Joh 1,1-14
Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende?
Hvor skal man begynde? Man skulle jo gerne begynde det rigtige sted ved begyndelsen, så det hele kommer med.
Hvor skal man ende? Det skal jo ende det rigtige sted i afslutningen, så det hele er sagt.
Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende? Hvordan får man det hele med?
Spørgsmålet trænger sig på, når man læser begyndelsen til Johannesevangeliet, som kaldes Johannesprologen, for den tekst er så dyb, at man er nervøs for at drukne i den, så man hverken får begyndelsen eller enden med. For teksten vil det hele; den vil sige alting om både begyndelsen og enden, og man kan ikke gribe det hele, og er bange for at synke til bunds og slet ikke at få noget med.
Johannesprologen begynder ved begyndelsen, eller præcist: i begyndelsen. Begyndelser og nye begyndelser er der mange af i livet og i historien, men der er altid noget, der har ført til netop den situation, som vi kalder begyndelsen. Altid noget, der har forårsaget det, der nu sker. Årsag-virkning-sammenhængene er uendelige i vores verden. Det er ikke en sådan begyndelse, Johannesprologen taler om. Johannes taler om en anden verden. Han taler om den absolutte begyndelse. Det er der forud for alt og forudsætning for alt, som også grundlag for alt. Det er begyndelsen. I den begyndelse begynder Johannesprologen.
Hvad er der i begyndelsen? Logos står der på græsk. Ordet, siger den danske oversættelse. Ingen oversættelser slår helt til. For Ordet er dog for lidt, lader Goethe sin Faust sige, da han skal forsøge at oversætte. Faust prøver sig frem: I begyndelsen var meningen! Nej, kraften var i begyndelsen. Og heller ikke det er tilfredsstillende, der må være noget anderledes virkekraftigt i begyndelsen. Begyndelsen må være handlingen, ender den ærgerrige Faust med at sige. Ingen af hans forslag er helt forkerte, og ingen dækker helt, for de vil oversætte med noget vi umiddelbart kan genkende.
Man kunne i stedet sige, at logos er det, vi ikke umiddelbart genkender. Det er fornuften eller visdommen. Den var i begyndelsen og var hos Gud. For den er svær at finde andre steder. Hos os kan man sjældent få øje på den, for hvor ofte oplever vi ikke, at alting synes helt ufornuftigt og tåbeligt. Er det ikke en almen erfaring, at man ser sig rundt i verden, både den del mennesker har magt over, og de dele, som mennesket er magtesløs over for, og ikke kan finde en højere visdom i det, og fornuften synes helt forduftet, hvis den nogen sinde har været der? Så det er nærmest logisk, at den fornuftige visdom, som vi ikke kan finde i verden, er hos Gud. Han er hos Gud og er Gud.
Men så lyder det, at alting er blevet til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er blevet til. Skulle det nu være sandt? Skulle det kunne passe, at universet, naturen, verden, mennesket og alting skulle være blevet til ved Guds Ord, ved hans fornuftige visdom, der er hos Gud og er Gud. Skulle alt, hvad vi kender, med solopgang og solnedgang, blomstrende marker og spirende frø, være skabt af Guds fornuftige visdom? Med jordskælv og tsunamier, med vulkanudbrud og lynnedslag! Og mennesket! Man kan forelske sig i sin udkårne, man kan se sine kære med kærlighed, og det kan være meningsfuldt, men menneskeracen! Skulle der være mening med den? Skulle den være skabt ved Guds fornuftige visdom? Med dens forbrydelser og fjendskab, dens udnyttelse og udbyttelse, dens krige og katastrofer. Mennesket og dets historie ser tilfældig og meningsløs ud. Skulle der være fornuft og visdom i det? Det er ikke til at forstå. Det overgår enhver forstand. Det er slet ikke til at begribe. Og mørket begreb det heller ikke, så i mørket famler man rundt i meningsløsheden, hvor alting forekommer tilfældigt uden en indre sammenhæng. Det er mørket, man lever i, når man ikke kan se, at alt er blevet til ved Guds ord, der er liv og lys.
Men mørket kunne heller ikke få bugt med det, så lyset skinner i mørket, for lyset er livet. Og i små glimt ser man det, for livet lyser og oplyser for dets egne, der er blevet til ved det, for så vidt de har liv i sig. I nogle få lykkelige øjeblikke ved man det. Når livet er pludselig, er så skønt, at det kun kan være skabt af Gud. Men det sker kun undtagelsesvis, for selv om mennesket har livet, tager det ikke imod det som skabt ved Guds fornuftige visdom.
