Luk 1,46-55
Magnificat kaldes evangelieteksten i henhold til dens begyndelsesord i den latinske oversættelse. Marias lovsang hedder den på dansk, eller Mariæ lovsang, hvis man gerne vil vise, at man kan lidt latin. I Lukasevangeliet bryder den unge kvinde ud i denne hymne, da hun er sikker på, at hun er blevet gravid, selv om hun ikke har været sammen med en mand. Det er en af de fineste poetiske tekster i Bibelen og derved i verdenslitteraturen, som den purunge pige formulerer. Det alene kan nok få en til at tvivle på, om det virkelig var sådan det foregik, da Jesu moder blev gravid. Men de historiske forhold kan man tænke over, som man vil. Evangelisten Lukas har fremstillet det således, og det er der også grund til at tænke over.
Ikke bare er Magnificat i sig selv en storslået tekst. Den har også givet anledning til en lang række mesterværker både inden for kunsten og teologien. Fx har Martin Luther skrevet en lang udlægningen af den, hvor han gennemgår teksten vers for vers og ord for ord. Men jeg stoppede denne gang op efter ganske få ord i Luthers tekst. Faktisk efter tre små linjer, for da skrev han, at Jomfru Maria taler ud af egen erfaring. Her gik jeg i stå, for hvis det er sandt, hvad er det så, der er erfaringen?
Realistisk set er det en ung kvindes erfaring af at blive gjort ufrivilligt gravid, der ligger bag Marias lovsang. Uanset hvordan det er foregået, har det ikke været grund til glæde i Palæstina for 2000 år siden. En teenager, der blev gravid uden for ægteskabet, kom i en særligt sårbar situation, helt overladt til mændenes vilje. Hendes forlovede kunne lade sig skille fra hende og udskamme hende offentligt. Hendes fader kunne nægte at lade hende bo hos sig, fordi hun havde bragt skam over familien. Skulle den erfaring være baggrund for Marias udbrud, at Herren har set til sin ringe tjenerinde? Er det ikke snarere ønsketænkning, at nogen skulle reagere sådan på en ufrivillig graviditet? Man kan gå et skridt videre og sige, at Marias erfaring mest ligner en overgrebserfaring, hvor hendes vilje er blevet tilsidesat af en stærkere vilje. Kan nogen tillade sig at sige, at den erfaring skal være anledning til lovsang?
Hvem kan i det hele taget tillade sig at sige noget om andres erfaringer? I forbindelse med identitetspolitikken dukker det op igen og igen, at specifikke gruppers erfaringer kun må fortolkes af disse grupper selv og i nogle tilfælde kun for disse grupper selv. Vi har efterhånden ofte hørt det i forbindelse med teateropsætninger, hvor kun skuespillere med den samme identitet som den rolle, de spiller, må medvirke. Man hører det i samfundsdebatter, når bestemte grupper ikke vil lade deres holdninger repræsentere af andre end sig selv og knap vil modtage sympati fra andre end sig selv. Man kan blive nervøs for, om det overhovedet er muligt at forstå hinanden, hvis det i princippet er umuligt at fortolke andres erfaringer.
Kunstneren Dana Schutz, der for et par år siden udstillede på Louisiana, oplevede det. Udstillingen var domineret af et værk, der ikke var der. Dana Schutz’ mest berømte maleri vakte nemlig så meget furore, da det i 2017 blev præsenteret på en velrenommeret udstilling i New York, at man åbenbart ikke ønskede at vise det i Danmark. Værket er fra 2016. Det har titlen ”Open Casket”, som betyder ”åben kiste”. I en lettere abstrakt stil forestiller det en sort dreng, der ligger død i en åben kiste. For amerikanere er det let at fortolke, at der er tale om Emmett Till.
Emmett Till blev født 1941 og voksede op i Chicago. I sommeren 1955 var han som fjorten årig på ferie hos familie i Mississippi. Her blev han bortført, tortureret og dræbt af to hvide mænd, fordi han angiveligt havde gjort upassende tilnærmelser til en hvid pige. Hans lig blev fundet ved en flod tre dage senere. De to mænd blev af en jury udelukkende bestående af hvide frifundet for mordet, som de senere indrømmede uden at kunne dømmes for det.
Emmett Tills moder, Mamie Till, fik hans lig hjem til Chicago og holdt en begravelse med en åben kiste, så alle kunne se det mishandlede barn. Emmett Till blev efterfølgende et ikon i den sorte borgerrettighedskamp og genstand for en lang række fortolkninger i populærkulturen. Et maleri af en sort dreng i en åben kiste trækker på hele den afro-amerikanske historie med voldelig diskrimination. Men Dana Schutz er hvid.
