Jesus og samfundsordenen
Joh 6,1-15
Vi skal sikkert tilbage til Anden Verdenskrig for at finde et år, der har lært os mere om statens og samfundets betydning, end vi har lært i det forgangne år. I min levetid har jeg i hvert fald ikke tidligere oplevet så massivt, hvad det betyder, at man i et demokrati overlader sin magt til de folkevalgte. At en regering faktisk kan lukke et samfund ned. Afbryde dagligdagen. Stoppe fællesskaber og foreninger. Hindre handel og erhverv. Aldrig er jeg på den måde blevet konfronteret med, hvad det betyder at leve i et ordnet samfund, hvor borgerne har afgivet suverænitet og beslutningskraft til statens ledere. Godt, at det trods alt foregår så fornuftigt og ansvarligt, som det gør. Men det ændrer ikke ved den grundlæggende erfaring: at leve i et samfund med orden betyder, at man afgiver magt og lader andre tage beslutninger på ens vegne.
Der er mange teorier om, hvordan en samfundsorden opstår. Filosoffer har fra oldtiden spekuleret over, hvorfor mennesker organiserer sig i samfund, og hvordan det foregår. I antikken så man positivt på det og anså menneskets natur for at være anlagt på fællesskab. Mennesket var et politisk dyr. Det hører til at være menneske at ville leve i fællesskab med andre mennesker. Efterhånden som århundrederne gik, blev filosofferne mere og mere pessimistiske på menneskets vegne. Nogle samfundsteoretikere anså langt fra menneskets natur for at være anlagt på fællesskab. Tværtimod. Nogle mente i stedet, at mennesket, hvis det bare blev overladt til sig selv, ville befinde sig i en konstant krigstilstand. Der ville være en brutal kamp for overlevelse og et uhumsk, dyrisk og kort liv for mennesker. Sådan er naturtilstanden ifølge Thomas Hobbes. Mennesket ville bare følge sit begær på andres bekostning, hvis det fik lov. Det ville konstant leve i frygt og være ude af stand til at opnå lykke. For at kunne opnå lykke må menneskene indgå en pagt, en samfundspagt, hvor de opgiver deres frihed og accepterer at leve under en hersker, suverænens magt. Herskeren skal håndhæve fornuftens love, som kræver at menneskene undertrykker deres begær for at kunne leve i fred med hinanden. Til syvende og sidst kan herskeren udøve den magt over samfundsborgerne, fordi de er bange for at miste livet. Frygten for døden afholder dem fra at gøre oprør mod herskeren. Derfor mente andre teoretikere, at herskeren måtte være mindst lige så hensynsløst grusom som klog og kærlig. For samfundets grundlæggelse er det ikke så vigtigt, om det er frygt eller beundring, som folket viser deres hersker. Frygt er nok i virkeligheden bedst, jf. det klassiske latinske motto oderint dum metuant ”lad dem hade, når blot de frygter.
Man kan forledes til at læse dagens tekst i den ramme. Jesus står over for en sulten folkemængde. Når jeg forestiller mig den forfærdelige naturtilstand med alles kamp mod alle, er det altid som en sultende hobs kamp for overlevelse. Sulten er formentlig et af de fænomener, der mest effektivt nedbryder et menneske og gør det dyrisk. Love og regler, principper og værdier sættes ud af kraft af sulten. Det tror jeg i hvert fald, selv om jeg ikke prøvet at sulte. Men jeg har prøvet at have tandpine, og jeg forestiller mig, at sult er noget lignende. En uafladelig smerte, der tiltrækker sig al opmærksomhed, så man ikke kan koncentrere sig om andet og vil gøre alt, for at den skal gå væk. Sådan må det være at sulte. Det er klart, at man ikke kan opretholde ro og orden, hvis folk sulter. Hvis man ikke har mad til sig selv eller sine børn, risikerer man gerne 20 års straffearbejde i galejerne for et brød.
