Kristi himmelfart

 

KLOKKERINGNING

Klokkeringningen efterfølges af timeslagene fra rådhuset og bedeslag fra Vartovs klokkestabel.

PRÆLUDIUM

SALUTION

Præsten siger: Herren være med jer!

Menighedssvar sunget (G-dur): Og med din ånd!

 

KOLLEKT

Præsten siger: Lad os alle bede! (og vender sig mod alteret under bønnen)

Jesus Kristus,

du stiger op som en strålende sol på vej mod zenit

og lyser din velsignelse ud over hele jorden.

Du gør bølgerne himmelblå

og folder dine stjernetæpper ud foran os hvor vi går.

Tak for din opstandelse

hvor du åbnede jorden.

Tak for din himmelfart

hvor du åbner himlen

og sætter en ny horisont

for vores liv med hinanden.

Fra øst til vest,

fra nord til syd skal du prises.

Du, som er fra evighed til evighed.

Elof Westergaard, Gudstjenestens bønner (Aros, 2012)

 

 

1. SALME (uden efterspil!)

DDS 252. Til Himmels fór den ærens drot

Mel.: Crailsheim omkring 1565.

Tekst: Latin 15. årh. Dansk omkr. 1620. N.F.S. Grundtvig 1837. (¹ Ez 37; Luk 24,39)

1

Til Himmels fór den ærens drot,
halleluja, halleluja!
som gjorde alt på jorden godt.
Halleluja!

2

Hvad er hans navn, den kæmpe skøn?
halleluja, halleluja!
Det Jesus er, Marias søn.
Halleluja!

3

Med kød og ben,¹ som Gud og mand,
halleluja, halleluja!
opstod, opfór og troner han.
Halleluja!

4

Nu er opfyldt kong Davids sang,
halleluja, halleluja!
hans søn på tronen sig opsvang.
Halleluja!

5

Højlovet være Herren god,
halleluja, halleluja!
med død og djævel under fod.
Halleluja!

6

Han ved Gud Faders højre hånd,
halleluja, halleluja!
tilsender støv den Helligånd.
Halleluja!

7

Guds engle stige op og ned,
halleluja, halleluja!
med folkets sang og Kongens fred.
Halleluja!

8

I morgen kommer han på ny,
halleluja, halleluja!
med strålekrans på rosensky.
Halleluja!

1. LÆSNING (Menigheden sidder under læsningerne)

Præst: Salmisten skriver:

Halleluja.
Lovpris, I Herrens tjenere,

lovpris Herrens navn!

Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!

Fra øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
Herren er ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.

Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
så højt som han troner,
så dybt ned som han ser?

Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
Han lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

Salmernes Bog 113,1-9

2. SALME (uden efterspil!)

DDS 299. Ånd over ånder, kom ned fra det høje

Mel.: Jesus, din søde forening at smage

Tekst: Johan Nordahl Brun 1786. N.F.S. Grundtvig 1845.

1

Ånd over ånder, kom ned fra det høje,
Ånd, som med Fader og Søn er vor Gud!
Kom, vore sjæle tilsammen at føje,
kom at berede den himmelske brud,
kalde, forsamle og Jesus forklare,
bygge Guds kirke, oplyse hans folk!
Det er din gerning, lad os den erfare,
vær i vort hjerte Guds kærligheds tolk!

 

 

2. LÆSNING (Menigheden sidder under læsningerne)

 

Præst: Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger

I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige.

Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.«

Mens de nu var sammen, spurgte de ham:

• »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?«

Han svarede:

• »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«

Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde:

• »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«

Apostlenes Gerninger 1,1-11

 

 

3. SALME (under sidste vers går præsten på prædikestolen)

DDS 324. Dig rummer ej himle

Mel.: Thomas Laub 1913.

Tekst: N.F.S. Grundtvig 1836 (1 Kong 8,27)

1

Dig rummer ej himle
og himlenes himle,
vor Herre fuldstor,
så ej er at tale
om højelofts sale
til dig på vor jord.

