Johannesprologen
v.1 I begyndelsen var Ordet,
og Ordet var hos Gud,
og Ordet var Gud.
v.2 Han var i begyndelsen hos Gud.
v.3 Alt blev til ved ham,
og uden ham blev intet til af det, som er.
v.4 I ham var liv,
og livet var menneskers lys.
v.5 Og lyset skinner i mørket,
og mørket greb det ikke.
v.6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. v.7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. v.8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
v.9 Lyset, det sande lys,
som oplyser ethvert menneske,
var ved at komme til verden.
v.10 Han var i verden,
og verden var blevet til ved ham,
og verden kendte ham ikke.
v.11 Han kom til sit eget,
og hans egne tog ikke imod ham.
v.12 Men alle dem, der tog imod ham,
gav han ret til at blive Guds børn,
dem, der tror på hans navn;
v.13 de er ikke født af blod,
ikke af køds vilje,
ikke af mands vilje,
men af Gud.
v.14 Og Ordet blev kød
og tog bolig iblandt os,
og vi så hans herlighed,
en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen,
fuld af nåde og sandhed.
Joh 1,1-14
Tekstens forhold til de andre evangelier
Denne tekst er unik for Johannesevangeliet. Ingen anden tekst i Bibelen ligner den. Skal man alligel sammenligne den med noget i Det Nye Testamente, må det i stedet være Filipperbrevshymnen (Fil 2,6-11), de også handler om en guddommelig figur hos Gud, der bliver menneske. Men i øvrigt er de helt forskellige. Måske minder de om hinanden, fordi de begge er hymner, altså poetiske fremstillinger.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Det vanskelige spørgsmål er ikke, hvor Johannesprologen står i Johannesevangeliet, men hvad den skal der. Formentlig har de eksegeter ret, der kalder det en læsevejledning til det følgende evangelium. Fra begyndelsen ved læseren, at den Jesus, der optræder i evangeliet, er det guddommelige Ord, der står bag alting og er sammenhængen i alt. Ligesom de allerede fra begyndelsen kan opfatte sig selv, som en del af den privilegerede gruppe, der har set hans herlighed og har ret til at være Guds børn i modsætning til alle andre, der ikke tog imod ham. Med det perspektiv ved læseren nemlig altid mere end de personer, der optræder i evangeliet, med undtagelse af Jesus. Ja, man kan næste sige, at de ved det samme som Jesus i den følgende fortælling. Derfor bekræftes de gennem læsning i, at de er den privilegerede gruppe, Guds børn.
Tekstens detaljer
Johannesprologen er den tekst i verden, der er skrevet mest om – helt bogstaveligt. Det er derfor helt og aldeles umuligt at skrive noget relativt kort om den. Jeg har lyst til at indsætte det sidste kapitel i min bogMøder med Gud i stedet, men det er Bibelselskabet sikkert ikke så glade for.
Man kommer aldrig til bunds i denne tekst. Jeg har sikkert læst mindst 10.000 sider for at forstå noget af den og brugt flere år på at studere den. Der er stadig meget i den, jeg kun har forstået overfladisk. På den anden side er det godt at tvinge sig til at komme hurtigt igennem den, ellers fanger den en, og man kommer aldrig videre. Nedenfor gør jeg det så kort som overhovedet muligt.
Ovenfor har jeg antydet en mulig struktur: De første fem vers handler om Ordets forhold til Gud og skabelse (v. 1-5). Herefter afbrydes sammenhængen af et afsnit om Johannes, der ikke kaldes Døberen i Johannesevangeliet, men er den samme person, som i de andre evangelier optræder som Johannes Døberen. Så følger et afsnit om Ordets forhold til menneskeverdenen i almindelighed (v. 9-11). Til sidst et afsnit om dets forhold til den troende menighed (v. 12-14). Denne struktur løser et problem, nemlig hvornår man skal kalde Ordet ”han”. Det kan man ikke se på græsk. For jeg tror det er rigtigt, som man gør i den danske oversættelse, at gøre det fra begyndelsen. Alle de tre afsnit handler nemlig om Ordet, der blev kød (det inkarnerede Ord), i dets forhold til hhv. Gud og skabelsen, menneskeverdenen og menigheden. Der er ikke en udvikling i prologen, så Ordet ikke skulle være det inkarnerede Ord før fx v. 14. Det er hele tiden det Ord, der blev menneske i Jesus Kristus, der er i fokus.
v.1-5: I dette afsnit er hovedpointerne: 1) Ordet er så nært forbundet med Gud som muligt uden at være identisk med Gud; 2) Ordet står bag skabelsen af alt, fordi det gav liv til alt; 3) Livet er derfor det, skabelsen er anlagt på, således er livet lys for mennesker; 4) Mørket kan hverken forstå det eller overkomme det.
