Juledag: Joh 1,1-14 (Immanuel, 25.12.25)
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud,” læste jeg fra Johannesprologen, utvivlsomt en af verdens dybeste tekster. Måske den allerdybeste. Så dyb er den, at ingen er kommet til bunds i den selv efter livslange studier. For det er en tekst, der vil sige alting. Den vil sige alt det, der kan siges, om Gud og om mennesket. Så den til enhver tid kan kaste lys over vores forhold til Gud, hinanden og sig selv.
Og så begynder den med noget så undseligt som ”Ordet”. ”I begyndelsen var Ordet.” Og man kan tale længe om, at den oversættelse ikke dækker det græske begreb logos, for logosbetyder så meget mere end ordet. Logos er ånd, fornuft, visdom, tænkning og tale, og litterater genkalder sig Goethes ærgerrige Faust, der forsøger at oversætte det anderledes og ender med ”kraft” og ”handling”. Måske ville han sige ”handlekraft”, hvis han talte dansk. Men på dansk siger vi ”ordet” og har gjort det i alle de oversættelser, jeg kender, og vil gøre det i den oversættelse, der kommer, hvis jeg kan gøre noget for det. For ordet er det mest handlekraftige, vi har. Ordet er stærkere end alt. Grundtvig sagde det: Ordet skaber, hvad det nævner.
Nu er det ikke sådan, påpeger digteren Inger Christensen i et essay, at menneskeord som guddomsord skaber, hvad det nævner, så man kan sige ”rose”, og så blomstrer en rose op foran en. Kun i skabelsesberetninger kan man på guddommelig vis kan sige ”lys”, og så bliver der lys. Alligevel er det sandt, fortsætter hun, at ord skaber, hvad de nævner, for man kan sige ”rose”, og så dukker en rose op i bevidstheden. Selv den rose, jeg engang gav til min elskede, der for længst er forsvundet, kan genoplives for mig, når jeg siger ordet ”rose”. Men ordet kan mere end det, siger digteren. Ordet kan fremkalde verdener, personer, følelser og forestillinger, som jeg ikke kendte. Det kan give mig adgang til noget, der var fremmed for mig, indtil der blev sat ord på. Ordet er derfor, siger Inger Christensen, dobbelt. Det tilhører både den, der taler, og det, der tales om. Det er på en gang kendt og ukendt, for ordet er kendt, men åbenbarer det ukendte.
Ordet skaber, hvad det nævner, når det sætter ord på noget, som man ikke før vidste, hvad var. Ordene sætter noget ukendt i tale, så man kan tale om det, hvilket det alt for anvendte udtryk ”italesætte” egentlig betyder. Ikke at det, der italesættes, ikke var der, før man begyndte at tale om det. Det var det. Da vidste man blot ikke, hvad det var. Det gør man først, når der kommer ord på. Således skaber ordet, hvad det nævner. Og derfor er det vigtigt, at der kommer de rette ord på. At de er nuancerede og facetterede nok, så de kan gøre det ret, som de taler om. Som forfatteren Eduard Louis fortalte om, at hans far kun nedladende udtryk om at være homosexuel og derfor kun kunne tale om sin søn i fordømmende formuleringer. For sådan skaber ordet også, hvad det nævner. Men når det rette ord kommer på, skaber ordet en ordnet verden af det, der før var et uordnet rod. Tohuwabohu står der i Bibelens første vers om det, der var i begyndelsen, før Gud satte ord på og skabte verden. For alt blev til ved det, ordet, og uden det blevet intet til af det, der er.
Derfor er det en særlig rigdom i det danske sprog, at Grundtvig brugte ordet ”julesorg” i den salme, som vi indledte gudstjenesten med. Ikke at man ikke kan opleve den samme komplekse blanding af melankoli og nostalgi, savn og sorg midt i forventningen og glæden, hvis man ikke taler dansk. Jeg tror, at man kan opleve det samme, uanset hvilket sprog man taler. Grundtvig har ikke skabt julesorgen. Men Grundtvig har sat ord på, så vi på dansk ved, hvad vi føler, når den barnlige begejstring i juletiden blandes med vemod. Når det hyggelige samvær med venner og familie tilføjes sørgmodighed. Når glæden over at kunne samles er kombineret med tristesse over de fraværende. Eller når man i dag sidder alene, og ensomheden blandes med glæden over minderne. Og savnet tilføjes taknemmelighed.
