Luk 2,1-14
Juleaften får man gaver. Nogle gange får man de gaver, man har ønsket sig. Nogle gange nogle man ikke ønskede sig. Og nogle gange ved man slet ikke, hvad man skal ønske sig. Da jeg var barn, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle ønske mig. Eller jeg havde mange ønsker, men det jeg virkelig havde brug for, ønskede jeg mig ikke. Det jeg virkelig havde brug for, var internettet. Men det ønskede jeg ikke, for det var ikke rigtigt opfundet endnu. Og så havde jeg nok heller ikke fået det. Men hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft det, da jeg var barn.
For det kan godt være, at nogle af de voksne i aften vil fortælle historier om julen, da de var børn. At alting var bedre dengang. Der var hvid jul hvert eneste år. Kælkebakkerne var højere. Gaverne var større. Og alt sådan noget. Men jeg vil bare sige jer, at det kunne være ret kedeligt uden internettet. Hvor ville jeg gerne have haft youtube, instagram og tiktok, så man bare kunne tage sin telefon og se sjove videoer af katte, når man ville. Eller følge sine yndlings-youtubere og se dem spille minecraft eller fifa. Men det kunne vi ikke. Vores telefon stod på et bord og havde hverken internetadgang eller touchskærm. Hvis vi ville se noget, måtte vi vente til der kom noget i fjernsynet, og der var nogle voksne, der havde bestemt, hvad der skulle sendes, og hvornår det skulle sendes. De voksne boede i DR-byen, 2860 Søborg.
Det kunne foregå sådan, at man kunne sætte sig og tænde for fjernsynet, og så var der bare ingenting. Hvis man var heldig, var der et akvarium, så man kunne se nogle fisk svømme rundt. Ellers måtte man bare vente. Når der så endelig kom noget, man kunne se, havde de voksne bestemt, at det skulle være noget, man kunne lære noget af. Fx syntes de ofte, at børn skulle lære noget om dyr, så et meget populært program hed ”Dus med dyrene”.
”Dus med dyrene” foregik i en hyggelig stue, hvor den rare vært Poul Thomsen sad ved sit skrivebord. På gulvet lå et ægte tæppe, og ved siden af bordet var en hundekurv med hans søde hund Balder. Bag ved skrivebordet var et vindue med udsigt ud over markerne til en lille skov bagved. Når programmet begyndte og sluttede, hørte man guitarmusik af Vivaldi. Alle på min alder kender det som ”Dus med dyrene”-musikken. Programmet bestod så i, at børn skrev rigtige breve på papir med frimærker på kuverten til Poul Thomsen og spurgte ham om noget med dyr. For de kunne jo ikke selv google sig til svaret, så de måtte stole på Poul Thomsen. Han svarede efter bedste evne, og kendte han ikke svaret tog han ud i zoologisk have og spurgte dyrepasserne. Så spændende var det før internettet. ”Dus med dyrene” kom en gang om ugen i fem år.
I det allersidste program, da man hørte Vivaldis guitarmusik, kom der mænd ind i stuen. De rullede gulvtæppet sammen og bar Balders hundekurv væk. De løftede skrivebordet ud, og så tog de væggene ned. Også bagvæggen med vinduet. De var bare kulisser. Det var ikke foregået hjemme hos Poul Thomsen, men i et studie ude i Søborg, 2860 Søborg. Det var bare fake. Uægte.
Det er næsten præcist fyrre år siden, at jeg så det program, og jeg husker det ganske tydeligt, for det var et chok for mig, at den rare Poul Thomsen havde snydt os på den måde. Måske skulle jeg selv have regnet det ud, men det var som sagt i den mørke middelalder før internettet. I alle årene har jeg forbløffende ofte tænkt på den afslutning på ”Dus med dyrene”. Ikke mindst her i juletiden, hvor man faktisk går rundt i kulisser og dekorationer, der om kort tid tages ned igen. Og om lidt skal vi hjem i stuer, der er pyntet op med lys og træer, som om ikke så længe fjernes og lægges i æsker og kasser indtil næste år. Er det bare fake? Uægte?