Det afgørende er: Ordet er i alt – alt liv og lys er Ordet – mørket kan ikke kapere det
Men der er mange andre detaljer, bl.a. henvisningen til Bibelens begyndelse i udtrykket ”i begyndelsen”, spørgsmålet om, hvad Ordet er (det er bl.a. Guds tale, hans visdom, det filosofiske logos, Guds ånd).
v.6-8: Indskuddet om Johannes (Døberen) afbryder sammenhængen, men forholder sig til tematikken. Det er åbenbart helt afgørende for forfatteren at nedtone Johannes’ betydning. Derfor kaldes han ikke Døberen (han døber nemlig ikke Jesus i Johannesevangeliet), derfor understreges det, at han ikke er lyset, og at han (blot) skal vidne. Sagen er, at den johannæiske Jesus, fordi han er det inkarnerede guddommelige ord, ikke har brug for nogen vejbereder eller forløber. Han er nemlig helt suveræn og almægtig og ikke afhængig af nogen. Derfor reduceres Johannes’ rolle til en vidnefunktion. Et vidnes rolle er jo afledt af den, vedkommende vidner om. Modsat en forløber eller en vejbereder, som den, der kommer efter, får hjælp af.
v.9-11: Det sande lys oplyser ethvert menneske, fordi menneskers lys er livet (jf. v. 4). Livet selv skulle give mennesker oplysning om deres forbindelse til Gud, for livet stammer jo fra Ordet, der er Gud. Derfor er det grundlæggende uforståeligt, at mennesker generelt ikke tager imod Ordet, når han kommer til dem, for de burde kende ham. Hele verden er jo blevet til ved ham. Selv hans egne – her er formentlig tænkt på jøderne, der i kraft af den bibelske tradition skulle have særlige forudsætninger for at modtage ham – afviser ham. Principielt er dette helt ubegribeligt, men det er realiteten.
v.12-14: Undtagelsen er den troende menighed. De har gjort det, som verden i almindelighed ikke kunne, nemlig set hans guddommelige herlighed. Der sker nemlig det i inkarnationen (v. 14), hvor Ordet bliver menneske i Jesus Kristus, at Ordets guddommelighed tilsløres af Jesu menneskelighed. De troende ser guddommeligheden trods menneskeligheden, mens resten af verden kun ser menneskeligheden. Af den grund kommer de troende mennesker i samme relation til Gud som Jesus Kristus er; de får nemlig ånden, der avler dem som Guds børn. Derfor er de ikke født af kød og blod (af en kvinde) eller af en mands vilje. Men er født af Gud ved hans ånd. Så er de nemlig det, som skabelsen fra begyndelsen var lagt an på, eftersom den blev til ved Ordet, der er liv og lys.
Her er også mange andre detaljer, fx spiller teksten bevidst på traditioner om templet, hvor Guds herlighed tog bolig; herligheden er i sig selv Guds fremtrædelsesform, derfor er den kvalificeret som Gud, fuld af nåde og sandhed; den enbårnes unikke status vises ved, at han alene har det, der hører faderen til, derfor kan han give, hvad ingen andre kan (han overgiver herligheden til de troende).
Kortere kan det vist ikke gøres.
Tekstens fortolkning
Johannesevangeliet åbner med en grandios tekst, om hvilken det par excellence gælder, hvad der er sagt om Johannesevangeliet: En baby kan bade i den og en elefant kan drukne. Man kan læse den hurtigt igennem, som jeg har gjort ovenfor, og man kan fordybe sig i detaljer, som man aldrig trænger til bunds i. Sagen er nemlig, at teksten vil sige det hele. Den vil udtrykke alt, hvad der er at sige om troen på Kristus. Og det er dette: Gennem Kristus for vi adgang til livet, som det er bestemt til at være. Derfor bliver vi Guds børn, der kan leve det sande og evige liv.
Det er der meget, meget mere at sige om, for det har konsekvenser for alt: Hvordan vi opfatter os selv, hinanden og vores omgivelser; hvordan vi skal leve og dø; hvordan vi kan forstå Gud og det onde; og meget mere. Al teologi handler om det. Man kan tage munden fuld og sige, at teologi og kristendom overhovedet består i at udlægge denne tekst i ord og handling.