Midfaste: Joh 6,24-35 (Vartov, 15.3.26)
Vi oplever en fortolkningsdiskussion i dagens tekst. Jesus og jøderne diskuterer, hvordan teksten om brød fra himlen skal forstås. ”Brød fra himlen gav han dem at spise,” læser jøderne nøgternt. Den handler om, dengang Moses var med israelitterne i ørkenen og sørgede for, at de fik manna fra himlen at spise. Det skete engang. Sådan som vi hørte fra alteret. Teksten er lukket. Den handler om nogen og noget, der var engang.
Men de korrigeres straks af Jesus. Han finder en åbning i teksten. Den handler ikke om nogen og noget, der var engang, men om nogen og noget nu: ”Ikke Moses, men min fader,” handler den om, siger han og fortsætter: ikke ”gav”, men ”giver”, for ”Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden”, udlægger han. Brødet var ikke mannaen i fortiden, men det brød der gives nu. Teksten er åben for nutiden.
Så da jøderne spørger om det brød, kan han svare: ”Jeg er livets brød.” Tekstens mening består ikke i en henvisning til en forgangen fortid. Den handler ikke, om noget, der skete engang. Teksten er åben for nutiden, som gør den konkret og virkelig, giver den kød og blod. Den handler om det, der sker nu. Sådan er den gammeltestamentlige tekst åben for troen på Kristus, der gør den til virkelighed.
Sådan siger Jesus i Johannesevangeliets tekst, og det ligger lige for, at føre logikken et skridt videre. Johannesevangeliet er selv en tekst, hvis mening ikke kommer fra den forgangne fortid, som den måtte henvise til. Den handler ikke om det, der skete engang. Johannesevangeliet er åben for den nutid, hvor den bliver konkret og virkelig, hvor den får kød og blod. Det handler om det, der skal ske. Sådan er også den nytestamentlige tekst åben for troen på Kristus, der gør den til virkelighed.
Derfor er det en nadvertekst, selv om den ikke selv nævner nadveren. For det er i nadverens brød og vin, at teksten bliver virkelighed, får kød og blod for os. Nadveren er åben for, at det livets brød, som Jesus kalder sig selv i teksten, får krop og bliver realitet i den. Her i nadveren bliver teksten om brødet, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden, til virkelighed. Når vi omkring nadverbordet møder ham, modtager ham, og indtager ham, så vi bliver sammenspist med ham, bliver troen på Kristus til virkelighed.
Sådan må vi sige om teksten, der ikke peger tilbage til fortiden, men frem til nutiden. Og det ligger lige for at føre logikken endnu et skridt videre. For hvad er nadverens mening? Den henviser heller ikke tilbage til, dengang Jesus spiste sit sidste måltid med disciplene. Den viser frem til det fællesskab, som skal indtage den. På den måde får nadveren virkelighed i den menighed, der bliver indspist med Kristus. Her får den krop og bliver kød og blod, og bliver virkelig gennem det liv, som den afføder. Nadveren bliver livets brød, når den bliver modtaget i troen på Kristus, som er det brød, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.
På den måde er også nadveren en tekst, hvis mening ikke er lukket af dens henvisning til fortiden, men åbner sig for, at meningen kan blive til i nutiden. Meningen ligger ikke i forgangne begivenheder og en forsvunden fortid, men i virkeliggørelsen i den menighed, der modtager den. Ligesom teksten åbner sig for, at dens mening kan blive til foran den, som Jesus viser, når han siger, at han selv er det brød, som teksten handler om, således er nadveren ikke et lukket minde om noget, der er sket engang, men er åben for det, der skal ske, hver gang den fejres. Sådan er også nadveren som en tekst, der er åben for troen på Kristus, der gør den til virkelighed.
