Kristi Himmelfart

v.46 Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, v.47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, v.48 og I skal være vidner om alt dette. v.49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
v.50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. v.51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.
v.52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, v.53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Luk 24,46-53

Tekstens forhold til de andre evangelier

I ingen af de andre evangelier er der en beretning om, at Jesus farer til himmels. Der er forskellige hentydninger til, at han skal vende tilbage til sin fader, der har udsendt ham (særligt Johannesevangeliet), eller at han skal komme på himlens skyer, hvilket forudsætter en form for himmelfart (særligt synoptikerne). Men der er ingen skildring af, hvordan det tager sig ud. Det er en meget lukansk tekst, der følger den tendens, der er i genskrivningen af de andre evangelier, nemlig at udfolde narrativt, hvad der er implicit hos de andre synoptikere.

Dog findes også en himmelfartsberetning i den såkaldt lange Markusslutning (Mark 16,9-20), som er en sekundær tilføjelse til Markusevangeliet, der består af en opremsning af alle de gange den opstandne viser sig for nogen. Her fortælles også om hans himmelfart (Mark 16,19), hvilket er en kort sammenfatning af Lukas’ beretning.

Hele historien om Jesu himmelfart genfortælles mere udførligt som indledning på Apostlenes Gerninger (Apg. 1,3-14).

Tekstens placering i Lukasevangeliet

Tekstens første del er sidste del af den sidste tilsynekomstberetning i Lukasevangeliet (Luk 24,36-49). Efter at have mødt to disciple på vejen til Emmaus (Luk 24,13-35), kommer han til syne for alle disciplene i Jerusalem, hvor han også spiser sammen med dem. Her fortæller han dem om opfyldelsen af skrifterne og den kommende overgivelse af Helligånden, inden han optages til himlen. Således er det en central lukansk tekst, for den markerer afslutningen på første del af den kristne fortælling. Man kan sige, at Israels tid eller Det Gamle Testamente var forjættelsens og profetiernes tid. Jesu historie var opfyldelsens tid (jf. Luk 16,16). Disciplenes og apostlenes tid er udbredelsens tid. Den opstandne Jesus markerer afslutningen på opfyldelsen og overgangen til udbredelsen, for så vidt han forudsiger Helligåndens komme og udbredelsen fra Jerusalem til alle folkeslag. Det er den del af historien, som findes i Apostlenes Gerninger, der begynder med at genfortælle Himmelfarten, hvorefter følger pinseunderet, som er opfyldelsen af Jesu løfte.

Tekstens detaljer

Der er naturligt tre dele i teksten: v.46-49: Afslutningen på den opstandnes tale til disciplene i Jerusalem. v.50-51: Himmelfart. v.52-53: Disciplenes reaktion.

v.46: Henvisning til skrifterne. Spørgsmålet er, hvor henvisningen til skrifterne holder op. Hvad mener Lukas, der er forudsagt i skrifterne? Er det kun v.46 eller også v.47 og måske v.48? Formentlig er det kun v.46 om Kristus lidelse og opstandelse. Men det er også problematisk nok, for hvor står det? Svaret er, at det står ingen steder. Der er ingen profetier om Kristus’ lidelse og opstandelse i Det Gamle Testamente. Der er nogle gådefulde tekster (fx Es 53, Ps 22 og Ps 69), der kan tolkes i den retning, men nogen direkte profeti kan man ikke finde. Heller ikke, at opstandelsen skulle finde sted efter tre dag. Hos profeten Hoseas står imidlertid: ”Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag” (Hos 6,2). I den forbindelse er tidsbestemmelse to og tre dage dog ikke at opfatte som en nøjagtig tidsbestemmelse. Derimod må udtrykket ”på den tredje dag” snarere opfattes som et udtryk for det tidspunkt, hvor Gud griber ind. Ligesom man på dansk kan sige, at noget sker i den ellevte time, uden at der dermed menes et bestemt klokkeslæt. Således er ”den tredje dag” simpelt hen frelsens tid. Men Lukas har formentlig vidst, at det skete ifølge skrifterne fra traditionen, for allerede Paulus citerer en formel, at ”han opstod på den tredje dag efter skrifterne” (1 Kor 15,4). Formentlig er det for Lukas (og Paulus) ikke så vigtigt, nøjagtigt hvor det står. Det vigtige er, at opstandelsen er i overensstemmelse med Guds vilje, som den er udtrykt i skrifterne, hvilket alle burde kunne se.

v.47-48: Det er karakteristisk for Lukasevangeliet, at Jesus i evangeliet udelukkende har henvendt sig til jøder. Inddragelsen af hedninger og opgøret med spise- og renhedsregler følger først i Apostlenes Gerninger. Her forudsiges det af Jesus, at det skal ske ved apostlenes mellemkomst.

Udtrykket syndernes forladelse er typisk kirkeligt sprog, som ikke passer særligt godt i Lukasevangeliet. Mon det kan være en formel, som han citerer? I hvert fald taler han ellers ikke meget om omvendelse og syndernes forladelse. Her er meningen imidlertid klar nok. Disciplene skal være vidner om ham, så hedninger kan vende om til ham og få forladelse for deres synder, dvs. blive inkluderet i det troende gudsfolk, som Lukas betragter de kristustroende som. Faktisk ser det ud til, at Jesus giver disciplene en opgave, der svarer til Johannes Døberens, så de i lighed med ham skal forberede Jesu komme, nemlig når han kommer igen på himlens skyer.

