske præsentation af Jesus. Det er heri og ikke i en bagvedliggende historisk hændelse, at tekstens mening skal søges.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Afsnittet om de vise mænd følger afsnittet om Marias graviditet og Josefs drøm, der slutter med Jesu fødsel (Matt 1,18-25). Efter afsnittet forsvinder de vise mænd fra historien, der fortsætter med flugten til Ægypten (Matt 2,12-15) og barnemordet i Betlehem (2,16-18), hvorefter familien vender hjem og slår sig ned i Nazaret (Matt 2,19-23).
De to første kapitler af Matthæusevangeliet er blevet kaldt Quis et unde, dvs. hvem og hvorfra. Kapitlerne er nemlig bygget op over en række gammeltestamentlige citater, der skal vise, at Jesus opfylder alle forventninger til Messias. Det drejer sig om profetien fra Esajas: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” (Matt 1,23; Es 7,14), profetien fra Mika: ”Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel” (Matt 2,6; Mika 5,1.3); profetien fra Hoseas: ”Fra Egypten kaldte jeg min søn” (Matt 2,15; Hos 11,1); og det, ”som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer” (Matt 2,23). Det sidste sted byder på en vanskelighed, for i Det Gamle Testamente kaldes Messias faktisk ikke en nazaræer. Det nærmeste man kommer, er nogle steder i Dommerbogen (Dom 13,5.7; 16,17), hvor det hebræiske nazir i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta = LXX) gengives naziraios, hvilket er meget tæt på Matthæusevangeliets nazôraios. Måske skriver Matthæus netop ”profeterne” i flertal, fordi han ikke tænker på et bestemt sted. Imidlertid omhandler teksterne i Dommerbogen ikke Messias, men det såkaldte naziræerløfte, nemlig en person, der lover at være særligt hellig (holde sig fra vin, ikke klippe sit hår, være kultisk ren) i en bestemt periode.
Teksten om de vise mænd er altså en del af beviset for, at Jesus opfylder alle profetier om Messias, herunder at blive født i Betlehem. Det underbygges af, at gaverne til Jesus-barnet også synes at bygge på gammeltestamentlige skriftsteder. Ligesom man kan sige, at selve ideen om vise mænd langvejs fra svarer til gammeltestamentlige forventninger. Herom nedenfor.
Tekstens detaljer
Hele afsnittet med de vise mænd og flugten til Ægypten er på en eller anden måde inspireret af historien om Mosesbarnet, der jo også trues på livet af den magthavende fjendtlige konge (i Moses’ tilfælde: Farao) (se 2 Mos 1-2). Ligesom Matthæus viser, at Jesus er den sande Messias, viser han, at han er den nye Moses. Der var nemlig også en forventning om, at der skulle komme en profet som Moses (5 Mos 18,15.18). Det svarer til, at Jesus i Matthæusevangeliet holder fem store taler, svarende til de fem Mosebøger. Endda holder han bjergprædikenen (Matt 5-7) på et bjerg svarende til Sinaj-bjerget, hvorved bjergprædikenen bliver en slags ny lov, der langt overgår Moses’ lov (jf. ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … Men jeg siger jer …”).
v. 1: Situationsangivelsen knytter afsnittet til det foranstående (Matt 1,25). Kong Herodes er Herodes den Store (73 f.kr. – 4. e.Kr.), der regerede i Judæa i perioden 37 f.Kr. til 4. e.Kr. Han var kendt som en grusom tyran, hvilket svarer til præsentationen i Matthæusevangeliet.
