Juleaften: Luk 2,1-14 (Immanuel/Vartov, 24.12.25)
Sidste år havde jeg gjort mig meget umage med min juleprædiken. Det har jeg også gjort i år. Sidste år fortalte jeg om, dengang der hverken var tik-tok, instagram eller youtube. Og vi kun havde én tv-kanal. Jeg tænkte, at det måtte være spændende for børnene i kirken at høre om gamle dage. Bagefter hørte jeg, at en lille pige under prædikenen havde hvisket til sin onkel: ”Er han ikke snart færdig – jeg rådner op!”
Jeg ved ikke, om jeg skulle være blevet fornærmet over denne kommentar til min prædiken. Det blev jeg i hvert fald ikke. Jeg blev snarere lidt stolt, for selv om jeg nok er sådan en, der med min nevøs ord ”gerne vil leve de unges liv”, så hører det med til julen, at de gamle keder de unge. Derfor skaber jeg julestemning med min prædiken, fordi børnene er ved at rådne op. For vi skal fejre jul, som vi altid har gjort, med den helt rette stemning af spænding og utålmodighed. Sådan skal det være i kirken juleaften.
I år har jeg igen valgt en historie fra min barndom, fra gamle dage i Jylland, hvor jeg voksede op. Jeg har valgt den, fordi den for mig på mærkværdigvis udtrykker noget om julen, om julehåbet og juleglæden, om julestemning, selv om den overhovedet ikke handler om julen. Jeg er ikke hovedpersonen i historien. Så har jeg også en god undskyldning for at fortælle om mig selv. Jeg vil fortælle om min sportskarriere. Mange vil mene, at det er hurtigt overstået, men det er det faktisk slet ikke, for jeg har forsøgt mig med mange forskellige sportsgrene. Jeg ville gerne sige med skiftende held, men det ville være forkert, for uanset hvor godt jeg forberedte mig ved at læse bøger om den pågældende sportsgren, havde jeg meget sjældent held. I hele min fodboldkarriere scorede jeg fx kun et enkelt mål. Det var til gengæld i min debutkamp, men det var desværre et selvmål. Så kom svømning, håndbold, judo og orienteringsløb. Badminton gik lidt bedre og basketball ville sikkert være gået godt, hvis jeg havde været en del højere. Alligevel er det netop en basketball-kamp, som jeg vil fortælle om.
Dengang i firserne var basketball ikke særligt populært. Der var ikke mange, der gik til det. I en længere periode kunne jeg faktisk prale med, at jeg var den bedste drenge-spiller i Aalborg, fordi der ikke var andre i den aldersgruppe. Det lykkedes os dog alligevel at samle et hold af en gruppe drenge med meget forskellig kropsbygning for at sige det mildt. En af mine holdkammerater var endnu mindre end mig, faktisk mindst et hoved mindre, så han var altid den mindste på banen. Der var også et eller andet galt med hans ene ben, så han løb ikke så godt, og hvis jeg ikke husker fejl, var der også noget med hans venstre ene arm. Han var min gode ven i de år. Engang i en kamp havde en af de store spillere på modstanderholdet igen taget bolden fra os og var nu alene på vej ned mod vores kurv. Min ven løb haltende efter ham og råbte: ”Jeg har ham!”
Det havde han nu ikke, og vi tabte kampen stort. Men lige i det øjeblik kunne jeg høre på hans stemme og se på hans løb, at han faktisk mente det. Han var fyldt op af fællesskabet på holdet, af glæden over at være med på banen, så han nærmest glemte, hvem han selv var. Hvorfor skulle han ikke kunne få fat på bolden? Han var fyldt med livslyst og livsmod, så i det øjeblik troede han, at det ville lykkes. Faktisk vil jeg sige, at det var kulminationen på min sportskarriere at opleve de øjeblikke, hvor man er helt fyldt af troen på, at det kan lade sig gøre.
