Luk 2,1-14
Dette er sikkert den mest elskede af alle historier i verden. I hele verdenshistorien er historien om Jesus-barnets fødsel i stalden i Betlehem nok den historie, flest mennesker holder af. Gennem århundrederne er den blevet fortalt, læst op og genfortalt for millioner og atter millioner af mennesker i alle verdens lande. Hver eneste gang nogen har hørt den, har den givet smil på læberne; den har tændt lys i øjnene og skabt glæde i hjerterne. Det er som om al den glæde ligger som en stemning i historien. Gennem den bliver vi forbundet med alle de tidligere generationer, når vi hører historien om barnet i krybben og hyrderne på marken, og mærker julestemningen fra den. Vi føler slægtskab med forældre, bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre, hvoraf man måske savner nogle særligt i aften, fordi også de hver eneste jul hørte netop denne historie og følte juleglæden strømme fra den.
Ingen historie rummer glæden så rendyrket som juleevangeliet ifølge Lukas. Alt i den er udelt glæde. Den unge moder, der er på rejse med sin kommende man og føder sin førstefødte, svøber ham og lægger ham i en krybbe. Hvis det er i en ildelugtende stald, hvor der kun er en ubekvem krybbe til rådighed, er det tydeligt af de få ord om Marias stolte og kærlige omsorg for barnet, at sådan er det ikke for hende. For hende er stalden et vidunderligt sted, hvor glæden over det nyfødte barn, forvandler den til det behageligste sted på jorden. Fødselsglæden forandrer forholdene. For barnet er født. Nu er intet mere det samme. Til evig tid skal fortællingen om det barns fødsel ikke blot skabe varme i forældrenes hjerter og lys i deres øjne, som fortællingen om et hvert barns fødsel gør. Den skal skabe glæde hos alle, der hører den. For det var et ganske særligt barn, der dér blev født.
De første, der fik del i glæden, var hyrderne på marken. De holdt nattevagt over deres hjord. Natten kan have været kold, og arbejdet utaknemmeligt, men det har ingen betydning for dem, for det forunderlige sker. Englen står foran dem, himlen åbner sig over dem, og herlighedens lys skinner på dem, så det sted, dér på marken, bliver det bedste sted i hele verden. For nu får de et budskab, der forandrer tilværelsen for altid og forvandler verden for evigt. Hyrderne hører det glædelige budskab, der skal skabe glæde for alle mennesker til alle tider på alle steder. Gennem det samles mennesker i fællesskab på tværs af alle grænser. Gennem det forbindes vi med hinanden og selv dem, der ikke er her mere. For alle får del i glæden fra det budskab, som hyrderne hørte og vi nu hører:
”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Og straks det lød, blev de fattige hyrder forandret og blev repræsentanter for alle mennesker. Og marken blev forvandlet til en helligdom med forbindelse mellem himmel og jord, så menneskene blev inddraget i den himmelske lovsang og tog del i englenes kor. Nøjagtigt som det sker om lidt, når vi skal synge Grundtvigs julesalme. I den hører vi, at vi er gået til kirke på stjernetæpper lyseblå, der samtidig fører ind i himlen, for dér at lære brat at synge, som de sang i nat. Og med ét bliver vi, den syngende menighed i kirken, inddraget i fællesskabet mellem himmel og jord, der blev åbnet i lovsangen den nat. For et barn er født, en søn er os givet, og intet er mere det samme.
Han glæder! Så kort siger den tyske digter, Rainer Maria Rilke, det om Jesus-barnet. Han glæder! Og dermed er det hele sagt. Selv om der siges så meget mere.
For historien om fødslen af Jesus-barnet er så glædelig, at den næsten ikke kan være i teksten. Som man i en stor glæde næsten ikke kan være i sin egen krop, fordi glæden bobler og vil ud, således vil denne historie ud af teksten. Den vil leve videre i virkeligheden. Og det gør den. Forfattere digter videre på den og fortæller om, hvordan der var i stalden, hvilke dyr der var til stede, og hvordan Maria fik hjælp til fødslen. Musikere skriver musik om Jesu fødsel, så man kan høre englenes sang i korværker. Digtere gengiver historien i vers, så vi som hos Grundtvig kan få lov at synge halleluja i en himmelsk lovsang. Malere afbilleder fødslen i stalden og hyrderne på marken, så det himmelske lys strømmer os i møde fra lærredet. I kunst og kultur bliver historien om julenat virkeliggjort, så vi alle steder møder den glæde, som fortællingen handler om.
