Mariæ bebudelse (1)
v.26 Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, v.27 til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. v.28 Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« v.29 Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. v.30 Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v.31 Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v.32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v.33 han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« v.34 Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« v.35 Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. v.36 Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; v.37 thi intet er umuligt for Gud.« v.38 Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.
Luk 1,26-38 (jf. Matth 1,18-21)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Mariæ bebudelse findes ikke i de andre evangelier. Alligevel er forholdet til dem ganske interessant. I de allerældste tekster, Paulus’ breve, nævnes det kun, at Jesus er ”født af en kvinde, født under loven” (Gal 4,4). Ellers fortæller Paulus intet om Jesu familieforhold. I Markusevangeliet møder vi Jesus, da han er voksen og kommer for at blive døbt af Johannes Døberen (Mark 1,9-13). Vi hører om hans mor, brødre og søstre to gange. Første gang kommer de for at hente ham, formentlig fordi han bringer vanære over familien ved at optræde offentligt (Mark 3,31). Anden gang nævnes moderen og brødrene ved navn, da Jesus underviser i synagogen i sin hjemby, Nazaret (Mark 6,3). En far hører vi ikke om. Tilsyneladende er Jesu familierelationer blevet et problem i den tidligste kristendom. Hvordan kan Guds søn være født af en almindelig kvinde? Hertil kommer et andet problem, som særligt i de jødekristne kredse var betydningsfuldt. Hvilken slægt er Jesus fra? Hvis han er den jødiske Messias, skal han være af Davids slægt. På disse spørgsmål svarer Markusevangeliet ikke. Matthæus- og Lukasevangeliet gør det på hver sin måde ved at fortælle om Mariæ bebudelse og Jesu fødsel. I Matthæusevangeliet kommer en far til at optræde, nemlig Josef, der er tømrer, ligesom Jesus er i Markusevangeliet. Josef er af Davids slægt, så han repræsenterer den rigtige genealogi i henhold til de gammeltestamentlige profetier og de jødiske forventninger. Imidlertid kan Guds søn ifølge Matthæusevangeliet ikke blive til ved en ordinær undfangelse, så ville han jo være sin menneskelige fars søn. Hans mor bliver derfor gravid ved Helligånden, så han er avlet af Gud selv. Maria repræsenterer således den rigtige genealogi i henhold til opfattelsen af Jesus som Guds søn (Matth 1,18-21). Man kan sige, at Josef ved det sociale slægtskab, som han påtager sig, garanterer forbindelsen til Det Gamle Testamente og jødernes historie, mens Maria ved et kødelige slægtskab i kraft af Helligånden, som hun indvilger i, garanterer forbindelsen til Gud. For at der ikke skal være tvivl om det, er det vigtigt, at Maria er jomfru. Det opfylder profetien fra Es 7,14, men først og fremmest sikrer det, at Jesus ikke har en almindelig far.
Lukasevangeliet fortæller også både om Maria og Josef. Men Lukas gør det fra Marias perspektiv, hvor Matthæus gjorde det fra Josefs. Hos Matthæus var det vigtigt at udfolde, at Josef påtog sig det sociale faderskab og indlemmede Jesus i Davids slægt. Faktisk bliver undfangelsen ved Helligånden kun nævnt for at overbevise ham om, at han ikke skal forlade Maria, men overtage det sociale faderskab. Hos Lukas er det vigtigt at udfolde, hvorledes en kvinde kan blive gravid med Guds barn, som i øvrigt – men det er ikke det vigtigste – også er af Davids slægt gennem sin sociale far.
Lukas trækker i øvrigt den guddommelige historie om Jesu fødsel endnu et skridt tilbage, da han fortæller om Johannes Døberens ekstraordinære undfangelse og fødsel, nemlig af meget gamle forældre, som det er almindeligt for alle vigtige personer i den gammeltestamentlige historie (fx Abraham og Sarah, der fik Isak i deres alderdom).