2

Du rører kun støvet
som vindpust i løvet,
du himmelske gæst;
og hytten i barmen
med kærligheds-varmen
behager dig bedst.

3

Men har du os givet
til redning, til livet
et kærligheds ord,
til det at udtale
må højelofts sale
opmyldre på jord.

4

Hvem vil ikke prise
med salme og vise
din kærligheds røst?
Hvor er dog det øre,
som ikke vil høre
den evige trøst!

5

Thi bygger vi kirker,
hvor Guds-ordet virker
i lys og i løn,
hvor hjertet sig fryder,
når hallen genlyder
af tak for Guds Søn.

 

TROSBEKENDELSE (fra prædikestolen)

Præst: Lad os bekende vor kristne tro

Vi forsager Djævelen

og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader,

den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus,

hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,

født af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til Helvede,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,

siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden,

den hellige, almindelige kirke,

den hellige menighed,

syndernes forladelse,

kødets opstandelse

og det evige liv.

Menighedssvar (D-dur): Amen, amen, amen.

 

EVANGELIUM

Præst: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Menighedssvar (G-dur): Gud være lovet for sit glædelige budskab!

Jesus sagde til dem:

• »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Lukasevangeliet 24,46-53

 

 

 

PRÆDIKEN

Der er noget lattervækkende over Kristi Himmelfarts Dag. På den indre biografskærm eksponeres middelalderens malerier af Kristus, der som en nylig rumraket skydes afsted. Enkelte værker er længere fremme i den bibelske tegneserie og viser fodsålerne af to bare fødder, som stikker ud af en sky. Billederne illustrerer, hvad vi sang om i den før-reformatoriske opstandelseshymne, der indledte gudstjenesten: Med kød og ben, som Gud og mand, […] opstod, opfór og troner han. Halleluja! Med afsæt i Ezekiels vision (Ez 37) tales her ikke bare kødets opstandelse, men også om, at den guddommelige overvægt af kød, som på Kristi Himmelfarts Dag blev transporteret med ind i himmelen.

Men beskrivelserne i henholdsvis Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger af Jesus’ sidste dage med sine disciple, som vi netop har lyttet til i oplæsningen fra den gældende – altså: autoriserede – bibeloversættelse fra 1992, skjuler, at ikke alle har været enige i en så fysikalistisk forståelse af opstandelsen og himmelfarten. Et gennemsyn af tidligere bibeloversættelser afslører en kamp om forståelsen af opstandelseslegemets materialitet. Vores trosbekendelse, Apostolicum, med dens bekendelse til ’kødets opstandelse’ er således de teologiske sejrherrers tale.

Det faktum, at man i det femte århundrede – altså efter at kristendommen var blevet det romerske imperiums officielle religion – kunne blive kætterdømt for en nu illegitim forståelse af opstandelsen og den efterfølgende himmelfart som et åndeligt fænomen, vidner om alvoren af spørgsmålet. Problematikken hører imidlertid ikke bare fortiden til; den gennemspilles i dag i kampen om den nye bibeloversættelse.

Men lad os begynde med et lille historisk tilbageblik: I den bibeloversættelse, der blev autoriseret i 1948, kan man i en note til Lukasevangeliet 24,42 – altså den tekst, der ligger lige før dagens evangelium – læse, at ifølge den byzantinske manuskripttradition fik den opstandne Kristus i sit møde med disciplene ikke bare fik tilbudt stegt fisk, men også ”honningkage”. Nu er der ikke tale om et honninghjerte a la dem, som vi kan købe fra Brødremenighedens bageri i Christiansfeld – skønt der er en sammenhæng her – men om vokstavle med flydende honning i, sådan som man i det østlige middelhavsområde nyder at suge de gyldne dråber i sig. I den autoriserede oversættelse fra 1992 nævnes der imidlertid intet om denne tradition – end ikke i en note.

Det er med denne lille information som i de serier, TV-udbyderne kan købe licens til nationale versioner af: Du er – eller bliver – hvad du spiser. Eller: Vis mig dit køleskab, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Sådan var det også i antikken: Den diæt, som sættes frem for den opstandne Kristus, afslører hans fysiske beskaffenhed. Honningen var føde for æteriske væsner som guder og engle.