Andre hvide kunstnere har brugt Emmett Till i deres kunst, men i 2017 vakte det megen opstand fra sorte grupper. Udstillingen fik talrige henvendelser om at fjerne værket og en sort kunstner demonstrerede mod værket ved at stille sig op foran det iklædt en t-shirt, hvorpå der stod noget i retningen af ”sort død sightseeing”. Begrundelsen for protesterne var, at Dana Schutz lukrerede på de sortes lidelser. Hun svarerede, at hun ikke påstod at vide, hvordan det er at være sort i USA, men hun vidste, hvad det vil sige at være mor, for det var hun selv. Kunstværket skulle udtrykke empati med hans moder.
Det svar gjorde kun demonstranterne endnu mere vrede. For hvordan kunne hun, en hvid privilegeret kvinde, vide noget som helst om, hvordan det er at være en sort enlig moder? Ved at generalisere Emmett Tills død og påstå, at hans moders sorg kunne være enhver moders sorg, ser hun præcist bort fra det, som hans død handler om. For hvide kvinder mister ikke deres sønner i lynchninger, som Mamie Till gjorde. De skal ikke leve med, at deres børn har langt større risiko for at blive udsat for vold og kriminalitet. De skal ikke tænke på, at deres børn vokser op i en verden, hvor det på alle måder er uligt sværere at være sort end hvid. Når Dana Schutz tror, at hun kan fortolke de sortes erfaringer som almene fænomener, opleves hendes fortolkning som et overgreb.
Den unges Marias erfaringer med sin uønskede graviditet er heller ikke tilgængelig for fortolkning for andre end hende selv. Hvad hun har tænkt og følt engang i Palæstina for længe siden ved vi ikke og kan ikke sætte os ind i. Man kan derfor tænke, at evangelisten Lukas gør sig skyldig i samme velmenende misforståelse som Dana Schutz, når han lægger Maria en lovsang i munden, hvor hun indtager rollen som den lydige tjenerinde, der priser Gud for at være blevet gravid uden samtykke. Man kan tage skridtet videre og sige, at det overgreb, der gjorde hende ufrivilligt gravid nu følges af endnu et overgreb, når hendes erfaringer fremstilles som lydig underkastelse under den vilje, som ikke er hendes egen.
Men Marias historie er ikke bare historien om overgreb på overgreb. Den er historien om at lade sine erfaringer fortolke af en andens historie. For Marias lovsang fremstiller Marias erfaringer i lyset af hendes søns historie. Hendes uønskede graviditet resulterede i et liv, der endte i en forargelig henrettelse på korset, men var en åbenbaring af Gud selv. Derfor kan Maria se sit eget liv som indoptaget i Guds historie. Hendes erfaringer fortolkes ved at være en del af Guds søns historie. For i sin historie viste han, at selv erfaringen af et liv, der ender i det dybeste, fortvivlede mørke, tages op og får mening ved at være en del af Guds historie. Det skete i hans liv, da opstandelsen fulgte korsfæstelsen. Det sker i Marias liv, når hendes erfaringer fortolkes som en del Guds historie, så Gud selv er til stede i dem.
Det sker for enhver, når Guds søns historie fortolker vores livs erfaringer. Fordi Guds søns historie er historien om et menneskes undfangelse, fødsel, liv og død og opstandelse, kan vi lade vore menneskelige erfaringer fortolke af den historie. Så bliver vores forhåbninger mødt med Guds velsignelse, så bliver vores handlinger mødt med Guds tilgivelse, så bliver vores lidelse mødt Guds barmhjertighed – for Jesu Kristi skyld, som man siger, når man vil sige, at det, der gælder for ham, gælder for os.
Om lidt skal vi igen genopleve, hvordan det foregår, når et menneskeliv fortolkes ind i Jesu historie. Som Marias liv blev fortolket ind i Guds søns historie, som hans moder, bliver Nannas liv om lidt fortolket ind i Guds søns historie som hans søster, fordi de får den samme fader. Derfor kan hun – som vi alle – leve i tryg tillid til, at hele hendes liv vil være rummet af den historie, der ender med opstandelse.
Det kan vi sige til hende uden at overtage hendes erfaringer. For vi kan ikke overtage hendes eller andres erfaringer. Men vi kan sige, at hendes og alles erfaringer fortolkes gennem historien om Guds søn, Marias barn. Det kan vi også sige om Emmett Till, og det kan vi sige til Mamie Till, for det siger evangeliet til os.
DDS 64 – 201 – 71 — 72 – 446 – 674 – 192 – 80