Opfyldelsestid
Luk 2,1-14
Nu skete det. Nu kom han! Nu kom han, ham vi forventede! Nu blev vor forventning opfyldt! Nu forvandles vor glædelige forventning til festlig opfyldelse! Nu bliver forventningstiden til opfyldelsestid. Og hele verden går lidt i stå. I et kort øjeblik er det som om tiden stopper, og historien sættes på hold. Midt i alt den uro, utryghed og usikkerhed, der har været vores virkelighed i år, er der nu pludselig en stund, hvor det hele sættes ud af kraft. I det øjeblik hæves vi op over hverdagen, verden og os selv, så vi bare skal være til stede nu i glæden over dem, vi er sammen med; og i savnet af dem, der ikke er med os. Julen er det øjeblik, et øjeblik i tiden, men uden for tiden, fordi der sker noget helt specielt og afgørende. Det øjeblik er vi i nu.
Sådanne øjeblikke findes. Øjeblikke, hvor vi stopper op og tiden går i stå, fordi noget afgørende sker. Nogle kan huske præcist, hvor de var i 1963, da de hørte, at John F. Kennedy var blevet myrdet. Nogle ved nøjagtigt, hvordan de i 1989 hørte, at Berlin-muren var blevet åbnet. Nogle kan genkalde sig situationen, da Danmark blev Europamestre i 1992. Nogle har en klar erindring om, hvad de gjorde i 2001, da tvillingetårnene blev angrebet. Måske er 11. marts 2020 også et sådant øjeblik, som vi engang vil se tilbage på og fortælle om. Den dag Danmark lukkede ned. Den slags øjeblikke er definerende, for begivenheden er bestemmende for fremtiden. Efter de nævnte begivenheder blev verden anderledes. I nogle tilfælde kun en lille smule anderledes. Så vigtig er en fodboldsejr heller ikke. I andre tilfælde blev den helt anderledes. Fx da jerntæppet faldt. Hvem ved, hvordan vi vil vurdere 2020. Bliver det en lille kedelig hændelse, som vi hurtigt har lagt bag os, når pandemien er overstået? Eller vil året stå som en afgørende begivenhed, der grundlæggende forandrede vores omgangsformer og samliv. Vi ved det ikke, men det er sandsynligt, at vi vil se tilbage på året, som dengang verden gik i stå. Måske på linje med de andre definerende øjeblikke.
Det definerende øjeblik over dem alle er Jesu fødsel. Det ved vi om ikke andet fra vores tidsregning, før og efter Kristi fødsel. Uanset hvad man måtte mene om kristendommen, for slet ikke at nævne kirken, har ingen begivenhed været mere definerende for historien og haft større konsekvenser for verden end fødslen af det barn, der skulle vokse op og blive indholdet af kristendommens forkyndelse og herre for den kristne kirke. Derfor fremstilles den begivenhed netop også som et øjeblik, hvor verden går i stå, og tiden står stille, fordi noget afgørende sker.
I et af de skrifter fra den tidlige kristendom, der genfortæller historien om Jesu fødsel, bliver det udmalet, så man skulle tro, at forfatteren skrev et moderne filmmanuskript og ikke en tekst på græsk i det andet århundrede. I skrift fortæller Josef om øjeblikket, da Jesus blev født: ”Men jeg, Josef, gik omkring og dog ikke omkring. Og jeg så op mod himmelhvælvet og så det stå stille, og jeg så op i luften og så, den var lammet af forundring, og jeg så himlens fugle, der ikke bevægede sig. Og jeg så på jorden og så et sulekar dér og arbejdere lejret derved. Deres hænder var i karret. Men de, der tyggede, tyggede ikke, og de, der tog noget op, tog ikke noget op, og de, der førte noget til deres mund, førte ikke noget til munden. Men alles ansigter så op. Og jeg så får blive drevet afsted, men fårene blev stående. Og hyrden løftede sin hånd for at slå dem, men hans hånd forblev løftet. Og jeg så flodens strøm, og jeg så geder med deres munde hvilende på vandet, og de drak ikke. Da gik alt pludselig i gang igen.” Sådan beskrives det definerende øjeblik i skriftet Jakobs Forevangelium. Tiden går i stå, for nu sker noget afgørende. Noget, der bestemmer fremtiden.
I juleevangeliet, som jeg læste fra Lukasevangeliet, er det dog ikke Josef, der oplever et definerende øjeblik. Faktisk fortælles øjeblikket, hvor Jesus fødes, ganske tørt og udetaljeret: ”Tiden kom, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn…” I modsætning til Jakobs Forevangelium udpensler Lukas ikke fødslen, for det er en ganske almindelig fødsel af et lille barn. Der er intet særligt guddommeligt den. Det specielle sker ude på marken, hvor hyrderne får besked om, hvordan man skal forholde sig til det lille barn, der lige er født. Det er her tiden går i stå og verden står stille, for her hører hyrderne, hvem det lille barn er: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren.” Sådan skal han opfattes. Forkyndelsen af ham som frelseren, Kristus og Herren er det definerende øjeblik. Det øjeblik, der bliver bestemmende for fremtiden.