”Nogle vise mænd” er oversættelse af magoi, som man ikke er helt sikker på, hvad betyder. Ordet betegner formentlig mænd, der beskæftiger sig med østlig teologi, filosofi og naturvidenskab, herunder astrologi og astronomi. Grænsen mellem de forskellige videnskabsgrene var flydende i datiden. Ordet kan også bruges negativt om troldmænd og tryllekunstnere. Men for det meste bruges det positivt, fordi den østerlandske visdom blev værdsat i den hellenistiske verden. Jøderne var dog normalt skeptiske over for fremmed visdom, men også influeret af den almindelige fascination af det, der kom fra øst. For Matthæus’ vedkommende må man mene, at der er tale om østlige lærde. De bliver ikke vurderet negativt, snarere tværtimod. De har jo virkelig indset, hvad det drejer sig om. ”Vise mænd” fanger meget godt både det studerede og det esoteriske, der formentlig ligger i ordet magoi, altså en mellemting mellem forskere og troldmænd. Vigtigt er det naturligvis, at de ikke er jøder, men hedninger. På grund af deres visdom er de nok repræsentanter for den hedenske elite.
Bemærk, at deres antal ikke angives!
v. 2: Når vismændene spørger om kongen, fordi de har set hans stjerne, kan det referere til den folkelige ide om, at alle har sin egen stjerne. Almindelige mennesker har en svag, mens store personligheders stjerne skinner klart. Der findes også forestillinger om særlige astrologiske konstellationer ved store mænds fødsel. En inspirationskilde kan også være profetien i Fjerde Mosebog 24,17: ”En stjerne træder frem for Jakob.” Imidlertid er det vigtige for Matthæus først og fremmest Guds styring af begivenhederne. Han fører de vise mænd til Jesus ved hjælp af en stjerne.
Der er lavet talrige undersøgelser af de astrologiske forhold omkring vor tidsregnings begyndelse. Særligt nævnes tre fænomener: 1) en supernova, som der imidlertid ikke var på det tidspunkt; 2) en komet, fx Haleys komet i år 12/11 f.Kr. eller en komet (måske supernova), som bevidnes af kinesiske optegnelser for år 5/4 f.Kr.; 3) en særlig planetkonstellation, fx Jupiter-Saturn i år 7/6 f.Kr. Hvis man overhovedet skal tage sådanne undersøgelser seriøst (og det er jeg ikke sikker på), kan det være for at afdække, hvilke astrologiske fænomener der har dannet baggrund for en fortælling, der involverer en stjerne. Men ærligt talt, vil jeg mene, at den slags spekulationer er på afveje. Matthæus vil sige, at Gud suverænt førte vise mænd til Jesus-barnet. Et historisk optegnet regulært naturfænomen modsiger for mig at se næsten den pointe.
Vismændene kommer for at tilbede den nyfødte konge, dvs. anerkende og underkaste sig ham.
v. 3: Kong Herodes reagerer med bestyrtelse på budskabet om en nyfødt konge. Det samme gør ”hele Jerusalem”. Historisk set, er dette helt usandsynligt. Herodes var så upopulær, at ”hele Jerusalem” ville have reageret med glæde. Men Matthæus tænker netop ikke historisk her. Han vil udtrykke, at Herodes og Jerusalem allerede ved Jesu fødsel var ham fjendtligt stemt. Jerusalem er stedet for korsfæstelsen allerede fra begyndelsen af evangeliet. Derfor er ”hele Jerusalem” på den grusomme kong Herodes’ side.
v. 4-5: At Herodes kan sammenkalde ypperstepræsterne og folkets skriftkloge er ligeledes et dramatisk element, der ikke har historisk tilforladelighed. Det vigtige er to ting: 1) at alle er enige om, at Messias skal fødes i Betlehem; 2) at Herodes ikke bare frygter en rival til tronen, men er imod jødernes Messias. Matthæus bruger den græske betegnelse for Messias Khristos. Begge dele betyder egentligt salvet/den salvede. Khristosbliver dog hurtigt Jesu tilnavn: Jesus Kristus. Formentlig er det grunden til, at Matthæus bruger den græske oversættelse her, for han kunne have skrevet Messias med græske bogstaver. Det sker flere gange i Det Nye Testamente.
v. 5-6: Beviset for Messias’ fødested er en kombination af skriftsteder fra profeten Mika og Anden Samuelsbog (Mika 5,1.3; 2 Sam 5,2). Profeten Mika skriver faktisk om en messiasskikkelse og har en ny konge i tankerne. Her tjener citatet først og fremmest til at bevise, at Jesus opfylder forventningerne. Han fødes det rette sted for den forjættede Messias, nemlig Betlehem.
