Kristi himmelfarts dag (1)

v.14 Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. v.15 Så sagde han til dem:
»Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v.16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v.17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v.18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
v.19 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.
v.20 Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Mark 16,14-20 (jf. Matt 28,16-20; Luk 24,36-43.50-51; Joh 20,24-29; Apg 1,9-11)

Teksten her har en lidt speciel status, al den stund de fleste eksegeter vil mene, at den ikke oprindeligt var en del af Markusevangeliet. Man mener, at det originale Markusevangelium sluttede i 16,8. Nogle håndskrifter, herunder de vigtige codex sinaiticus og codex vaticanus begge fra det fjerde århundrede, lader teksten stoppe der. Teorien er, at andre har fundet det for underligt, at evangeliet skulle slutte med ”og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Derfor er der blevet tilføjet en alternativ slutning. I enkelte manuskripter er det den såkaldt korte Markus-slutning, som i den danske oversættelse findes i en note til v. 9:

”Alt, hvad der var pålagt dem, berettede de i korthed til dem, der var sammen med Peter. Derefter sendte Jesus selv ved dem fra øst til vest det hellige og uforgængelige budskab om den evige frelse. Amen.”

De fleste håndskrifter, herunder nogle meget vigtige og gamle, har imidlertid den såkaldt lange Markus-slutning, nemlig 16,9-20, og et par stykker har både den korte og den lange. Alene denne forvirring om, hvad den korrekte slutning er, tyder på, at de forskellige slutninger er senere tilføjelser. Men det er sket tidligt, formentligt allerede i det andet århundrede, hvilket man kan sige, fordi visse tidlige kristne forfattere kender den.

I øvrigt er der endnu en del af afslutningen, der kun findes i håndskriftet Freerianus fra det fjerde-femte århundrede. Den lyder:

”De forsvarede sig og sagde: ”Denne lovløshedens og vantroens æon er under Satan, som ikke tillader det under ånderne urene at fatte Guds sandhed, kraft. Derfor åbenbar allerede nu din retfærdighed,” sagde de til Kristus. Og Kristus sagde til dem: ”Opfyldt er grænsen for årene med Satans magt, men andre forfærdelige ting er nær også over dem, for hvem jeg, da de syndede, blev overgivet til døden, for at de skulle vende tilbage til sandheden og ikke mere synde, for at de kan arve retfærdighedens åndelige og uforgængelige herlighed i himlen”.”

Teksten kaldes ”Freer-logiet” efter håndskriftets navn. Den er indføjet efter v. 14 som disciplenes svar på Jesu kritik. Det er vanskeligt at afgøre, hvor gammel teksten er. Muligvis har den eksisteret selvstændigt, før den blev indføjet i Markusevangeliets slutning i dette håndskrift (og måske det håndskrift, som Freerianus er en kopi af).

Hertil skal siges, at de allerfleste manuskripter har denne lange slutning med. Således har den altid været en del, at Det Nye Testamente. Derfor ændrer det ikke ved tekstens kanoniske status, at den kritiske forskning betragter den som sekundær.

Tekstens forhold til de andre evangelier

Normalt behandler vi Markusevangeliet som det ældste evangelium, der er grundlag for navnlig Matthæus- og Lukasevangeliet, men også Johannesevangeliet. I dette tilfælde kan forholdene meget vel være omvendt. Hvis den almindelige konsensus er rigtig, at den lange Markus-slutning er en senere tilføjelse, er det oplagt, at forfatteren har hentet i de andre evangelier og Apostlenes Gerninger.

Den første del af slutningen, der ikke er med i prædiketeksten (Mark 18,9-13), har to tilsynekomster. Først for Maria Magdelena (Mark 16,9-11), hvilket minder om Johannesevangeliet (Joh 20,11-18). Om hende hedder det i øvrigt, at Jesus havde drevet syv dæmoner ud. Den oplysning svarer til Luk 8,2, hvor der dog kun står, at syv dæmoner var faret ud af hende. Hun fortæller om mødet med den opstandne til de andre disciple. Men de tror det ikke. I de andre evangelier er det dog blot den tomme grav, som kvinderne fortæller disciplene om. Men i andre skrifter (fx Mariaevangeliet) er det et gennemgående træk, at de mandlige disciple ikke tror på de kvindelige opstandelsesvidner. Derefter viser han sig ”i en anden skikkelse” for to unavngivne personer, der var på vej ud på landet (Mark 16,12-13). De to siges at være ”af dem”. Det skal formentlig betyde, at de er fra gruppen af Jesus-tilhængere, men ikke blandt tolvkredsen. Det svarer til Lukasevangeliets fortælling om vandringen til Emmaus (Luk 24,13-35). Man kan i dette tilfælde næppe forestille sig, at Emmausvandringen er en udfoldelse af den korte notits, for notitsen har ingen pointe i Markusevangeliets slutning. Derfor kan man lettere opfatte den som en sammenfatning for den læser, der allerede kender Lukasevangeliet.

