Langfredag (1)
Korsfæstelsen
v.20 Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. v.21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. v.22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v.23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v.24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v.25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v.26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v.27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v.28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v.29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v.30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v.31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v.32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
v.33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v.34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v.35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v.36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v.37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.
v.38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v.39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Mark 15,20-39 (Matth 27,31-54; Luk 23,26.32-47; Joh 19,16-30)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Jesu korsfæstelse findes selvfølgelig i alle evangelier. Det er eksemplet par excellence på, hvordan historien udvikler sig, når den genskrives i andre evangelier. Markusevangeliet er grundlaget for de andre evangeliers beretning, og man kan tydeligt observere, hvordan korsfæstelsen ændrer sig, når Jesus-figuren ændrer sig. Kort sagt, er korsfæstelsesscenen en konsekvens af evangeliernes teologi. Det giver sig udtryk i en lang række forskelle mellem evangelierne. For det første ændres mange detaljer for at fremstille Jesus som mere ”guddommelig”, end han er i Markusevangeliet. For det andet inddrages Det Gamle Testamente mere eksplicit. Den bevægelse kan man allerede se i Markusevangeliets teksts historie. For det tredje bliver nogle detaljer udspecificeret og gjort mere konkrete, andre bliver gjort mere mytologiske. Der kan her ikke være tale om at give mere end eksempler på disse fænomener. Som altid ligger Matthæus tættest på Markus, Lukas tættest på Markus og Matthæus, mens Johannes er helt for sig selv, om end tydeligt afhængig af de andre (i hvert fald Markus).
Simon af Kyrene: Han bærer Jesu kors ifølge synoptikerne. Johannes udelader ham helt og understreger i stedet, at Jesus selv bar korset (Joh 19,17). Det er for at fremstille Jesu overlegenhed og suverænitet, hvilket er det typiske johannæiske træk i passionsbegivenhederne. Lukas har en tendens i samme retning, da han anfører, at Simon gik efter Jesus med korset (Luk 26,26) og lader Jesus holde en lille tale på vejen til korsfæstelsen (Luk 26,27-31).
Indskriften på korset: Alle evangelier har anklageskriften på korset: ”Jødernes konge”. Johannes fortæller en lille historie om det: For det første at det er skrevet på hebræisk, latin og græsk (Joh 19,20). Det er for at vide det universelle i Jesu kongedømme. For det andet lader han jøderne bede Pilatus skrive, at han blot sagde, at han var jødernes konge. Det nægter Pilatus og udstiller derved jødernes manglende forståelse (Joh 19,21-22).
Delingen af Jesu tøj: Hos Johannes er soldaternes lodkastning om Jesu klæder eksplicit betegnet som en opfyldelse af skriften (Joh 19,24), selv om teksten fra Salme 22,19 sikkert også har spillet en rolle for de andre evangelier.
Røverne ved Jesu side: Alle evangelierne ved, at Jesus blev korsfæstet mellem to andre. Lukas har udfoldet disse personer. For det første lader han Jesus sige: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34), da de korsfæster Jesus mellem de andre. For det andet udfolder han, hvad de siger, når de håner Jesus (Luk 23,39-43). I den forbindelse siger Jesus til den ene røver: ”i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,43).
Spotten: Matthæus har ændret spotten lidt, så det bliver mere tydeligt, hvad det drejer sig om. Han lader dem sige: ”Frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset” (Matth 27,40) og senere siger de skriftkloge og de ældste: ”Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset…” (Matth 27,42) og tilføjer til sidst: ”Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn” (Matth 27,43). Så er det helt tydeligt, at det er Jesu identitet, det drejer sig om. Lukas har ikke så meget med af denne spot, blot dette: ”Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede (kristus), den udvalgte” (Luk 23,35). Det er tydeligt, hvordan det for Matthæus handler om Jesu identitet inden for den jødiske forventning, mens Lukas har et mere universelt sigte, hvilket bliver endnu mere tydeligt i Johannesevangeliets inskription på alle verdenssprogene.
