Luk 2,1-14
Fred til mennesker med Guds velbehag.
Mon ikke alle børn, der går i skole, kan huske deres første skoledag? Mon ikke de fleste af de voksne også kan? Jeg kan godt. Man er spændt, om man nu kan passe ind i klassen og få nye kammerater. Måske har nogle af børnene og de voksne prøvet at skifte skole. Det har jeg ikke. Men jeg tænker, at man er endnu mere nervøs, fordi de andre børn allerede kender hinanden.
En gang i Århus for næsten præcist 100 år siden begyndte en dreng, der hed Thorkild i skole. Han var nok lidt barnlig og ikke helt skolemoden, for han kunne bedst lide at lege og forstod ikke helt, hvordan man skulle gå i skole. Han blev kaldt Bamse af klassekammeraterne, men det havde han ikke noget imod, for det var kærligt ment.
Efter anden klasse blev han nødt til at skifte skole. Nu kom han et andet sted hen, hvor han ikke kendte de andre elever. Nogle af dem var dygtige til dansk og matematik. De var også gode til fodbold og sport. Det var Thorkild ikke. Og så begyndte drillerierne. Først ville de ikke lege med ham i frikvarterne. Så ville de ikke sidde ved siden af ham i klassen. Så kaldte ham Dengse, og det var ikke kærligt ment. Så begyndte de at give ham ”nødder”, det vil sige, de slog ham med knoerne oven i hovedet, så han fik store buler. Efter ”nødderne” kom ”maveklaskerne”. De slog med flad hånd på Thorkilds maveskind, så det blev helt rødt. Og så kom ”ringeklokken”. De dunkede Thorkilds hoved ind i muren så hårdt, at der en dag gik hul og blodet løb.
En gruppe af børnene førte an. Inden i sig selv kaldte Thorkild dem ”de fine og fornemme”. Dem hørte Thorkild ikke til. ”De fine og fornemme” mobbede Thorkild, og når de gjorde, så gjorde resten af klassen også. Eller måske så de andre bare på. Men ingen gjorde noget, heller ikke lærerne
Det varede i hele tredje og hele fjerde klasse. Til sidst mistede Thorkild håbet. Han troede aldrig, at det kunne ændre sig. Det var, som om solen forsvandt. Han mistede modet og lysten. Ingen ting var noget ved. I timerne sad han bare og kiggede ud ad vinduet og håbede på, at det aldrig ville blive frikvarter. For i timerne var han i fred, og det var alt, hvad han ønskede. Han ville bare være i fred for sine plageånder.
Da femte klasse kom efter sommerferien, kunne Thorkild ikke forestille sig andet end endnu et år med mobning. Han kunne ikke engang håbe det. Men i femte klasse var der kommet en ny dreng. Han var lige så dygtig i skolen og god til fodbold som ”de fine og fornemme”, så de ville gerne være venner med ham. Måske vidste den nye dreng ikke, at de andre kaldte Thorkild Dengse. Måske vidste han heller ikke, at resten af klassen ikke ville lege med ham. Eller måske vidste han det og var ligeglad. Selv om den nye dreng kunne være blevet en af ”de fine og fornemme”, begyndte han at følges med Thorkild og tage ham med i legene i frikvarteret, og så stoppede mobningen.
Nu fik Thorkild fred for mobberne. Han fik faktisk mere end fred, for han fik dem som kammerater. Man kan måske sige, at han fik fred med dem, og han fik faktisk også fred med sig selv, for han fik håbet tilbage og mod og lyst til livet. Og der blev fred i klassen.
Det var ikke en julehistorie. Det var en historie fra digteren Thorkild Bjørnvigs erindringer. Men selv om det ikke er en julehistorie, er det nok en historie, der er god at høre ved juletid, måske især i denne juletid, hvor håbløsheden og modløsheden breder sig, mens ønsket om fred er stærkere, end man har oplevet i mange årtier. Krigen i Ukraine har vi ikke glemt, selv om konflikten i Mellemøsten har tiltrukket sig større opmærksomhed siden 7. oktober. Den trænger sig på og trænger ind alle steder. Vi oplever den i gaderne i København. På uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Man kan knap tale om det, for fjendskabet har sat sig i sproget. I filmen, der bærer hendes navn, kunne Golda Meir sige, at der ikke findes palæstinensere. Palæstinensere er os, sagde hun. Men hvordan skal man kunne håbe, hvis man ikke kan omtale hinanden uden at være en del af konflikten.
