Luk 24,46-53
Blandt kirkeårets fester er Kristi Himmelfart lidt aparte. Den er i det hele taget lidt aparte, for den er fyldt med forestillinger og billeder, som det er svært at forholde sig til. Jesus bliver midt under velsignelsen hævet til himlen. En sky henter ham og tager ham bort. Det er nemmere at forholde sig til et barn, der fødes i en stald under julen. Eller en korsfæstet, der bliver levende og viser sig for sine venner under påsken. Ja, selv åndens komme som flammer af ild, der sætter apostlene i stand til at tale på alverdens sprog i pinsen, er mere konkret, end den himmelske opløftelse på en sky. Fantasien kan producere imponerende billeder, som ikke rigtigt indfanger det. For himlen er det, der overskrider alt. Himlen kan vores forestillinger ikke rumme. Den er et sted, hvis væsen består i at sprænge vores forestillinger.
Indholdsmæssigt er Kristi Himmelfart også lidt aparte. Ved de andre kirkelige højtider fejrer vi et komme. Barnet kommer til verden i julen. Den opstandne kommer fra døden i påsken. Helligånden kommer til jorden i pinsen. I Kristi Himmelfart er indholdet en afgang. Det er afskeden, vi fester for. Himmelfarten indleder et fravær, når disciplene lades alene tilbage på jorden og venter på kraften fra det høje. Hvorfor skal man fejre det? Er det anledning til en fest?
Man fristes til at mene, at Kristi Himmelfart i virkeligheden er en forlegenhedsløsning. Eftersom den opstandne var med sine disciple på jorden, måtte han også forlade den igen, for at Helligånden kunne overtage hans rolle. Så måtte Lukas fortælle om hans afsked, og så kom den lidt aparte højtid til, der blot skal afslutte påsken og forberede pinsen. I sig selv har den ingen betydning, for den er jo tom. Den handler om en, der forsvinder. Dens indhold er hans fravær.
Den er også i forhold til vores kultur og samtid aparte. For nærvær er en afgørende værdi i vores samfund. Det gælder børneopdragelse, hvor man fremfor alt skal være nærværende, når man er til stede. Ellers kan man vist lige så godt være et andet sted. Det gælder kommunikation, som først og fremmest skal formidle, at man er nærværende i det, man siger. Hvad man siger, kommer vist i anden række. Det gælder samværet med andre mennesker. Hvis man ikke er nærværende, skal man slet ikke være der. Man skal fylde rummet siger man. Om der så er plads til andre, er vist mindre vigtigt. Det gælder faktisk også religiøst, når man i liturgidebatter og andre steder taler om, at gudstjenesten skal formidle et nærvær, et gudsnærvær eller i det mindste en oplevelse eller en erfaring af gudsnærværet. Det er vigtigt, at gudstjenesten kan det. Det er vist mindre vigtigt, hvad det nærvær betyder. Så er det virkelig aparte at holde en fest for et fravær. For hvad skal vi med fraværet?
Evangelietekstens svar er imidlertid tydeligt nok, for Jesu fravær resulterer i en gudstjeneste. Hvad han efterlader, er syndernes forladelse og sin velsignelse, så de glade disciple søger hen i templet, hvor de hele tiden lovpriser Gud. Forudsætningen for gudstjenesten er ikke Jesu nærvær, men hans fravær, for han må være fraværende, for at den gudstjenestefejrende menighed kan få plads. Når han er til stede, er det ikke muligt at holde gudstjeneste. Gudstjenesten er konsekvensen af hans fravær. Han må være fraværende, før man kan udbrede hans betydning og i gudstjenesten kan lovprise ham. Ikke således at det ved ritualer og stemninger skal mane hans nærvær frem, eller rituelt fremkalde en oplevelsen af et gudsnærvær. Men selve den gudstjenestefejrende menighed opstår af hans fravær, når ingen står i et særligt forhold til ham. Man kan modtage velsignelsen, tilbede ham og deltage i lovprisningen, fordi han ikke er et bestemt sted. Han er i himlen, siger det poetiske sprog til Kristi Himmelfart. Det vil sige: Han er ikke på jorden. Han er et sted, der sprænger alle vores forestillinger om steder. Så kan den gudstjenestefejrende menighed opstå. Hvis pinsen er kirkens fødselsdag, er Kristi Himmelfart gudstjenestens fest.