Men hvis nadveren også er som en tekst, er der så overhovedet noget, der ikke er tekst? Er der noget uden for teksten? Det er den franske filosof Jacques Derrida, der stiller spørgsmålet, men ikke som et spørgsmål. For ham er det en konstatering: Der er ikke noget uden for teksten! Det er selvfølgeligt helt bevidst provokerende og mystificerende, for hvordan kan teksten være det hele? Kan teksten være alt? Derrida er da også blevet karikeret og kritiseret for, at han skulle mene, at der ikke findes en virkelighed uden for teksten. At alt er tekst, så der ikke findes noget, der ikke er tekst. Og så plejer man at sige, at han ikke har prøvet at have tandpine, for så ved man, at der er noget, der ikke er tekst. Så erfarer man, at virkeligheden er noget i sig selv, der kan melde sig på en uafviselig og smertefuld måde.
Derrida er ikke helt uden skyld i, at han bliver misforstået på den måde, men det er en misforståelse. For han har selvfølgelig haft tandpine, som mange franskmænd har med jævne mellemrum. Og han mener selvfølgelig ikke, at virkeligheden ikke findes. Virkeligheden findes, som abrikostræerne findes, som bregnerne findes, som cikaderne findes. Virkeligheden findes.
Men virkeligheden er en tekst, siger Derrida. Eller virkeligheden er som en tekst. Den har samme karakter som en tekst. Heller ikke virkeligheden har en indbygget mening, som på forhånd bestemmer, hvad den betyder, eller afgør, hvordan den skal forstås. Virkelighedens mening ligger ikke i det, der ligger bag den. Virkeligheden er åben for, at dens mening kan opstå foran den i det liv, som den afføder og giver anledning til. Heri får virkelighedens mening kød og blod.
Sådan er virkeligheden er tekst, der kan åbne sig og fyldes med mere mening, end man havde forestillet sig. Selv en virkelighed, der synes at lukke sig om sig selv i utryghed og usikkerhed, kan åbne sig for mere mening. Selv en virkelighed, der bestemmes af mistillid og mistro, kan åbne sig. Som en tekst er virkeligheden åben for troen på Kristus.
Det kan være en tandlæge, der fortæller om sin bekymring for sin familie i Iran. Det kan være at få lov til at stå med en lillebitte dreng på armen, der mod alle odds er iblandt os. Det kan være en konfirmand, der siger en vittighed. Det kan være at få den hjælp, som man har behov for det. Det kan være at ringe sammen om hverdagens almindeligheder. Det kan være at være sammen om noget, der er svært. Det kan være forårets vintergækker og små anemoner.
Virkeligheden åbner sig og viser sig at have meget mere mening, end man troede. For dens meningen ligger ikke bag den i en forgangen fortid, som vi ikke har adgang til. Men virkelighedens mening er heller ikke noget, som vi selv fylder den med, når vi vil tage magt over den. Virkelighedens mening ligger foran den, når den åbner sig og skaber liv. Som en tekst ligger virkelighedens mening i det liv, som den afføder. I det lys, som den giver. I det håb, som den skaber. For i det liv får virkeligheden krop, bliver kød og blod, bliver – ja, til virkelighed.
Måske er det kun sprækker i tilværelsen, der giver anledning til liv, lys og håb. Måske er virkelighedens åbninger undtagelser. Måske kan man i hverdagen sjældent se, at den skulle være åben for troen på Kristus. Derfor holder vi den åben hver søndag, når vi samles om at høre evangeliet om, at troen på Kristus er den mening i virkeligheden, som vi kun ser i små åbninger. Når vi samles om nadveren, hvor den mening bliver så virkelig, får så konkret kød og blod, at vi kan indtage den og i vores egne kroppe bære den med ud i virkeligheden. I gudstjenesten og omkring alterbordet holder vi livet helt åbent for den mening, som vi i virkeligheden kun oplever i små åbninger, men som er vores livs mening. For også vi er som tekster, der er åbne for mening, der kommer til os. Vores liv mening er ikke lukket inde i os selv, men ligger foran os i virkelighedens åbninger som livets brød.
DDS 745 – 201 – 459 — 662 – 467 – 217