Men hertil kommer en ironisk pointe. Matthæus lader de jødiske skriftlærde selv komme frem til den konklusion, at den ventede Messias, der skal fødes i Betlehem (altså Jesus) skal herske og vogte folket, Israel. Han skal være deres hyrde. Men selv om de ved det, drager de ikke den konsekvens, som hedningerne fra østen, at de skal gå hen og tilbede ham. Tværtimod, hjælper de den onde Herodes med at forfølge ham. Således viser det første møde mellem jøder og hedninger i Matthæusevangeliet, hvem der forstår Jesus. Det gør hedningerne, selv om det er jødernes tradition.
v. 7-8: Fortællingen fortsætter med at fremstille Herodes som paranoid og udspekuleret. Det forbereder barnemordet i Betlehem.
v. 9-10: De vise mænd rejser videre og ledes af stjernen, dvs. Gud fører dem til barnet. Ved deres rejses mål er deres glæde meget stor.
v. 11: Formålet med rejsen var tilbedelse af kongen. Derfor er v. 11 kulminationen på episoden. Det ord, der i hele teksten oversættes ”tilbede”, er proskynein. Det betyder egentligt kaste-sig-til-jorden. På nytestamentlig tid bruges det dog mere alment om tilbedelse. Hos Matthæus er det næsten udelukkende noget man gør for Jesus. Han er den, der tilkommer tilbedelse. Således viser de vise mænds tilbedelse for det første, hvilken karakter Jesus er; for det andet at de indgår blandt dem, der har forstået ham (i modsætning til Herodes og ”hele Jerusalem”).
Gaverne, som de medbringer, er sikkert inspireret af Es 60,6: ”Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.” Eventuelt er det kombineret med Højsangen 3,6: ”Hvad er det, der kommer op fra ørkenen som røgsøjler, ombølget af myrra og røgelse, af alle handelsmandens krydderier?” Kapitel 60 i Esajas-bog beskriver en endetidig valfart til Zion. Hedningerne og deres konger kommer til Jerusalems centrum for at underlægge sig Israels Gud. Det er visionen om den yderste dag hos Esajas. I Matthæusevangeliet omformes den til hedningernes inklusion i gudsfolket og foregribes af de vise mænds tilbedelse af Jesus-barnet.
Gaverne, guld, røgelse og myrra (balsam), er meget kostbare. Både røgelse og myrra kan stamme fra Arabien eller steder i Afrika. I Judæa er det altså luksus importvarer. Det er pointe: at vismændene giver Jesus-barnet det allerfineste og -dyreste.
De tre gaver har i traditionen bestemt de vise mænds antal.
v. 12: Som det er almindeligt i Matthæusevangeliets forhistorie, styrer Guds historiens gang gennem drømme (jf. Matt 1,20; 2,13.19). Således også her, hvor de vise mænd påbydes ikke at gå til Herodes. De adlyder og går en anden vej hjem. Det bliver på den ene side årsag til Jesus-barnets redning; på den anden side foranlediger det barnemordet i Betlehem.
Tekstens fortolkning
Som nævnt flere gange er den grundlæggende pointe i Matthæus’ fortælling, at hedningerne (de vise mænd) forstår, hvem Jesus er, mens jøderne (Jerusalem) ikke gør. Således er de vise mænd eksemplariske hedninger, der allerede ved Jesu fødsel anerkender ham som konge og opfylder Esajas’ profeti. I evangeliets sammenhæng foregriber de afslutningen med missionsbefalingen: ”Gå ud derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” (Matt 28,19). De vise mænd er prototyper på disse folkeslag.
Sammenfletningen med historien om Herodes’ fjendskab og barnemordet bidrager til at fremstille Jesus i overensstemmelse med Moses, nemlig som den, der mirakuløst undslipper et bestialsk barnedrab.
