Opfyldelsen
Luk 2,1-14
”Vi var i nød så længe/dog hørte han vor bøn”
“Ret i en salig tid/kom han hid!”
Nu kom han! Nu kom han os i møde. Nu er det opfyldelsens tid. Forventningstiden er forbi. Det har været ganske anstrengende at nå hertil. Adventstidens glædelige forventning er blevet udfordret i en verden, der er nærmest sat på hold, og tiden næsten er gået i stå. Ventetiden har været fyldt med måletal og testresultater, som har bestemt vores levemåde. Selv mulighederne og betingelserne for, hvordan vi skal holde gudstjeneste, har til det sidste været omdiskuterede. Imens har vi i adventstiden insisteret på at se i forventning mod Jesusbarnets fødsel og lade den forventning bestemme vores liv. Nu er det jul og forventningens glæde skal afløses af opfyldelsens jubel.
Men det har været vanskeligt at formulere, hvilke forventninger, der skulle indfris. Tankerne har kredset om, hvad der skal opfyldes, for at glæden kan udløses. Ikke at vi ikke har ønsker for fremtiden. Der går ikke en dag, vi fører næppe en samtale, uden at vendinger som ”vi må håbe” eller ”lad os ønske” indgår. Vi har mere end almindeligt levet i ønsker og forhåbninger. Sjældent er fremtiden blevet set i møde med større spænding, med så mange ønsker om en lettere, lyser tid. Når alt bliver normalt igen. Men vi ved godt, at Jesus ikke opfylder de ønsker eller indfrier de forventninger. Han kommer ikke med vaccine eller flokimmunitet. Men hvad er den forventning, som han indfrier? Hvorfor holder vi julefest? Det er, fordi det lille Jesusbarn blev født, lyder det barnlige, men oprigtige svar. Men hvorfor er det grund til fest?
Spørgsmålet er smerteligt aktuelt, når det stilles af et oprigtigt søgende menneske, som oplever et savn, der hvor vedkommende mener, at andre har religion. Problemet er presserende, når et menneske kommer med eksistentielle spørgsmål og forventer svar fra kristendommen. For det skal man vel kunne give. Men hvad er svaret, når man ikke kan bruge behandlingsindustriens paroler eller selvhjælpskulturens floskler? Hvad svarer man, når man ikke kan tale om højere bevidsthedsniveauer eller dybere personlighedserkendelse? Hvad bringer kristendommen, hvis den ikke realiserer åndelige ressourcer eller aktiverer sjælelige energier? Skulle man ikke kunne sige, at kristendommen faktisk løser bestemte problemer eller svarer på konkrete spørgsmål? Kan Jesus være opfyldelsen, hvis han ikke indfrier vores forventninger? For mig har det været adventstidens store spørgsmål. Det har været plagsomt, næsten pinefuldt at søge svar.
Dagens tekster handler umiddelbart om noget andet. I juleevangeliet befinder hyrderne sig på marken. De oplever i evangelieteksten en opfyldelse, som de ikke havde hverken ønsket eller ventet. Uønsket fik de budskabet om den nyfødte frelser, som er Kristus, Herren. Uventet blev himlen åbnet over dem. Med ét var de omgivet af himmelsk lovsang. Pludselig stod de midt i gudstjenesten i det himmelske tempel.
For det var sådan, de fleste i samtiden forestillede sig himlen. Mange antik jødiske skrifter giver detaljerede redegørelser for himlens indretning og inventar. Den er som et tempel, hvor Gud har sin tronstol. Rundt om ham er der hærskarer af engle, keruber og serafer. De flyver om tronen og synger bestandigt Herrens pris. I den forestillingsverden, som disse tekster tilhører, er dette den ultimative lykke. Når alt er i orden, når ulykke, død og fordærv er forsvundet, når konflikter og konfrontationer er ophørt og Guds fred er indtrådt, da er der kun lovsang tilbage. Sådan er det i himlen. Det er den ypperste salighed.
Til forestillingen om templet hører i den gammeltestamentlige jødiske verden tanken om renhed. Man skal have en bestemt renhedsstatus for at kunne deltage i gudsdyrkelsen i det jordiske tempel. Det gælder endnu mere i det himmelske tempel. Logikken er, at menneskets renhed skal svare til Guds hellighed. Fordi Gud er hellig, skal menneskene være rene. Ellers kan de ikke være ham nær. Der skal være sammenhæng mellem Gud og mennesker, for at relationen mellem dem kan bestå. Når sammenhængen svækkes og forskellen bliver for stor, går forholdet tabt. Det fremstilles med al tydelighed i Det Gamle Testamente, for der er det farligt for mennesker at nærme sig Gud, hvis de ikke er i den rette tilstand. Gud skyr og tilintetgør det urene.
Det, der gør urent, er det modsatte af Gud. Det modsatte af Guds væsen, nemlig død og forgængelighed, gør uren. Har man været i kontakt med et lig, bliver man uren. Det modsatte af Guds vilje, nemlig uret og uretfærdighed, gør også uren. Har overtrådt Guds bud, bliver man uren. Alt, der er imod Gud, gør uren. Derfor gør synd uren.