Eddike at drikke: Hos alle evangelisterne tilbydes Jesus på korset eddike at drikke. Hos Johannes er det en konsekvens af, at Jesus siger ”Jeg tørster” (Joh 19,28), hvilket han gør for at fuldende skriften (Joh 19,27).
Dødsordet: I Markus- og Matthæusevangeliet udtrykker Jesus dødsangst og gudsforladthed ved at sige ”eloi, eloi, lama sabaktani”, dvs. ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” (Mark 15,34; Matth 27,46). I Lukasevangeliet bliver det til ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46). I Johannesevangeliet har Jesus først ordnet forholdet mellem sin mor og sin yndlingsdiscipel ved at sige: ”Kvinde, dér er din søn” og ”dér er din mor” (Joh 19,26-27). Derefter dør han med ordet ”det er fuldbragt” (Joh 19,30) på læberne. Dette er nok et af de tydeligste udtryk for, hvor Jesus bliver mere og mere suveræn og guddommelig gennem evangelierne. Dette og det næste.
Dødsøjeblikket: I Markusevangeliet råber Jesus højt og ”udånder” (Mark 15,37). I Matthæusevangeliet ”opgiver han ånden” (Matth 27,50). I Lukasevangeliet ”udånder han” efter at have sagt: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46). I Johannesevangeliet bøjer han hovedet og ”overgiver ånden” (Joh 19,30). Mere tydeligt kan forskellen og udviklingen mellem evangelierne vist ikke fremstilles.
Forhænget: I alle tre synoptikere flænges forhænget i templet ved Jesu død. Matthæus har tilføjet en længere mystisk fortælling om, hvordan gravene åbnes og de døde går ind i byen (Matth 27,51-53). Det er et meget tydeligt – og ret underligt – eksempel på, hvordan Jesu historie bliver mere mytologisk.
Hvis man sætter de fire forskellige fortællinger sammen, har Jesus altså sagt syv ord på korset ligesom i lidelseshistorien bagerst i salmebogen. Det er selvfølgelig en lidt fjollet måde at betragte evangelierne på. Som om de hver indeholdt en kvart historie. I stedet skal man betragte dem som forskellige fremstillinger med hver deres teologiske dagsorden:
Markusevangeliet er det ældste og forekommer som den mest nøgterne fremstilling. Men også Markus er drevet af en teologisk dagsorden. Hans anliggende er at fremstille Jesus korsteologisk. Derfor understreger han mere end de andre Jesu fornedrelse, lidelse og til sidst gudsforladthed. Således bliver korset faktisk den ydmygelse, som Filipperbrevshymnen taler om (Fil 2,8), så ordet om korset er radikale modsætning til verden, som Paulus fremstiller (1 Kor 1,21). Det er en ret vidtgående tese, men jeg vil være rede til at forsvare, at Markus omsætter Paulus’ korsteologi i en fortælling.
Tekstens placering i Markusevangeliet
Korsfæstelsen er selvfølgelig kulminationen på passionshistorien. Den følger naturligt efter tornekroningen, hvor Jesus er blevet fremstillet som en spotte-konge, og efterfølges lige så naturligt af begravelsen. Korsfæstelsen er der bygget op til gennem hele evangeliet, så det indfrier lidelsesforudsigelserne (Mark 8,31-33; 9,30-32; 10,32-34). Samtidigt er den kulminationen på hele evangeliets struktur, der er kendetegnet ved, at Jesus skal give sit liv som løsesum for mange (Mark 10,45). Man kan således sige, at Jesus nu gennemfører det projekt, som han ved dåben blev udnævnt til, nemlig at være Guds søn (Mark 1,11) på den bestemte måde, der indebærer at gennemføre korsfæstelsen. Det var netop den del af sin opgave, som Jesus bad om at blive fritaget for i Getsemanehave (Mark 14,32-42). Nu gennemføres det, så Jesus fuldfører sin opgave som Guds søn og frelser. I næste kapitel viser den tomme grav (Mark 16,1-8), at Gud har godkendt hans handling og belønnet ham med status som den himmelske Guds søn.