Og tiden går i stå for hyrderne et øjeblik. Pludselig er de ikke bare tilfældige fattige hyrder ude på en mark midt om natten. De er i det øjeblik inddraget i lang historie, som Gud har med sit folk, Israel. Den historie, der netop i det øjeblik kulminerer, for nu fødes frelseren, Kristus, Herren. De befinder sig på højdepunktet af den historie, hvor Gud i sin søn kommer folket i møde. I det selvsamme øjeblik omfattes de af Guds herlighed fra himlen; de omringes af en himmelsk hærskare af engle, der synger Guds pris. I det øjeblik er himlen åben over dem, og de indgår i en himmelsk lovsang sammen med Guds engle. Det øjeblik bliver bestemmende for deres fremtid, for i mødet med forkyndelsen af den nyfødte frelser, er de blevet bestemt historiens og jordens midtpunkt. Det sted, hvor Gud kommer til mennesker og drager dem til sig. I det øjeblik er forholdet til Gud direkte og relationen til ham umiddelbar og ubrudt. Det er opfyldelsen af alle forventninger. Det er definerende for fremtiden. Den er opfyldelsens tid.
Opfyldelsen fulgte af forkyndelsen. Det var, da hyrderne hørte budskabet, at himlen blev åbnet. Derfor sker det samme hver jul, når julebudskabet lyder. Så bliver vi midtpunkt for Guds historie med mennesker og for himlens forhold til jorden. Vi bliver inddraget i en historie, der ikke er vores egen, og får del i en verden, som vi ikke selv styrer. Grundtvig ved det. I salmen ”Et barn er født i Betlehem”, som vi skal synge om et øjeblik, fortæller han først historien om det, der er foregået. Jesus-barnet blev født af en jomfru. Derefter lagdes han i en krybbe, hvor Østens vise besøgte ham. Midt i salmen konkluderer han: ”Forvunden er nu al vor nød/os er i dag en frelser fød”. Derefter skifter perspektivet. Hvor de første fire strofer har omhandlet historien i fortiden, handler strofe seks om nutiden. Vores tid, når vi inddrages i historien. Samtidig vendes blikket fra jorden til himlen: ”Guds kære børn vi blev på ny/skal holde jul i Himmel-by”. Herefter forklares det, hvordan vi kan holde jul i Himmel-by. Det lader sig gøre, når kirkegangen på jorden falder sammen med en opstigning til himlen. Vi går ikke blot til kirke, men gør det på ”stjernetæpper lyseblå”, så vejen til kirken samtidig er vejen til himlen. Vi ankommer i kirken og i himlen på samme tid. Dér – i kirken på jorden og hos englene i himlen – lærer de, englene, os brat at synge den lovsang, som de sang julenat. Når strofe otte afsluttes med et halleluja, er det altså både vores sang i kirken og englenes sang i himlen. Ifølge Grundtvig synger vi virkelig i kor med alle engle. Men himmelrejsen fortsætter, for sammenfaldet mellem menighedssangen og englesangen videreføres til en forvandling: ”Da vorde engle vi som de”. Så vi nu er deltagende i den himmelske lovsang om Guds trone foran Guds milde ansigt som englene selv. Den sidste strofe er denne himmelske lovprisning af Gud: ”Ham være pris til evig tid”. Lovsangen er ”for frelser bold og broder blid”, nemlig den Jesus Kristus, der nu er blevet vores frelser og broder, da vi blev ”Guds kære børn på ny”. Som frelser har han gjort os til Guds børn på ny. Derfor er han, Guds søn, vores broder.
Tiden står stille et øjeblik, når vi hører julebudskabet; verden sættes i stå for en kort stund, mens vi synger Grundtvigs salme, for vi inddrages i noget, vi ikke skylder os selv; i noget, vi ikke har gjort fortjent til. Når juleevangeliet høres, gælder dets virkelighed for os. Det gør Grundtvig levende for os, når vi synger hans salme.
Så kan tiden gå i gang igen, verden kan fortsætte med al dens tumult og trakasserier, al dens usikkerhed og utryghed. Nu kan og skal vi engagere os og involvere os i den verden, for uanset hvad den måtte bringe, er den bestemt af det definerende øjeblik, hvor Gud kom til sin verden i sin søn og gjorde os til sine børn. Sådan må og skal vi betragte os selv og hinanden, og sådan skal vi leve i verden, for nu er det opfyldelsens tid. Nu er det jul.
GLÆDELIG JUL
DDS 94 – Forunderligt at sige – 104 – 119
Ikke holdt i Immanuelskirken og Vartov Kirke