Luk 2,1-14
Juleevangeliet hører vi i år to dage i træk. Jeg læste den også i går, da der i kirken var flere børn og unge, end der plejer at være. Jeg kunne have valgt noget andet, men man kan ikke snyde nogen for Lukas’ historie om Jesu fødsel, så ville det nok ikke være rigtig jul. Derfor skal der prædikes over den samme tekst to dage i træk. Men på en måde er det ikke den samme tekst, for i dag er sammenhængen en anden. I går hang evangelieteksten direkte sammen med læsningen fra Esajas’ bog om folket, der vandrer i mørket og skal se et stort lys, fordi et barn fødes til dem. Det barn, der skal kaldes Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Det barn er barnet i krybben, som gør alting nyt, siger evangelieteksten. Alle forvandles af det barn, og alle forhold forvandles af forholdet til barnet. Sammenhængen mellem de to tekster er klar og står fast. Men nu optræder epistlen fra Hebræerbrevets begyndelse mellem lektien fra Esajas og evangeliet ifølge Lukas. Den får det hele til at ryste lidt, for ikke at sige, at Hebræerbrevsteksten får jorden til at ryste lidt.
”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne,” begynder den og knytter tydeligt forbindelse tilbage til de vidnesbyrd, vi hører fra de gammeltestamentlige profeter. Og den går straks videre: ”men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.” Med de få sætninger er der spændt en bue ud over hele historien fra fortiden hos de gammeltestamentlige profeter i Israels historie til den nutid, hvor evangeliet om Guds søn forkyndes. Ikke nok med det, historien har også fået en retning, så dagenes ende er afslutningen på historien om Guds talrige henvendelser. Nu er den ene afgørende og afsluttende henvendelse kommet. Så har historien om Guds tale til mennesker nået sin fuldendelse, for han har henvendt sig i sin søn, hvilket hele historien var rettet mod.
Og ikke blot historien har nået sit endemål. Straks lyder det om Guds søn, ”ved hvem han også har skabt verden”. Ikke bare tiden er rettet mod ham, men selve skabelsen er ved ham, så den er anlagt til ham. Det hedder kort efter, at ”han bærer alt med sit mægtige ord”. Hele universet opretholdes af ham, så alting hviler på ham, og alt beror på ham. Han er dets indre mening og sammenhæng, så han er svaret, hvis man spørger, hvad verden drejer sig om. Han er det, der holder den sammen og holder den oppe. Den er skabt ved ham, så den uden ham ville falde sammen i tomhed og øde uden retning og formål. Den bæres af ham, så den uden ham ville styrte fra hinanden i meningsløshed og ligegyldighed.
Til slut hører man så, at han efter sin gerning har taget sæde i det høje ved den Højestes højre hånd, for han har fået det mægtigste navn, Guds eget navn. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, for han åbenbarer altings inderste sandhed. Han viser, hvad livet drejer sig om, for han er centrum for det. Han afslører, hvad verden bygger på, for den beror på ham. Det, Jesus Kristus, Guds søn, står for, er meningen med det hele.
Det er svært ikke at blive en lille smule svimmel, når man læser denne grandiose sammenhæng mellem tiden og historien, verden og universet, livet og eksistensen. Svimmelheden bliver ikke mindre, når evangelieteksten læses op. Vi hører om Guds søns fødsel som et barn, der svøbes og lægges i en krybbe. Hebræerbrevets altomfattende, poetiske vision indsnævres i Lukasevangeliets konkrete, episke fortælling om jomfruens fødsel i stalden og hyrderne på marken. Altings indre mening og sammenhæng kommer til udtryk i et nyfødt, skrøbeligt og sårbart menneskebarn.
Og så afslører skrøbeligheden sig som meningen, for så er det i det sårbare menneskeliv, at altings inderste centrum giver sig til kende. Så er det dette liv, der er meningen. Så er det i menneskelivet, at Guds søn kommer til os. Så er menneskelivet i al dets skrøbelighed og sårbarhed det sted, hvor Gud møder os.
Efter Hebræerbrevets overvældende præsentation kunne man have forventet noget andet. Så kunne man have troet, at meningen ville give sig til kende i magt og vælde med pomp og pragt, der ville forvandle det almindelige liv til et overmenneskeligt liv. Det sker ikke i dag. Juledag stilles man over for et nyfødt barn og får at vide, at meningen er i det menneskeliv, som barnet repræsenterer. I dag befinder skrøbeligheden og sårbarheden sig der, hvor altings mening er.
