Joh 1,1-14
”Livet var menneskers lys.” Man skulle tro, at det var omvendt: ”Lyset var menneskers liv.” Det ville være til at forstå, for lys er jo bogstaveligt talt livgivende. Uden lys visner ikke blot planter, men også mennesker. Man kan længes efter lyset: solrige dage og lyse nætter. For lys giver livskraft og livsmod. Af samme grund er lyset velsagtens det mest anvendte symbol overhovedet. Man kan helt glemme, at det ikke skal tages bogstaveligt, når man fx taler om oplysning, livsoplysning, folkeoplysning. Man kan se for sig, hvordan oplysning virker på mennesker, for man ved selv, hvordan det kan føles at blive oplyst. Men også i overført forstand er lyset umiddelbart forståeligt. ”Mit hjertes lys og glæde,” siger en af røverne i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter. Det udtryk overtog min datter og jeg. ”Mit hjertes lys og glæde,” sagde vi til hinanden (mest mig til hende). Udtrykket giver mærkeligt nok god mening. Hjertets lys giver lyst til at leve og giver mening i livet. Lyset viser vej, når det lyser op. Lyset giver retning, når man ser det. Lyset er menneskers liv.
Men der står: ”Livet var menneskers lys.” Det mindre erfaringsnært, for livet er jo ikke altid lyst. Tværtimod indeholder ethvert liv mørke tider og mørke sider. Dagligt mindes vi om, at livet er forgængeligt. Hvor let det bringes i fare. Hvordan den ene eller anden virusvariant sætter samfundet i stå, fordi risikoen øges. Livet skal der tages vare på og værnes om, for det er skrøbeligt og sårbart. Straks bliver lyset atter metafor for livet. Livet er som en flamme i vinden. Livet kan være som et kort lys, der hurtigt slukkes. Hvordan kan livet være menneskers lys?
Den tekst, der siger det til os, er en af de dybeste i verdenslitteraturen. Den handler om alting. Om Gud, om verden, om mennesket. På fjorten små vers. I den får vi at vide, at Ordet var i begyndelsen, at han var hos Gud og var Gud; at alt blev til ved ham; og i ham var livet. Det liv var menneskers lys. Livet, der forbinder mennesker med alt levende, fordi det alt sammen har liv. Det liv kommer fra Gud. Vi er i kraft af livet indlejret i naturen, hvor vi deler vilkår med alt levende, fordi intet skylder sig selv sit liv. Ingen kan tage æren for at være levende. Livet er en gave. En gave fra Gud gennem hans Ord, siger evangelieteksten. Så kan heller ingen tage magten over livet. Hverken sit eget eller de andres, for alt levende er forpligtet over for det liv, som det kun kan modtage. Det liv er menneskers lys. Det liv er lyset, der skinner i mørket, fordi det viser, at alt liv stammer fra Gud; og alt levende er hans skabning, så vi skal leve sammen i taknemmelighed over vores liv og med respekt for alle andres og alt andets liv. Det liv er menneskers lys, for det viser os, hvem vi i virkeligheden er. Vi er dem, der lever et liv, vi har fået skænket. Det er det, der er menneskelivet, derfor er livet menneskers lys. Ved det kan vi se, hvem vi er.
Goethe ved det. Mennesket er ædelt, hjælpsomt og godt, siger han, i et af de digte DDR-borgerne kunne udenad. Og det adskiller det fra alle andre væsener, som vi kender. Mennesket alene er nemlig i stand til at forholde sig til sit eget liv. Derfor er mennesket og kun det blandt alt det levende i universet taknemmeligt og forpligtet over for livet. Naturen er ufølende og ufølsom. Den er gavmild og grusom på samme tid. Dyrene følger samvittighedsløst deres instinkter og bruger mulighederne for at overleve. Mennesket alene, siger Goethe igen, kan det umulige. Mennesket kan vælge og dømme, vurdere og afveje. Ingen anden skabning kender forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert, for alt andet lever blot det liv, der er givet. Kun mennesket kender til at handle ondt og vælge forkert. Kun mennesket kan være noget andet, end det er. Alt andet er, hvad det er, og kan ikke være andet. Det kan kun være sig selv. Mennesket skal blive sig selv. For mennesket er livet en opgave.