Kunne der blot komme en fredsstifter, der kunne løse op for hadet og bryde fjendskabet ned. En fredsfyrste.
Håbet er ikke nyt. Vi hørte det i den store Esajas-tekst fra alteret, der er over 2500 år gammel. I den handler det om en kongesøn, der skal kunne bære magten og sikre freden. Grundfæste riget og understøtte det med ret og retfærdighed. Smuk er teksten, og det er svært at læse om ”hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod” uden at høre militærstøvlernes taktfulde march, når de invaderer et landområde, og se klæder gennemblødte af blod i ruiner, hvor missiler er slået ned. Alt det skal ophøre, siger teksten, for et barn er født os, en søn er os givet. Han skal sikre freden. Han skal holde Israel i fred for dets fjender.
Sådan blev teksten forstået, da den blev til i det syvende århundrede før vor tidsregning, hvor en fremmed magt var ved at indtage Jerusalem, og man håbede på en stærk kongesøn, der kunne sikre byen. Og således bliver den stadig forstået af jødiske grupper, der vil sikre freden ved at nedkæmpe fjenderne og helst udslette dem.
For der er rabiate fjender, der ikke ønsker nogen fred. Ekstreme grupper, som kun kan se fred, hvis jøderne besejres og Israel udslettes. Freden for dem kan kun være resultat af sejr. For igen at citere Golda Meir: ”Vores fjender ønsker os døde. Vi vil gerne leve. Det er svært at finde et kompromis.” Men måske skal man ikke håbe på et kompromis.
I dag hører vi den kristne forståelse af håbet om kongesønnen. For i dag fejrer vi det barn, der er født os; den søn, der er givet os; han, der skal kaldes Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Vi fester, fordi det er spædbarnet i krybben. I dag er der født en frelser, Kristus, Herren. Hans herredømme er stort, for han viser, at fred, der ikke bare er fred for nogen, men er virkelig fred, ikke kan begynde med en sejr. Fredsfyrstens rige, hvor der er fred uden ophør, kommer ikke af at nedkæmpe fjenderne. Freden begynder ikke med fjendernes nederlag. Freden uden ophør bygger på et afkald, et afkald på sin magt, et afkald på sin kraft og et afkald på sin ret, for at skabe fred med sine fjender. Ikke fred for dem, men fred med dem.
For det er julens budskab, at Gud viser sit velbehag med mennesker og stifter fred i det største magtafkald, man kan tænke sig. Gud giver afkald på sin særstatus som en stor og mægtig Gud i en fjern himmel for at komme til stede i menneskelivet som et almindeligt spædbarn. Således elskede Gud verden, hedder det i Johannesevangeliet, at han gav sin søn. Og man kan omformulere til Lukasevangeliets sprog, som vi lige hørte: Således har Gud vist sit velbehag med mennesker, at hans søn er født som et menneske.
Derfor er Guds velbehag med mennesker – og fred. Det er tilsagnet. Det er budskabet i barnets fødsel, at Guds velbehag er med mennesker, fordi vores menneskeliv er det menneskeliv, som Guds søn levede. Derfor er vi hver især det menneske, der har Guds velbehag; derfor er venner og fjender mennesker med Guds velbehag. Og fred – virkelig fred, hvor fjenderne ikke får fred for, men med hinanden – må begynde med det, at alle giver afkald på sin særstatus og ser hinanden som mennesker med Guds velbehag. I dag har vi hørt, at vi er det for Guds nyfødte søns skyld.
Heraf fødes håbet, for har man Guds velbehag, kan man give afkald over for mennesker. Af det afkald må freden begynde. Den virkelige fred, freden uden ophør. Den fred, som Gud stiftede, fordi mennesker har hans velbehag. Det er håbet, at vi må kunne leve sådan.
Og håbet er virkeligt. Håbet er virkeligt i Thorkild Bjørnvigs beretning om sine lidelser i skolegården. Håbet er virkeligt, vi til julefesten i aften ikke kan lade være med at se hinanden som mennesker med Guds velbehag. Måtte vi også møde dets virkelighed i hadefulde konflikter, hvor der ingen anden vej er. Det kan vi bede om i dag, for det barn, hvis fødsel vi fejrer, blev fredsfyrste, da han ved sit afkald gjorde menneskelivet til det sted, hvor vi møder Gud, så der skal blive fred til mennesker med hans velbehag.
Glædelig jul!
DDS 94 – 104 – 119 – 136