Langfredag: Joh 19,17-37 (Vartov, 3.4.26)
”Det er fuldbragt,” siger Jesus i Johannesevangeliet. Han er gennemsigtig, transparent. Gennem ham kan man se, hvem Gud er. Han åbenbarer Guds virkelighed. Som i Salvador Dalís billede af nadveren, hvor en velsignet verden åbner sig bag den transparente Jesus. Sådan er han i Johannesevangeliet, gennemsigtig for Guds kærlighed til verden. Selv hans død er ikke bare afslutningen på hans liv. Han skriger ikke fortvivlet som i Markusevangeliet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” ”Det er fuldbragt,” siger han i dødsøjeblikket, for gennem hans død skinner noget andet igennem.
Korsfæstelsen er en pinefuld toturdød, som Jesus uskyldigt idømmes. Hans henrettelse er en meningsløs død, men i Johannesevangeliet er det en fuldbringelse. Jesu liv, hans gerning og hans åbenbaring bringes ikke til ophør ved hans død. Det fuldbringes. Det er på engang fuldført og fuldendt. Der er ikke mere at sige og gøre. Det er fuldbragt.
”Resten er tavshed,” slutter Shakespeares store tragedie Hamlet, da alle hovedpersoner ligger døde tilbage, og der ikke længere kan være tale. Ikke tale om, hvad der skal gøres, for der er intet mere at gøre blandt de døde. Ikke tale om, hvad der er sandhed, for sandheden ligger begravet mellem ligene på scenen. Ikke tale om nogen, for de er alle døde, og efterlader sig bare deres historie, som kan fortælles igen og igen. For nu er det hele fuldført og afsluttet. Det er ophørt, ikke fuldbragt.
Når noget hører op, er det slut. Det, der var, er færdigt, slut. Det er ikke mere. Det er afslutningen. Vi ved, at alting slutter og hører op. Nogle afslutninger glæder vi os til. Krigen i Mellemøsten må snart høre op. Usikkerheden i verden må gerne stoppe. Det må afsluttes, så det ikke er mere. Andre afslutninger frygter vi. Vi frygter, at vores kæres liv slutter, så vi skal leve uden dem. Vi er bange for, at trygheden i vores land hører op, så vi skal leve i fare. Når noget afsluttes og ophører, er det der ikke længere.
Anderledes med det, der fuldbringes. Når noget er fuldbragt lever det videre i en anden form. Så vokser noget deraf, så det fortsat til stede i verden Hvis fredsforhandlingerne fuldbringes, kommer freden. Hvis barndommen fuldbringes, tages den med i ungdommen. Hvis kærligheden er fuldbragt, skabes noget nyt, som livet kan leves i. Er det ikke vores grundlæggende frygt, at vores liv hører op og afsluttes uden at være fuldbragt. Så det bare er slut og forsvundet, når vi dør. Håbet er, at livet kan være fuldbragt, så vores liv fortsat kan have mening hos vores efterladte, så mindet om os kan være med dem i livet.
”Det er fuldbragt,” siger Jesus, da hans liv kommer til sin afslutning i døden. Hans død er afslutning og fuldendelse, så den fuldbringer hans liv. For ham er døden selve fuldbringelsen. Den fuldbringer hans virke. Den fuldbringer meningen med hans liv. Den giver mening til hans liv, så den mening kan være hos os. Hans meningsløse død får mening.
Mennesker, der har mistet, fortæller ellers, at det er det værste. Når de i sorgen, skal høre på velmenende, men ubetænksomme mennesker, der vil trøste ved at tilskrive tabet en mening. Så det, der er meningsløst, skulle blive meningsfyldt. Ufølsomt prøver de at gøre det, der blot er en afslutning, til en fuldbringelse.
Journalisten Esben Kjær fortæller om det i sin bog om sin søns meningsløse død. Efter en længere, vanskelig og til sidst desperat kamp mod kræften dør hans syvårige søn. Familien kastes ud i dyb sorg, hvilket for så vidt har bestemt Esben Kjærs liv siden, for han fandt mening i den død, som der ikke er nogen mening med. Hans søns død har faktisk givet mening til hans liv, selv om døden i sig selv var meningsløs.
I bogen beretter han om den erfaring, som mange i livskriser har gjort sig: Det er uforudsigeligt, hvordan venner og bekendte reagerer. Nære venskaber går i stykker, fordi vennerne aldrig kommer til hjælp. Perifere bekendtskaber viser sig at blive afgørende, fordi de pludselig er dér.
