Luk 2,1-14
”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.”
Således lyder indledningen til den norske forfatter Karl Ove Knausgårds storværk, Min kamp. Den er allerede blevet et ikonisk litterært diktum. Som Shakespeares ”At være eller ikke at være, det er spørgsmålet” eller I.P. Jacobsens ”Og endelig døde han da døden, den vanskelige død”. Udsagnene har eksistentielle dybder. Knausgårds er bare også overraskende og morsom, overraskende morsom.
Det morsomme er, at man bliver overrasket over sandheden, for det er jo svært at nægte, at det netop forholder sig netop sådan for hjertet. Det slår vitterligt så længe det kan, indtil det på et tidspunkt stopper. Og Knausgård fortsætter helt i overensstemmelse med sandheden: ”Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt …” Og så gennemgår han, hvad der sker, når livet forlader et menneske, og døden overtager kroppen.
Af Knausgårds beskrivelser af kroppens nedbrydelse ved bakteriernes indtog som en fremmed hær, der overtager et forladt område, fornemmer man, at han selvfølgelig ikke kan have ret i sin indledning om hjertet. Og selvfølgelig ved han, at han ikke har ret, for hjertet er ikke et bare et organ som de andre organer i kroppen. Hjertet er så meget mere. Fra hjertet stammer livet. Livet begynder, når hjertet banker. Det slutter, når hjertet ikke længere slår. Derfor står hjertet for hele livet.
Eller rettere: Hjertet står ikke for hele livet. Det, der har med hjertet at gøre, er liv og død. Det er det vigtige i livet. Det, der er en hjertesag. Det, der ligger på hjerte. Alle småtingene, alle de dagligdags banaliteter og bagateller, de kommer ikke ind i hjertet. Alt det ligegyldige kommer andre steder hen, i hjernen for eksempel.
Knausgårds sætning er overraskende, fordi hjertet først og fremmest er noget andet end et kropsligt organ. Hjertet er stedet for livet, selve livet. Derfor er det morsomt at blive gjort opmærksom på, at det også er et kødeligt organ i kroppen med fysiske funktioner. Og det er måske hjertets egenart, at det er lige så meget symbolik som fysik, lige så meget følelse som funktion. Sammenstødet mellem hjertets symbolik og hjertets fysik gør formuleringen overraskende morsom.
I juletiden tager den ene side overhånd. Julen er som bekendt hjerternes fest, men det er ikke de fysiske hjerter, der nyder godt af julemaden. Julehjerterne er symbolske hjerter, der skal minde os om det vigtige. Nok på en så overdreven facon, at man i sentimentaliseringen og romantiseringen slet ikke kan se, at formålet med alle hjerterne er at vise, at julen handler om det allerinderste i menneskelivet. Det, der får hjertet til at banke. Det, der varmer om hjertet. Ja, det, der smelter hjertet. Det kan være svært at se i alle dekorationshjerterne, for de er så stillidserede og smukkeserede, at det knapt er muligt at genkende hjertet gennem glimmer og glanspapir. I juleudstillingerne drukner hjerterne i deres egen symbolik, så man slet ikke ser dem som andet end påmindelser om, at julen skal være hyggelig.
Den polske kunstner Magdelena Abakanowitz har lavet hjerter på en helt anden måde. Hun er kendt – indtil for nylig ukendt for mig – for sine ”abakans”. Det er et ord, som man har lavet af hendes efternavn. ”Abakans” er meget store, fire-fem meter høje, vævede tekstiler, som hænger fra loftet. Selv om de ikke i den forstand forestiller noget, giver flere af dem mindelser om kropsorganer. Nogle af dem, synes jeg, ligner hjerter, men ikke på den plyssede julede måde, som vi ser i søde julehjerter, men i en langt mere realistisk og blodig facon. De virker underlige og uhyggelige, men er samtidig besynderligt velkendte og behagelige, fordi de grove tekstiler alligevel har karakter af store tæpper, som man kan svøbe sig i og blive varmet af. Man kan blive helt borte i dem og således blive optaget i et hjerte, så man bliver det allerinderste og allervigtigste i dette hjerte. For det afgørende er, at Abakanowitz’ værker bevarer symbolikken og fysikken fra de organer, som de ligner. Kunststuderende ville sige, at det er taktiliteten, dvs. det man kan mærke, når man rører ved værket, eller forestiller sig, at man mærker, hvis man rører ved værket, der forbinder meningen og materialiteten.
