Joh 19,17-37

Langfredag er en alvorlig dag. En dag for eftertanke og refleksion. For i dag møder vi livets grundvilkår. Det er ikke en dag for vittigheder. Alligevel vil jeg indlede med en. Den passer til dagen. Dels fordi den ikke er morsom, dels fordi den indkapsler essensen af langfredag på en måde, så man skulle tro, at den var designet til det. Men det er den ikke. Jødisk humor kan være selvironisk og grovkornet, indtil det respektløse. Den lyder således.

I Guds himmel står en gruppe jødiske holocaustofre og mindes deres tid i Auschwitz. Også de har en tendens til det galgenhumoristiske, så humøret er højt og latteren breder sig. Gud kommer forbi og står i udkanten af gruppen, da en af jøderne grådkvalt af latter siger: ”Kan I så huske, hvordan Rabbi Eliezer snød nazisterne, da han faldt og brækkede nakken på vejen til gaskammeret?” Jøderne morer sig højlydt, mens Gud lidt forvirret spørger: ”Hvorfor griner I? Jeg forstår den ikke.” Latteren forstummer, og en af jøderne svarer: ”Man skulle nok have været dér.”

Det er ikke svært at gætte, hvad den vittighed skal i en kristen langfredagsprædiken. Og jeg kom i tvivl, om jeg ville fortælle den. For tanken strejfede mig, at det kunne være en kristen historie, der ville fremhæve kristendommen på jødedommens bekostning. Ved nærmere eftertanke, tror jeg det ikke. For den giver mening i såvel et kristent som et jødisk univers. Set fra jødisk perspektiv er det en katastrofe at blive forladt af Gud. Det er undergang, destruktion, død og ødelæggelse, men jøderne risikerer det. Det er nåde og barmhjertighed og overstrømmende lykke og glæde, at komme tilbage til relationen til Gud. For i den hører folket hjemme, og de stoler på, at Gud ikke forlader dem for evigt. Holocaustofrene i vittigheden kan trods alt fortælle om deres lidelser i himlen hos Gud. Som vi hørte det i salmen fra alteret, hvor jeg’et i al sin ulykke tillidsfuldt beder til Gud, om at han ikke vil blive væk: ”Men du, Herre, hold dig ikke borte, du min styrke, skynd dig til hjælp.” For han og alle jøder har fuld tillid til, at Gud vil gribe ind, for han har udvalgt sig dem som sit folk. Han slipper dem ikke. Trygt kan de sige: ”Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud.” I tillid hertil lyder bønnen: ”Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig!” For Gud holder sig ikke borte for evigt. Han har udvalgt sig folket og tager sig af det. Hans pagt er udtryk for det. Den kan de stole på. Også i perioder, hvor han synes fjern. Ja, fraværende. Men Gud svigter ikke sit folk. Selv ikke, om de skulle forvilde sig væk fra ham. Han tager sig af dem til den rette tid. De er hans. Selv hvis de er fremmede for hinanden, er de alligevel hans eget.

Johannesevangeliet handler om Gud, der kommer til sit eget. Det står i evangeliets begyndelse: ”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” De vil ikke kende ham og ikke vide af ham. Jo mere han henvender sig til dem, jo mere han vil give sig til dem, jo mere afstand tager de fra ham. Det, der er Guds eget, vil ikke være hans eget. De vil være fremmede for ham. Han vil dem. Han vil dele liv og vilkår med dem. De ønsker det ikke. De vil ikke have ham hos sig.

I Johannesevangeliet antager det groteske former. Jesus, Guds søn, må insistere på at gennemføre lidelsen. Han bruger al sin magt på at få lov til at være den magtesløse på korset. Hver dag i påskeugen tager han selv kommandoen for at den skal forløbe som den skal. Torsdag aften fortæller han Judas, at det er nu, at han skal gøre det, som han har planlagt. Torsdag nat giver han sig selv til kende over for de romerske myndigheder i Getsemanehave. Han må ved den lejlighed selv sætte tilfangetagelsen i gang og må hjælpe de paralyserede soldaterne til at foretage arrestationen. Pilatus, der skal dømme ham, har faktisk kun magt over ham, fordi den er givet ham fra oven. På vej til Golgatha bærer han selv sit kors. Og nu hængende på korset, sikrer han, at skriften er opfyldt, før alt er fuldbragt. Fuldbragt er det, fordi Guds søn dér i sin død på korset, fuldt ud er kommet til sit eget. Nu er der ikke noget i menneskelivet, der er fremmed for ham. Det er helt hans eget.