Derfor blev der også i de tidligste kristnes dåbsritualer brugt honning som en manifestation af, at den døbte nu påbegyndte den åndelige transformation, som ville fuldendes i opstandelsen.

Det kan vi læse om i kirkefaderens Hippolyts kirkeordning, Den apostolske tradition, der stammer fra den første halvdel af det tredje århundrede, og som i detaljer beskriver, hvordan indvielsesritualet har forløbet. Katekumenerne – altså dåbskandidaterne – skulle bl.a. frembære de offergaver, der senere skulle anvendes i ritualerne, til biskoppens velsignelse. For nadverens vedkommende selvfølgelig brødet og vinen. Men der forekommer også et tredje element, som vi ikke bruger i dag: nemlig, et bæger med mælk iblandet honning. Ifølge Hippolyts kirkeordning betegner dette bæger – og jeg citerer:

”hvordan løftet til vore fædre er opfyldt, løftet om landet, der flyder med mælk og honning, landet, hvor Kristus gav sit kød, […] [landet] hvorfra de troende næres som spædbørn, [og] Kristus […] med sit ords sødme gør det bitre hjerte sødt” (Hippolyt, Den apostolske tradition. §§ 45-51).

I beskrivelsen af ritualet ser vi en glidning fra en bogstavelig forståelse af ’landet’ til en allegorisk. Det hellige land henviser nu til det sted, hvor Kristus efter opstandelsen befinder sig, og som vi gennem dåben får andel i.

En bevidnelse af dette ritual er også at finde i tidlige kristne begravelsesskikke. Skulle nogen kommer forbi det vidunderlige arkæologiske museum i Siracusa på Sicilien, vil det være muligt i samlingen at se en sarkofag, der er udstyret med tre små tragte, igennem hvilke afdødes sjæl kan næres: en til vin, en til mælk og en til den flydende – typisk timian-baserede – middelhavshonning.

Lad os lægge rejseberetningen til side og komme tilbage sagen: De, som gik ind for kødets opstandelse har insisteret på, at Kristi diæt skulle indeholde fisk, mens det var af afgørende betydning for dem, der gik ind for den åndelige opstandelse at få honningen med.

Når honningen i Lukasevangeliets opstandelsesscene er gledet ud, hænger det sammen med, at vores bibeloversættelser fra det 20. århundrede og frem har været baseret på de store pergament-manuskripter, som dukker op i forbindelse med den konstantiske vending i slutningen af det fjerde århundrede, hvor man fik råd til de dyre manuskripter – og de nævner ikke honningen. Før vi i de sidste årtier af det 19. århundrede fik adgang til pergamenterne, har oversættelserne været baseret på de østkirkelige byzantinske manuskripter, som også Luther og Erasmus brugte i deres oversættelser af Bibelen – og de har honningen med.

Skønt de byzantinske skrifter stammer fra en meget senere tid – typisk slutningen af det første årtusinde – så har den nye teknologi, som AI og computere med superkræfter tilbyder os, vist, at de yngre manuskripter indimellem har bevaret meget ældre traditioner. Vi kan derfor ikke bare tage de store pergamenter som vidnesbyrd om den tidligste kristne tradition.

Uden en henvisning til den byzantinske bibeltradition står Brorsons salme om ”Guds riges evangelium”, som vi synger efter prædikenen, som en tilsukret omgang af pietistisk føleri og metaforisk klister. Men salmen trækker direkte på Hippolyts ritualer for katekumenerne.

Fisk eller honning – kød eller ånd. Dikotomierne handler om, hvad vi forstår som det centrale i Guds riges evangelium: Er det ’syndernes forladelse’ eller handler det om ’det fællesskab’, som participationen i Kristi ånd etablerer? Teologen, lægen og musikeren Albert Schweitzer (1875-1965) var ikke i tvivl. I sin afhandling om Paulus’ teologi i bogen Die Mystik des Apostels Paulus fra 1930 beskriver han retfærdiggørelseslæren som et ’Nebenkrater’ – altså et epi- eller bifænomen i Paulus’ tænkning.