Derfor er det inden for tempelforestillingerne nødvendigt at rense relationen med jævne mellemrum. Det sker gennem de mange forskellige renselsesriter og diverse ofre, som skal ydes, for at komme fri af urenheden, så man kan være i nærheden af Gud. Det er der detaljerede angivelser for i Det Gamle Testamente. I templet kræves en helt særlig grad af renhed, som modsvarer Guds nærvær i templets allerhelligste. Her må kun ypperstepræsten gå ind. Til gengæld er han i stand til en gang om året at rense relationen til Gud, så al menneskelig synd vaskes bort, og forholdet mellem mennesker og Gud bringes i orden. Der er igen sammenhæng mellem dem, så relationen kan bestå.
Hebræerbrevet, som jeg læste fra for alteret, opererer med forestillingen om et himmelsk tempel, der kræver en særlig renhed. Kristus skaffer renselse for alle vores synder. Herefter er der forbindelse mellem os på jorden og ham i himlen. Hans gerning sætter os i stand til at stå i relation til Gud. For det er det, det betyder, at blive renset for synd: at blive ren nok til at stå i forbindelse med Gud. Ifølge Hebræerbrevet sætter Jesus altså mennesker i den ekstraordinære status af renhed, som det kræver at gå ind i det allerhelligste. Og ikke blot det allerhelligste i det jordiske tempel, men det allerhelligste i det himmelske tempel. Kristus har som en himmelsk ypperstepræst foretaget det afgørende offer, som én gang for alle har bragt renselse til de troende, så de nu kan være nær Gud i det himmelske tempel. For dem er himlen åben og der er fri adgang til det allerhelligste, for intet forstyrrer relationen til Gud. De kan være med i den ultimative lykke og deltage i den ypperste salighed i det himmelske tempel, hvor der er Guds fred og idel lovsang.
Det himmelske tempel er åben over gudstjenesten i Vartov, når Grundtvig poetisk fremstiller den. Han lader os synge: ”Da vandre Guds engle op og ned/på salmens tonestige/da byder vor Herre selv Guds fred/til dem, den efterhige/da åbner sig Himlen borgeled,/da kommer ret Guds rige.” For Grundtvig er menighedens salmesang en Jakobsstige, på hvilken engle stiger op og ned, så der skabes kontakt og sammenhæng mellem Guds himmel og menneskenes jord. Salmesangen i kirken åbner himlen, så vor Herre selv kan lyse Guds fred, som det sker i gudstjenesten. Fredshilsnen kommer direkte fra den ophøjede Kristus. Deri står porten til himlen vidt åben. Vi er da her i gudstjenesten i Vartov Kirke direkte forbundet med det himmelske tempel, hvorfra Kristi sender os Guds fred. Så står det lige for at konkludere med Grundtvig: ”Da kommer ret Guds rige.”
Inklusionen i den himmelske gudstjeneste fejrer vi i dag, for den er resultat af, at relationen til Gud er bragt i orden. Det er opfyldelsen. Vi står nu i den relation, hvor vi kan modtage Guds fred direkte fra himlen som hyrderne på marken i juleevangeliet. Sagt med sproget fra tempelforestillingen, er vi blevet renset for vores synd og er rene til at deltage i den ultimative gudstjeneste, hvor den ypperste salighed er.
Men tempelforestillingen har også vist os, hvad der forhindrer os i at være i den ultimative lykke og tage del i den ypperste salighed. Hvad, der gør os urene og forurener relationen til Gud. Det gør synden, når vi står imod Gud. Når vi vender sig mod sig selv og vores egne ønsker og forhåbninger. Når vores ambition bliver det hele, så vi endog vil have Gud til at passe i den. Når man plages af problemet om Kristi opfyldelse af forjættelserne, hans indfrielse af forventningerne, fordi man vil have dem til at passe til sine egne ønsker. Når man synes, at opfyldelsen skal give en mening, som man kan fremvise og forklare. Når man mener, at Kristus skal indfri bestemte forventningerne, netop de forventninger, som tilfredsstiller ens ønsker, så man kan svare søgende mennesker klart og konkret. Men det er ikke en sådan opfyldelse, der kommer. Opfyldelsen er etableringen af en relation. Den relation etablerer Jesusbarnet, Guds søn. Og han sætter os i stand til at indgå i den. I den får vi lov at leve. Det er opfyldelsen.
Hvis man som Grundtvig anvender tempelforestillingerne til at fremstille denne opfyldelse, kan man sige, at åbningen til det himmelske tempel åbner vores horisont på radikal vis. Vores verdens grænser sættes ikke længere af vores egen virkelighed. Når himlen forbinder sig med jorden, brydes vores egen verden. Vores tilværelse kommer til at stå i lys af Guds virkelighed, så vi ikke får lov at lukke os om os selv. Det fejrer vi i julen, når vi fester, fordi Gud selv blev menneske. For det kræver et indbrud fra et andet sted at bryde vores selvberoende verden. Det sker, når han kommer os i møde med en relation, som vi ikke selv kan etablere. Forventningens opfyldelse er forvisningen om at stå i en relation, der er helt ude af vores kontrol, som ikke svarer til vores drømme og håb, men altid er andet og mere end det. I den relation vil vi altid være nødt til at forstå vores egen tilværelse med ud fra en horisont, der ikke er vores egen, men er os skænket. Når vi står i den, skal vi ikke andet end i kor med alle engle synge Guds lovsang.
GLÆDELIG JUL
DDS 99 – 100 – 113 — 105 – 125 – 118
Ikke holdt i Vartov Kirke