Jeg håber, at det er sådanne øjeblikke, vi har sammen nu og skal have resten af julen. Øjeblikke, hvor vi glemmer os selv, og troen fylder os helt, fordi vi er sammen med dem, vi gerne vil være sammen med. Fordi vi savner dem, vi holder af. Fordi vi mindes dem, vi har mistet. Fordi børnene er ved at rådne op, mens de ældre fortæller historier om gamle dage, for så er alt, som det skal være. I sådanne øjeblikke kan man fyldes af troen på, at alt kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, at hele det brudte; at frelse det fortabte; at stifte fred, hvor der er krig; at skabe fællesskab, hvor der er splittelse. Og det, tror jeg, er den egentlige julestemning.
Jeg håber det, at det er det, vi oplever, men jeg kan ikke vide det, for den slags kan ikke kontrolleres. Man kan gøre alverdens forberedelser og alle mulige foranstaltninger, men man kan ikke garantere, at det øjeblik indtræder, hvor man fyldes af troen. Det er ukontrollabelt, og det må netop være ukontrollabelt, for det er del af oplevelsen, at vi ikke har magt over den. Om man giver sig selv helt hen i en basketballkamp eller man bliver helt opslugt af julestemningen, det kan man ikke vide på forhånd. Lige så lidt som man på forhånd kan sige, at et musikstykke vil røre en, eller man bliver bevæget af et skuespil. Alligevel er det de oplevelser, som fylder os med livsmod og livslyst, med tro.
En af de tyskere, som danske præster elsker at citere (Hartmut Rosa) har kaldt sådanne oplevelser resonanserfaringer. Det betyder vel at være i samklang og er det modsatte af at være fremmedgjort. Derfor står resonanserfaringerne i modsætning til det, man ellers oplever i samfundet. Han kalder det accelerationssamfundet, fordi hastigheden i samfundet hele tiden sættes op. Alting skal gå hurtigere for at forblive det samme. Det er det paradoksale: I accelerationssamfundet går man tilbage, hvis man står stille. Man må vækste for at have det samme. Og det ville udløse økonomiske og sociale katastrofer, hvis vækstraten udjævnes.
Rosa mener, at der dermed opstår et aggressionsforhold til verden, som har både personlige og politiske konsekvenser. Personlige fordi alle altid oplever at have alt for travlt. Der kræves mere og mere, og man bliver mere og mere udbrændt, og kommer i større og større modsætning til den verden, som man forstår mindre og mindre af. Og det får politiske konsekvenser, fordi aggressionsforholdet til verden omsætter sig i aggression mod politiske overbevisninger, hvor modparten er ikke en samtalepartner, men er en modstander, der skal nedkæmpes og overvindes.
Modtrækket er ifølge Rosa resonanserfaringerne, hvor man oplever det ukontrollable, når man giver afkald på sin egen kontrol og derfor må opgive sin egen aggression, fordi man pludselig bliver en del af noget andet og større. Som når man i basketball kampen helt glemmer sig selv og går i et med sporten, så man tror, at man kan. Og når man sidder her omgivet af menigheden og omsluttet af julesalmer, mens børnene rådner op, og vi hører, at et barn er født os, en søn er givet os, og det budskab fylder os med livsmod og livslyst, med tro.
Og mere til for det er evangeliet: Et barn er født os, og dette barns fødsel går langt ud over særlige resonanserfaringer og oplevelser af det ukontrollable. For dette barns fødsel er Guds komme til menneskelivet, så det ikke kun er i enkeltstående, lykkelige øjeblikke, at man er en del af noget større end sig selv, men i hele livet med acceleration og aggression, med travlhed og udbrændthed, når man begejstres på sportspladsen og rådner op på kirkebænken, når man er i juleglæde og i julesorg. Ikke kun enkelte sublime oplevelser, men hele livet har Gud ved sin søn taget til sig, så vi altid kan være i resonans med Guds søn, få livsmod og livslyst og fyldes af troen på, at det kan lade sig gøre, at livet her på jorden leves under englenes sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden!/Fred til mennesker med Guds velbehag.
Glædelig jul!
DDS 94 – 104 — 136 – 119