Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Luk 2,1-14
Tekstens forhold til de andre evangelier
Kun Lukasevangeliet fortæller udførligt om Jesu fødsel i Betlehem. Markusevangeliet og Johannesevangeliet omtaler slet ikke Jesu fødsel. Matthæusevangeliet nævner kortfattet, at Jesus blev født i Betleham, da Herodes var konge (Matt 2,1), hvorefter han fortæller om de vise mænd, barnemordet i Betlehem og flugten til Ægypten, før familien kommer til Nazareth.
Lukas’ version af fødslen skal helt sikkert illustrere vigtige lukanske pointer om Jesus.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
De første to kapitler i Lukasevangeliet er en enhed for sig selv. Den handler om Johannes Døberens og Jesu undfangelse og fødsel. De to begivenheder er flettet sammen, så man skiftevis hører om Johannes og Jesus. Rækkefølgen er: Bebudelse af Johannes’ fødsel – Bebudelse af Jesu fødsel; Maria og Elisabeth (de to gravide maver mødes); Marias lovsang; Johannes’ fødsel; Zakarias lovsang; Jesu fødsel, hyrdernes tilbedelse og navngivelse. Herefter går det over i barndomsfortællinger med to episoder: Jesu fremstilling i templet og Jesus som 12-årig i templet.
Teksten er højdepunktet i Lukas’ forhistorie om Jesu undfangelse, fødsel og barndom.
Tekstens detaljer
v. 1: Lukas skriver som en historiker. Derfor daterer han gerne begivenhederne ud fra de siddende herskere, således som det var almindeligt i andre historieværker. Folketællingen af hele verden, dvs. hele Romerriget, er dog formentlig historisk ukorrekt. En optælling af alle mænd med familie var beregnet til skatteinddragelse. Man ved fra andre kilder, at Augustus regelmæssigt holdt sådanne folketællinger og andre optællinger i sine provinser. I Ægypten skete det med fjorten års mellemrum. Men man kender ikke til, at hele hans rige skulle være blevet talt op på en gang. Imidlertid er det væsentligste i Lukasevangeliets sammenhæng at demonstrere den enorme magt den romerske kejser besad. At foranstalte en optælling af alle mennesker i hele Romerriget var en magtdemonstration. Lukas vil således illustrere den politiske herskers magt over hele verden, hvilket kommer til at stå i modsætning til den verdens frelser, som fødes.
v. 2: Ifølge Lukas angivelser befinder vi os altså tidsmæssigt under kejser Augustus, der var kejser 31. f.Kr. – 14. e.Kr. Samtidigt angiver han, at Herodes var konge i Judæa, da Elisabeth blev gravid (Luk 1,5). Kong Herodes døde i år 4 e.Kr. Imidlertid blev Kvirinius først statholder i Syrien i 6 e.Kr., så det er lidt svært at få tidsangivelsen til at stemme nøjagtigt. Det vigtige er imidlertid også, at Lukas bestemmer begivenheden inden for den almindelige histories gang.
v. 3-5: Lukas skriver, at folketællingen kræver, at alle begiver sig til deres hjemby. Det svarer imidlertid ikke til, hvad man ved om folketællinger. De blev foretaget i den by, man boede. Når Josef og Maria boede i Nazareth, skulle de derfor også tælles i den by. Lukas har et andet ærinde med bemærkningen. Han skal fortælle om, hvorfor Jesus, der havde hjemme i Nazareth, blev født i Betlehem, i Davids by. Folketællingen bliver forklaringen på det. På den måde viser han, at Jesus gennem Josef var af Davids slægt og på grund af folketællingen også blev født i Davids by, sådan som Messias skulle ifølge de gammeltestamentlige profetier. I Mika 5,1 står:
Du, Betlehem, Efrata
Du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
v. 6-7: I modsætning til tekster, der kun er lidt senere end Lukasevangeliet (fx Jakobs Forevangelium), foregår fødslen helt almindeligt og naturlig. I mariologien gør man efterfølgende meget ud af, at Maria også var fysisk jomfru efter fødslen. Den slags er der intet af her.
Beskrivelsen ”førstefødt” undrer flere kommentatorer. Det minder om gammeltestamentlige fortællinger om den førstefødtes ret til at videreføre slægten. I denne sammenhæng er den umiddelbare læsning, at Jesus er den ældste blandt flere søskende. Selv om evangelierne kender til Jesu søskende, bliver det et stort problem i den senere tradition, der insisterer på, at Maria var jomfru og kysk hele livet. Derfor mente man, at Jesu brødre og søstre var Josefs børn af førte ægteskab. Men heller ikke dette er der noget af hos Lukas.
