Luk. 1,26-38
Man skal ikke fortælle om sine drømme, for pludselig har man afsløret sine inderste ønsker og dybeste behov. For de kan komme til udtryk i drømme, uden at man aner det. I drømme kan alt ske. Almindelige love og regler er ophævet. Steder kan flyde sammen, så man kan være to steder på en gang. Tiden kan ophæves, så man kan bevæge sig mellem forskellige epoker og leve to liv samtidigt. Nogle gange ønsker man at blive i drømme altid og tage en del af dens fortryllelse med over i virkeligheden. Andre gange er det en lettelse at vågne. Når drømmen har været et mareridt, er det en befrielse at vende tilbage til virkeligheden, for drømmens univers kan være så klaustrofobisk og kaotisk, at man ikke kan holde ud at være i den. Så ånder man lettet op, når man vågner til virkeligheden, hvor der er orden, og man ved, hvad man kan regne med.
Teksten om Marias bebudelse kan forekomme som en drøm. Den udtrykker, hvad der er menneskelivets dybeste behov og inderste ønske. Lukasevangeliet vil ellers gerne være historieskrivning, men denne tekst er som et drømmespil. Pludselig optræder en engel i en landsby et sted i Palæstinas udkantsområde og taler til en meget ung kvinde. Eller taler … englen synger nærmest en arie til Maria, om at hun har fundet nåde for Herren og skal overskygges af hans ånd. Alle love og regler sættes ud af kraft, for englen siger, at Maria skal blive gravid, selv om hun ikke har været sammen med en mand. Hun skal blive gravid ved Gud selv. Og det barn, hun skal føde, skal kaldes helligt og være Guds søn. Mere drømmeagtigt kan det næsten ikke blive, for kategorierne blandes sammen, og forskellene ophæves. Himmel og jord holdes ikke adskilte, Gud og mennesker forbindes, og naturlovene ophæves. Således opstår et drømmeunivers, der er meget underligt, hvis man vil forstå det konkret.
Det gjorde Thomas Kingo i 1681, da han skrev salmen til denne søndag, som vi indledte gudstjenesten med. I den oprindelige tekst er der to yderligere vers, der vel af god grund ikke kom med i salmebogen. Det første lyder: ”Livsaligste blandt kvindekøn/Gud vil dig højt begave/Thi Guds Enbårne kære søn/skal våning i dig have/Og i dit lives jomfru-skrin/En sted for sin/undfangelse vil lave.” Og det fortsætter i næste strofe: ”Det jomfru-liv velsignet er/med livsens rene drue/Guds søn hun under hjertet bær,/som hendes bryst skal suge!/Der ligger Gud, et lidet nor,/og sagte gror!/Det under er at skue.” Ja, det er vitterligt både et under og underligt, når man vil udtrykke sig så håndgribeligt om det: Gud, det lille nor, der skal die ved sin moders bryst. De konkrete skildringer forsøger forgæves at bringe realistisk orden i den drømmeagtige scene om Mariæ bebudelse.
Sådanne fromme forestillinger vækker med rette kun overbærende smil hos de dannede blandt religionens foragtere. For det er da lattervækkende, hvis man tager en drøm alvorligt, hvis man fortolker den bogstaveligt og kun ser, hvad der foregår i den, og ikke, hvad den betyder. For det under, som man skuer i Mariæ bebudelse er ikke en underfuld omgåelse af forplantningens naturlove, men et udtryk for det vidunderlige, at menneskelivet ikke er forladt af Gud. Ja, meget mere at menneskelivet ikke er adskilt fra Gud, men Gud er til stede for ethvert menneskeliv, der begynder som et lille barn, et nor, og forlader det ikke, uanset hvordan det liv arter sig. Det åbenbares i det barn, som vi siger er både Gud og menneske, og derfor fødes af en menneskelig kvinde, men uden en menneskelig fader.
Så er drømmen, vi præsenteres for i Mariæ bebudelse, et kald til at vågne op fra et mareridt. Kristent sagt det evangelium, der bryder ind i den menneskelige drømmetilværelse og vækker os til virkeligheden. Vi vækkes fra det mareridt, at menneskelivet er forladt af Gud. Vi vækkes til den virkelighed, at vores menneskeliv er andet og mere, end vi selv kan gøre det til, når vi lader det bestemme af drømmen i evangeliet. I den mareridtsagtige version af tilværelsen er mennesket overladt til sig selv, så gælder kun en menneskelig bestemmelse af livet, hvor enhver måles efter dets indsats og bidrag, hvor et menneske bedømmes efter dets evner og muligheder. Det ligger så dybt i den menneskelige tilværelse, at det kan være svært at komme fri af det.