I teksten giver selve situationen, hvor disciplene ligger til bords, da Jesus viser sig for dem, mindelser om situationen i Lukasevangeliet 24,36-43, da Jesus kommer til syne og beder om noget at spise (Luk 24,42-43). Hans opfordring til at prædike til hele skabning (Mark 16,15) og den efterfølgende markering af dåbens betydning minder om Matthæusevangeliets missionsbefaling (Matth 28,18-20). Referencen til de tegn, der skal følge disciplene, når de missionerer, minder om udsendelsen af dem i Markusevangeliet (Mark 10,8), men i højere grad om Matthæus- og især Lukasevangeliet (Matth 10,8; Luk 10,19). Man kan endda sige, at magten til at røre ved giftige slanger og helbrede udspilles i fortællingen om Paulus på Malta (Apg 28,1-10). Afslutningen, hvor Jesus bliver taget op til himlen, har paralleller i Lukasevangeliets (Luk 24,51) og Apostlenes Gerningers (Apg 1,9) himmelfart.

Disse forbindelser til de øvrige evangelier underbygger den opfattelse, at teksten er sekundær i Markusevangeliet og nærmest konstrueret som en pastiche over de andre evangeliers opstandelsesberetninger.

Tekstens placering i Markusevangeliet

Selv om teksten står til sidst i Markusevangeliet og normalt kaldes den lange Markus-slutning, kan man med føje sige, at den ikke afslutter Markusevangeliet. Det er netop sekundær, bl.a. fordi Markusevangeliet ikke har brug for denne slutning. Tværtimod virker den tilsvarende efterhængt, fordi den ikke afslutter de sammenhænge eller temaer, som findes i evangeliet. De er nemlig allerede blevet bragt til afslutning inden for evangeliet selv (Mark 1,1 – 16,8).

I øvrigt er det underligt, at forfatteren til slutningen ikke har taget anledning af kommentaren i Mark 16,7 om, at Jesus vil se disciplene i Galilæa, til at fortælle om dette møde. (I Markusevangeliets sammenhæng er bemærkningen nok ment til at henvise læseren til begyndelsen af evangeliet, der netop finder sted i Galilæa. Således er det en opfordring til at læse evangeliet igen.) Matthæusevangeliet har netop en opstandelsesberetning i Galilæa, ligesom Joh 21 foregår i Galilæa. I stedet har forfatteren valgt at skrive om tilsynekomster i Jerusalem.

Forud for dette uddrag af den lange Markus-afslutning er, som nævnt ovenfor, to andre opstandelsestilsynekomster, først for Maria Magdelena (Mark 16,9-11; jf. Joh 20,11-18); dernæst for ”to af dem” (Mark 16,12-13; jf. Luk 24,13-35). I begge tilfælde fortæller de om deres oplevelser til de andre disciple, der ikke tror dem. Det lægger op til den sidste del af teksten, hvor de irettesættes af den opstandne Kristus.

Tekstens detaljer

På grund af tekstens særlige status er den lidt svær at kommentere. Skal man betragte den som en selvstændig tekst, en pastiche over de andre evangelier, et supplement eller en kommentar til Markusevangeliet? Jeg prøver at kommentere den som en tekst i dens egen ret og tager andre spørgsmål op i fortolkningen.

v.14: Jesus viser sig som opstanden for de elleve disciple, mens de ligger til bords. Han bebrejder dem, at de ikke har troet på Maria Magdelene og de to andre. De er både vantro og hårdhjertede. Alligevel sender Jesus dem i det umiddelbart følgende vers som missionærer. Måske er det denne modsætning, der har foranlediget Freer-logiets forsvar for disciplene.

v.15-16: Disciplene sendes ud som apostle eller missionærer i verden for at forkynde evangeliet for hele skabningen, dvs. hele menneskeslægten eller evt. ethvert menneske. Indholdet af forkyndelsen er evangeliet i lighed med Paulus’ opfattelse af sig selv som forkynder af evangeliet, nemlig budskabet om Kristus. Der er næppe tænkt på evangeliet, som den fortælling om Jesu liv, der findes i Markusevangeliet. Med til missionen hører dåben. Enhver, der kommer til tro og lader sig døbe, skal frelses. Den, der ikke kommer til tro, skal fordømmes. Dåben er en helt integreret del af missionsvirksomheden, hvilket den allerede var hos Paulus. I Markusevangeliets kontekst tages det formentlig for givet, at de ikke-troende skal fordømmes, dvs. ikke frelses ved en kommende dommedag. Det apokalyptiske univers, som den overbevisning forudsætter, nemlig at der vil komme en dommedag med frelse og fortabelse for mennesker, er underforstået i teksten.