Det kunne have været anderledes. Og tænk, hvis det var omvendt. Tænk, hvis det havde været styrke og kraft, som Guds søn var fremtrådt i. Hvis han var kommet som en mægtig kongesøn. Så havde meningen været i det stærke og kraftfulde. Så ville vi have fået at vide, at Gud tilslutter sig det menneskeliv, som leves med magt og myndighed, hvor man kan klare sig selv og være herre i sit eget liv. Så skulle Gud vise sig ved at mennesket sætter sig igennem blandt andre og hævder sig over for dem. Sådanne historier kunne have udviklet sig om Guds søn, når han skulle fremstilles i et menneskes historie. I andre religioner er der mange fortællinger om stærke guder i menneskeskikkelser, der kan sætte de dødelige på plads. Men det er ikke kristendommens historie. Og tænk, hvis det var.
Man kan kalde tankeeksperimentet kontrafaktisk, for det er en teknik, man kan bruge, når man skal forstå konsekvenserne af, at tingene blev, som de blev. Tænk, hvad der var sket med os, hvis det havde være anderledes. Hvis Guds søn havde åbenbaret sig i et stærkt, succesfuldt og selvsikkert menneskeliv. Hvad var kristendommen så blevet til? Ja, hvad var menneskelivet blevet til? Og hvad skulle vi gøre med vores svage og skrøbelige menneskeliv?
For efterhånden mange år siden lavede et produktionsselskab en kontrafaktisk julekalender. Det var Jesus og Josefine. Den bedste julekalender nogensinde. I den hader hovedpersonen, den tolvårige Josefine, julen, fordi hun har fødselsdag d. 24. december og ikke vil dele dagen med Jesus. Josefine får så gennem en mystisk mand ved navn Thorsen mulighed for at rejse tilbage i tiden og møde Jesus, da han er tolv år gammel. Snart finder hun ud af, hvilken magt hun har fået. Når hun beder Jesus om noget i Galilæa i begyndelsen af det første århundrede, ændrer forholdene sig i Danmark i begyndelsen af det 21. århundrede. Hun beder ham fx forbyde at koge ris og mælk i en gryde. I Danmark bliver julegrød forbudt og erstattet af julepizza. Andre ting ændrer sig, men helt galt går det, da Jesus rejser med Josefine frem i tiden og opdager, at han kommer til at ende sine dage på et kors. Det nægter han. Han vil ikke dø som en såret og skrøbelig mand. Så forsvinder kristendommen fra Danmark. Nu kan man se, hvorfor Thorsen har hjulpet Josefine. Han er i virkeligheden djævelen, og da kristendommen forsvinder, får han magten. Livet forvandles til et helvede, hvor alle må slide som slaver for Thorsen. Selvfølgelig ender det hele godt, som det skal i julekalendere. Kristendommen kommer tilbage. Det bliver atter jul, og Josefine accepterer at dele sin fødselsdag med Jesus. Og Jesus accepterer at være et skrøbeligt og sårbart menneske. For nu ved de jo, hvad det hele handler om. Vi kunne jo ikke leve så godt, som vi gør i Danmark, hvis det ikke var for kristendommen og julen. Hvordan hun og Jesus kom til den erkendelse, er en anden historie.
Jesus og Josefine opererer kontrafaktisk, fordi den vi vise, hvad det betyder, at kristendommen findes. Hvis den ikke fandtes, ville vi være i helvede, siger julekalenderen. Men så laver den desværre kortslutningen, at kristendommen er til for at vores liv skal, som det er nu. Josefine tror, at julen fejres, fordi den er årsagen til, at vi har det godt. Jesus mener, at han skal dø, for at Danmark kan blive, som det er i 21. århundrede. Men det er ikke julebudskabet. Julen er ikke en overskudsfest for det gode liv, hvor vi glædes over vores muligheder og evner, selv om det kan se sådan ud. Meningen med julen er inderst inde, bag alle dekorationer og glimmer, under gaveræset og madorgiet, en fejring af det skrøbelige, sårbare liv, for det er i det liv, at Guds søn viser sig. Så er julens budskab, at Guds søn viser sig i menneskelivet i al dets skrøbelighed og sårbarhed. Så er intet liv så skrøbeligt og sårbart, at vi ikke skal opfatte det som et liv, der giver udtryk for det guddommelige. Så kan vores liv ikke blive så skrøbeligt og sårbart, at vi ikke må tro, at det ikke kan udtrykke det guddommelige.
Teksterne i dag er sat sådan sammen, at dét er mennesketilværelsens inderste mening. Menneskelivets dybeste mening er, at uanset hvor skrøbeligt og sårbart livet er, bærer det Guds udtryk. Ved at leve det skrøbelige og sårbare menneskeliv i overensstemmelse med den åbenbaring, bliver det tilværelsens mening. Tænk, hvis det var anderledes. Tænk, hvis vi skulle søge den i det stærke og usårlige liv. Hvem kunne så finde livets mening? Men sådan er det ikke. Det får vi lov at se i dag.
DDS 99 – 100 – 113 — 114 – 110 – 119