Tekstens detaljer
Der er sikkert rigtig mange realistiske detaljer i Markus’ beretning om korsfæstelsen. Korsfæstelsen var en romersk henrettelsesform, som primært blev anvendt til de socialt laveste klasser. Romerske borgere fik mildere former for henrettelser, fx gift eller halshugning. Korsfæstelse blev betragtet som den grusomste og mest ydmygende måde at dø på, formentlig også den mest smertefulde. Man har været meget optaget af, hvad der præcist forårsager døden ved korsfæstelse. Der er mange forskellige medicinske teorier, fx hjertesvigt, dehydrering eller kvælning. I hvert fald må man sige, at det var en langstrakt tortur, der endte med døden. Korsfæstelsen havde set fra magthavernes side den fordel, at det helt konkret var afskrækkende, fordi det foregik offentligt over længere tid. Således blev det berømte slaveoprør med Spartacus i spidsen straffet med 6000 korsfæstelser. Naturligvis har korsfæstelser været forbundet med tortur, hån, spot o.l.
v.20-21: I det foregående har Jesus været udklædt som spotte-konge med tornekrans som et led i den ydmygende behandling og afstraffelse. Nu iføres han sine egne klæder og føres ud til korsfæstelse. Det var almindeligt, at den dødsdømte selv skulle bære tværbjælken til korset. Således forestiller man sig i hvert fald scenen, selv om der findes korsfæstelsesmetoder, der ikke indebærer en tværbjælke, men blot er en ophængning på en pæl, evt. blev tværplanken lagt oven på den opretstående pæl. Men måske så det faktisk ud, som vi kender det fra krucifikserne.
Ifølge Markus tvinger de romerske soldater Simon af Kyrene til at bære korset for ham. At denne ellers ukendte Simon yderligere identificeres som Alexanders og Rufus’ fader kan udlægges således, at hans sønner har været kendte medlemmer af menigheden i Jerusalem.
v.22: Henrettelser måtte ikke finde sted inden for bymuren. Derfor føres Jesus uden for til Golgatha. Den præcise placering af dette sted kender man ikke (det har næppe været dér, hvor gravkirken er i dag).
v.23: Det var almindeligt at give de dødsdømte en bedøvende drik. Jesus modtager den dog ikke. Det er ikke til at sige hvorfor.
v.24-25: På den tredje time, dvs. kl. 9 om formiddagen korsfæstes Jesus (bemærk, at det siges to gange, at han korsfæstes. Det understreger vigtigheden).
På korset fæstnedes hænder og fødder almindeligvis med nagler eller reb. Tøjet fik bødlerne, så den dødsdømte blev korsfæstet nøgen eller kun iført lændeklæde. Beskrivelsen af fordelingen af tøjet minder om Salme 22,19: ”De deler deres klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning”. Det bliver som nævnt eksplicit i Joh 19,24, men det har sikkert også influeret Markus’ fremstilling af begivenhederne.
v.26: Muligvis var det almindelig praksis at anføre anklagen på korset. I hvert fald er det denne beskyldning, at Jesus vil være jødernes konge og derfor sætter sig i opposition til den romerske besættelsesmagt, der har været baggrunden for forhøret og domshandlingen ved Pilatus. Igen udfolder Johannesevangeliet tydeligt det dobbelttydige i beskrivelsen, når han ganske klart gør hele korsfæstelsesscenen til en kongeindsættelse. Men jeg vil nok mene, at Johannes blot udskriver den ironiske pointe, der allerede ligger hos Markus selv. Jesus er på overfladen den ydmygede dødsdømte, men for dem, der kan se, er han kongen. Det svarer fuldstændigt til Paulus: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18).
v.27: Man kan gætte på, hvem disse røvere var. Et almindeligt gæt er, at de tilhører en opposition mod besættelsesmagten kaldet zeloterne. Det ville passe til anklagen mod Jesus. Det er en mulighed, men det fremgår ikke.
v.28: Dette vers med en skriftbegrundelse (Es 53,12) for korsfæstelsen blandt røverne er ikke en del af det oprindelige Markusevangelium. Bevidnelsen i de ældst håndskrifter viser tydeligt, at det er kommet ind på et senere tidspunkt i tekstoverleveringen. Men dermed understreger det tendensen, som findes i de andre evangelier, til at begrunde Jesu lidelse med skriftcitater, så formålet med hans lidelse i virkeligheden er at opfylde profetierne. Det er meget tydeligt i Johannesevangeliet.
