I Danmark har vi to kirkefædre, Grundtvig og Luther. De andre lutherske kirker nøjes med Luther. Det kan være lidt forvirrende for os, for det er ikke så nemt at sige, om de var enige. De har det tilfælles, at de ikke ønskede at skabe hverken en ny kirke eller en ny teologi. Tværtimod: Begge ville bag om en skæv udvikling i kirken på deres tid.
Luthers front var romerkirken, hvor embedet, pavens og biskoppernes, havde tiltaget sig magten til at tolke, hvad der var sand kristendom, og hvordan bibelen skulle forstås. Over for det tordnede Luther: Skriften alene og troen alene!
Grundtvigs front var statskirken og de teologiske professorers monopolisering af retten til at fortolke bibelen og som bibelpaver afgøre, hvad der var sand kristendom. Over for det kaldte han tilbage til ”apostolsk kristendom”. De var fælles om ikke at ville sige noget nyt. Grundtvig erklærer et sted, at alt nyt, der bliver føjet til apostolsk kristendom, må være falskt, for sand kristendom er lige så gammel som den apostolske kristendom.
Af gode grunde ved vi ikke, hvad Luther måtte mene om Grundtvig. Derimod ved vi meget om, hvad Grundtvig mente om Luther. Én kilde til det er hans 833 strofer lange digt Christenhedens Syvstjerne. Det består af syv ”sange” til kirkehistoriens syv folkemenigheder. De vigtige i denne sammenhæng er sangene til ”Latiner-menigheden”, den romersk-katolske kirke, og ”Tysker-menigheden”, der handler om den tyske lutherske kirke, især om Luther. I ”Tysker-menigheden” hedder det (vers 12):
… og et tårn i tuers verden
Morten Luther kaldes ret,
Det er en hyldest: Luther er et tårn mellem græstuer. Den hyldest er begrundet i de foregående vers: Luther stod urokkeligt fast på, at dåbens vand og nadverens brød og vin i sig selv ikke var noget. Vandet var kun vaskevand og brødet og vinen kun gemen mad og drikke, hvis ikke de var bundet sammen med ordet, Guds levende ord. Kun så var de til frelse.
Men efter denne hyldest går Grundtvig over til kritik. Den retter han netop mod Luthers tale om troen alene og skriften alene. Luther er jo tysker og:
Efter tyskens hoved troen
slår almægtig på en studs
mellem jord og himmel broen,
gør sit eget ord til Gud.
Grundtvig vil sige, at for Luther er troen menneskets egen præstation, og mennesket med sin tro er i stand til selv at slå bro fra jord til himmel, dvs. frelse sig selv. Ifølge Grundtvig mener Luther, at sådan en tro kan springe ud af skriften, bibelen. Men, siger Grundtvig, skriften er jo ikke levende. Skriften er døde bogstaver. At sige, at sand tro skulle udspringe af døde bogstaver, er ikke bedre end pavekirkens tro på, at dåb og nadver virker af sig selv. Derimod (vers 20):
Sandt og falsk er hovedsagen,
som så let man går forbi,
det vi ser ej blot hos paven,
men hos troen på bogstaven
om ”retfærdighed af tro”.
Endnu skarpere advarer han de lutherske i Tyskland (vers 27):
Vogt dig ikke blot for paven!
Vogt dig vel for Luther-graven,
som hos dig er åbenlys.
Det er nemt at se, at Grundtvig ikke føler sig forpligtet til at købe hele Luther-pakken. For moderne Luther-læsning er det lige så nemt at se, at Grundtvig ikke har forstået Luthers tale om troen og skriften, men tror at Luther forstod skriften, sådan som teologerne gjorde det på Grundtvigs egen tid. Men det vigtige her er, at Grundtvig kan regne Luther for et tårn i tuers verden, uden at han af den grund vil kaldes lutheraner. Han glæder sig over, at Luther har talt så klart om Guds levende ord ved dåb og nadver, men han siger frit Luther imod, hvor han mener, at Luther har lagt noget nyt til ”apostolsk kristendom”.
Hans kritik af Luther fylder i sangen til Tyskermenigheden meget mere end hans tilslutning. Det skyldes nok, at Grundtvig ikke finder det nødvendigt at udbrede sig om, hvad Luther har sagt af sandt.
Det næste vigtige gælder troen. Det finder vi i sangen til Latinermenigheden. Her indrømmer Grundtvig pavekirken (vers 28), at man ikke kan læse bibelen rigtigt på egen hånd. Den forstås kun rigtigt ved Guds ånd i menighedens fællesskab. Men i den romersk-katolske kirke har man troet at kunne forhindre misbrug af skriften ved at tillægge pave og biskopper fuldmagt til i kraft af deres bispevielse at afgøre, hvad der er den rette bibellæsning. Men hvis man vil udelukke misbrug ved biskoppelig autoritet:
Da ej blot må lyset slukkes
da må livet undergå.
Og til vidnesbyrd at bære,
give ret og klar besked
om Vorherres Liv og Lære
og om apostoliskhed,
dertil alle pavebuller
åbenbar er lutter nuller
mod apostlers brev og bog.
Der er her ikke megen forskel på Luthers bibelsyn og Grundtvigs. Luther vidste lige så godt som Grundtvig, at Bibelen måtte forstås ved Helligånden og at kriteriet for sande fortolkninger var ob sie Cristum treiben, om de driver på Kristus, dvs. om de forkynder Kristus. Grundtvig vidste bare ikke, at Luther vidste det. Alligevel falder det så let for Grundtvig at sige, som han gør, fordi han står i den lutherske tradition. Grundtvig og Luthers kritik af romerkirkens embedsautoritet er den samme. Begge er overbevist om, at alle pavebuller er nuller i forhold til apostlers brev og bog, dvs. det Ny Testamente.
Lige så lidt som Grundtvig mener at have hentet sin forståelse af Bibelen hos Luther, lige så lidt trækker han umiddelbart på Luther, når han taler til Latinermenigheden om troen (vers 40 og 41):
”Troens lov” i din udgave
var en lov om overtro
på din drøm og på din pave
på Sankt Peders morgensko.
”Troens lov” i Romerbrevet
har apostelen beskrevet
som livs-åndens frihedslov!
Fri er nåden for Guds trone,
frit forkyndes nådens ord,
fri som lyst til livets krone,
er og troen trindt på jord,
fri histoppe og herneden,
blusser, stråler kærligheden,
kun i den er evigt liv!
Det er en anden accent end Luthers. Men Luther ville kunne sig ja. De er fælles om at troen giver frihed. Grundtvig ved ikke af, at hans tale om troen er luthersk, men kun, at den er kristelig. Det ville have glædet Luther.
Der er heller ingen grund til, at vi skal binde os til at være hverken lutherske eller grundtvigske. Derimod kan vi have glæde af at lade os vejlede af dem begge til at forstå, hvad der er kristeligt. Deres vejledninger korresponderer ganske godt.