Ordet, der oversættes ”herberg”, betegner egentlig et sted, hvor man kan lade sine dyr hvile på rejsen, en slags station. Altså et midlertidigt overnatningssted; ikke et hotel eller en kro. Muligvis forestiller Lukas sig et privat værelse i forbindelse med et sådant sted. I hvert fald er der ikke plads, så barnet lægges i krybben.
v. 8: Hyrderne på marken er de første, der hører om barnets fødsel, således bliver de repræsentanter for det folk, hvis frelser er født. Selv om hyrdebilledet ofte blev anvendt om både Gud selv og konger, var konkrete hyrder ikke særligt velansete. Det var ikke prestigefyldt erhverv. De var fattige og opholdt sig uden for byerne. Som sådan tilhører de en marginaliseret befolkningsgruppe, selv om de ikke nødvendigvis blev anset for at være urene, som enkelte senere jødiske tekster mener, at de er.
v. 9: Englens møde med hyrderne følger skemaet for sådanne begivenheder. Det guddommeliges tilsynekomst, som her er markeret ved Herrens herlighed, afføder frygt hos mennesker. Derfor møder englen dem med beroligende ord: Frygt ikke! Udtrykket Herrens herlighed skal her markere den guddommelige sfære om englen, men begrebet har sin helt egen historie. Herrens herlighed er til stede der, hvor Gud er til stede. Således følger den israelitterne fra Sinaj-bjerget, under ørkenvandring til templet i Jerusalem, hvor den tager bolig. Senere forsvinder den derfra og installerer sig i himlen. Herrens herlighed er altså udtryk for, at Gud er der. I dette tilfælde bliver hyrderne omsluttet af det guddommelige nærvær, for Herrens herlighed omringer dem.
v. 10: Englen står for det modsatte af hyrdernes reaktion. De bliver bange, men skal være glade, for den forkynder et glædeligt budskab. Ordet, der anvendes, er det samme ord, som bruges om at forkynde evangeliet (euangelizein). Det betyder rigtigt nok at forkynde godt budskab, men på Lukasevangeliets tidspunkt var det allerede en teknisk term for at forkynde budskabet om Kristus. Dette har sikkert ligget i baghovedet på forfatteren, da han valgte netop dette udtryk.
Det fremgår nu tydeligt, at hyrderne er repræsentanter for hele folket, som det glædelige budskab skal være for. Det er derfor ekstra interessant, at folket bliver repræsenteret af en gruppe personer fra samfundets bund.
v. 11: Englens forkyndelse for hyrderne informerer dem om, hvad der er sket. Læserne kender allerede til fødslen, men englens budskab definerer, hvem der er født. Det er en ”frelser”, ”Kristus”, ”Herren”. Alle betegnelserne er kendte i samtiden, men sammensætningen er speciel for Lukas. Frelser optræder Jesus som, når han helbreder, men også i et større perspektiv er han frelser for menneskene. Konger og kejsere kunne kaldes frelsere, fordi de havde befriet folket for deres fjender. Det skal Jesus gøre, når hans gerning besejrer dødsmagten. Kristus er ordet for Messias, eller den salvede, dvs. den ventede kongeskikkelse, der skulle befri folket fra overmagten. Jesus er Messias, fordi han opfylder forventningerne i de gammeltestamentlige skrifter og således er Guds udvalgte. Det er særligt tydeligt, når det anvendes i sammenhæng med Betlehem. Herren er det ord, der bruges om Gud i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente. Det bruges også om andre overherrer. Når det bruges om Jesus, sætter det ham i nær forbindelse med Gud. Enhver forstår udtrykket som en bestemmelse af Jesus som en majestætisk skikkelse. På den måde opfylder både Kristus og Herren den samme funktion, nemlig at vise, at Jesus er en magtfuld, kongelig figur.
v. 12: Hyrderne gives et tegn. Spørgsmålet er, hvad tegnet er. For egentlig er det jo hele scenen, der er tegnet: Barnet, der ligger svøbt i en krybbe. Men det er selvfølgelig det ualmindelige, nemlig at barnet befinder sig i krybben, som viser dem, at de har fundet den rigtige. Men alligevel: barnet i krybben er tegn på, at folket har fået en frelser. Således er tegnet og det, som det skal være tegn på, identiske. Barnet er denne frelser, Kristus, Herren.