Men man kan stille spørgsmålet, om teksten alligevel har været i baghovedet af Markus, da han skrev om røverne, selv om han ikke direkte nævner det (ligesom Salme 22 i v. 25). Det er jeg dog ikke sikker på. Es 53 – hvor fantastisk den tekst end er – spiller ikke en stor rolle i de tidligste begrundelser for Jesu død (dog 1 Pet 2,18-25). I dette tilfælde synes forklaringen i v. 28 også klart efterrationaliserende.
v.29-32: Tre grupper spotter Jesus: De forbigående, ypperstepræsterne og de skriftkloge samt de korsfæstede røvere. Ordet for spot er det græske ord, der bliver til blasfemi. Man kan derfor sige, at der er mere på spil end blot hån. Det er en form for gudsbespottelse. Igen kan der ses en forbindelse til Salme 22, nemlig v. 8-9: ”Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet: ”Han har givet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder jo af ham.” Der er næppe tvivl om, at dette har ligget til grund for spottescenen i Markusevangeliet.
De forbipasserende henviser til anklagen mod Jesus, at han vil nedbryde templet og opføre det på tre dage (Mark 14,58). Formentlig er der atter en ironi på spil, som Johannesevangeliet udskriver udførligt (Joh 2,19-21). Det er nemlig Jesu legeme, som er et tempel for Guds nærværet, der nedbrydes og rejses igen på tre dage.
Endvidere opfordrer de ham til at vise sin magt ved at stige ned fra korset. Heri ligger selve den grundlæggende fristelse for Jesus-figuren, nemlig at frasige sig den opgave, som han er udnævnt til, og dermed ændre forholdet til Gud. Det ligger allerede i Satans fristelse af ham (Mark 1,9-11), i Peters irettesættelse (Mark 8,31) og i Getsemanebønnen (Mark 14,32-42). Det ved læseren, derfor bliver udsagnet ”Frels dig selv, stig ned fra korset” efterfulgt af ypperstepræsterne og de skriftkloges ”andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse” et præcist udtryk for Jesu opgave i Markusevangeliet. Den opgave, som han fristes til ikke at gennemføre.
Endelig bliver deres spot i læserens optik et tydeligt udtryk for, at de ikke forstår Markusevangeliets korsteologi. De kræver nemlig et tydeligt tegn på hans magt, ved at han stiger ned fra korset. Så vil de tro, at han er Messias (kristus) og Israels konge (v. 32). Men det er netop denne umiddelbare magtdemonstration i verdens øjne, der står imod det korsteologiske blik. Paulus siger det: ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme” (1 Kor 1,27). Således kan den markinske Jesus ikke direkte demonstrere sin magt, men må gøre det gennem dens modsætning i ydmygelsen og svagheden. Det er korsteologien.
Selv de medkorsfæstede håner ham (det bizarre heri udfolder Lukas), så han er nu forladt af alle mennesker.
v.33: Den sjette time, dvs. kl. 12 middag. At der bliver mørkt, har en symbolsk betydning. En solformørkelse er en umulighed, når det er fuldmåne, hvilket det er under påskefesten. Formentlig skal mørket over hele jorden henvise til et kaos, evt. som mørket før skabelsen begyndte. Således bliver Jesu død i gudsforladthed kulminationen og afslutningen på en periode med verdensomspændende kaos, som selv naturmagterne er underlagt.
v.34: Efter tre timer, i den niende time, dvs. kl. 15, dør Jesus. Først råber han med høj røst ordene fra Salme 22,2: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Det gengives først på aramæisk og derefter i oversættelse til græsk. Salmen går over i en tillidserklæring (Salme 22,22b) og slutter med ”for han greb ind” (Salme 22,32). Derfor vil nogen mene, at det ikke er den gudsforladtes smertensskrig, man hører, men Jesu tillidsudtryk til Gud. Det, mener jeg, tager radikaliteten ud af scenen. Det er både i evangeliets struktur og i selve scenens udformning afgørende, at Jesus nu er forladt af Gud og mennesker. Kun sådan kan han gennemføre den opgave, han er blevet pålagt, og give sit liv som løsesum for mange. Kun sådan kan han gennemføre det frelsesprojekt for mennesker, som han er bestemt til. Han må i sin død være helt alene, så han dør den gudsforladtes død. Ellers kan den død ikke overvindes. Det må være Markusevangeliets pointe.