Hedningerne må renses – dvs. retfærdiggøres eller helliggøres – for at de kan træde ind i relationen til Israels gud. Denne renselse fandt sted i dåben, men var kun forudsætningen for, at det, som virkelig betyder noget for Paulus, kan komme i værk: nemlig etableringen af det fælles Kristus-legeme. I sit første brev til korinterne taler Paulus om Kristi opstandelse som en åndelig transformation, hvor ”den anden Adam [altså Kristus] er blevet en levendegørende ånd” (1 Kor 15,45). Det er denne ånd, som i dåben blev recirkuleret til katekumenerne. Som delagtige i Kristi åndelige legeme blev menigheden i bogstavelig forstand Kristi legeme på jord.

Når nogle af kirkefædrene i det andet århundrede argumenterede for en opstandelse i kødet, kunne de forklare det som et nødvendigt frelsespædagogisk tiltag: Hvis menigmand skulle opnå den frelse, der var betinget af vedkommendes retfærdighed, så var den trussel, som gemmer sig i den dobbelte udgang, mere effektiv end en filosofisk (ja, stoisk) inspireret, højpandet snak om en åndelig transformation. Men udsigten til pinsler i skærelses- – altså renselses-ilden – forudsatte en krop af kød og blod, der kunne lide. Det er det, som vi præsenteres for, når vi i Lukasevangeliet hører om, hvordan den rige mand må mærke tørsten i Hades for at pines til anger. Denne oldkirkelige klassekamp er for nylig blevet berørt i en vigtig doktorafhandling, som er blevet skrevet under netop dette tag. Jeg behøver vist ikke at nævne forfatteren.

Participationsteologien har nuanceret vores forståelse af protestantisk teologi og udfordret den reception af Luther, der alene har fokuseret på troen – altså vores tro på, at Kristus på korset stedfortrædende sonede vores synder. Men der er mere på spil her: Alt dette handler nemlig om menneskesynet i teologien.

Den klassiske, luthersk-evangeliske teologi er forensisk: Gudsforholdet tydes i lyset af den gammeltestamentlige Ius Talionis, hvor den skadelidte part må kompenseres på adækvat vis. Dog afstår Gud fra denne ret gennem at lade sin søn betale for vores synder med sit liv. Undtagelsen bekræfter imidlertid kun reglen. Frelsen på den yderste dag, som Luther stadig holdt i hævd, afhang alene af vores tro på den generøsitet, der ofrede sønnen for vores skyld. I det regnskab betyder vores gøren og laden intet. Mennesket evner alligevel ikke at gengælde Guds fordring. Den tyske filosof Walter Benjamin (1892-1940) har i sit værk om Det tyske sørgespils oprindelse (1928) sagt, at reformationen lod det protestantiske menneske betale for nåden med den melankoli, der fortvivlede over uformåenheden.

Participationsteologien rummer imidlertid et mere positivt syn på mennesket og dets muligheder. Med en forståelse af kirken som Kristi legeme på jord både skal og kan mennesket overvinde sine syndige tilbøjeligheder. Fordi vi faktisk kan afhjælpe næstens nød, er vi også forpligtet på dette.

De to teologier har således forskellige forståelser af de lange passager, hvor Paulus formaner menigheden til at realisere åndens frugter. Hvor disse afsnit hos Luther har handlet om at vise mennesket dets fortsatte uformåenhed – altså at skabe syndsbevidsthed – så ser participationsteologien dem som en vejledning i udfoldelsen af det nye liv i Kristus.

