Jesu fødsel

v.1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v.2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v.3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
v.4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v.5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
v.6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v.7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
v.8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v.9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v.10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v.11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v.12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
v.13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v.14 »Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Luk 2,1-14 (Matt 2,1)

Tekstens forhold til de andre evangelier

Der er ingen paralleller til denne tekst i de andre evangelier. Jesu fødsel omtales helt kort i Matthæusevangeliet 2,1: ”Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage”. Hvis man mener, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet, kan man se hans fortælling som en udfoldelse af denne korte notits, der besvarer spørgsmålet om, hvorfor Jesus, der var fra Nazaret, blev født i Betlehem. For Matthæus er det væsentligt, at han fødes i den by, for det skal den Davidssøn, der skal være Messias, ifølge profetierne.

Tekstens placering i Lukasevangeliet

Teksten indgår i Lukasevangeliets forhistorie, hvor bebudelsen, fødslen og fremstillingen i templet er flettet sammen med den tilsvarende historie om Johannes Døberen. Formålet er at vise, hvordan tiden nu skifter fra profeternes tid under den gamle pagt til opfyldelsens tid i den nye pagt. Johannes står på tærsklen, men tilhører den gamle tid. Jesus er den nye. Umiddelbart før denne tekst, har der været en om Johannes Døberen, nemlig Zakarias’ lovsang. Teksten om Jesu fødsel fortsætter med hyrdernes besøg hos den nyfødte, hvorefter han på ottende dagen fremstilles i templet og bliver mødt af Simeon og Anna. Så vender familien tilbage til deres hjemby Nazaret. Læseren hører ikke mere om ham, før han er tolv år og optræder i templet. Derefter er næste begivenhed, at han døbes af Johannes Døberen, og historien om ham rigtigt begynder.

I senere evangelier (de såkaldt apokryfe evangelier) tiltrækker historien om Jesu fødsel sig selvsagt megen opmærksomhed. Det kommer der mange fantasifulde historier ud af. Efterhånden bliver det almindeligt, at fødslen foregår i en grotte (for det gør fødsler af græske guder), og at der optræder en jordemoder (hun skal kontrollere, at jomfru Maria er jomfru både før og efter fødslen). Det er klart, at historien må genfortælles og udvikle sig, for det er jo en af de mest elskede i verdenslitteraturen.

Tekstens detaljer

Strukturen er klar. Teksten falder i to halvdele: Fortællingen om fødslen (v.1-7) og fortællingen om hyrderne (v.8-14), som altså fortsætter, da de går til Betlehem og finder Jesusbarnet.

v.1-5: Indledningen formuleret som en historiker ville gøre med en nøjagtig tidsangivelse, i henhold til hvem der besad magten på det givne tidspunkt. Kejseren er Augustus (født i 63 f.Kr., død i 14 e.Kr.), som regerede fra 44 f.Kr. til sin død.  Quirinius (født i 51 f.Kr., død i 21 e.Kr.) var statholder i Syrien, hvilket han var i perioden 6-12 e.Kr. Imidlertid passer denne tidsangivelse ikke så godt med at Herodes den Store skulle være konge (jf. Luk 1,5), for han døde i år 4 e.Kr. Lukas har nok haft lidt rod i kongerækken og kronologien.

En folketælling af hele verden eller blot hele Augustus’ rige kender man ikke fra andre kilder. Men man ved, at Augustus flere gange foranledigede folketællinger i enkelte provinser. Det betød, at alle (også kvinder og børn) skulle lade sig registrere med henblik på skatteindkrævning og indkaldelse til militærtjeneste. På den måde fik kejseren overblik over sine besiddelser. Muligvis skete sådanne folketællinger regelmæssigt, fx hvert fjortende år (således i Ægypten).

Quirinius var statholder i Syrien, men skulle også foretage skatteinddrivelse i Judæa. Af den grund blev folketællingen blev sat i værk. Judæa havde nemlig ikke skullet betale skat til Rom tidligere, fordi det var underlagt en vasalkonge og således havde et vist selvstyre. Folketællingen og den følgende skat vakte megen vrede blandt jøderne og førte til en mindre opstand. Man regner med, at den fandt sted i år 6.

Det er forkert, at man skulle registreres i sin fødeby, som Lukas siger. Man skulle registreres det sted, hvor man boede. Men det er Lukas’ måde at få Josef og Maria til Betlehem, hvor fødslen af Messias skulle foregå, fordi han skulle være af Davids slægt.

v.6-7: Der er skrevet en interessant artikel om det sted, hvor fødslen foregår. De fleste krybbespil antager jo, at det er i en stald, fordi der er en krybbe. Men den pågældende forsker mener, at ordet, der oversættes ”herberg” simpelt hen betyder ”et sted at bo”. Derfor skal afslutningen af v. 7 rettelig oversættes ”for der var ikke plads det sted, hvor de boede”. Han mener så, at det på grund af forlovelsen kan være et ”brudekammer”, som var forbundet med et hus. Tanken er altså, at Josef og Maria skulle have boet hos Josefs slægtninge i Betlehem, og fordi de var forlovede, fik de lov at få et gæsteværelse for sig selv i tilknytning til huset. Der var imidlertid ikke plads til at føde, så det foregik i hovedhuset, hvor det også var almindeligt, at der var krybber, for dyr og mennesker både i hver sin ende af huset.