Julesorgen er sikkert forskellig i forskellige tider og forskellige aldre, når man tænker på dem, man har kær blandt dem, der endnu er her, og blandt dem, der ikke længere er her. For der er altid nogle, der ikke kan være til stede. Der er altid en stol, der er tom. Og der er altid en stol, der bliver tom. Midt i juleglæden opstår julesorgen. Det vidunderlige ved Grundtvigs ord er, at de hænger sammen. Julesorgen ville ikke være uden juleglæden. Kun i juleglæden føler man julesorgen.
Fordi Grundtvig satte ord på julesorgen, satte den i tale, så man kan tale om den, kan man bede om, at den må ophøre. ”Vor Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes”, sang vi – men ikke for hurtigt, vil jeg tilføje. Lad os dvæle lidt endnu i julesorgen. For vi beder ikke om et trylleord, der med ét får sorgerne til at fordufte. Vi beder ikke om at blive rykket ud af sorgen ved en magisk formular. Vi ønsker slet ikke, at alle de dybe, komplicerede og komplekse følelser og forhold til både levende og døde skal udredes og gøres enkle. Slet ikke skal minderne og tankerne udslettes. Ingen ønsker at blive frataget savnet af dem, man holder af. Ingen vil undvære forholdet til dem, der ikke kan være her. For vi beder ikke om, at tilværelsen skal være enkel, og livet skal være let. Skal julesorgen slukkes, skal det ikke være ved et ord, der udligner alle følelser og udjævner alle stemninger, for vi vil ikke leve uden alt det, som julesorgen kommer af. Skal julesorgen slukkes, skal det ske uden at udslukke det intense liv, som den stammer fra.
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”, siger verdens dybeste tekst, ”og vi så hans herlighed fuld af nåde og sandhed”. Ordet, der var hos Gud og var Gud, var ikke et himmelsk ord langt fra den menneskelige verden, som ved et trylleslag forvandler sorrig til glæde og lader lykke og ulykke gå i ét. Tværtimod bliver Ordet menneske og sætter ord på menneskelivet. Gud sætter sit ord på menneskelivet, hvor sorrig og glæde vandre til hobe, lykke og ulykke gange på råd, og juleglæden er blandet med julesorgen. Guds ord sætter ord på det hele, så vi kan tale om det på en ny måde.
For når det Ord, der var hos Gud og var Gud, bliver menneske, bliver hele menneskelivet sat i tale som stedet, hvor Gud er til stede. Så er livet ikke bare en tilfældig række af begivenheder og skiftende følelser; det er ikke en omskiftelig blanding af glæde og sorg. Når Gud har sat sit ord på menneskelivet, er det liv stedet, hvor Gud kommer til orde. Eller med Inger Christensens forestilling om det dobbelte ord kan man sige, at menneskelivet bliver dobbelt, når Gud sætter sit ord på det. Menneskelivet tilhører på én gang det menneske, der lever det, og åbenbarer den Gud, der skænker det. Derfor skal julesorgen ikke bare udslettes til fordel for juleglæden, for det hele, sorrig og glæde, hører til det menneskeliv, som Gud har sat sit ord på. Således kommer Gud til orde i både julesorg og juleglæde åbenbarer, at alt det vigtige i livet, alt det, vi lever af i livet, ikke kommer fra os selv.
I en anden salme forklarer Grundtvig, hvad det betyder. ”Vidunderligst af alt på jord”, digter han, ”er Jesu Kristi rige”. For der er ikke tale om noget fjernt himmerige, som man kan drømme om og se frem til. Jesu Kristi rige er vidunderligst af alt det, der er på jord. På jorden her mellem os, hvor vi har både juleglæde og julesorg, her er Jesu Kristi rige, siger Grundtvig, og forklarer det i tredje strofe: ”Dets gåde er et Guddoms-ord/der skaber, hvad det nævner”. Og det er, hvad vi hører i Johannesprologen, verdens dybeste tekst, at Gud lader sit Ord blive menneske, så guddomsordet bliver sat på menneskelivet og skaber det om, så juleglæden og julesorgen begge åbner for Jesu Kristi rige.
Derfor beder vi ikke om, at julesorgen slukkes nu, men vi beder om, at det må være horisonten for vores liv, at den kan slukkes, måske endda inden vore øjne lukkes. Grundtvig skriver om det i sin salme: ”Da riget er med solekår/til syne og til stede/i evighedens gyldenår/med ret og fred og glæde.”
Glædelig jul!
DDS 99 – 100 – 125 — 114 – 110 – 118