Som allerede antydet udspilles denne konflikt aktuelt i kampen om den nye bibeloversættelse: Når oversætterne insisterer på at gengive Paulus’ sôma med ’krop’ frem for ’legeme’, bliver det motiveret som en fremtidssikret tilpasning af sproget, der trækker på databaser over idiomerne i nudansk. Ét er, at Bibelselskabets valg af metode underordner kirkens liturgiske sprog dagligsproget. En passende parallel her kunne være de kirker, som blev bygget i Københavns ekspanderende omegn i 50’erne og 60’erne, og som lignede forsamlingshuse. De fleste af disse kirker er i dag blevet renoveret, så rummet fremtræder med den andagt og andethed, der angiver, at vi er trådt ud af hverdagen og befinder os i en liminal zone nær det guddommelige. Forsamlingshuset duede ikke.

Noget andet er, at en ’krop’ i dag forbindes med tilstanden af skelet og muskler – eller overvægten af fedt. Ben og kød – præcis som hos Ezekiel. Sôma angiver imidlertid blot en rumlig afgrænsning af en stoflig masse – altså et legeme – som kan bestå af sten, af horn og hår, af kød – eller af ånd. At vælge ordet ’krop’ fremfor ’legeme’ lukker på denne måde af for participationsteologien: altså, Paulus’ idé om åndens recirkulation gennem opstandelse, himmelfart og transformation og modtagelsen i menigheden gennem dåben. I bogstavelig forstand forsvinder denne KROP som Kristi fødder i skyen.

Som en stille protest mod den handlingslammelse, som Walter Benjamin, og som oversættelsen efterlader os i, er dagens nadverbrød hævet på honning – og surdej (vi befinder os jo efter påske og må atter syre brødet). Honningen stammer fra bistaderne på Det Teologiske Fakultet. Jeg kommer altså ikke til at tilbyde jer Jesu ”krop”, sådan som det hedder i den aktuelle prøveoversættelse af Markusevangeliet. Jeg kommer heller ikke til at ”bryde brødet i stykker”, som det også hedder. Men jeg vil bryde brødet og overlade det til jer at brække mindre stykker af dette – for på denne måde at få del i hans ”legeme”.

LOVPRISNING

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid og i al evighed. Amen!

 

 

KIRKEBØN (fra prædikestolen)

Præsten: Lad os alle bede!

Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem,

som er syge og sorgfylde,

enten de er fjerne eller nær.

Vær med din nådige hjælp hos alle,

som lider under anfægtelser,

og stå os alle bi i fristelsens time.

Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke

og os i den.

Velsign og bevar dine hellige sakramenter

og lad dit ord have frit løb iblandt os,

for at [dit rige med retfærdighed

og fred og glæde i Helligånden]

må udbredes og vokse,

og (for at) nådens lys må skinne for alle dem,

der sidder i mørke og dødens skygge.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland

og al dets øvrighed, velsign og bevar vor konge,

Kong Frederik den Tiende, Dronning Mary, Kronprins Christian, Dronning Margrethe

og hele det kongelige hus, (Ja, alle familier!)

Giv os alle nåde, fred og velsignelse

og efter et liv med Kristus den evige salighed. Amen.

4. SALME (uden efterspil)

DDS 389. Guds riges evangelium

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig. Et trofast hjerte, Herre min

Tekst: Hans Adolph Brorson 1739 (Sl 119,103).

1

Guds riges evangelium
er sødt som honningkage;
når det kun får i hjertet rum,
at man det ret kan smage,
da er det sjælens honningmad,
gør hjertet let og mæt og glad
og smukt i Jesu øjne.

2

Det søde ord er kommet af
Guds egen mund og hjerte,
det er et kys, som Gud os gav
mod al vor nød og smerte,
det er Guds eget hjertes kraft,
som bliver til en honningsaft
mod syndens byld og plage.

3

Er du i synden hårdt bespændt,
som du har her bedrevet,
her er en skrift fra Himlen sendt,
kom, læs, hvad der står skrevet:

Så sandt Gud lever, vil han ej
til dine sukke sige nej,
men kærlig mod dig tage.

4

Tag dette ord kun i din mund,
og læg det på din smerte,
suk kun til Gud af hjertens grund,
så rører du hans hjerte;
gak lige til i Jesu navn,
hen ind i nådens søde favn,
Gud under dig det gerne.