Det er jo en mulighed. På den anden side kan man sige, at det tilsyneladende ikke har været almindeligt at lægge børn i krybber, for ellers kunne det vel ikke bruges som tegn for hyrderne (jf. Luk 2,12). Desuden står der jo, at der ikke var plads til dem, hvilket selvfølgelig kan betyde ”alle dem, der skulle hjælpe med fødslen”, men er det ikke mere sandsynligt, at det er Maria og Josef, der menes?

Sådanne spørgsmål kommer man nok aldrig til bunds i.

v.8-12: Hyrderne på marken. Det er karakteristisk for Lukas, at budskabet straks går til marginaliserede grupper, for det er hyrder. Nogle vil mene, at de blev anset for at være urene. I hvert fald var det ikke et højstatuserhverv at være hyrde. Netop derfor er det dem, som først får budskabet om frelserens fødsel. Men faktisk er hyrden også almindelig i Det Gamle Testamente som et billede, og der er det ikke en marginaliseret figur. Tværtimod er hyrden et forbillede for ledere af forskellig art, fx konger, fordi de skal tage sig af hjorden.

Englen forkynder det for dem og et guddommeligt lys (Herrens herlighed) stråler fra den. Ordet for at forkynde et evangelium bruges i det englen siger. Den forkynder altså evangeliet om en stor glæde. Det afgørende er, at glæden skal være for hele folket. Således får hyrderne rollen som formidlere. Det forkyndes for dem på vegne af hele folket. Det er, kan man sige, den positive del af ideen om en hyrde. I denne sammenhæng skal hyrderne dog ikke være ledere, men repræsentanter for hele folket. Det bliver de, når de får et tegn, så de kan finde barnet og tilbede det.

Englen siger, at der er født en frelser, som er Messias, Herren. Det er en udvidelse af det perspektiv, der ligger i glæden for hele folket. For det folk er i udgangspunktet begrænset til det jødiske folk, hvilket ideen om Kristus eller Messias også er. Det er jo netop inden for de gammeltestamentlige og jødiske forventninger, at Messias optræder. Men ideen om en frelser, i betydningen en, der befrier eller redder folket, spiller en stor rolle inden for den hellenistiske herskerideologi. Ordet Herre er både anvendt om Gud i Det Gamle Testamente og om kejseren. Man kan altså sige, at udtrykket, ”en frelser, Kristus, Herren” rummer alle forestillinger inden for såvel jødedom som hellenismen til en stor person, endda en guddommelig person. Jesusbarnet er altså alt det, som man forventer og ønsker, uanset hvem man er. Det skaber kontrasten mellem det lille, nyfødte barn liggende i en krybbe og de store forestillinger om en universel konge. Det er netop pointen, det mest storslåede findes i det mest ydmyge.

v.13-14: Også her skal man forestille sig et overvældende scenario. Himlen åbnes og der er en lovsang fra en enorm mængde engle. Englenes lovsang er ikke så let at oversætte eller for den sags skyld forstå. Det er en lovsang, så den første strofe må betyde: ”Ære til Gud, der er i det højeste”. Det er, hvad der gælder i himlen. Modsvaret til Guds ære i det højeste, er ”fred på jorden”. Det er, hvad der gælder i verden. Og så kommer det svære: ”i mennesker …” Nogle manuskripter har: ”i mennesker velbehag”, så det svarer til æren i himlen og freden på jorden. Men de fleste og bedste håndskrifter har en genitivform, så det direkte oversat lyder ”i velbehags mennesker”. Dvs. i mennesker, der har Guds velbehag, hvilket grundlæggende betyder: mennesker, der er i relation til Gud. Så man kan sammenfatte det således, at freden på jorden er der for mennesker, der står i det gode forhold til Gud, som han selv har oprettet. Det er i virkeligheden resultatet af Jesusbarnets fødsel, at Gud i himlen får æren, og der er fred på jorden for de mennesker, der er inddraget i forholdet til ham.

Tekstens fortolkning

I teksten er der et spil på hhv. centrum og periferi; det ophøjede og det ydmyge. Jesusbarnet er centrum, men han kommer til verden i periferien og lægges i en krybbe. Det gode budskab om hans fødsel er for hele folket, men det gives til hyrderne på marken. Jesus opfylder alle forventning om storhed, men han er et almindeligt spædbarn. Guds engle synger fra himlen, men de gør det på markerne uden for byen. Det viser det paradoksale i fortællingens indhold: Guds søn bliver født af en kvinde.

Derfor er englenes lovsang også paradoksal: Ære i himlen, fred på jorden, men i bestemte mennesker, nemlig dem Gud inddrager i et forhold. Disse mennesker er alle de troende, der tager imod budskabet om Guds søn, der blev født af en kvinde, svøbt og lagt i en krybbe. Sådan må det være i en situation, hvor freden på jorden ikke er oprettet og Gud kun har æren i himlen. Ikke desto mindre er det den virkelighed, som englen forkynder som et evangelium for hele folket.