Luk 2,1-14

Et barn er født os.

Små børn kan trylle, siger man ved børnegudstjenester i juletiden. For når et barn fødes, sker noget nyt. Barnet gør andre børn til noget, som de ikke var før. De bliver til storesøstre og storebrødre. Uden det lille barn ville de ikke kunne være det. Voksne bliver til forældre, hvilket de også kun kan være på grund af et barn, der er født. Og forældrenes forældre bliver bedsteforældre. De er måske allergladest, fordi det lille barn blev født, lige da de var ved at fortvivle over, at de bare skulle være sig selv resten af livet. Og så fik de et barnebarn, der gjorde dem til noget helt nyt. Og så er der fastre og mostre, farbrødre og morbrødre og mange andre, som ikke kunne være det, de er, uden det lille barn. Sådan tryller babyer, siger man til børnegudstjenester, for alle omkring barnet forvandles, når det bliver født. Og det, de bliver forvandlet til, forbliver de for evigt, for barnets evner er stærkere end døden.

Det ved vi i aften, hvor der alle familier savner nogle, fordi der er familiemedlemmer, som ikke længere er iblandt os. Nogle steder har pladsen stået tom længe, andre steder føles det særligt tomt i år, fordi julen for første gang skal fejres uden en af ens kære. Men forvandling der skete ved barnets fødsel, har ikke ændret sig. Selv de ældste blandt os er selv børn og børnebørn. Man holder ikke op med at være en søn eller datter, fordi ens forældre ikke længere lever. Man er stadig broder eller søster, selv om ens søskende ikke er her. Og man bliver ved med at være forældre, selv om ens børn ikke er til stede. Vi holder aldrig op med at være dem, vi blev i kraft af det barn, der blev født.

Det sidste siger man måske ikke til børnegudstjenester, men dette er heller ikke en børnegudstjeneste. Derfor taler vi ikke om, at babyer tryller. Vi taler om, at børn forvandler os. De giver os en ny identitet, fordi vi nu er i en ny relation. Nu er den, vi er, bestemt af det barn, som er født. Intet kan ændre det, for forholdet til barnet kan ikke brydes. Man kan ikke få lov til ikke at være forældre, hvis man er det. Og man kan ikke ophøre med at være sine forældres barn, selv om man ønsker det. Man vedbliver med at være søskende til sine søskende, uanset hvad man gør. Så stærke er familierelationer, at domstolen ikke kan ophæve dem. Selv døden kan ikke fjerne dem. Vi er dem, vi bliver, når et barn fødes os.

Men man kan – måske – lade være med at tro på det. Man kan lade være med at tro, at det er os, barnet er født. Man kan nægte, at det er ens eget barn, der er født. Så føler man ikke forældreansvaret, så får man ikke bedsteforældrefornøjelsen, så oplever man ikke søskendetrygheden – og alle de andre følelser, glæder og sorger, der hører med og gør livet rigere. Men relationen er så stærk, at den er der, selv om man ikke tror på den.

For tiden viser familierelationer sig så stærke, at de udvider sig. Ganske vist kan et barn endnu kun have to forældre plus adoptivforældre, men forældre kan være to mødre eller – lidt mere kompliceret – en far og en adoptivfar. Og der er flere konstellationer, der gør krav på at være en familierelation. Juridisk er det et meget interessant felt med en mængde problemer involveret. Det skal man være professor i jura for at forstå. Men enhver kan forstå, at velsindede mennesker omkring barnet ønsker at få en identitet gennem deres forhold til dette barn. Barnet skal bestemme, hvem de er. Slægtskabet skal, siger man, ikke bestemmes af genetiske relationer, men af det følelsesmæssige bånd. Hvorfor handler familie om biologi, spørges der. Er det ikke den indbyrdes kærlighed, der konstituerer en familie?

I andre kulturer kender man til, at slægtskab består af alt muligt andet end genetik. I to nyklassiske artikler, der blev til en lille, men kompakt bog af antropologen Marshall Sahlins, definerer han slægtskab som ”fællesskab i væren”. At være i familie betyder at dele væren, at have den samme væren i en grad, så man kan føle ondt, når den anden lider, og kan glædes, når den anden trives. Sådan er den fælles væren i enhver lykkelig familie, men hvad den fælles væren består af, kan variere. Fælles genmateriale er langt fra den eneste mulighed. I andre kulturer afgøres familieforhold, forældreskab og slægtsforhold først efter at barnet er født. Søskendeskab kan opstå blandt børn, der har haft den samme amme. Eller man kan blive barn af den person, man opkaldes efter. Eller familieforhold kan konstrueres gennem den mad, man indtager, som så også forbinder med den jord, som maden kommer fra. Hos et folk i Ny Guinea antager man, at et bestemt fedtstof forbinder barnet med dets forældre – men også med dem man spiser søde kartofler og svinekød sammen med, for de fødevarer indeholder det samme fedtstof. Variationerne i forskellige kulturer er mange og meget mærkelige. I hvert fald mærkelige set fra vores perspektiv, hvor den fælles væren kun kan være genmateriale. Hos os kan man derfor være forældre til børn, man aldrig har været i kontakt med. Det er sikkert mærkeligt set fra andre kulturer.