Også gennem andre medier bliver julefortællingen gjort levende. Munken Frans af Assisi foranstaltede i 1223, at byen Assisi skulle opføre juleevangeliet med lokale folk i rollerne, for at det skulle blive levende og nærværende for dem. Siden er der blevet opført utallige krybbespil af voksne og børn rundt omkring i verden. Selv om den kunstneriske kvalitet af sådanne opførelser kan svinge, er hver eneste af dem et forsøg på at give historien om Jesus-barnets fødsel levende. Og når vi nu er ved den svingende kunstneriske kvalitet, så har historien også omsat sig utallige julekrybber og figurer af Jesus-børn, hyrder og vise mænd, for slet ikke at tale om enorme mængder af engle og stjerner, der hænges på juletræer, i guirlander og her og der og alle vegne. Juleevangeliet er til stede omkring os konkret i kunst og kultur og kitsch. Alt har det formål at bringe glæden fra historien til live for os.
Men først og fremmest er juleevangeliet blevet virkeliggjort i en højtid og fest, som vi fejrer lige nu. I aften og resten af julen samles vi med familie og venner og viderefører traditioner fra tidligere tider. Vi tænker på dem, vi er sammen med, og dem, der ikke kunne være med. Vi har gjort os umage med madlavning, gaveindkøb og udsmykning. Vi sikrer os, at de mindste får en god aften, for deres barndomsjul er nu. Og dem, der sidder alene i aften, tænker særligt kærligt på dem, som de gerne ville have været sammen med. Vi har alle dem, vi savner, i tankerne. Alt det er en levendegørelse af historien om, at et barn blev født i Betlehem. For glæden fra den bliver virkelig, når vi gør den gældende imellem os. Som englen sagde det til hyrderne: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde.”
Frygt ikke!
Frygt er det modsatte af glæde. Glæden kommer af det, vi modtager. Frygten kommer af angst for at miste. Oftest får frygten mest vægt i dagligdagen. Tit er den det stærkeste argument. I hvert fald er det gerne frygten, der danner grundlag for argumenterne i politiske budskaber og offentlige diskussioner. Frygten for at miste helbredet, velfærden og velstanden begrunder diverse tiltag og initiativer. Forandringer tilstræbes for at undgå at forholdene ændres til det værre. Forholdsregler skal forhindre tab, og reguleringer skal afværge nedgang. Frygt åbner ikke tilværelsen. Alt for let bliver den derimod begrundelse for at trække grænser og skabe modsætninger. For det er altid de andre, der står for det, man frygter. De andre, der kommer med det, man ikke vil have. De andre, der vil tage, det man har. Af frygt kommer mistænksomhed og modvilje. Frygten bygger mure og sætter skel. Af frygt må man værne sig og beskytte sig. Man lægger afstand og sætter barrierer. Et samfund, der er bygget på frygt, kan være det sikreste i verden, og alligevel utrygt. For sikkerhedsforanstaltninger og beskyttelsesmidler gør ingen trygge. Det er det modsatte med glæde.
Men glæden har en forvandlende kraft. Den glæde, der udspringer af historien om, at Gud blev født som barn for at dele menneskelivet med os, forvandler livet og gør det trygt. Nu er der intet sted, end ikke den mest usle stald eller den mest øde mark, som er adskilt fra Gud. Der er ikke den situation i livet, fra den største lykke til den dybeste ulykke, som Gud ikke er til stede i. Det er grund til overstrømmende glæde, for så er livet mere end os selv. Så åbner tilværelsen sig, for vi kan glædes over, at vi har modtaget den uden at have fortjent den. Den glæde bringer Gud, når han bliver menneske i Jesus-barnet. Den glæde gør vi levende og virkelig, når vi lader den være grundlaget for livet med hinanden. Så kan vi passe på hinanden af glæde over livet med hinanden. Den glæde fejrer vi i dag. Den kom til os i den søn, der blev os givet, i det barn, der er født os. Den glæde er for hele folket.
Glædelig jul!
DDS 94 – Forunderligt at sige — 104 – 119