Tekstens efterliv
Fortællingen om de vise mænd har et meget rigt efterliv i den kristne fortællefantasi og legendedannelse samt i teologiske udlægninger. Deres historie fortælles i talrige forskellige tekster. En af de tidligste er Jakobs Forevangelium kap. 21, hvor de kobles direkte til Jesu fødsel, der ifølge dette skrift foregår i en hule. I Matthæusevangeliet står der nemlig ikke, at de besøgte barnet umiddelbar efter hans fødsel.
På grund af gavernes antal bliver det i løbet af det tredje århundrede til tre vise mænd, om end man i den syriske kirke regnede med tolv. De tre får navne i den tidlige middelalder. Omkring slutningen af det første årtusinde er det etableret, at de hedder Caspar, Melchior og Baltazar. På grund af Es 60,6 bliver deres oprindelsesland til Arabien, men der fremsættes også andre muligheder, særligt Persien. I middelalderen bliver det til, at de repræsenterer hhv. Sem, Kam og Jafets dele af jorden, eller verdensdelene Asien, Europa og Afrika, dvs. samlet er de den universelle kirke.
På grund af Es 60,3 (og Salm 72,10-11) kommer man i middelalderen til at betragte dem som konger. Selv om man efter reformationen i både den protestantiske og katolske eksegese forholder sig skeptisk til dette, har det ingen folkelig gennemslagskraft. Helligtrekongersdag fejres endnu!
Tidspunktet for deres ankomst blev på grund af Matt 2,16 i begyndelsen sat til to år efter Jesu fødsel. Bl.a. på grund af Augustin blev det anset for at være tretten dage efter fødslen. Så kunne epifanifesten i januar, der ellers havde tabt betydning på grund af julefesten d. 25. december, få ny betydning som Helligtrekongersdag. Til den fest fejrede man ellers Jesu dåb. Epifanifestens dato blev derfor sat ud fra de vises mænds ankomsts dato.
De tres udseende beskrives også. Caspar er den unge uden skæg. Melchior den gamle med langt skæg. Baltazar er mørk i huden eller helt sort.
Man fortæller endvidere bl.a. at de rejste tilbage med skib og siden blev omvendt af apostlen Thomas, som netop rejste mod øst ifølge Thomasakterne.
Således viser fortællefantasien en vilje til at udfolde de nytestamentlige figurer og gøre dem mere livagtige gennem navne, beskrivelser og bosted. Deres individuelle historie udfoldes i forskellige gamle som moderne tekster.
Til slut skal det også nævnes, at de tre gaver er blevet fortolket som mangt og meget. Fx kan de udlægges om Jesus, så guld betyder, at Jesus er konge; røgelse, at han er Gud; myrra, at han er menneske. Eller de tre gaver udtrykker treenigheden. Men de kan også udlægges om mennesket, så guld er visdom, røgelse er bøn, myrra er dødelse af kødet. For Luther er de tro, kærlighed, håb. Andre tidlige fortolkere mener, at gaverne symboliserer, at rigdommens dæmoniske magt er brudt af Jesus (Es 8,4 er på en eller anden måde grundlag for den tolkning). Eller at de fremmede trolddomsmagter, som de vise mænd symboliserer, nu ikke længere kan virke. Man finder dog også den tolkning, at guld gives på grund af Jesu forældres fattigdom, røgelse på grund af stanken i stalden, myrra for barnets sundhed. Tolkningerne siger nok mest om fortolkernes situation og interesse og mindre om Matthæus’ mening med at lade de vise mænd give netop disse gaver.
Og til allersidst: De vise mænd får naturligvis forskellige funktioner i den katolske helgendyrkelse, fx beskyttede de stald, hus og afgrøde mod brænd og dårligt vejr.
Den dag i dag fejres de vise mænd med helligtrekongerspil i katolske dele af Europa. Siden begyndelsen af det nittende århundrede er der også hvert år optog med udklædte børn, der samler ind ved husdørene. Man kan se på bogstaverne C – M – B skrevet med kridt over døren, om de har været der. Bogstaverne står både for de vise mænds traditionelle navne og er en forkortelse for Christus mansionem benedicat, Kristus velsiger dette hus.
“De tre vise mænd”: Byzantine mosaic (ca. 565 CE); Basilica of Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna/Italy