Mark 15,20-39
I dag fejrer kristne kirker verden over frelserens død. Ikke alene hans død; hans lidelse på korset er fokus for opmærksomheden for alle kristne i dag. Siden hen er korset blevet det centrale symbol for kristendommen. Når kors og krucifiks optræder som smykker og kunstværk er det symbol for den kærlighed, der overvinder døden. Men ikke i dag. I dag er en dag uden symbolik. En dag for realisme uden sentimentalitet og romantik. En dag for det nøgterne og det nøgne. I dag står livet nøgent over for døden. Intet dækker det til, intet forskønner det eller forsøder det. Det er som det er. Det er nøgternt. Livet og døden mødes i den korsfæstede.
Manden på korset dør. Egentlig ved man ikke, hvad han dør af. Teorierne er mange og uhyggelige. Måske er det en form for kvælningsdød, når væske ophobes i kroppen. Måske indtræder døden på grund af udmattelse, når organerne hører op med at virke. Man er ikke sikker. Men man ved, at korsfæstelsen er en af de mest langstrakte henrettelsesformer, man kender til. Det kan sammenlignes med at blive tortureret til døde. Dagevis kunne det tage, og imens stod de korsfæstede til skræk og advarsel og illustrerede synligt magthavernes grusomhed. For dem var den afskrækkende effekt afgørende. Henrettelser kunne man have foretaget nemmere og billigere, men symbolværdien af korsfæstede forbrydere og oprørere var ubetalelig. Ingen kunne være i tvivl om, hvem der havde magten, når romerne pinte deres modstandere ihjel offentligt. Voldsudøvelsen tjente et formål, der overgik afstraffelsen af den individuelle dødsdømte.
Det er et karakteristisk træk ved et voldeligt system, at de konkrete mennesker, som er genstand for volden, forsvinder og bliver væk i et abstrakt formål. Overordnede begreber som lov og orden, sikkerhed og retfærdighed, præventiv straf og offentlig retfærdighedsfølelse kan skjule at enkeltpersoner udsættes for et systems vold. At konkrete kroppe lider smerte. I systematisk voldsudøvelse fjerner man fokus fra kroppen i smerte og indlejrer volden i et system af interne og svært gennemskuelige samfundslogikker, der tilfredsstiller et alment psykologisk behov om, at ansvaret for den faktiske vold forsvinder i en kompliceret organisation, hvor alle blot udfører ordrer og alene varetager sin egen ubetydelige del af et stort system. Selv evangeliernes fremstilling af Jesu tilfangetagelse, domsfældelse og henrettelse fremviser en sådan systemisk ansvarsforflygtigelse, når man ikke ved, om Judas, jøderne eller Pilatus står bag beslutning. Ja, selv Pilatus giver den jo i sidste instans fra sig, da han tilbyder folkemassen at løslade Jesus og vasker sine hænder. Volden er ubetvivleligt konkret til stede, men årsager og ansvar fortoner i abstrakte formuleringer og komplekse sagsgange.
Men volden er konkret. Menneskekroppe er i smerte, hvor volden udøves. For offeret er volden virkelig. En forsker med det passende navn Elaine Scarry har undersøgt torturens virkemåde. Hun argumenterer for, at smerte i særlig grad er uden sprog. Smerten fortrænger sproget, for en person fyldt af smerte mister sproget og har til sidst blot skriget. Det yderste udtryk for smerten er endda det lydløse skrig. Derfor er smerte også meget vanskeligt kommunikerbart, for den er dybest set individuel. Man kan forsøge at sammenligne sin smerte med noget, som andre kender, men ens smerte kan man kun selv føle. Smerten isolerer mennesket i smerte. Den torturerede fratages således både sit sprog og sin socialitet. Vedkommende er principielt helt alene med sin bøddel, der har taget magten over den tortureredes krop. Fordi bøddelen ikke respekterer de kropslige grænser, falder personen fra hinanden. Virkelighedsfornemmelsen ophører, for forskellen mellem kroppen og omverdenen opløses, når volden konsekvent overskrider grænserne, og ingen responderer på personens nødskrig. Til sidst er den torturerede nedbrudt som menneske, for vedkommendes virkelighed er gået i stykker sammen med personen selv.
Ifølge Scarry er smerten helt subjektiv, men den bliver gjort objektiv, fordi den påføres af nogle andre. Alt det, der er forbundet med smerten, kan henføres til den, der udøver den. Selv om smerten er subjektiv, er volden objektiv og konstruerer derfor for det torturerede voldsoffer en ny pervers virkelighed, der er funderet i voldsudøvelsen. I den virkelighed har offeret ingen selvstændig værdi, der er værd at anerkende; ingen grænser, der er værd at respektere; ingen stemme, der er værd at lytte til. I den virkelighed kan torturinstrumentet være symbolsk udtryk for magthavernes magt, som det var, når romermagten korsfæstede deres modstandere.