Missionsbevægelsen tager sit udgangspunkt i det, der for Lukas er verdens første centrum: Jerusalem. Derfra skal den spredes sig til Judæa og Samaria og til verdens ende (Apg 1,8), hvilket er strukturen i Apostlenes Gerninger. Verdens ende er dens nye centrum Rom, hvor Apostlenes Gerninger slutter.

v.49: Løftet om kraften fra det høje opfyldes ved pinseunderet. Når ordet ”kraft” bruges i stedet for ”ånd” skal det i sagens natur markere det kraftfulde ved den bevægelse, der sættes i gang. Det er simpelt hen en dynamisk magt, som gives disciplene, så de kan gennemføre deres opgave. Det udtrykkes endvidere som en iklædning, idet ånden helt overtager dem.

v.50-51: Med dette vers skiftes til en ny scene. Jesus tager dem ud af Jerusalem mod byen Betania, der ligger ved foden af Oliebjerget. Således passer det med Apostlenes Gerninger, hvor himmelfarten finder sted på Oliebjerget (Apg 1,12). Årsagen til at de forlader Jerusalem, er formentlig, at himmelfarten skal finde sted, hvor genkomsten skal finde sted. Jesus forlader altså jorden på det sted, hvor han skal vende tilbage. I den bibelske tradition bliver Herrens komme nemlig forbundet med Oliebjerget (Zak 14,4; Ez 11,23). Det er stedet for åbenbaringen af hans magt.

Når Jesus velsigner disciplene, er det også i overensstemmelse med den bibelske tradition, hvor Gud har stået for velsignelsen, siden han velsignede Adam og Eva, Noah, patriarker, som førte hans velsignelse videre i deres slægter. Lukas stiller altså Jesus i den tradition, som den der videregiver Guds særlige udvælgelse. Det får selvfølgelig en særlig betydning, fordi det sker umiddelbart, før han forlader dem. Således bliver hans velsignelse overgangen til hans fravær, for det er netop under velsignelsen, at han føres til himmels. Han forsvinder og de efterlades med hans velsignelse.

Himmelfarten er nøgtern beskrevet. Han bæres til himlen. I Apostlenes Gerninger sker det på en sky (Apg 1,9). Scenen indbyder til maleriske skildringer, men Lukas afholder sig fra at udpensle det.

v.52-53: Disciplene reagerer med tilbedelse, glæde og lovprisning i templet i Jerusalem. Det er reaktionen på hans himmelfart og velsignelse. I Lukas’ fortælling er de nu i en venteposition, indtil de iføres Guds kraft, dvs. Helligåndens komme.

Tekstens fortolkning

Tekstens er en udfoldelse af den nødvendige konsekvens af opstandelsestilsynekomsterne. Når graven bare findes tom, som i Markusevangeliet, er der ikke behov for en himmelfart. Det er først, når den opstandne viser sig for sine disciple, at man bliver nødt til at forestille sig, at han forlader jorden igen. Løsningen på det er himmelfarten. Men når den kobles sammen med åndens komme, opstår der en logisk sammenhæng, nemlig at Jesus må være fraværende på jorden, men nærværende i himlen, for at ånden kan blive hans nye nærvær på jorden. Den sammenhæng udfoldes teologisk i Johannesevangeliet, selv om selve himmelfarten ikke fortælles.

Selve ideen om himmelfarten har imidlertid mere indhold. For den er det narrative udtryk for, at det guddommeliges tilstedeværelse på jorden findes i det fællesskab, der modtager velsignelsen. Under Jesu jordeliv var den hos ham. Nu overgives den til de troende, der øjeblikket reagerer med glæde, tilbedelse og lovprisning, dvs. gudstjeneste. Så skal Gud ikke søges andre steder, end i den troende og gudstjenestefejrende menighed, for han har forladt jorden og efterladt sin velsignelse til dem. Derfor kan man sige, at disciplenes ophold i templet er udtryk for, at de kommer til templet med det, som man tidligere søgte i templet, nemlig Guds nærvær og hans velsignelse. Den findes nu i det troende fællesskab, hvorfra den skal udbredes til alle jordens folkeslag. Det handler Apostlenes Gerninger om.

I Apostlenes Gerninger hører man, at der går fyrre dage mellem opstandelse og himmelfart. Dette indrettes kirkeåret efter. Selvfølgelig er fyrre ubeskrevne dage nærmest et carte blanche for spekulationer, og gennem kirkens historie bruges særligt de til at skabe hemmelige traditioner, idet man foregiver at vide, hvad Jesus i løbet af de fyrre dage i hemmelighed fortalte sine disciple. Mange gnostiske skrifter er netop sådanne åbenbaringstaler, som altså ikke er beregnet for alle, men kun for de særligt udvalgte. Grundtvig benytter sig af samme strategi, når han ønsker at lægge den apostolske trosbekendelse tilbage til Jesus selv. Af den grund mener han, at den opstandne Jesus skulle have lært sine disciple den i løbet af de fyrre dage mellem Påskedag og Kristi Himmelfart.