5

Kom, sæt dig som en flittig bi
i ordets blomster-enge,
søg selv, hvad kraft der er udi,
bliv ved at suge længe,
så får du honning vist og sandt,
det blod, af Jesu vunder randt,
du kan i ordet finde.

6

Du tænker, var du selv kun god,
da ville du ej tvi’le,
men føler du i hjertets rod
de onde lysters pile,
da er dit hjerte snart forsagt,
fordi du selv har ingen magt
til synden bort at drive.

 

7

Men var din synd end nok så stor,
den har dog lidt at sige
mod kraften i Guds sande ord
og nådens stærke rige;
enhver, som tror, skal nåde få,
det være, hvo det være må
i alle verdens lande.

 

NADVERBØN

Præst: Lad os alle bede!

Vi takker dig Herre, vor Gud,

fordi du i din barmhjertighed

styrker os med dine livgivende gaver.

Almægtige Fader, du vil ikke glemme,

at det var efter din vilje,

at din elskede søn hengav sit legeme og blod.

Lad dem derfor komme os til gode:

til at give vor tro næring,

lægge en fast grund under vort håb,

og oplive vor indbyrdes kærlighed.

 

 

FADERVOR

Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.

Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.

 

NADVERENS INDSTIFTELSE

Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!”

Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!”

5. SALME (nadversalme).

DDS 476. Kornet, som dør i jorden

Mel.: Harald Herresthal 1976

Tekst: Svein Ellingsen 1976. Holger Lissner 1992.

1

Kornet, som dør i jorden,
opstår som fyldte aks.
Druer, som knuses i persen,
modnes til gylden vin.
Gud, giv os troen tilbage:
tro gennem dybest mørke,
liv gennem nat og død!

2

Vi, som blev døbt til Kristus,
døbt til hans død og grav,
ejer opstandelsens løfte:
lovsang og evigt liv.
Himmelens lovsang begynder
her, hvor du selv er nær os,
midt i vor nat og død.

3

Kornet, som dør i jorden,
lever i nye korn.
Kristus, i måltidets nærvær
gir du os livets brød.
Dig vil vi takke og prise!
Slægternes evige lovsang
stiger fra nat og død.

BORTSENDELSESORD

Den korsfæstede og opstandne Frelser,

[vor Herre Jesus Kristus,

som nu har givet os sit hellige legeme og blod,

hvormed han har gjort fyldest for alle vores synder,]

han styrke og opholde os derved

i en sand tro til det evige liv!

Fred være med jer! (korstegning med kalk)

VELSIGNELSE

Præsten: Modtag Herrens velsignelse

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Menighedssvar (G-dur): Amen. Amen. Amen.

 

6. SALME

DDS 722. Nu blomstertiden kommer

Mel.: Tysk folkevisemelodi 1535. Svensk folkevisemelodi 1693. Vælg den, som menigheden foretrækker.

Tekst: Israel Kolmodin 1694. W.A. Wexels 1840. M.B. Landstad 1861. C.J. Brandt 1885. Bearbejdet 1889. (¹ Kristus, jf. Højs 2,1)

1

Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror;
nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.

2

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

 

3

Vi hører fugle sjunge
med mange hånde lyd,
skal ikke da vor tunge
lovsynge Gud med fryd?
Min sjæl, ophøj Guds ære
med lov og glædessang!
Han fryde vil og nære
os på vort levneds gang.

4

Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte,
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd!

5

Du Sarons blomst, vor lykke,
du lilje i Guds dal,¹
min sjæl du nådig smykke
med dyder uden tal!
Som dug af Zion signe
din nådes væld min ånd
til roserne at ligne,
der står på Libanon!

 

6

Velsign du årets grøde
og frugtbargør vort land,
giv daglig du os føde,
velsigne sø og strand;
fra himlen dryppe fedme,
bespis os med dit ord,
og med din nådes sødme
velsigne du vor jord!

MEDDELELSER

POSTLUDIUM (menigheden bliver siddende under postludiet)