Brødtalen
v.24 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. v.25 Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?«
v.26 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v.27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.«
v.28 Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?«
v.29 Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«
v.30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? v.31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ «
v.32 Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. v.33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.”
v.34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!«
v.35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [v.36 Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. v.37 Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]
Joh 6,24-37
Tekstens forhold til de andre evangelier
Dette er en johannæiske tekst. Den tager udgangspunkt i og refererer til bespisningen af 5000 mand, som er sket i det foregående. Det under har paralleller i de synoptiske evangelier, ligesom den mellemliggende vandring på søen har. Men den efterfølgende samtale, der glider over i en enetale af Jesus, har ingen lighedstræk med de andre evangelier. Det er en typisk johannæisk fortolkning af det, som Johannes kender fra synoptikerne.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som sagt finder samtalen i teksten sted på baggrund af det bespisningsunder med fem brød og to fisk, der findes først i kapitlet. Det er årsagen til, at skaren søger Jesus. De ville gøre ham til konge, stod der i det foregående (Joh 6,15), og derfor trak han sig bort fra dem. Brødunderet giver anledning til brødtalen, der indledes med denne samtale, hvor emnet i høj grad er forståelsen af de gammeltestamentlige tekster om mannaunderet. Men den glider over i en enetale, hvor Jesus forbinder sig selv og brødet med nadveren (uden at nævne det eksplicit), når han siger, at hans kød er den sande føde og hans blod er den sande drik, som giver evigt liv (Joh 6,52-59). Det hele foregår i synagogen i Kapernaum.
Efterfølgende taler Jesus alene med disciplene og giver formentlig dem nøglen til forståelse af de ”hårde ord”, som de mener, at han har sagt (Joh 6,60). Løsningen er: ”Det er ånden, der gør levende, kødet gavner intet. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” (Joh 6,63). Ånden er det, der gør, at hans kød og blod (i nadveren) kan være livgivende.
Tekstens detaljer
Det er en meget interessant og velkomponeret tekst, der her desværre kun findes i uddrag. Den forløber fra bespisningsunderet med konkret brød over samtalen, hvor Jesus gør sig selv til brødet fra himlen, videre over i enetalen, hvor han gør sit kød og blod (i nadveren) til det sted, hvor han er, for endelig i discipelsamtalen at sige, at det sker ved ånden. På den måde placeres meningen med det konkrete bespisningsunder først i Jesus, så i nadveren, så i ånden. Det reelle niveau med et liv, der er truet af sult og reddes med brød, forlades til fordel for et åndeligt niveau, hvor livet er truet af vantro og reddes af ånden. Man ser de to niveauer og deres hierarkiske forhold i Jesu første bemærkning i teksten: ”I søger mig ikke, fordi I så tegn, men fordi I fik brød at spise” (Joh 6,26). Jøderne er fokuseret på det konkrete fysiske niveau, men bør se det åndelige niveau gennem tegnet, for det er den sande mening ifølge Johannesevangeliet.
Teksten kan inddeles i v. 24-27: Første udveksling: Hvad er brødunderet? v. 28-33: Anden udveksling: Hvad er det sande brød? v. 34-37: Tredje udveksling: Hvordan får man det sande brød?
v.24-27: Som sagt søger skaren ham, fordi de har deltaget i brødunderet og har fået forståelsen af hans særlige evner. De vil gøre ham til konge. Brødkonge kaldes det foragteligt i de eksegetiske kommentarer, fordi de er blevet forledt af Johannesevangeliets strategi til at mene, at det ikke er rigtigt at være fokuseret på fysisk behov og legemlig sult. Man må overskride dette niveau og se meningen med brødunderet, som ikke ligger i at blive mæt. Jesus siger det direkte: ”I søger mig ikke, fordi I så tegn, men fordi I fik brød at spise” (Joh 6,26). Det er altså en forkert grund til at søge ham. Inden for evangeliets logik giver det god mening. For sagen er, at de er orienteret efter tegnet i stedet for det betegnede. De ser på pilen i stedet for det, den peger på. De skulle selvfølgelig have set brødunderet som en åbenbaring af Jesu guddommelige herlighed og derfor være kommet til tro på ham som Guds søn. Det gjorde de ikke.
Jesus siger det til dem uden omsvøb: Søg ikke den forgængelig mad, som bare mætter legemet, men den føde, der giver evigt liv. Det er den, som Jesus giver dem, for han er Guds åbenbaring. Ham har faderen beseglet, så han bærer hans autoritet. Det er kort og godt gennem ham, at der er adgang til Gud. Det skulle de have set, så de kunne være kommet til ham og få evigt liv.
v.28-33: Jøderne tager et skridt i den retning, når de spørger, hvad de skal gøre. Men spørgsmålet viser også, at de endnu ikke har forstået noget. De tror, at det handler om at gøre. Jesus korrigerer dem øjeblikkeligt. Det handler ikke om at gøre, men om at tro, nemlig på ham, som er udsendt af Gud, dvs. ham, der bærer Guds segl. Altså Jesus selv.
Hvorfor skulle de det, replicerer jøderne. Hvad kan han vise som tegn, der kan legitimere det krav. Man kunne tro, at de havde glemt det brødunder, som fik dem til at opsøge ham til at begynde med. Men det er ikke tilfældet. De har ganske vist fået brød at spise, men hvad har det med hans påstand om at være udsendt af Gud at gøre? Sådan spørger de og anfører Moses som eksempel på en, der virkelig havde et tegn fra Gud, for han gav dem brød fra himlen. I det tilfælde er der ikke tvivl om, at underet var et bevis på, at Gud stod bag ham (underforstået: Jesus kunne jo være en svindler, der nok bespiste mange med få brød og fisk, men ikke stod i forbindelse med Gud).