Derfor skinner lyset i mørket. For det er ikke givet, at livet fylder mennesket med taknemmelighed og forpligter det over for medmennesker og omverden. Måske er det snarere undtagelsen. For mennesket er i stand til at leve livet, som om det er dets eget. Når det forstår sig selv som universets formål og misbruger naturen omkring sig. Når det beskytter sit eget liv på andres bekostning. Når det frasiger sig fællesskabet med andre mennesker, som det er forbundet med. Helt paradoksalt er det, at det på den ene side bliver mere og mere tydeligt, at menneskelivet faktisk er forbundet med universet i et fælles liv. På den anden side oplever vi det kun som kriser. Klimakrisen viser os, at vi fysisk ikke er hævet over naturen. Coronakrisen viser, at vi kropsligt er står i forbindelse med mennesker over hele jorden. Flygtningekrisen viser, at vi økonomisk og socialt er forbundne over kontinenter. Det paradoksale er, at selv om kriserne viser sammenhængen mellem os, reagerer vi ved adskillelse. Som om kriserne ikke netop viser, at vores liv påvirkes af de andres levevilkår. Flygtningekriser er jo ikke kriser, fordi nogle flygter; men fordi nogle har grund til at flygte. Og den egentlige ulykke er tit, at der er nogle, der ikke kan flygte. Coronakrisen viser, at helbredssituationen over hele verden, har betydning for os. Vi kan ikke være lige glade med, hvordan smitten udvikler sig andre steder. Klimakrisen afslører, at overforbrug har konsekvenser for alle. Produktionsforhold og energiforbrug på ethvert sted påvirker de fælles livsbetingerlser. Mere end nogensinde ved vi, at vores liv er forbundne i et fælles liv med naturen og hinanden. Men vi ser det som kriser, for vi vil helst ikke vide af det. For i krisen bliver forbindelsen til en forbandelse, så formørkes tilværelsen.
Men livet er menneskers lys, og lyset skinner i mørket. For gennem det mærker vi, at livet ikke kan komme til sin ret i kriserne. For livet er ikke at misbruge naturen og isolere os fra hinanden. Livet selv viser sig, når sammenhængen med naturen giver os livsstyrke og livskraft. Når dens skønhed oplader sindet, og kroppen får styrke af dens overflod. Livet er, når samhørigheden mellem mennesker giver os livsmod og livsfylde. Når vi opmuntres og opløftes i samværet med hinanden. Det er livet selv, for menneskelivet er lagt an på liv og lys, for det er Guds ord, der har skabt det. Mørket kommer, når vi ikke formår at leve livet, som det er. Når vi ikke vil acceptere at være skabt, men tror, at vi kan takke os selv for livet. Så formørkes det, for så lader vi ikke livet vise den, der har skabt det. Så er livet ikke menneskers lys, der oplyser ethvert menneske. For så ser vi bare os selv i dets lys.
Men Ordet blev kød. Det Ord, der er sammenhængen i alting, fordi alting blev til ved det; det Ord, der derfor er det liv, der er menneskers lys; det Ord blev selv menneske og levede menneskelivet som det er bestemt til. Gennem ham bliver det klart, at menneskelivet ikke blot er forbundet med naturen og andre mennesker. Skaberen har ikke forladt sin skabning, så livet er lys og oplyser ethvert menneske ved at vise udover sig selv hen på skaberen uden for sig selv. Livet er menneskers lys. Da Ordet blev kød og levede i verden, blev det klart, at vi i menneskelivet er vi forbundet med Gud. Det var det liv, som Ordet levede, da det blev menneske i Jesus Kristus, et liv i hel og udelt forbindelse med faderen. Den forbindelse viste sig så stærk, at hans liv ikke lod sig formørke af mørke kræfter. Til sidst kunne end ikke døden bryde forbindelsen, fordi det stod i forbindelse med den Gud, som livet selv kom fra.
Det liv er lys for mennesker i mørke. Det liv levede Jesus, da han levede som Guds søn på jorden. Hans liv var sandt guddommeligt og sandt menneskeligt. For det levedes i ubrudt forbindelse til Gud, der har skabt livet; og i fuld overensstemmelse med den mening, som er nedlagt i det. I det liv ser vi Guds herlighed. I julen fejrer vi, at det ikke er et ophøjet ideal eller forbeholdt særligt uddannede eksperter, men kom til syne i et sårbart menneskebarn, som var Guds barn; så det kan leves af alle menneskebørn, der modtager det og bliver Guds børn. De kan leve livet i samhørighed med alt andet levende og i ubrudt forbindelse med Gud, og dermed bliver de sig selv som mennesker, der er oplyst af det liv, som Gud lader skinne for os. For livet er menneskers lys.
Glædelig jul!
DDS 99 – 100 – 114 — 105 – 125 – 118