Luk 1,56-55
Maria er et forbillede. I århundreder, ja knap to tusinde år har hun været ideal for kvinder. Den perfekte moder, der dydigt bliver gravid uden samkvem. Den perfekte kvinde, der lydigt bliver moder uden samtykke. Hun er det uopnåelige kvindelig ideal; den kvinde alle kvinder måles imod. I renhed og uskyldighed er hun indbegrebet af det alle kvinder burde være. Sådan er hun i hvert fald fremstillet i kristendommen og sådan har hun fungeret i kirken. Enhver kvinde ydmyges i forhold til jomfru Maria, for kvinder kan kun stræbe efter hendes ideal ved at aflægge sin fysiske kvindelighed og tilsidesætte sin menneskelige egenvilje. Et kvindeligt ideal som ikke mindst mænd har sat pris på.
I det ældste evangelium er det ganske vist ikke sådan. I Markusevangeliet hører vi ikke om jomfrufødsel eller jomfruundfangelse, som man måske skulle sige, for først senere traditioner beskæftiger sig med, om Maria nu også er jomfru før, under og efter fødslen. I Markusevangeliet hører vi om Jesu mor, Maria, og hans søskende, men intet om hverken undfangelse eller fødsel. Ja, end ikke Jesu far, Josef, hører vi om. Måske fordi Markus ikke vil forvirre billedet af Jesus, der er Gud søn, og derfor ikke kan have en menneskelig fader. Måske fordi han ikke ved noget om hans fader. Eller måske fordi han ligefrem ved, at Jesus ikke kendte en biologisk fader. Var Maria enlig mor? Hvordan var forholdet til Jesu søskende? Havde de heller ingen far? Det går jo ikke. Og det gik i hvert fald ikke, da Matthæus og Lukas skrev deres version af Jesu historie. De indskriver Jesu fader i den historie. Josef, der er af Davids slægt, så Jesus også kommer fra den israelitiske familie, fra hvem man forventede Messias.
Men Josef kan jo ikke sådan rigtigt være fader til Guds søn. Når Jesus er Guds søn, må Maria være blevet gravid uden Josefs indblanding. Hun må have undfanget ved Guds ånd.
Resultatet er den kendte fortælling om englens besøg hos den unge jomfru. Hun er udvalgt blandt kvinder til at blive gravid ved helligånden og bære Guds søn. Det er nyt. En ny mulighed åbnes. Når Guds søn fødes som menneske, kommer Gud til syne i det menneskeliv, som hans søn lever. Det er den mulighed, der åbnes af jomfrufødslen. Guds søn er et menneske. Han vedkender sig menneskelivet, når han lever det med fødsel, liv og død. Mennesket er Guds søn. Hans menneskeliv vedkender Gud sig, når han lever det med fødsel, liv og død. Begge dele. Guds søn og Marias søn. Menneske og Gud. Jomfruundfangelsen åbner muligheden for, at vi kan lære Gud at kende, som han vil kendes. Jomfrufødsel giver mulighed for, at Gud kan give sig til kende i det menneskeliv, som hans søn lever. For det er det overraskende. Menneskelivet er stedet, hvor Gud kommer til stede. Hans søn er i det, når han lever det, så Gud kan kendes i det.
Maria underkaster sig Guds vilje med ordene. Jeg er Herrens slavinde. Hun bærer barnet og som det første i Lukas’ fortælling tager hun på besøg hos sin slægtning Elisabeth. Hun er gravid med Johannes, der senere skal døbe Jesus. Da Elisabeth står over for Maria, gør fosteret i hendes, Elisabeths, mave et spjæt. Elisabeth reagerer øjeblikkeligt: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, siger hun og tilkendegiver, at nu opfyldes Guds løfter. Maria reagerer med en af verdenslitteraturens bedst kendte lovprisninger. Det er dagens evangelietekst. Den kendes under det latinske navn Magnificat, for sådan lyder det første ord på latin i sætningen ”min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.” Først i mødet med de andre og ved deres reaktion på graviditeten bliver Maria klar over, hvad hun bærer i sit liv. Deres glæde over hendes barn afføder lovprisningen af Gud. For Elisabeths lykønskning viser, at der åbnes nye muligheder. Englen skal sige det til hyrderne på marken julenat: Det skal være til glæde for hele folket. At Gud giver sig tilkende gennem et menneskebarn, at han lader en ung kvinde blive sin søns moder, bliver udtryk for nye muligheder. For nu skal Gud kendes, som han selv vil give sig til kende.