Der er altså ikke noget litterært forhold mellem de synoptiske evangelier i forbindelse med Mariæ bebudelse, i den forstand vi normalt møder det, nemlig som forskellige versioner af den samme historie. Derimod er det ikke usandsynligt, at de i en vis forstand står i forlængelse af hinanden, så Matthæus og Lukas arbejder med problemer, der stammer fra Markusevangeliet. De løser dem ved at fortælle videre og udfylde huller i Markus’ fortælling, fx ved at udfolde bebudelse og fødsel. Men man kan også se Lukasevangeliet som en videreførelse af Markus- og Matthæusevangeliet, idet Lukas fører fortællingen længere tilbage og udfolder nogle af de detaljer, som Matthæus har ladet stå åbne. Fx optræder jomfrufødslen ret kortfattet i Matthæusevangeliet blot som englens tilsagn til Josef på grundlag af profetien i Es 7,14. Lukas udfolder dette i sin fortælling om bebudelsen til Maria.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
I Lukasevangeliet er fortællingerne om Johannes Døberens og Jesu undfangelse og fødsel flettet sammen, så man kan se, hvordan der sker en overgang mellem to epoker. Johannes er afslutningen på den gamle. Jesus indleder den nye (jf. Luk 16,16). Efter Lukasevangeliets præskript (Luk 1,1-4) følger derfor et afsnit om bebudelsen til Elisabeth og Zakarias (Luk 1,5-25), herefter bebudelsen til Maria (Luk 1,26-38), så mødet mellem de to gravide maver (Luk 1,39-45), Marias lovsang (Luk 1,46-56), Johannes Døberens fødsel (Luk 1,57-66), Zakarias’ lovsang (Luk 1,67-80), Jesu fødsel (Luk 2,1-21).
Sammenhængen med Johannes Døberen er tydelig (Jesus og han er endda i familie ifølge Lukasevangeliet). Samtidig er det tydeligt, at Jesus overbyder ham på alle områder: for gamle forældre vs. for unge forældre; usandsynlig undfangelse vs. umulig undfangelse; bebudelse ved engel om Elisabeths undfangelsen vs. bebudelse ved engel om undfangelsen ved Helligånden; Zakarias’ lovsang vs. Marias lovsang; osv.
Tekstens detaljer
v.26-27: Scenen sættes i forhold til det foregående afsnit om Zakarias og Elisabeth. Det var i den sjette måned, altså af Elisabeths graviditet, selv om det ikke står der på græsk. Det foregår i Galilæa, i byen Nazaret, hvor Jesus og hans familie hører til ifølge alle evangelierne. Der er en jomfru ved navn Maria. Hun er forlovet med Josef, som er af den rette slægt i henhold til profetierne. Til hendes sendes englen Gabriel.
At Maria er jomfru, betyder også i de græske formuleringer, at hun ikke har været sammen med en mand. Hvis man fortolker tekststykket i henhold til de socialhistoriske realiteter, har det sikkert betydet, at hun har været en ung kvinde, i vores øjne meget ung, for piger kunne bortgiftes fra de var 12 år gamle. Eftersom der var indgået forlovelse, har hun været over 12, men man kan kun gætte på, hvor meget ældre hun har været. Sikkert ikke meget. Forlovelsen var en formel juridisk status, idet mindst dele af den aftalte brudepris, som brudgommen skulle betale sin svigerfar, skulle falde ved forlovelsen.
Englen Gabriel optræder i Dan 8,15-26; 9,21-27, hvor han udlægger Daniels drømme. Gabriel indgår i jødiske skrifter, som en blandt de fire vigtigste engle: Mikael, Gabriel, Rafael og Fanael, kaldes de eksempelvis i Første Enoksbog, der stammer fra tiden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Det bliver i senere spekulationer om det himmelske hierarki til de fire ærkeengle. Gabriel optræder her som budbringer for Gud, hvilket ordet ”engel” også betyder.
v.29-30: Udvekslingen mellem englen og Maria følger skemaet for den slags møder mellem engle og mennesker: Englen hilser – mennesket bliver forskrækket – englen beroliger. Således også her.