En ting er, at samfundsteorierne inddeler mennesker i klasser, fordi man opfatter det menneskelige fællesskab som en lagdelt enhed, hvor mennesker grupperes ud fra deres relative sociale og økonomiske forhold. Men det er ikke bare teori, for vi taler uden at tænke over det om nogle i samfundets top og andre i dets bund. Ligesom den ønskede sociale mobilitet, klasserejsen, jo ikke er en rejse til højre eller venstre, men netop opad. Det er svært ikke at opfatte tilværelsen som et hierarki.
Således er det heller ikke bare med hensyn til fysiske kræfter, at man taler om stærke og svage. I almindelighed hverdagssprog opfattes nogle som stærke og andre som svage, efter hvor store ressourcer de har til rådighed. Ressourcestærke og ressourcesvage er de, for man forestiller sig, at mennesket har et mere eller mindre begrænset forråd til rådighed, som det kan bruge til sig selv og andre.
I socialpolitikken kan man udnævne bestemte menneskegrupper til byrder, fordi man forestiller sig samfundet som et menneske, der hurtigst muligt skal komme så langt frem som muligt i på så kort tid som muligt og følgelig klarer sig bedst, hvis det ikke er tynget af byrder. Men i det hele taget handler det om at være foran og gøre fremskridt.
Således indeholder mange af de grundlæggende modeller, vi bruger om hinanden og samfundet, en ide om, at højere, længere, stærkere og hurtigere er bedst. Det skal gå opad og fremad. Noget skal styrkes og effektivisere. Alting skal øges eller vokse eller vækste, som det uskønt hedder. Når man tænker sådan, kan man ikke undgå at vurdere hinanden på, hvor højt op, hvor langt frem, hvor stærk eller hurtig vedkommende er. Selve den grundlæggende måde at tænke på medbringer en målestok for menneskelivet.
Det er mareridtsagtigt, for man kan ikke blive fri af sådanne billeder og metaforer, når man skal udtrykke sig. Om man vil det eller ej bliver man bundet af sproget og overtager de modeller, som det indeholder. Men mareridtet er også, at vi anlægger de samme standarder på os selv og vurderer vores egen liv efter dem.
Når man taler om fiaskoer og succeser, bliver livet til en præstation, der kan lykkes eller slå fejl. Når man ser sit livsforløb som op- og nedture, er det blevet til en kurve, der aftegner, hvor godt og skidt det har været. Når man har modgang og fremgang, forstås livet som en rejse frem mod et mål og i svære perioder sinkes man og risikerer ikke at komme frem. Det er svært overhovedet at udtrykke sig om sit liv uden at vurdere og bedømme det, så dets værdi afhænger af præstationerne. Og selve ordet værdi indebærer jo en økonomisk tilgang til det liv, hvis værdi vurderes.
Mareridtsagtigt er det, fordi det er umuligt at komme ud af selv. Overladt til sig selv bedømmer og vurderer man sig i forhold til andre, i forhold til standarder og hierarkier, og man kan ikke andet, for det er indlejret i den måde, man tænker på.
Men det barn, der bliver til i Maria, er ikke er bundet ind i de menneskelige værdisystemer og er ikke begrænset af menneskelige sprog- og tankeformer. I det er Gud selv til stede på samme måde i det hjælpeløse og nyttesløse spædbarn og i den forkastede og forpinte mand på korset. Så er der hverken fremgang eller modgang, der er hverken op- eller nedture, for når Gud er til stede i menneskelivet, må menneskelige måder at se sig selv og hinanden bryde sammen. For nu tvinges vi til at forstå den menneskelige tilværelse på et grundlag, der ikke er vores eget. Når Gud har gjort sig nærværende i menneskelivet gennem sin søn, er menneskelivet gjort til andet, end vi selv gør det til. Så er vores liv ikke bare stedet for vækst og fremgang eller styrker og svagheder; det er stedet, hvor Gud er til stede, uanset hvor man befinder sig i vores hierarkier og modeller.
Derfor blev Guds søn født som menneske som alle andre, derfor kunne han ikke bare være menneske som alle andre. På en gang måtte han gå ind i menneskelivet og overskride det liv, som mennesker selv lever. Det er meningen i den underlige forestilling, at han blev født af en jomfru ved Guds ånd, så han kan være både Gud og menneske.
Det er som en drøm, hvor tingene kan være forskellige ting på samme tid, men denne drøm vækker os fra vores eget menneskelige mareridt, hvor vi er overladt til os selv, og kalder os til den virkelighed, hvor vores dybeste behov og inderste ønske er opfyldt. I den er vi ikke forladt af Gud, for hans søn er blevet til som en af os, som Gud med os, Immanuel.
DDS 71 – 441 – 108 — 487 – 72 – 162