Derfor viser kunstværket, hvad der i særlig grad gælder for hjertet: Det er både symbolik og fysik. For hjertet skal ikke bare slå fysisk for at holde kroppen i live. Det skal holde livet i gang med alt, hvad der er vigtigt i livet. Således hænger følelsesliv og fysisk liv sammen og holdes sammen af netop hjertet. Har man haft hjertesorg, ved man det. For den hører nok til i følelseslivet, men gør ikke desto mindre fysisk ondt.
Af samme grund er hjertet det mest anvendte billede i salmebogen. Alle de store salmedigtere bruger netop hjertet som udtryk for mennesket, når det står i forhold til Gud. For det er i hjertet man finder de allervigtigste relationer, hjertevenner og -veninder. Således er det også i hjertet, at relationen til Gud må befinde sig. Den, der oprettes, når man anråber ”tag mit stakkels hjerte, så ringe som det er” eller beder, ”lad mit hjerte få en sådan smag for dig” for hjertet rummer det hele: sanserne, tankerne, glæden, fortvivlelsen og sorgen. Det hele er i hjertet og må overgives til Gud eller overtages af Gud, som Grundtvig siger, når han næsten elegant rimer hjerte på smerte: ”Urolige hjerte! Luk op for Guds fred. Da dulmer al smerte og dåner derved.” For som alt andet vigtigt har også Guds fred sin plads i menneskets hjerte.
Og også i salmebogen er hjertet ikke bare et symbolsk eller poetisk sted. Det er også et kropsligt organ, der er forbundet med de andre kropsdele, så hjertet kan indgå en pagt med munden. Hjertet takker og priser med mund og hænder, og Grundtvig kan endda omtale hjertets arme: ” Derfor Jesus-frelsernavnet, Guds enbårne Søns, min tro har med hjertets arme favnet, evig det hos mig skal bo”. Hjertet hører netop til i kroppen, så man kan føle ”hjertets hårdhed, hjertets kulde” indtil det får del i ”kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”. For hjertet er det hele: liv og død, krop og ånd. ”Jord og himmels hjertebånd” er lige dér, i hjertet.
Nu har vi hørt juleevangeliet igen i Lukas’ udgave. Fortællingen om jomfruen om hendes forlovede, der må rejse fra Nazareth i Galilæa til Davids by, der kaldes Betlehem. Og mens de var dér kom tiden da hun skulle føde, og hun fødte sin søn, den førstefødte og svøbte ham og lagde ham i en krybbe … og det er svært at genfortælle historien uden at komme til at citere den, for vi kan den jo alle udenad – by heart, som englænderne siger – ved hjertet, hvilket sandelig er et bedre udtryk end det danske ”udenad”, for det er jo netop ikke noget udvortes at kunne juleevangeliet udenad. Tværtimod kommer det fra hjertet, når man blot begynder: ”Og det skete i de dage …” For juleevangeliet er i vores hjerte.
Ligesom Maria i evangeliet, der efter hun har hørt hyrdernes beretning om englenes forkyndelse på marken og lovsangen i himlen, gemmer ordene i sit hjerte. Og som alt andet i hjertet er det ikke blot et symbolsk sted, men også et fysisk sted, hvorfra meningen forbinder sig med alt andet i kroppen, mund og hænder, for meningen i fortællingen om Jesus-barnet gennemstrømmer os helt og omfatter os helt og spreder sig til alle omkring os, så alt, hvad vi gør, siger og er, er bestemt af den historie. Vi kan ikke hverken leve eller dø, uden denne historie er med i det. For det, der er i hjertet, handler om liv og død.
For der er så meget, der er kompliceret. Der er så meget, der er grund til at urolige sig for og være utryg ved. I verden, i vores nærmeste og i vores egnes liv kan man altid være nervøs for. For der kan ske så meget. Men i dag hører vi dette: ”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” Og når hjertet er fyldt af historien om Guds søn, der blev menneske og delte livet med mennesker, så er det helt enkelt, at hvert eneste hjerteslag har uendelig værdi, for det er det samme liv, som Guds søn selv havde, da han blev født. Og når vores hjerte stopper, er hans liv tilbage. Med det i hjertet kan julefreden sænke sig og julesorgen slukkes.
Glædelig jul!
DDS 99 – 100 – 125 — 114 – 110 – 118