Mark 16,14-20
I år er forestillingen om at sætte sig ved Guds højre hånd, som vi hørte den både for alteret og lige nu i evangelieteksten, særlig let at sætte billeder på. For det er en indsættelse, der er tale om. Navnlig i den gammeltestamentlige tekst beskrives den som en kongekroning. Gud selv indbyder kongen til at sidde på tronen og rækker ham scepteret. Folket tilsiges at være ham tro, så han kan herske over sine fjender. Han skal være Guds repræsentant, for Gud selv har født ham, siges det vist nok, for det er et meget vanskeligt vers på hebraisk. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, hvor kongen har sin magt fra. Kongemagten er Guds magt på jorden. Kongen regerer op Guds vegne.
Tidligere var man i den gammeltestamentlige forskning helt sikker på, at der faktisk lå et konkret kroningsritual bag salmen. Den skulle være blevet anvendt ved indsættelsen af Israels konger i templet i Jerusalem. Præsterne skulle have fremført teksten til kongen, når han første gang satte sig på sin tronstol, og have overrakt ham scepteret på Guds vegne. Kongen udnævnes og indsættes af Gud selv som både konge og præst på Melkisedeks vis. Jeg er ikke sikker på, at den tese står så stærkt længere. Men når man hører teksten i år, kan man ikke lade være med at tænke på kongekroningen i England.
Det er – heldigvis havde jeg nær sagt – sjældent, at man kan opleve en så bombastisk iscenesættelse af magtforhold og en så ublu sammenblanding af magtsfærer, som når ærkebiskoppen med al sin religiøse autoritet kårer kongen til konge over imperiets lande og folk og samtidig gør ham til overhoved for den engelske kirke. Det ligger i direkte forlængelse af den gammeltestamentlige forestilling, hvor kongen på en gang er både konge og præst, fordi han som Guds stedfortræder selvfølgelig har både den politiske og religiøse magt.
Kroningen af kong Charles stiller sig selvbevidst i denne flere tusindårige tradition, så det er ikke overraskende, at den virker påfaldende gammeldags. Og man sidder foran skærmen og ser en smule mistroisk på ceremonien. Skeptisk undrer man sig over, om det faktisk er virkelighed. Forgæves leder man efter et ironisk glimt i deltagernes øjne, for det er svært at forestille sig, at de kan tage det helt seriøst, når de rækker den aldrende konge et juvelbesat sværd og overgiver ham en forgyldt handske. For slet ikke at tale om den indlagte iklædningsscene med det tilhørende transportable omklædningsrum. Men det gjorde de øjensynligt, tog det helt alvorligt, og med pomp og pragt blev kongen kronet i en ramme, der gjorde sit yderste for at ligne et himmelsk tempel og tronsal i et. Og så kunne alle undersåtter erklære deres lydighed og loyalitet mod den nye konge. Til ham strømmer de alle. De møder villigt frem på hans kampdag, som det blev sagt fra alteret. Ham samles de om, så han er centrum for dem. For det er bevægelsen. Folket kommer til kongen og underkaster sig ham.
I det hele taget er der noget med bevægelserne i kongekroningsritualet. Kongen er centrum, som undersåtterne søger ind imod for at tjene i underdanig lydighed. Bevægelsen går horisontalt udefra og ind til kongen. Men kongen er også i centrum, som Guds repræsentant på jorden, Så går bevægelsen vertikalt oppefra og ned. Begge bevægelser gælder både i den tretusind år gammel tekst fra Det Gamle Testamente og i kroningsritualet i England.
Sådan ser det i hvert fald ud i ritualerne, Men ser man mere kritisk på det, går den vertikale bevægelse nok snarere den anden vej. Den jordiske magthaver sætter sig selv i scene som den guddommelige repræsentant, så han kan påberåbe sig Guds magt, når han skal redegøre for sin magtudøvelse. For en ting er jo at være konge og have magten i sit land. Noget andet er at begrunde og bevare den. Mon ikke det er logikken, at kongen projicerer sin jordiske magt op i himlen, så han kan påstå, at den ikke kommer fra ham selv, men er givet ham af Gud. Den politisk magt får en religiøs overbygning, når himlen bliver det symbolske grundlag jordens magthavere. Gud er den himmelske konge, fordi han skal give kongemagten til den jordiske konge. Kongen er Guds konge, så den, der sætter sig imod kongen, sætter sig imod Gud. Sådan tages Guds magt i ihimlen til indtægt for den magt, der udøves på jorden.
Nu får man nok en mistanke om, at den megen symbolske virak i ved kroningen af den engelske konge skjuler de faktiske magtforhold. I vores del af verden er kongemagten reelt erstattet af folkevalgte forsamlinger. Magtens grundlag er ikke længere Gud, men folket. Dens begrundelse bygger ikke på guddommelige forhold, men menneskelige rettigheder. Den kommer ikke fra oven, men fra neden. Siger man.