Englens hilsen er egentlig, ”Vær hilset, du benådede, Herren (er) med dig!” På græsk er der intet udsagnsord i det sidste led. Derfor kunne det forstås ”Herren være med dig!” Men englen udtrykker sikkert det, der allerede er tilfældet, da Maria er blevet udvalgt og har fået Guds velbehag frem for alle andre. Det er ikke et ønske, som man kan fremsætte om enhver, men en konstatering af, hvad der gælder for Maria.
Det, der vækker Marias forfærdelse og forundring er sikkert udsagnet ”du benådede”. I den latinske oversættelse bliver det til gratia plena, ”fuld af nåde”, hvilket i den katolske Mariadyrkelse bliver hendes faste tilnavn: Maria, fuld af nåde. Det indgår i den mest kendte og bedte Mariabøn, Ave Maria, som på dansk lyder: ”Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig – Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt: Jesus. Hellige Maria, Gudsmoder, bed for os syndere nu og i vor dødstime! Amen.” Men faktisk er det på græsk et udsagnsord, der beskriver det, der er sket med Maria, nemlig at hun har fundet nåde for Gud, som den særligt udvalgte, ligesom englen udlægger det i v.30. Det er ikke en karakteristik af hendes person. Hun er ikke fuld af nåde, men hun har fået Guds fulde nåde. Det udtrykker Guds forhold til hende, ikke hendes personlige karakteristikum.
v.31-33: Englen udfolder så, hvad der er Marias nåde: Hun skal blive mor til en søn. Om denne søn gælder så følgende: Han skal hedde Jesus, han skal blive stor, han skal kaldes den Højestes søn, han skal have Davids trone og være konge over Israel til evig tid. Der er mange ting i denne beskrivelse af Marias søn.
Matth 1,21 spiller på, at navnet Jesus stammer fra et hebræisk ord, der betyder frelse. Det gør Lukas ikke, men anfører blot, at han skal have dette navn. Selvfølgelig fordi Jesus hed Jesus. Men formentlig er der også i det forhold, at Lukas (og Matthæus) lader hans navn være guddommeligt bestemt en hentydning til dets betydning.
Den videre beskrivelse af Jesu fremtidige storhed (at han skal blive en stor, betyder ikke, at han skal vokse op, men at han skal blive en stor mand) bruger parallelle udtryk, der alle handler om, at han skal indtage rollen som Guds Messias og overtage Davids kongedømme. Vel at mærke ved Guds bestemmelse. Udtrykket den Højestes søn kan indgå i alle religiøse kongeideologier, hvor man mener, at kongen har fået sin trone og magt af Gud selv. Her er pointen, at Jesus skal overtage det kongedømme som er grundlagt i 2 Sam 7 og ifølge de gammeltestamentlige traditioner tilhører Davids slægt. Han skal med andre ord være Guds udvalgte konge. I perioden op til Det Nye Testamente blev disse forventninger i nogle dele af den jødiske litteratur sat ind i en mytologisk ramme, så det endelige kongedømme ikke skulle være af jordisk karakter. Mon ikke Lukas også spiller på sådanne forventninger i formuleringen, at han skal være konge ”i evigheder”, som det hedder på græsk.
v.34: Lukas vil understrege jomfrufødslen. Derfor stiller Maria sit spørgsmål, hvor hun betoner sin jomfruelighed. Det bliver endnu vigtigere i den senere tradition (se nedenfor). Hun bruger den semitiske formulering: ”jeg kender ikke en mand”.
v.35: Englens svar er en parallelisme: Helligånden, der kommer over, står parallelt med den Højestes kraft, der overskygger. De to dele af parallelismen udtrykker det samme. Som altså grundlæggende er, at Gud selv er far til barnet gennem Helligånden, hans kraft. Derfor bliver barnet helligt, dvs. et, der er reserveret det guddommelige, og Guds søn. For første gang i Lukasevangeliet benævnes Jesus Guds søn. Det er selvfølgelig resultatet af undfangelsen ved Helligånden.