Hvordan skulle man kunne tage imod det? Er det ikke imod alt, hvad man erfarer? Nok har alt levende liv, men det har det uden forskel. Livet kan bruges lige så ondskabsfuld som elskeligt. Liv kan ødelægges og det kan fremmes. Eller det kan kun fremmes til en grænse, for til sidst går det til. Hvordan skulle man kunne begribe, at det er lys? Det er dog et stakket lys, for til sidst råder døden og mørket. For enhver fornuftig forståelse af livet, er det et helt abstrakt, frit svævende postulat, at livet er lyset og lyset er godt. Det har ikke noget med det virkelige menneskeliv at gøre. Det må være mere konkret og direkte forbundet med menneskelivet, hvis man skal kunne tage imod det. Der må mere kød på.
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”
Så blev det virkeligt i menneskelivet, så virkeligt som noget kan være, for så vidt et menneske af kød og blod er det mest virkelige, vi kender, fordi vi kender det fra os selv. I et menneske, i det menneske vi kender som Jesus Kristus, er den guddommelige, fornuftige visdom, som Johannesprologen kalder Ordet, som er liv og lys for mennesker. Hele meningen, som er i alt liv, som er livets mening, kommer til udtryk i ham, for han åbenbarer Guds herlighed, som er Guds virkelighed, der er fuld af nåde og sandhed.
Kan vi modtage det? Kan vi se det? Er det ikke det modsatte, vi ser? Hvordan kan noget være fuld af nåde og sandhed. Er det ikke modsætninger? Nåden modsiger vel sandheden. Det er jo netop på trods af sandheden, at man kan være nådig. Når nåde går for ret, er det fordi retten står for sandheden, og nåden får lov at bestemme alligevel. Nåden kan man håbe på, når sandheden tilsiger alt andet.
Omvendt er sandheden netop nådesløs. Sandheden er sandhed, den kender ikke til nåde. Den fremviser virkeligheden, som den er uden sans for nåde, for sandheden har ikke brug for nåde. Sandheden kaster sit klare lys på alting, uanset at det kan være så nådesløst skarpt, at man må slå blikket ned og lukke øjnene for sandheden. Og det kan man kalde nåde: at se bort fra sandheden. Men nåde og sandhed er ikke ét. Kender man sandheden om sig selv, har man kun nåden at håbe på.
Og så alligevel! Måske er der alligevel glimt i livet, hvor nåden er sand, og sandheden er nådig. For nogle gange er det sandt, at den elskede elsker en ikke på trods, men på grund af den, man er, og så er det sande nådigt. Nogle gange kan man sidde midt blandt sine kære og erkende, at det er sandhed, selv om man ikke kan forstå det som andet end nåde. Nogle gange er sandheden de bånd, der er så stærke, at de trodser alt, der burde sprænge dem, så er den sandhed nåde.
Men det er glimt. Måske oplever vi sådanne glimt i juletiden, men at det skulle være virkeligheden! At Guds virkelighed, som åbenbares for os gennem Jesus Kristus, er, at sandheden om os er nåden til os! Så nåden og sandheden er ét. Så det er Guds virkelighed for os gennem Jesus Kristus, at der ingen forskel er på, at Gud kender sandheden om os og viser sin nåde mod os. At de to ting er ét! Guds virkelighed er, at hans sandhed og hans nåde vores liv! Skulle det være julens budskab? Det er jo ikke til at forstå; det er ikke til at fatte.
Og skulle selve livet være blevet til ved det? Så alt, hvad det, der er blevet til, er blevet til ved den guddommelige visdom, at sandheden og nåden er det samme i al ting. Så det vi kun oplever i glimt, er selve den mening, som alting er skabt ved! Det, som livet er anlagt på. Det overskrider enhver menneskelig forstand og er ikke til at begribe. Derfor må man have det at vide. Nogen må sige det. Det sker i dag. Verdens dybeste tekst, Johannesprologen, siger det til os. Nu har vi hørt det.
Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende. Johannesprologen fortæller os, at vi skal ende nøjagtigt, hvor vi begyndte: i den guddommelige fornuftige visdom, at sandheden om os er nåden fra Gud, og det er det liv, som vi skal leve.
Glædelig jul!
DDS 99 – 100 – 125 — 114 – 110 – 118