Men faktisk kan man konstatere præcist den samme bevægelse, som ved kongemagten, for nu bliver selve demokratiet og menneskerettighederne projiceret op i en form for himmel, hvor de er hævet over kritik og diskussion. Ganske vist, siger man ikke, at demokratiet er en gudgiven styreform og man påstår ikke, at menneskerettighederne er indstiftet af Gud; man kalder dem i stedet almenmenneskelige og beskriver demokratiet som endemålet for al samfundsudvikling. Og så er det blevet lige så indiskutabelt, at menneskerettighederne og demokratiet kan danne grundlag for en hvilken som helst magtudøvelse, som havde de været indskrevet i himlen og givet af Gud. I hvert fald viger man ikke tilbage for at føre krige for at indføre demokrati i andre lande, og man skyr ikke voldsanvendelse for at forsvare menneskerettighederne på et hvert sted i verden. Nok stammer hverken demokrati eller menneskerettigheder fra himlen, men de fungerer i den vestlige verden som om de gjorde. Himlen er nemlig det symbolske sted, hvorfra man henter begrundelse for magten på jorden.
I dag fejrer vi Kristi Himmelfart. Kristus, den korsfæstede, opfarer til himmels og indsættes ved Guds højre hånd. Det kan man fortolke således, at han nu får den guddommelige magt, som den gammeltestamentlige salme tilskrev Gud selv. Resultatet er så, at det er Kristus, der overtager kongedømmet og udøver den guddommelige kongemagt, fordi han er indsat på tronen i himlen. Det er den fortolkning, der kommer til udtryk i det engelske kroningsritual, når den himmelske Jesus Kristus gentagne gange påberåbes som ophav til den jordiske konges magt. I så fald bidrager forestillingen om himmelfarten ikke med andet end en navneforandring i forhold til den himmelske Gud som udnævner sin jordiske konge i Det Gamle Testamente.
Men det kan også forstås således, at det er den himmelske, guddommelige magt, der omfortolkes ved himmelfarten. Den er nu bestemt af den lidende og korsfæstede. Guds magt; den Gud, der ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen i døden, ja, døden på et kors, den Guds magt er bestemt af denne selvopofrende frelseshandling. For den fornedrede ophøjes. Den svage styrkes. Den magtesløse får magten i himmelfarten.
Det betyder ikke en omvending af alle værdier, så de magtesløse nu er de magtfulde. Den fornedrede den ophøjede, den svage den stærke. For så ville det fortsat være himlen, der bestemte de jordiske magtforhold. Nej, det betyder, at intet jordisk magtforhold kan påberåbe sig himlen, som begrundelse. Ingen kan tage en magt i himlen til indtægt for sin magtudøvelse. For den korsfæstede og opstandne, der brød med alle jordiske magtforhold er indsat i himlen. Så kan heller ikke den sekulariserede himmel af såkaldt alment gyldige menneskelige værdier og evige og umistelige rettigheder gøre krav på at være hævet over og skulle styre det helt almindelige jordiske menneskeliv. Ej heller de kan have absolut magt eller himmelsk magt, for den, der har magten i himlen, er den, der ingen magt har.
Man kan tage munden fuld og sige, at når den magtesløse på jorden indsættes ved Guds højre hånd i himlen, mister Gud selv magten som en ophøjet, himmelsk magt, som mennesker må underkaste sig, når den udøves af en jordisk konge. Eller man kan sige, at når den magtesløse tager magen i himlen, kastes Guds magt ned på jorden. Og der er den nu, mellem os, når vi udøver magten, så den lever op til den magtesløse Guds søn, der har magten i himlen. For det, der nu er i himlen, er ikke en magtfuld, herskende konge, der uddeler sin magt på jorden, men et magtesløst, selvhengivende menneske, der grundlægger magtudøvelsen blandt mennesker.
Derfor går bevægelsen i evangelieteksten ikke horisontalt ind mod et magtfuldt centrum, som den gør i kroningsteksterne og kroningsceremonier, hvor undersåtterne hengiver sig til herskeren. Bevægelsen går ud mod periferien, når disciplene skal bringe denne magt ud i alverden og prædike den for alle vegne. Ikke for at alle skal underkaste sig den guddommelige magt i himlen, for magten i himlen er magtesløs. Men for at den magtesløses magt, dvs. den magt, der består i at give sig selv hen for sin næste, skal blive gældende over alt.
Når alle indlemmes i det samme selvopofrende magtafkald, som i kraft af Kristi Himmelfart har fået riget, magten og æren, sker Guds vilje på jorden ligesom den sker i himlen.
DDS 10 – 252 – 257 — 324 – 250 – 251