v. 13: Pludseligt viser det sig, at Herrens herlighed, som omslutter hyrderne, inkluderer dem i en himmelsk scene. Profeten Esajas ser i templet Guds trone med serafer, der er rundt om ham og synger lovsang for ham, mens Guds slæb fylder templet. Således er hyrderne omsluttet af Guds herlighed på jorden, mens de ser englen og en himmelsk hærskare prise Gud i himlen. Den himmelske hærskare er engle, serafer, keruber og andre himmelske figurer. På den måde bliver synet af englen til en åbenbaring af himlen for disciplene. Det er nemlig en almindelig forestilling, at Gud og hans herlighed befinder sig i himlen omgivet af en hærskare af himmelske væsener, som synger hans lovsang. Den ”himmelske gudstjeneste” får hyrderne indblik i.
v. 14: Selv lovsangen kan fortolkes forskelligt alt efter, hvordan man placerer punktummer og kommaer (i de græske tekster er der ingen tegnsætning og ordene er ofte ikke adskilt, så det er et spørgsmål om fortolkning, hvor man laver afsnit og ophold). I den danske oversættelse har man fortolket den som to leddet: Et led med lovprisning af Gud i himlen og på jorden; et led med fredslysning over mennesker af en bestemt karakter, nemlig de mennesker, der har Guds velbehag (ordret: velbehagets mennesker). En anden mulighed er at fortolke den i to andre led: Et led med lovprisning af Gud i det høje; et led med fredslysning på jorden i mennesker, der har Guds velbehag. Nogle manuskripter fortolker det som tre led, nemlig om Gud, jorden og mennesker. Men det er tydeligvis et forsøg på at lette forståelsen, Mig forekommer fortolkningen i oversættelsen ikke overbevisende. Jeg opfatter den snarere som to dele, hvoraf første del hænger bedst sammen: Den første del er bygget således op: Herlighed (A) i det højeste (B) til Gud (C); på jorden (B´) fred (A´). Hertil kommer anden del, som kobler sig til første del: i velbehagets mennesker (C´). Så står Gud og mennesker parallelt og er hver genstand for hhv. æren i himlen og freden på jorden. Man kan illustrere den fortolkning således:
A: Herlighed – B: i det højeste
C: til Gud
B´: På jorden – A´: fred
C´: i velbehagets mennesker
Helt skøn er den fortolkning heller ikke og den adskiller sig faktisk kun fra den autorisede oversættelse med hensyn til placeringen af ”på jorden”.
Endnu vanskeligere er forståelsen af ”velbehagets mennesker. For det første er det vigtigt, at ”velbehag” (eudokia) ikke blot betyder en følelse af velbehag. Ordet udtrykker i Det Nye Testamente snarere en handling: ”at have velbehag ved nogen” eller ”at gøre nogen velbehagelig”. Således er velbehaget en viljeshandling over for nogen, i dette tilfælde Guds viljeshandling over for mennesker. Man skal dog not passe på med at adskille handling og følelse for meget i Lukasevangeliet. Viljeshandlingen kan også være en emotionel henvendelse, altså den handling af give sit velbehag til nogen og dermed gøre dem velbehagelige. Under alle omstændigheder betegner ”velbehagets mennesker” de mennesker, som Gud har taget til sig.
Spørgsmålet er, om Lukas allerede her har tanker på de mennesker, der modtager den henvendelse fra Gud, som har givet i den frelser, der er født i Betlehem.
Tekstens fortolkning
Teksten er et højdepunkt i Lukasevangeliets indledende afsnit. I den mødes en række forskellige akser. For det første bliver den store politiske historie med kejsere og statholdere mødt af Guds historie udtrykt i fødslen af barnet. For det andet mødes den jordiske magt illustreret ved kejserens verdens omspændende folketælling mødt af den guddommelige magt i form af frelseren, Messias og Herrens fødsel. For det tredje bliver jorden, nemlig hyrderne på marken, mødt af himlen i form af engle. For det fjerde mødes det centrale i den guddommelige historie, nemlig barnets krybbe, af periferien og margin, nemlig de fattige hyrder.
På den måde bliver barnets fødsel i Betlehem til centrum for både jord og himmel, hvor menneskets historie mødes af Guds historie, så alle mennesker med Guds velbehag må søge derhen, hvilket særligt de marginaliserede formår.