Derfor er det let at følge folkemængden i Johannesevangeliet. De har jo netop mødt en suveræn, en hersker, der kan lave ordnede forhold og sikre fællesskabet, og det endda uden grusomhed. Med det modsatte af grusomhed. Den hersker som de ser i Jesus, kan afskaffe naturtilstanden og oprette et ordnet samfund, og gør det med overflod. Han har bespist 5000 mand med fem brød og to fisk, og så var der endda rigeligt rester til overs. Han har da virkeligt vist sit værd og demonstreret sin betydning for menneskelivet. Hvis han ikke skulle være konge, hvem skulle så?
Men i Johannesevangeliet afviser Jesus dem. I det øjeblik de kommer for at hylde ham og gøre ham til konge, trækker han sig bort fra dem – helt alene. De har ikke forstået, hvem han er. Og de har ikke forstået bespisningsunderet, brødtegnet. De har misforstået det, når de mener, at deres sult og mæthed har nogen betydning. Det er ikke det, det handler om. Jesus tager i Johannesevangeliet anledning af de menneskelige behov, men kun for at afvise, at den konkrete, fysiske opfyldelse af disse behov har nogen betydning. Bespisningsunderet handler ikke om at gøre sultne mennesker mætte. Og det handler slet ikke om at stifte samfund og oprette orden. Jesus skal ikke være konge. Han vil ikke være suverænen, der sikrer samfundsordenen, for så bliver han indrulleret i det menneskelige samfund og får betydning som en funktion af det. Som den, der er i stand til at fylde vores behov og indfri vores drømme. Det afviser han. Han forsvinder for dem i det øjeblik, at de vil gøre ham til konge for deres samfund. Han skal ikke være konge i verden; han skal ikke have magten på menneskers foranledning; han skal ikke hyldes i henhold til en menneskelig logik. Så han trækker sig tilbage – helt alene.
Og så står de dér, helt alene; de mennesker, der ville gøre ham til konge i deres verden på deres præmisser. Og så står vidér, helt alene vi mennesker, der vil mene, at Jesus skal gøre en forskel i vores verden og have betydning for vores samfund.
Så står vi dér, helt alene, forladt af den Jesus, der er Guds søn. Eller måske ikke forladt, men konfronteret med en Jesus, der ikke vil tage ansvar for vores samfund, som ikke vil være konge i vores verden. Så vores virkelighed bliver mødt af en anden. Så står vi dér, som mennesker i vores egen menneskeverden med vores egne menneskeproblemer og menneskelogik stillet over for noget helt andet, som ikke passer ind i vores verden, som ikke anerkender vores præmisser og ikke underordner sig vores logik. Ja, så står vi dér som mennesker over for Guds ord.
For Jesus i Johannesevangeliet vil være noget andet end os. Det fællesskab han står for, er ikke det, vi kan realisere i vores samfund. For vores samfund skal være et menneskeligt samfund med alt, hvad det indebærer af meningsforskelle og holdningsbrydninger. Der er ingen i vores samfund, heller ikke herskeren, hvis mening er guddommelig og ikke kan udfordres. Det er konsekvensen af, at Jesus trækker sig bort fra det menneskelige samfund og ikke vil være konge.
Han trækker sig bort – helt alene. For hans fællesskab, nemlig fællesskabet mellem faderen, sønnen og de troende gennem helligånden, er et guddommeligt samfund. Det kan ikke underlægges vores menneskelige idealer og ønsker. Så ville det ikke være andet end et spejl af os selv. Det kan det fællesskab netop ikke være. Det er aldrig bundet af vores logik, så vores behov aftvinger Jesus en bestemt handling, og vores tanker afkræver ham en præcis reaktion. Vores samfundsorden kan ikke involvere eller rumme Guds søn. Guds søn må være noget andet end det. Han må derfor trække sig tilbage fra det – helt alene. Så kan vi være mennesker under løftet om, at Gud er Gud, som Jesus åbenbarer ham, når han nægter at underordne sig os og vores verden.
Det er provokerende, hvis man gerne vil have, at han skaffer mad, når man er sulten, og dulmer smerten, når man har tandpine. Det er evangelisk, når man er uhjælpelig og utrøstelig. For så kan man håbe på hjælp, selv når man er hjælpeløs i verden; så kan man stole på trøst, selv når man er utrøstelig blandt mennesker. Så kan man tro på frelse, selv når man er fortabt i sin egen verden.
DDS 496 – 459 – 298 — 19 – 694 – 217