Luk 24,46-53
”Digtere også de åndelige/må være af denne verden.” Det er den tyske digter Friedrich Hölderlin, der siger sådan og refererer utvivlsomt til sig selv, for han er om nogen en åndelig digter. Han er den mest tyske af alle tyskere, og han er meget vanskelig at læse. På dansk har nogle af vores bedste poeter prøvet at oversætte ham, men heller ikke oversættelserne er lette at gå til. Både det komplicerede sproglige udtryk og det nærmest mystiske indhold hindrer en umiddelbar tilgang til den åndelige digtning, for det ofte som om han vil mere end sproget kan.
Hölderlin levede fra 1770 til 1843. Han læste teologi i Tübingen, hvor han efter sigende delte værelse med filosofferne Hegel og Schelling, men han kunne ikke forlige sig med den protestantiske kristendom, så han ville ikke være præst. Det overraskes man ikke over, når man stifter bekendtskab med hans digtning. For den rummer flere referencer til græsk mytologi end til kristendom. Hölderlin forener klassicisme og romantik, når han bruger klassiske figurer og former i en stræben efter højere digterisk erkendelse. Efter et mentalt sammenbrud tilbragte han den sidste del af sit liv, 36 år faktisk, i et tårnværelse ud til floden Neckar i Tübingen. Som den arketypiske åndelige digter blev han en lille turistattraktion, mens han var forladt af familie og venner.
Som antydet fornemmer man i Hölderlins digtning fornemmer en stræben efter at realisere en absolut digterisk indsigt, en åndelig erkendelse. Derfor digter han sig selv ind i de gamle græske myter, hvor han får et fortroligt forhold til guder og helte. Han prøver gennem dem at blive forenet med det guddommelige og måske kommer han tæt på i nogle af hans store digte, hvor han skaber sin egen himmelske gudeverden og blander kristendom med græsk mytologi i sin egen poetiske vision. Det er den åndelige digtning.
Men i ét digt, som i Thorkild Bjørnvigs oversættelse hedder ”Den eneste”, lider hans projekt skibbrud. Det begynder digterens åndelige stræben mod det guddommelige:
”Thi ligesom solgt/i himmelsk fangenskab/dér er jeg, hvor Apollon gik/i kongeskikkelse/og hvor Zeus nedlod sig til/uskyldige ynglinge og den Høje på hellig/vis avled sønner og døtre blandt menneskene?”
Som digter føler han sig bundet til de himmelske guder og søger efter Apollon og Zeus, når de omgås mennesker på jorden.
Men alligevel kan han ikke helt forenes med dem, lyder det i de følgende strofer, og han klager sin nød:
”Min mester og herre!/o du, min lærer!/hvorfor er du/forblevet fjern? og da/jeg spurgte blandt de gamle,/heltene og/guderne, hvorfor ude-/blev du? Og nu er min sjæl/fuld af sorg som sørged/I selv, I himmelske,/nidkært for at tjente jeg ét,/da fattedes mig det andet.”
Let er det ikke at forstå, men det er de himmelske, guderne, der tilsyneladende sørger for, at han ikke kan nå dem, så han sørger over, at kan forenes helt med dem ude at miste noget andet. Det andet, han ville miste, hører vi om i næste strofe, hvor han indrømmer, nærmest bekender:
”Men jeg ved det, egen skyld/er det! Thi for meget/o Kristus! hænger jeg ved dig,/omendskønt Herakles’ broder/og nu dristigt bekender jeg, du/ er broder også til evieren som/spændte tigrene for vognen …”
Kristus selv gør Hölderlin til broder til de græsk-romerske guder Herakles og Dionysos i sin egen gudeverden og alligevel kan han ikke gøre sig fri af den ene. Han siger:
”Men ved Én hænger/kærligheden. Denne gang/er sangen nemlig gået/for meget fra det egne hjerte/god vil jeg gøre fejlen/hvis jeg endnu synger andet.”
For det, der kommer fra hans eget hjerte handler kun om den ene, som han taler om i digtets sidste strofe:
”og mange, som så/ham, ængstede sig/altimens Faderen gjorde/sit yderste og hans bedste virkeligt/virkede iblandt mennesker/og meget bedrøvet var også/sønnen så længe til han/gennem luften opfoer mod himlen, lig ham er heltenes sjæle fangne./Digterne også de åndelige/må være af denne verden.”