Det giver hun ord i sin lovsang. Den ringe tjenerinde skal være salig; barmhjertigheden gælder de gudsfrygtige og ikke de hovmodige. Mægtige styrtes fra tronerne, ynkelige ophøjes. Sultne mættes, rige sendes sultne bort. For han tager sig af sin tjener, som han har lovet. Ved sine medmenneskers glæde over Jesusbarnet erkender Maria, at Gud ikke er, som man kunne tro. Han er ikke de mægtiges, hovmodige, riges Gud. Han viser sig ikke i deres succes. Han viser sig, når svage styrkes, fornedrede oprejses og sultne mættes. Han viser sig, når magthierarkierne vendes om, og når statusmarkørerne forkastes. Han viser sig, hvor de hjælpeløse får hjælp; hvor de håbløse får håb; hvor de opgivende får nyt livsmod. Han viser sig i det liv, som hendes søn skal leve. For det liv vender om på alt, fordi det er aldeles og indtil det yderste er rettet væk fra sig selv mod de andre. Effekten af det liv er ikke rigdom og succes, hovmodighed og ære. Effekten af det liv er ikke en særlig renhed eller hellig status. Effekten findes ikke i hans ophøjelse eller tilbedelse, for intet af det han gør, handler om ham selv. Effekten findes i det menneskeliv, som han deler med os. Når Gud har givet sig til kende i et menneskeliv, åbnes muligheden for at vi kan finde ham i det menneskeliv. Johannes og Elisabeth foregriber det, når de i mødet med fostret i Marias mave, fyldes med glæde. Den glæde er resultat af, at Guds søn blev menneske i et menneske som os. For begge dele skal med Guds søn og mennesket. Til det formål var Maria nødvendig. Hun gav mulighed for, at Gud kunne komme til stede blandt mennesker og vise Gud i sit menneskeliv. Så effekterne af hans liv kan findes i livsglæden og livsmodet i menneskelivet, når nye muligheder åbnes, fordi Gud viser at overskride vores forestillinger om ham. I Marias graviditet kommer nye muligheder til syne.
Derfor er Marias bebudelse et af de mest elskede motiver i billedkunsten. Sikkert også et af de vanskeligste. Et alle mestrene må prøve kræfter med. For bebudelsen skal fremstille en situation, hvor det uventede og uforudsete sker. Det, der er det egentlige motiv: Det glædelige, som man ikke ved, hvad er. Men som er muligheden for et andet liv. Sådan er enhver graviditet, men i Marias tilfælde er det ikke blot hendes liv, men menneskelivet som sådan, der bliver anderledes. Den mulighed findes i hendes graviditet. Hvordan skildrer man det i et billede? Ofte fremstilles det sådan, at den unge kvinde optaget af sine kvindelige sysler, da hun får besøg af en engel og Guds ånd gør hende gravid. Kunstnerne bestræber sig på at fremstille undfangelsen så rent som muligt. Ofte er det en solstråle, der rammer Maria. Lyset er udtryk for livsmulighederne, der inkarneres i Maria. Men én kunstner har været mere sofistikeret. Det er Fra Angelico fra det femtende århundrede. Han har lavet en fresko af bebudelsen til en klosterniche i Firenze. Billedet er eftersigende først svært at se, fordi man blændes af lyset fra et vindue ved siden af det. Så træder det langsomt fra på den kalkede væg. Først ser man personerne, englen til venstre. Maria til højre. Mellem Maria og englen, ser man så, at der ingen ting er. Der er bare hvidhed. Men hvidhed er jo ikke ingen ting. Hvidhed er pigment af den farve, kunstneren har brugt. Her er der ikke ingen ting, men mulighed for at noget kan træde frem. I hvidhedens rum mellem englen og jomfru Maria kan noget blive til. Noget kan opstå. Det er selve muligheden, der ligger der. Muligheden for at noget bliver til mellem englen og Maria. Der, hvor virkningen af Guds ånd skal være.
Så opdager man, at hvidheden ikke kun er mellem englen og Maria. Uden for billedets ramme er væggene også kalket hvide, så beskueren står omgivet af hvidheden, befinder sig midt i det hvide, der er muligheden for at noget kan komme til syne. Og lige der i det hvide rammer solstrålen gennem vinduet ved siden af billedet. Så er det beskueren, der står midt i mulighedens hvidhed, der udpeges som den, der skal gøre tilsynekomsten virkelig. For det er i vores menneskeliv at mulighederne åbnes, når Guds søn bliver undfanget i en kvinde. Det er hos os effekterne findes i glæde og livsmod, når de uforudsete og uventede finder sted. Vi er der midt mellem englen og Maria og i muligheden for at det guddommelige kommer til stede i menneskelivet.
Maria er ikke et ideal, som kvinder ikke kan leve op til, fordi hun var lydig og dydig. Maria er et forbillede for kvinder og mænd, fordi hun bar det barn, der i sit liv og død skulle udtrykke, hvem Gud er. For derved blev menneskelivet det sted, hvor Gud kommer til udtryk. Kvinder og mænd lever op til Marias forbillede, når de lader menneskelivet være mulighed for, at Gud kommer til udtryk. Vi sang det:
O Herre Jesus lad din ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig
undfange dig
og aldrig fra dig rykke.
DDS 71 – 441 – 72 — 108 – 488 – 201