Verset er en kristen tolkning af v. 32-33. Forventningen om den messianske konge af Davids slægt tolkes kristent, når denne konge forstås som Guds søn. Det er altså ikke blot et spørgsmål om jødiske traditioner, men om Guds indgriben i historien. Guds søn bliver konge. Det er ikke kongen, der er Guds søn.
v.36-37: Det kobles til historien om Johannes Døberens uventede undfangelse. De to gravide kvinder er ifølge dette vers i familie. Det bliver således et tegn for Maria, at Elisabeth er gravid. Et tegn på, at hendes graviditet er del af en større historie. Englens afslutningsvers understreger det guddommelige og mirakuløse i begge kvinders situation. Gud kan alt, så han vil også gennemføre sin vilje gennem Elisabeth, Maria og Jesus. Ordret hedder det: ”Ethvert ord fra Gud vil ikke være umuligt”.
v.38: Marias berømte afslutning markerer en total underkastelse under Gud ved at udråbe sig som slavinde, hvilket er den rette oversættelse. Maria opgiver retten over sig selv og sin egen krop. Ligesom slaverne var deres ejeres ejendom, gør Maria sig til Herrens ejendom. Hun stiller sig altså helt i Herrens tjeneste, til rådighed for ham. Når hun siger ”det det ske mig efter dit ord” udtrykker det denne fuldstændige tjenstvillighed, men refererer i formuleringen til det ”ord fra Gud, der ikke kan være umuligt” i foregående vers.
Tekstens fortolkning
Man kan sige, at alle forhistorierne, dvs. fortællingerne om Jesus indtil hans offentlige fremtræden, alle har til formål at skildre, hvem Jesus er, og hvordan han skal forstås. Der er grundlæggende to modeller. 1. Den davidisk-messianske, hvor Jesus fremstilles som Davidsætlingen, der skal overtage Israels kongetrone, genoprette riget og herske i evighed. Denne forestilling er ikke kun en dennesidig forventning om en militær sejr over den romerske besættelsesmagt, men kan også være fremstillet som en eskatologisk forventning om en endegyldig sejr over Guds modstandere og oprettelse af Guds rige. 2. Den kristologiske, hvor Jesus er Guds himmelske søn, der kommer på jorden for at gøre hans vilje, oprette hans rige og åbenbare hans sandhed. Riget kan meget vel være forstået som et himmelsk, hinsidigt rige, men det har Guds søns jordiske eksistens som forudsætning. I Matthæus’ og Lukas’ forhistorier kombineres de to modeller, idet Jesus indlemmes i Davids slægt gennem sin sociale far, Josef, og bliver født som Guds søn i kraft af undfangelsen ved Helligånden. I Matthæusevangeliet er der mest fokus på den davidisk-messianske model, mens Lukas fokuserer på den kristologiske og derfor udfolder, hvorledes Jesus kan være Guds søn uden indblanding fra en menneskelig fader. Løsningen findes i jomfrufødslen, som allerede er forberedt af Matthæusevangeliets udlægning af Es 7,14.