Men det er en aparte fest, for overgangen fra nærvær til fravær er ikke i sig selv glædelig. Det ved psykoanalytikere og udviklingspsykologer. Overgangen kan være traumatisk, for fasen med samvær til fasen uden samvær forudsætter et brud. I Jesu nærvær var disciplene disciple; nu skal de være apostle som skal virke i hans navn uden hans nærvær. Det er bruddet mellem den periode, hvor ens identitet og eksistens holdes sammen af den andens nærvær, og den periode, hvor man selv skal etablere sammenhængen i sin egen person og i tilværelsen. Små børns desperate angstreaktioner på forældrenes fravær fortolkes som et udtryk for, at de ikke bare oplever at miste deres forældre – selv om det kun måtte være for en kort stund – de mister sig selv, for de kender endnu ikke sig selv som noget andet end forælderen. De er ét med den voksne, og kan derfor ikke være uden denne voksne. Fraværet er barnets eget fravær. Senere bliver det til en for barnet angstprovokerende og frydefuld leg at se den voksne forsvinde for et lille øjeblik, for straks efter at dukke frem igen til barnets udelte glæde. For legen handler om barnets egen eksistens og tilstedeværelse. Findes det, når den voksne forvinder? Og er det barnet selv, der dukker op, når den voksne kommer igen. Gennem denne fase og disse lege, der på et tidspunkt heldigvis bliver kedsommelige for barnet, bliver det bevidst om sig selv som noget i sig selv. Med tiden lærer det at være sig selv ved at blive bevidst om, at det selv konstituerer kontinuiteten i dets eksistens. Så kan forældrene være borte, uden at barnets verden falder fra hinanden, for det er noget i sig selv.
Når Jesus forlader sine disciple, bliver den gudstjenestefejrende menighed til som noget i sig selv. Den kunne ikke være der før, for da var Jesus hos dem. Nu er kristentroen blevet noget i sig selv. Det kræver Jesu fravær, for uden det kan troen ikke komme til. Der må skabes en afstand mellem de troende og den, de tror på, hvis de skal have en egen eksistens. Derefter får deres tro og deres fællesskab en egen identitet i verden. Det er den gudstjenestefejrende menigheds kristendom, som er resultat af Jesu fravær.
Grundtvig har en lidt aparte teori om Jesus i tiden mellem påske og himmelfart. Han skulle have brugt tiden til at lære sine disciple trosbekendelsen. Om Grundtvig virkeligt selv troede på det i historisk forstand, står hen i det uvisse. Men hans teori har den teologiske pointe, at kristendommen som noget selvstændigt, der binder alle troende sammen i det gudstjenestefejrende fællesskab, opstod af den opstandnes fravær. Det er nemlig netop den formulering af troen, som er fælles for alle kristne og som gælder i alle kirker, som han lægger tilbage i Jesu tid. Jesus selv overgiver den tro, som er fundamentet for den gudstjenestefejrende menighed, når han er fraværende. Troens genstand, Jesus selv, er fraværende. For han må være fraværende, for at troen på ham kan få plads. Han er indholdet af kristendommens tro, mens han selv er fraværende. Det er resultatet af Kristi Himmelfart.
Den aparte Kristi Himmelfart er derfor en højtid for kristendommen selv. Uden det fravær, som etableres gennem den afsked, som er festens indhold, kunne kristendommen ikke findes. I dag fejrer vi resultatet af hans fravær, at kristentroen blev til i den gudstjenestefejrende menighed, hvor vi samles i et fællesskab om den Jesus Kristus, der er fraværende. For hans fravær grundlægger menigheden. Det, der kunne tage sig ud som et tab, er i stedet grundlag for kristendommen i verden. Derfor består kristendommen ikke i at fremmane hans nærvær gennem magiske formler eller stemningsfulde ritualer. Det handler ikke om på mystisk vis at gøre ham nærværende i hverken gudstjenesten eller troen, for den er ikke en hemmelig vejledning til esoteriske erfaringer. Tværtimod består troen i at leve vores almindelige liv i den almene tro, som han har efterladt os i bevidstheden om, at han selv er fraværende. Troen er kirkens identitet, men den bliver aldrig identisk med ham, der har givet den. For han er fraværende. Så kan den aldrig lukke sig om sig selv i en selvtilstrækkelig selvbevidsthed om at besidde ham selv i sin tro for troens objekt er ikke til stede. Han er faret til himmels.
Derfor fejrer vi i dag den aparte Kristi Himmelfarts dag i vores gudstjenestefejrende fællesskab samlet i den bekendelse, der er den teologiske konsekvens af den opstandne himmelfart. Ved hans afsked blev kristentroen til, og vi kan nu og her i gudstjenesten udleve den tro, som han efterlod sig. Men vi fejrer også, at han ikke er her, så han ikke bliver identisk med vores tro og ikke lukkes inde i vores gudstjeneste. Hans nærvær er et andet sted. Det vi ikke kan fremkalde med bekendelser, og det kan vi ikke producere med ritualer. Ja, det kan vi ikke selv rumme. Derfor er det ikke her. Derfor er det i himlen. For himlen er det sted, der sprænger vores forestillinger. Så når vi bekender, at han er opfaren til himmels og nærværende dér, er det en del af vores tro, at den overskrides af den, vi tror på. Det fejrer vi. Hvor aparte det end er.