Og så er der en gruppe, som ikke selv kan udholde meningsløsheden og slet ikke kan klare at være i den sammen med de efterladte og derfor forsøger at lindre ved at give det meningsløse mening. ”Han er et bedre sted,” lyder den naive, virkelighedsforflygtende kommentar. Esben Kjær måtte høre en version, hvor det blev sat ind i en nyreligiøs kosmologisk sammenhæng, så hans søns dødsfald skulle gøre noget godt for universets udvikling.
Uanset hvor forståeligt det menneskeligt set er at ville holde meningsløsheden fra livet gennem mærkelige teorier, er det præcist et overgreb mod de sørgende at give deres sorg mening. I virkeligheden er det et overgreb mod meningen i livet at bortforklare meningsløsheden. Det er en forbrydelse mod livet at ville lægge mening ind i meningsløsheden, at ville retfærdiggøre det uretfærdige. Når den meningsløse lidelse rammer os, kan vi ikke sige: ”Det er fuldbragt.” Da må vi ty til ordene i Markusevangeliet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.”
Men i Johannesevangeliet siger Jesus, ”det er fuldbragt”, da han dør. For ham er hans død kulminationen på hans liv. Det er fuldførelsen og fuldendelsen. Det er fuldbringelsen af det liv, som han har levet. For i den er åbenbaringen fuldført og afsløringen fuldendt. Nu står det klart, at den kærlighed, som Gud viste til verden, da han sendte sin søn, elsker indtil det sidste og fuldt ud. Det er blevet tydeligt, at Gud åbenbarer sig i verden gennem den kærlighed, der giver sig selv helt hen for sine egne. I den kærlighed er den Gud, som man kan se gennem Jesus. Ved at se hen til den korsfæstede, kan vi nu se, hvordan Guds kærlighed er. ”De skal se hen til ham, de har gennemboret,” siger evangeliet.
Så skal de se, at Guds kærlighed er blevet mærket af korset, og Gud selv bærer korsmærkerne, for dér viser det sig, at Gud tager del i den meningsløse lidelse og død. ”Det er fuldbragt,” siger Jesus derfor, da han dør korsdøden. Det er ikke en afslutning, men en fuldbringelse, for ud af den skal vokse en tillid til, at dér, hvor vi kun kan råbe ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, dér kan Jesus sige, ”det er fuldbragt.” For dér findes den Gud og den kærlighed, som hans søn åbenbarede. Vi kan ikke sige sådan, når vi møder den meningsløse død, men vi må have tillid til, at Jesus kan sige det for os, fordi han ved sin egen meningsløse død viste, at selv den meningsløse død er omfattet af Guds kærlighed. Derfor var hans liv og virke fuldendt, da han døde på korset, for da var hans åbenbaring af Gud fuldbragt, så den kunne blive virkelighed for os i troen på ham.
Sådan er Jesu død transparent for Guds virkelighed. Hans død åbner for en forståelse af Gud, der før ikke var tilgængelig, for nu er Gud selv mærket af korset. Nu er Gud den, der bærer korsmærkerne. Således er korset i Johannesevangeliet ikke udtryk for den gudløses fortvivlelse, men for den tillidsfulde forvisning til den virkelighed, som skinner gennem det.
Man kan se det i et andet maleri af Salvador Dalí. I det hænger Jesus højt oppe. Man ser ham nedefra og han svæver nærmest uden på korset, som er sammensat af otte kuber. Maleriet hedder Korsfæstelse (Corpus Hybercubus)(https://en.wikipedia.org/wiki/Crucifixion_(Corpus_Hypercubus)), for det viser sig, at den figur, som korset udgøres af, er en særlig geometrisk form, som er fremkommet ved følgende tankeeksperiment: En streg er en dimension. Det er længde. Sætter man fire streger sammen, så det bliver en firkant, har man to dimensioner. Længde og bredde. Hvis man sætter seks firkanter sammen, så det former et kors, kan man folde dem til en kube med alle tre dimensioner: Længde, bredde og dybde. Nu kommer eksperimentet: Hvis man sætter otte kuber sammen, så de former et kors, ville man i princippet kunne folde dem og skabe en ny dimension, som overskrider længde, bredde og dybde med noget fjerde. Den fjerde dimension. I Dalís maleri er Jesus korsfæstet på et sådant kors, der overskrider de tre dimensioner og åbner for noget helt nyt. Den fjerde dimension.
”Det er fuldbragt,” siger Jesus i Johannesevangeliet, når han afslører, at Guds kærlighed åbenbares i hans meningsløse død, så enhver meningsløs død også skal være omsluttet af Guds kærlighed. ”Det er fuldbragt,” siger han, når han afslører, at den kærlighed, der elsker indtil det sidste og fuldt ud helt ind i den meningsløse død, er udtryk for Guds kærlighed. ”Det er fuldbragt,” siger han, for det åbner for en ny dimension i livet.
DDS 192 – 202 – 193 — 190 – 439 – 211