v.17-18: Det er lidt interessant, at disse tegn, som minder om de kompetencer, som Jesus giver disciplene, da han udsender dem i evangeliet (Mark 6,13), her skal følge de troende. Det er altså ikke særlige ekstraordinære evner, som kun er første generation til del. Ifølge denne tekst gælder det alle troende, at de ”i mit navn” kan udføre undergerninger. At det sker ”i mit navn”, altså i ”Herren Jesu navn” markerer den autoritet, med hvilken de udføres, men også at de dermed som tegn peger på hans status. Når disse undergerninger udføres i hans navn, er de netop tegn på hans identitet som Herren. I øvrigt kaldes Jesu undergerninger i Markusevangeliet ikke ”tegn”, hvilket de gør i Johannesevangeliet. Her er meningen altså, at apostlenes og de troendes undergerninger skal underbygge deres missionen, ja fungere som beviser, der ledsager forkyndelsen og beviser dens kraft.

Dæmonuddrivelse, tungetale, helbredelse var formentlig en almindelig del af den kristne praksis, som vi fx kender fra Paulus’ breve og Apostlenes Gerninger (jf. fx 1 Kor 12,7-11; Apg 8,5-8). At tage på slanger og drikke dødbringende gift skal vise deres overlegenhed. Der findes flere beretninger om martyrer (fx Johannes), der drikker gift, men overlever; og Paulus bides af en slange uden at tage skade (Apg 28,3-5).

I flere senere skrifter, fx de såkaldte apokryfe apostelakter, hvor man følger apostlene på deres missionsrejser, er apostlenes evne til at foretage mirakler en væsentlig del af deres budskabs overbevisningskraft. I Petersakterne har Peter ligefrem en slags konkurrence med en konkurrerende hedensk missionær (Simon Mageren) om, hvem der kan foretage de største og mest spektakulære mirakler. Peter vinder.

v.19: Himmelfarten sker for øjnene af disciplene. Den er udtrykkeligt en intronisation, hvor Jesus indtager pladsen ved Guds højre hånd og således bliver Herren. Bag denne forestilling ligger dels Salme 110,1: ”Herren sagde til min herre: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!«”, dels Dan 7,13: ”Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham.” Kombinationen af de steder bliver i Markusevangeliet til:  »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.«  Jesus bliver altså ved himmelfarten indsat på sin himmelske plads og er derfor Herren Jesus.

v.20: Konsekvensen af tilsynekomsten og Jesu ord lader ikke vente på sig. Teksten slutter med, at de gjorde, som de var blevet pålagt. De prædikede alle vegne. Herren, dvs. Jesus i hans guddommelige, himmelske form, fulgte med, hvilket blev bekræftet ved de omtalte tegn.

Tekstens fortolkning

Jeg synes ikke, at det er en specielt god tekst. Den er lidt rodet og usammenhængende, og det teologiske niveau er ikke særligt højt.

Teksten skal råde bod på det forhold, at Markusevangeliet for en umiddelbar betragtning slutter abrupt i 16,8. Imidlertid mener jeg, at det er en ret sofistikeret afslutning, der inddrager læseren og henviser til en fornyet læsning. Denne fine pointe ødelægger denne tekst.

Indholdsmæssigt skal den begrunde missionen i den opstandne Jesu udsendelse af apostlene, ligesom Matthæusevangeliet 28,16-20. Men henvisningen til de medfølgende tegn som beviser på Jesu guddommelige magt, apostlenes kraft og dermed kristendommens overlegenhed svarer som antydet til de apokryfe tekster, der heller ikke har et højt teologisk niveau (men nok en høj underholdningsværdi).

Det bedste, man kan sige om den, er, at den forsøger at rehabilitere de opstandelsesvidnesbyrd, der ikke går tilbage til tolvkredsen (Maria Magdalena og de to unavngivne disciple). Men Jesu ellers kraftige irettesættelse får ikke nogen særlig vægt i fortællingen. Det er – ærligt talt – underligt, at den er valgt som prædiketekst. Årsagen er formentlig, at det er den eneste tekst ud over Luk 24,46-53 og Apg 1,1-11, der direkte skildrer Jesu himmelfart.