Her sker noget interessant i teksten. Jøder citerer fra Det Gamle Testamente: ”Brød fra himlen gav han dem at spise”. Jesus svarer: ”Ikke Moses gav jer brød fra himlen”, men ”min fader giver det sande brød fra himlen”. Teksten skal ikke forstås med henblik på fortiden (”gav”), men med henblik på nutiden (”giver”). På den måde overtager Johannesevangeliet Det Gamle Testamente. Forstår man det ret, handler det ikke om israelitternes historie i fortiden, men om Jesu historie i nutiden. Det er faktisk et ret vildt udsagn. Jødernes skrifter handler ikke om deres grundlæggende historie ved udfrielsen af Ægypten, men om de kristnes grundlæggende historie i Jesus. Skrifterne er som indholdsløse tegn, der først får betydning, når de sættes i forhold til Jesus. Så har de mening, for de handler om ham.
Så er det klart, at det sande brød ikke blot stiller sulten i dette liv, men giver evigt liv. For det er en anden forskel. Det handler ikke om det almindelige liv, men om det evige liv, som døden ikke kan anfægte. Det giver liv til verden; eller rettere: Det er livet i verden, for så berøres man ikke af den forgængelighed, som verden er underlagt. Man er hævet over det, for man har det sande liv i troen.
v.34-37: Jøderne tager et skridt mere i forståelsen. De kan nu forstå, at det brød, som Jesus formidler er værd at få fat på. De har bare ikke forstået, hvad det er, når de beder om at få det altid.
Så svarer Jesus i rene ord med en typisk ”jeg-er”-formulering. Han er brødet. Det fås i troen på ham. Den, der kommer til ham, skal ikke sulte; den, der tror på ham, skal ikke tørste. Det er typisk for Johannesevangeliet at bruge formuleringen ”jeg-er”. Ofte er det sådan, at alt, hvad mennesker, kan have behov for (vand, lys, brød, sandheden, vejen, livet, opstandelse osv.), kan den johannæiske Jesus svare ”jeg er” til. Han opfylder alle menneskelige behov. Han er alt, hvad mennesket i virkeligheden søger. Også selv om de ikke ved det. Som her, hvor de søgte ham, fordi de havde fået brød at spise, men nu bliver præsenteret for opfyldelsen af en helt anden sult. For metaforiseringen eller åndeliggørelsen af brødet er nu helt gennemført. Jesus dækker et andet behov end det legemlige. Gennem samtalen er det blevet klart, at det fysiske faktisk er underordnet. Ja, faktisk anklages jøderne for intet at have forstået, fordi de fokuserer på det fysiske. For Jesus er opfyldelsen af behov for evigt liv eller sandt liv.
Hertil er føjet endnu en karakteristisk johannæisk bemærkning. De, der har set Jesus, tror ham ikke. Det er netop en konsekvens af den holdning til det fysiske, som lige er fremlagt. Jesu fysiske tilstedeværelse er ikke nødvendig for tro. Den er snarere en forhindring for tro, for det er ikke hans fysiske eller historiske person, det drejer sig om. Det drejer sig om troen på det, han åbenbarer. Ligesom brødunderet ikke handlede om brødet, men om åbenbaring af Guds herlighed. Således er det ikke den historiske Jesus, men Jesus Kristus som åbenbaring af Gud, troen handler om. Det formår de personer, der ser Jesus, ikke i Johannesevangeliet. De fokuserer på det, de ser, og ikke det, som det viser. Fuldstændigt som i udsagnet: I søger mig ikke, fordi I så tegn, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Derimod er der nogle, der ikke har set. Det er læserne. De kommer til Jesus og er altså sådanne, som er givet af Faderen og aldrig skal vises bort.
Tekstens fortolkning
Som sagt er det en meget johannæisk tekst – på godt og ondt, kunne man have lyst til at sige. Særligt dens forhold mellem det fysiske og åndelige er typisk for Johannesevangeliet. Det konkrete, materielle underordnes det åndelige. Det kan være provokerende, for hvem kan tillade sig at sige, at den legemlige sult og tørst er underordnet troen? Hvis man ikke har mad og drikke, har man formentlig en anden opfattelse. På den anden side er det hele et led i Johannesevangeliets strategi. Evangeliet handler om det evige liv eller det sande liv, for det er et, som de troende får del i nu i dette liv, på denne side af døden. Det liv fås i troen på Jesus Kristus. Han åbenbarer, hvem Gud er, og hvem mennesket er, så mennesket kan leve livet i et sandt forhold til dets skaber og leve det sande liv, som det er skabt til at leves. For det sande liv gives i relationen til ham, der er mennesket sandt menneske, og Gud er sand Gud. I Johannesevangeliet kaldes den relation ånd. De, der har ånden, står i den sande sammenhæng med Gud og kan leve livet ud fra den sammenhæng i overensstemmelse med, hvordan livet er anlagt på at skulle leves. Det er det sande liv. Eller det evige liv, som det også kaldes. Alt andet underordnet det. Af samme grund er Jesu historiske og fysiske person ikke nødvendig; den er snarest distraherende. Det afgørende er at modtage hans åbenbaring. Derfor er læserne ikke dårligere stillede end personerne på den historiske Jesu tid. Tværtimod. De har ikke set, men tror dog. Derfor er de givet ham af Gud selv og skal aldrig vises væk.