Hölderlin fandt løsningen i himmelfarten. Da sønnen opfor mod himlen, blev det klart, at selv de åndelige digterne ikke kan forenes med guderne i det himmelske, men må forblive i denne verden og være af denne verden. Så længe Guds søn var på jorden, så længe Hölderlin kunne inddigte ham blandt de hedenske guder, der omgås mennesker, så længe skaber han ængstelse og bekymring for dem, digterne som Hölderlin selv, der ikke kan forlige sig med denne verden, men stræber efter det himmelske og guddommelige. Først da han er opfaret til himmels, sættes digteren – også den åndelige – fri til at være af denne verden og i denne verden. Det bliver han ikke af de hedenske guder, som han bestandigt søger fællesskab med. Det bliver han af Kristus, Guds søn, der har været på jorden, men er opfaret til himmels, så han ikke længere skal søges her, dér og allevegne, men kan findes ét sted i himlen. Så mennesket ikke skal stræbe efter at forenes med ham gennem denne eller hin åndelige aktivitet på jorden, for han er i himlen. Når Gud er med sin søn i himlen, sættes mennesket fri til at kunne være menneske på jorden. Selv de åndelige digtere må være af denne verden, for med Kristi opfarelse blev himlen lukket. Han er dér, digterne og alle andre mennesker må være sammen her.
Det er, hvad vi fejrer i dag, Kristi Himmelfarts dag, at himlen blev lukket, da Kristus fór til himmels og satte sig ved faderens højre hånd. Der er ikke behov for at søge guder alle vide vegne; det er ikke muligt at finde adgang til himlen her eller der. Hölderlin søgte det i digtet hos de græske guddomme, og man kan søge det i alle mulige andre guddomme, der tilbyder sig med særlige indsigter eller specielle erkendelser eller for den sags skyld ekstraordinære følelser. Den religiøse industri både uden for og inden for kirkerne står i kø for at tilbyde netop dette. Men det særlige, det specielle og ekstraordinære fører ikke til Gud. Ej heller skal man lede i sig selv efter det himmelske element, der skal frigøre os fra denne verden, hvis det blot udvikles og forfines til at kunne blive optaget i himlen. Terapeuter, konsulenter og rådgivere af mere eller mindre religiøst tilsnit står ellers i kø for at tilbyde netop dette, at man kan finde vejen til himlen gennem sig selv. Men himlen er lukket, selv de åndelige digtere må være af denne verden sammen med alle andre mennesker, ligesom vi alle ikke kan leve et andet liv end det, der er i denne verden sammen med hinanden. Ved Jesu Kristi opfarelse til himmels bliver det klart, at det vi skal leve, er livet på jorden i denne verden og intet andet.
Det er, hvad vi fejrer Kristi Himmelfarts dag, og vi fejrer også, at vi nu ved, hvad der er i himlen. For den, der fór til himmels, er den, der blev korsfæstet. Det er, hvad vi hører i teksten i dag, at Kristus skulle lide og dø og opstå på den tredje dag, så det er ham, der farer til himmels. Så er der ingen grund til spekulationer, syner og åbenbaringer af det himmelske, for det, der er i himlen, er det liv, der på jorden blev levet fuldt ud for næstens skyld, som end ikke veg tilbage for at give sit liv helt hen i kærligheden til denne verden, selv ikke da døden blev resultatet. Det liv opfor til himmels, så det himmelske liv ikke skal søges andre steder end livet i denne verden, hvor det leves fuldt ud i selvhengivende kærlighed. Selv åndelige digtere kan ikke finde det himmelske liv andre steder.
Det fejrer vi i dag. Vi fejrer, at vi ikke skal søge det himmelske, det guddommelige, det åndelige alverdens steder, for guderne går ikke rundt på jorden og plejer omgang med mennesker, som Hölderlins græske guddomme. Og himlen kan ikke åbnes ved alle mulige teknikker, som Hölderlin vil i sin åndelige digtning. For i himlen er den korsfæstedes liv. Så findes det himmelske liv i denne verden, når livet leves i den korsfæstedes navn. Det er omvendelse og syndernes forladelse, for så skal livet, himlen og Gud ikke søges andre steder end i denne verden. Det gælder os alle. ”Digterne også de åndelige/må være af denne verden.”
DDS 739 – 252 – 263 — 250 – 228 – 261