Således bliver Johannesevangeliet ganske vist ikke altid forstået. Tværtimod. Store teologer har talt om, at Jesus i Johannesevangeliet er som en Gud, der skrider hen over jorden uden rigtigt at berøre den. Lidelsen påvirker ham ikke rigtigt. Tilsyneladende lider han kun tilsyneladende. Blandt de tidlige kristne teologer var der nogle, der ikke kunne udholde tanken, at Gud selv led og døde på korset. Det kunne ikke passe. Jesus var på korset. Det kunne man acceptere, men Guds søn, Kristus eller ånden havde på det tidspunkt forladt ham. Nogle fremstillede det endda sådan, at Kristus sad oven på korset, mens Jesus blev dræbt på det. Det var ophøjelsen, som Johannesevangeliet taler om. Så er Gud kun tilsyneladende blevet menneske i Jesus. Af den kalder man den retning doketisme, for dokein betyder ’at synes’ på græsk. Gud havde lånt Jesu krop og for en tid taget bolig i den for at forlade den igen, inden den pines ihjel på korset. For at Gud skulle være involveret i den menneskelige lidelse, kan man ikke holde ud at tænke på. Gud skal gribe ind og befri os fra den. Han skal komme os til undsætning i lidelsen. Han skal vise os vej ud af lidelsen. Hvis Gud lider, hvis Gud er i lidelsen og lidelsen er i Gud, hvem kan så hjælpe os? Nej, lidelsen kan ikke være Guds eget. Den må være fremmed for Gud, så han kan frelse os fra den.

Sådan tænkte man i de første århundreder, og sådan tænker man selv, når man spørger sig selv, hvad det skal til for. Når man efter mange årtiers kirkegang, bøn og salmesang; bibellæsning og fordybelse, bliver stillet til regnskab for og stiller sig selv til regnskab for, hvilken forskel det gør. Gør smerten mindre ondt? Er sorgen lettere at bære? Får det meningsløse mening, fordi Gud er blevet menneske og pint ihjel på korset? Spørger man sig selv. Men selve spørgsmålet er et oprør mod at Gud virkelig blev menneske. For det stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er vores smerte, vores sorg og vores meningsløshed, som han gjorde til sig eget. Uvilkårligt foretrækker vi, at det var fremmed for ham, så der ikke er smerte, sorg og meningsløs lidelse, hvor han er. Så kunne han komme til os og tage os bort fra alt det, som vi ikke synes, hører Gud til. Alt det, der burde være ham fremmed. Han kan komme til os i skikkelse af et menneske og frelse os fra vores smertelige vilkår, men han kan ikke komme som et virkeligt menneske underlagt de samme vilkår som os. Vores smertelige og dødelig tilværelse, kan ikke virkelig være hans eget. Den må være noget andet end ham. Det må være ham fremmed.

Uanset hvor genkendelig den tanke er, havde kirken ret i at erklære den kættersk. For det er den modsatte historie, der er i Det Nye Testamente. Overraskende nok, måske, navnlig i Johannesevangeliet. Jesu død har nemlig ingen mening i Johannesevangeliet. Her er ingen tale om, at han skal sone menneskers synder. Ingen skal dø for at tage straffen. Døden er som lidelsen helt meningsløs. Og evangeliet fremstiller det således, at den suveræne Guds søn bruger al sin magt på at overtage denne meningsløse død. Han tager den til sig, fordi han vil. Han mister ikke magten; han bruger på at give afkald og blive magtesløs i den lidelse og død, som hører korset til. Han insisterer på at være til stede i den meningsløshed, som henrettelsen på korset er, når det er blottet for alle teologiske fortolkninger. Og det er det i Johannesevangeliet. Korset har ikke anden mening end at Gud vil det. Han vil kendes som den, der er til stede i meningsløsheden og magtesløsheden. Det skal ikke være fremmed for ham. Også det skal være hans eget. Således elsker han verden. Han mærker lidelsen og mærkes bogstaveligt talt af den, så han kan kendes på de mærker, som hans kærlighed til verden giver ham. Korsmærkerne viser, at også smerten hører til i Gud.

Det er svært at kapere. Når Gud har taget det på sig som sit eget, er der intet sted, hvor Gud ikke er. Ingen smerte, død og lidelse, er fremmed for Gud. Han er ikke hævet over selv det mest uhyggelige og urimelige; han står ikke uden for klar til at gribe ind; han er selv i det. For også det er hans eget. Så må vi tro, at vores lidelse finder sted i Gud, at vores død er en død i Gud. For han har gjort hele menneskelivet med lidelse og død til sit eget, som vi er hans egne. Den kristne version af den indledende vittighed, ville derfor være, at Gud replicerede: Hvorfor måtte jeg ikke være med? For vi vil helst holde Gud ude af det meningsløse og magtesløse. Det skal være ham fremmed. Så kan vi trygt vente, at han griber ind og sætter sin magt igennem. Men den kristne Gud bruger sin magt til at være i det magtesløse. Han overtager selv det meningsløse. Så må vi tro, at vi i det meningsløse er omfattet af ham. At vi i magtesløsheden er i hans magt. At han er med os i lidelsen. At vi dør i ham.

DDS 193 – 203 – 187 — 192 – 439 – 211