Lykkeligvis forekommer tortur og voldudøvelse langt væk fra vores virkelighed. Som noget der hører en svunden fortid eller fjerne diktaturer til. Men for nogle befolkningsgrupper er en form for vold en konkret virkelighed selv i vores verden. I sin rørende bog om sin fader gør den aktuelle franske forfatter Edouard Louis rede for, hvordan hans fader og hele det underklassemiljø, som Louis selv stammer fra, er ofre for en systemisk vold, der – det er Louis’ anklage – ender med at tage livet af hans fader. Deraf bogens titel: ”Hvem slog min far ihjel?” Faderen er født i 1969. I 2004 har hans søn, det vil sige fortælleren Edouard Louis selv, hørt om Berlinmuren i skolen. Den fascinerer ham. Da han kommer hjem, vil han vide mere og spørger sin fader. ”Jo, det er rigtigt nok,” svarer faderen. ”Der var en mur; den talte de om i fjernsynet.” Men sønnen er videbegærlig og spørger videre. Hvad betød muren? Hvordan var det at leve i et delt Europa? Hvordan levede de på den anden side? Faderen er tavs. Han kan intet svare og bliver aggressiv. ”Hold nu kæft med dine forbandede spørgsmål,” råber han til sin søn, og man kan høre, hvordan sproget, han taler, er gennemsyret af et mindreværd, som på den måde videregives til næste generation. På afstand kan Louis i bogen reflektere over faderens nederlag, da han ikke kunne svare sin søn. Hans skam over ikke at have færdiggjort sin skolegang. Ydmygelsen ved at blive præsenteret for en horisont, som han ikke har adgang til. Faderen havde arbejdet på landsbyens fabrik siden sin afbrudte skolegang. Han kommer ud for en arbejdsulykke og ødelægger ryggen. Hans tarme bliver ødelagt, fordi han ikke har råd til den nødvendige medicin. Han er svært overvægtig, ryger og alkoholiseret. Da han dør, er han 56 år gammel. For Louis er hans fader offer for samfundets vold. Den vold, der konsekvent holder bestemte befolkningsgrupper i samfundets bund, hvor deres dårlige skolegang, nedslidende arbejdsliv og usunde livsstil ikke alene mødes med foragt fra samfundets magthavere, men sætter sig i dem som et grundlæggende selvhad og en ødelæggende tro på, at de ikke har fortjent bedre. Således overtager de ifølge Louis deres undertrykkeres billede af dem som et selvbillede i en perverteret virkelighed, hvor samfundets vold har nedbrudt deres selvforståelse. For de møder volden konkret i politikken, hvis tilskuddet til medicin sættes ned, har de ikke råd til medicin. Hvis afgiften på brændstof sættes op, må de undvære andre fornødenheder. Politik gør konkret ondt på dem. Det er kroppe og sjæle i smerte.
Langfredag er det Jesus, der er i smerte. Det er hans krop, der nedbrydes, og hans verden, der bryder sammen. Til slut er der blot smertensskriget tilbage, da alt, hvad han stolede på, tages fra ham, og han er overladt i sine bødlers hænder. Hans virkelighed falder fra hinanden, så solen formørkes, og tempelforhænget sønderrives for at afsløre tomheden i det allerhelligste. Med Jesu død bryder også vores virkelighed sammen. Den virkelighed, hvor man har tillid til, at det gode sejrer, og det onde overvindes. Den virkelighed lider nederlag, når Jesus dør den gudsforladte død på korset, ligesom den gør, hver gang det viser sig, at virkeligheden indeholder mere smerte, uretfærdighed og ulykke, end vi synes at kunne bære. Når tilværelsen er så smertefuld grænseoverskridende, at den sætter sig som en smerte i kroppen og tager sproget fra os.
Men det er Guds søn, der er i smerte, får vi at vide i evangeliet. Det er Guds søn, der lider den tortureredes død og føler den forpintes smerte. Det er Guds søn, hvis verden bryder sammen, og hvis tro på Guds nærvær svigter. Det er er Guds søn selv, der er voldsoffer. Derfor er hans død grundlag for en ny virkelighed, hvor offeret genoprettes og volden er overvindes. For så har Guds søn vist sig at være der, hvor smerten ellers fylder alting og verden bliver upålidelig. Så er det et nyt udgangspunkt for virkeligheden, at Guds søn selv er der, hvor verden bryder sammen i vold, så den nye virkelighed er bestemt af det ultimative udtryk for guddommelig kærlighed, da Gud gav sin søn i døden. Den virkelighed har offeret og dets genoprettelse som grundlag og udgangspunkt. For offerets smerte står nøgent frem i den korsfæstede, og voldens grusomhed afsløres nøgternt, når den rammer Guds søn. Derfor er det symbolske indhold af korset ændret fra et udtryk for magthavernes voldsudøvelse til et symbol for den kærlighed, der modsiger volden og smerten. I den virkelighed, der bygger på korsets symbol, kan vi leve i på grund af korset langfredag. Det er en virkelighed i opstand mod den vold og smerte, der findes i virkeligheden. I den virkelighed bærer vi alle ofre korsets mærke, når de er i smerte. Vi bærer alle korsets mærke, når vi går imod smerten. Hele virkeligheden bærer korsets mærke, så vi kan leve i den.
DDS 193 – 203 – 197 — 192 – 439 – 217