Der findes andre eksempler på, at store mænd fødes under mirakuløse omstændigheder. Også eksempler på, at de antages at være sønner af guderne, ligesom Israels konge kunne præsenteres som Guds søn (Salme 2,7). Der er tekster, der omtaler jomfruer i den forbindelse (Vergils 4. ekloge). Man har også tekster fra den græske mytologi, der omhandler gudernes omgang med menneskekvinder. Men en udfoldet og nærmest demonstrativ insisteren på Jesu mors jomfruelighed, som den man har i Lukasevangeliet, finder man ikke andre steder, selv om der selvfølgelig har været en form for inspiration fra andre forestillinger om store mænds fødsel. Jeg tror imidlertid, at ideen om jomfrufødslen er udviklet gennem evangelisternes bearbejdning af hinanden og således er opstået for at løse problemer, som man er stødt på i fortællingernes udvikling. Hovedproblemet opstår i det øjeblik, at man som troende på Jesus som Guds søn har læst Markusevangeliet og spurgt, hvordan Jesus var, før han blev døbt af Johannes Døberen og modtog Helligånden. Han må jo være født på et tidspunkt, og vi ved jo allerede, at han havde en mor og søskende. Har man stillet det spørgsmål, skal man svare på, hvordan Jesus, Guds søn, kan have en menneskelig mor. Løsningen er som sagt Es 7,14 og undfangelsen ved Helligånden. Den finder Matthæus, men han er mere interesseret i, hvordan Jesus, født af Maria, kan være den ventede davidiske Messias. Løsningen er Josef, Marias mand. Derfor fokuserer Matthæus på ham. Lukas er derimod interesseret i Jesu guddommelighed, derfor fokuserer han på Maria, undfangelsen ved Helligånden og jomfrufødslen.
Ved at holde fokus på Maria bliver hun hovedperson i Lukas’ fortælling. Hun viser sig som den eksemplariske og forbilledlige slavinde for Gud, der tilslutter sig og underkaster sig hans vilje ved at stille sin krop til rådighed. Derfor bliver Maria en heltinde for religiøs fromhed: Hun stiller sig helt i Guds tjeneste.
Tekstens efterliv
Marias rolle som mor til Guds søn har naturligvis en helt uoverskuelig virkningshistorie. Bebudelsen til hende er et af kunsthistoriens allermest elskede motiver. Hendes rolle som gudsmoder, så fuld af nåde, at det overgår alle andre, placerer hende i katolske og ortodokse kirker i umiddelbar nærhed af Jesus selv. Hende tyr man til i sine bønner i håb om, at hun vil bringe dem frem for Jesus. Det kan slet ikke overvurderes, hvor stor betydning denne tekst har for kristendommens udformning i størstedelen af de kristne kirker.
Det samme gælder for hendes underkastelse under Guds vilje. Maria bliver ved sin jomfruelighed, ærbarhed, ydmyghed, tjenstvillighed og moderskab fremstillet som et ideal for kvinder i de næste to tusinde år. Hvad det har betydet for kvinderollen, kan næppe heller overvurderes.
Allerede i de tidligste tekster efter Det Nye Testamente bliver Marias madonna-rolle (det er dobbeltkonfekt, eftersom Maria netop giver anledning til madonna-rollen) yderligere pointeret. Hun bliver mere og mere ærbar, og mere og mere hellig. Således gøres der meget ud af at fremstille Josef som en meget gammel enkemand, der har fået børn med sin første kone (derfor kan Jesus have søskende) og helst ikke ville giftes med Maria. Han forlader hende da også umiddelbart efter brylluppet for at rejse væk og arbejde, så de end ikke tilbringer bryllupsnatten sammen. Der er ingen tvivl om, at Maria er jomfru gennem hele sit liv. (Nogle få har fortolkes Marias udsagn ”jeg kender ikke en mand” (Luk 1,34) som udtryk for, at Maria dermed lover aldrig at ville være seksuelt sammen med en mand).
Faktisk er der også en række fortællinger om en jordmoder, der kommer til stede umiddelbart efter fødslen. Hun undersøger hende og konstaterer, at hun fortsat er jomfru, selv om hun har født en søn.
Således fortsætter det. Fortællingerne bliver mere og mere fantasifulde og afspejler den unge kirkes opfattelse af Marias hellighed. Det siges også, at hun, så snart hun kan gå, kommer i templet for ikke at komme i berøring med noget urent. Hun må dog forlade det igen, da hun begynder at menstruere, og så er hun klar til den efterfølgende historie.
Fresko af Fra Angelico (San Marco Klosteret, Florentina 1440-45).