v.35-36: Hans råb misforstås af uforklarlige årsager. Måske fordi Elias i folkelige forestillinger blev opfattet som de nødstedtes hjælper. At han får eddike at drikke, minder om Salme 69,22: ”De gav mig malurt at spise, og eddike til at slukke min tørst”. Det er i hvert fald det, Johannes tænker på, når han siger, at Jesus fuldender skriften ved at få eddike at drikke. I den markinske sammenhæng skal eddiken stå for en yderligere hån af Jesus.
v.37: Jesus dør med at skrig. Beskrivelsen indeholder ikke andet, end at han dør med et (og ikke som en langstrakt udmattelsesdød). Det er og skal være en realistisk beskrivelse, der ikke indeholder symbolske niveauer.
v.38: Samtidig med Jesu død flænges forhænget foran det allerhelligste i templet. Dette mirakel skal bekræfte Jesu tempelkritik (Mark 11,15-17; 13,2) i evangeliet. Ved Jesu død er templet blevet destrueret, for nu er gudsnærværet ophævet fra et være ét bestemt sted. I stedet kan Jesu løfte ved nadverindstiftelsen gennemføres, så hans legeme og blod er alle steder, hvor nadveren fejres. Således er templet med dets lokative bestemmelse af Guds nærvær afviklet og afløst af Jesu legeme, der kan være alle steder til alle tider.
v.39: Den romerske officers udsagn er på mange måder et klimaks. I den nære sammenhæng hænger det sammen med underet i templet. Det passer til den ordrette ordlyd, for han siger faktisk kun ”denne var en guds søn”. Det er en del af Markusevangeliets realisme, for hvordan kunne er romersk soldat sige andet. Men i den overordnede sammenhæng hænger det sammen med Jesu udnævnelse som Guds søn ved dåben i evangeliets begyndelse (Mark 1,9-11), med bekræftelsen over for disciplene ved forklarelsen på bjerget i midten af hans virke (Mark 9,2-8), med forhøret over for myndighederne i hans virkes højdepunkt (Mark 14,61-62). På den måde bliver det for læseren en bekræftelse på, at Jesus har gennemført sig opgave.
At ordet lægges en hedning i munden, har sikkert at gøre med, at Markus selv stammer fra en hedningekristen menighed. Det er i Markus’ tid klart, at evangeliet om Guds søn har størst succes blandt hedninger. Det for officeren lov til at være udtryk for.
Tekstens fortolkning
Den korsteologiske dagsorden og den sammenhængende markinske struktur er fremgået tydeligt af analysen. Vi har her at gøre med evangeliets absolutte kulmination. Historien om Guds søn og menneskers frelser finder her sit klimaks. Det er Guds visdom og Guds kraft under dets modsætning, heri finder Guds frelse sted, for her giver menneskesønnen sit liv som løsesum for mange. Også det svarer til spidsformuleringer hos Paulus: fx ”gav sig selv hen for vore synder” (Gal 1,4) og ”Kristus døde for vore synder efter Skrifterne (1 Kor 15,3). Man kan selvfølgelig forestille sig, at både Paulus og Markus kender denne korsteologi fra formuleringer i den allertidligste menighed, så der ikke nødvendigvis er den direkte forbindelse mellem dem. Men jeg vil mene, at det ironiske lag i Markusevangeliets fremstilling, som Johannes skriver tydeligt frem, netop viser, at Markus indføjer den version af korsteologien, som Paulus udtrykker som korsets dårskab. Den er særegen for Paulus og tyder derfor på en direkte forbindelse. Markusevangeliet er en narrativ udfoldelse af Paulus’ opfattelse af Jesu kors som verdens dårskab og svaghed, men Guds visdom og kraft, og først og fremmest som Guds frelse.