Nogle i vores kultur ønsker som sagt at ændre det, så den fælles væren kan bestå i kærlighedsrelationen til barnet. Så det er den fælles velvilje og omsorg, der udgør slægtskabet i en familie, uden hensyn til genernes fællestræk. Men mon det kan lade sig gøre?

Mens man overvejer det, kan man konstatere, at populærkulturen går foran. I en af de utallige amerikanske TV-serier, jeg har set, skal hovedpersonen fortælle sine børn, hvordan han mødte deres moder. Og det har serien navn efter. Så fortæller han om sine unge år i New York med sine fire bedste venner. Dem kender hans børn som deres onkler og tanter, selv om der intet blodsforhold er mellem dem. Den fælles væren forvandler vores identitet, når et barn fødes os. Det behøver ikke kun at være blodsbånd. Slægtsbånd kan være det fælles velbehag ved barnet.

I dag er et barn født os, en søn er givet os, for Maria føder sit barn, svøber det og lægger det i krybben. Alting forvandles, for nu er Guds søn født som et menneskebarn. Som ved ethvert barns fødsel får dem omkring barnet ny identitet. De er ikke længere bestemt af sig selv og i forhold til sig selv, men i forhold til det.

Hyrderne er de første, der hører om det. ”En frelser er født jer,” siger englen til dem. Så forvandles de til de frelste. Dem, der havde brug for frelse, og dem, til hvem frelseren kom. ”Han er Kristus,” fortsætter englen, og hyrderne forvandles til dem, for hvem alle forhåbninger om Guds salvede konge går i opfyldelse. ”Han er Herren,” lyder det så, og hyrderne forvandles til dem, for hvem Herren er i et skrøbeligt og sårbart menneskebarn. Alting forvandles for hyrderne. Var de plagede af deres fortid, er de nu forløst for deres synd, fordi de er frelste ved frelserens komme. Var de udstødte fra samfundet, er de nu genstand for historiens opfyldelse i den ventede Kristus’ komme. Var de i deres liv skrøbelige og sårbare, ved de nu, at Herren havde de samme vilkår. Deres identitet er ny på grund af det barn, der er født. Den glæde skal være for hele folket.

Hvordan det skal ske, får vi at vide i englenes lovsang. Der skal være ”fred til mennesker med Guds velbehag”, som det hedder i oversættelsen. Og det er sikkert en rigtig fortolkning, men på græsk står bare ”fred i velbehagets mennesker”. Spørger man, hvem det er, og hvad det er, har man lige fået svar. Det er hele folket, der som hyrderne modtager frelseren, Kristus og Herren i barnet, der ligger svøbt i en krybbe. De er forvandlet gennem dette barn. De er velbehagets mennesker, mennesker, der har modtaget Guds velbehag, så de er velbehagelige for Gud.

Så er det den fælles væren, der skaber i et nyt slægtskab og nye familieforhold. Mennesker kan forstå sig forenet med Gud og hans søn gennem Guds velbehag. Den fælles væren bestemmer vores identitet på ny, så vi, uanset hvad vi selv måtte mene, er i familieforhold med ham. Og så er vi forenet med hinanden i den fælles væren, som er Guds velbehag. Den kan vi leve i nu, når vi lever med hinanden. Slægtskabet gennem Guds velbehag er lige så ubrydeligt, som ethvert familieforhold. Det kan man kun lade være med at tro på.

Så kan vi holde julefest med Guds velbehag, fordi vi alle er forvandlet af barnet blandt os. Vi kan være i velbehaget som en fælles væren, der opleves gennem glæden over børnenes glæde og mærkes i savnet efter den, der ikke er med. For den fælles væren i Guds velbehag strækker sig ud over grænser, landegrænser og folkegrænser, og det når hinsides dødens grænse. At det er den fælles være for mennesker, kan man lade være med at tro. Men tror man det, så modtager man budskabet om, at vi er forenet i Guds velbehag. Og tror man virkeligt det, at vi er forenet med Gud og hinanden i Guds velbehag, så går englenes ønske om fred i opfyldelse.

DDS 94 – 104 — 136 – Forunderligt at sige