Det er det selvfølgelig ikke, for gaverne får man lov at beholde. Men ikke bare gaverne. Julestemningen kan sidde i kroppen længe efter jul. Og glæden over at have været sammen med dem, man godt kan lide. Lykken de steder, hvor der i år er en ny med til jul, som ikke var med sidste år. Det er ægte. Ligesom sorgen er de steder, hvor der mangler en, der var med sidste år. Også det er ægte. Det er ikke fake.
Men er juleevangeliet som en falsk kulisse, et glansbillede med en sød historie om barnet, der blev født og lagt i en krybbe, mens englene forkyndte for hyrderne, at en frelser er født i Davids by, Betlehem? Forleden læste jeg det med konfirmanderne og vi satte os for at finde ud af, om det var fake. Uægte. Vi undersøgte, hvornår Kvirinius var statholder i Syrien, om kejser Augustus nogensinde havde lavet en folketælling i hele verden, og hvornår kong Herodes var konge i Galilæa. Det passede ikke rigtigt godt sammen, fandt vi ud af. Så det kunne ligge lige for at konkludere, at det var fake. Uægte.
Men det gjorde vi nu ikke. For Jesus blev jo født engang og levede på jorden, og evangeliet er jo udtryk for troen på, at han er Guds søn. Så den tro er ikke fake, for den findes. Den er ægte. Derfor kan det også være en ægte tro, at netop på grund af dette barns fødsel skal forkyndes fred på jorden og i mennesker hans velbehag.
Medmindre selvfølgelig selve det budskab og den forkyndelse er som en kulisse eller en dekoration, der skjuler, hvordan virkeligheden er. Og der er jo mange ting, der peger i den retning. Fred på jorden er der i hvert fald ikke. Englenes budskab til hyrderne: ”Frygt ikke” bliver af mange udråbt til at være fake. Fake news. Tværtimod er der grund til at frygte endnu mere, end vi gør, siger de. Og min generations store lykke, at vi ikke har skullet bekymre os om at sende vores sønner i krig, kan næsten føles som en uægte lykke. En lykke på falske betingelser. Et evangelium om fred på jorden forekommer uægte i en tid med krig, kriser og katastrofer. Det lyder fake. Uægte.
Men den fred, der forkyndes i juleevangeliet, er ikke en fred, der får al ufred til at ophøre. Det er ikke en fred, som stopper enhver krig. I så fald ville det jo være en fred, der var ude af vores verden. Så ville det være et fredsrige, der kun kan oprettes ved verdens og historiens afslutning, men det er ikke julens budskab. Et sådant rige er uægte i denne verden, hvor evig fred på hele jorden kun kan være en fjern fremtidsdrøm. Et ægte evangelium i denne verden får ikke al nød til at forsvinde, men det forvinder det, som vi sang. Forvunden – ikke forsvunden – er al vor nød. For julens budskab er, at vi trods trusselsituationer kan leve et liv her på jorden, hvor livet, menneskelivet, er det mest ægte vi har, så det liv er værd at værne om og kæmpe for. For Guds søn lader sig føde som et helt almindeligt menneskebarn og viser, at intet kan være mere ægte end et helt almindeligt menneskeliv med alt, hvad dertil hører af glæder og sorger, svigt og skuffelser, fornøjelser og oplevelser.
Forvunden er nøden, for med det evangelium skal vi ikke bekymre os, om vores liv er tilstrækkeligt ægte, om det lever op til kriterierne for det ægte liv. For det gør det af den grund, at Guds søn selv har levet det liv. Det gælder for det store barn, der venter på, at TV-programmet begynder. Det gælder for teenageren, der er på youtube. Det gælder for de voksne, der bekymrer sig om fremtiden. Det gælder for de gamle, der ikke længere synes, at de kan bidrage med noget. Til alle er et barn født os, en søn er givet os, så vi ved det barn ved, at vores liv er det ægte liv, for det var også hans liv. Derfor skal vi turde lytte til englenes ”frygt ikke”, for hans liv, hans død og opstandelse viste os, at der ikke er mørke nok i verden til at skjule et eneste lys. Det er ægte.
Glædelig jul
DDS 94 – 109 — 136 – 119