Joh 6,24-35
”Det er ikke det, det handler om!” Det er en bemærkning, man ganske ofte kan blive mødt med i en mere eller mindre ophidset diskussion, hvor man ellers mener at levere det afgørende argument for sit synspunkt. Så viser det sig, at samtalepartnere mener, at drøftelsen drejer sig om noget helt andet. At det, der er i virkeligheden temaet, har man overset, fordi man befinder sig på et mere banalt og ligefremt niveau. Man troede eksempelvis, at det handlede om, hvem der har ansvaret for diverse opgaver i hjemmet, og så viser det sig, at det i virkeligheden drejer sig om, om man i tilstrækkelig høj grad anerkender den anden indsats. ”Det er ikke det, det handler om!”, får man at vide. Eller man kan selv bruge bemærkningen, hvis man mødes med et slående argument, der egentlig viser, at man nak tager fejl og samtalepartneren kan have en pointe. Så kan det være nødvendigt at hæve diskussionen til et andet niveau, hvor det pågældende argument ikke hører hjemme. Så behøver man ikke tage hensyn til, at man måske faktisk ikke har taget sin del af opgaverne, for ”det er jo ikke det, det handler om!” Det handler om, om man anerkender den andens indsats, siger man. På den måde er det et effektivt retorisk våben at beherske samtalens tema. Så bestemmer man, hvilke argumenter der dur.
Jesus i dagens evangelium fra Johannesevangeliet har forstået det. Uanset hvad hans samtalepartnere siger, får de at vide, at det ikke er det, det handler om. De søger ham, fordi han har bespist 5000 mand med to brød og fem fisk. Det kan jo nok vække opmærksomhed. Sådan en person vil man gerne omgås. Måske endda lade sig lede af, for det giver sikkerhed, at der altid er føde nok. Straks får de at vide, at det ikke er det, det handler om. De kommer jo ikke til ham, fordi de har set brødunderet som et tegn, men blot fordi de fik brød at spise og blev mætte. De har ikke forstået, hvad det i virkeligheden handler om. De fokuserer på tegnet i stedet for det, det henviser til. Det er som at betragte bogstaverne i et digt uden at se, hvilke ord de danner. Eller at modtage et brev og koncentrere sig om frimærket. ”Det er ikke det, det handler om!”
Heller ikke, når de vil afkræve Jesus et tegn på hans autoritet. Han må vel bevise, at Gud er med ham. Et brødunder er ikke nok, for hvilken som helst en tryllekunstner eller troldmand kan vel snøre en forsamling. Han må vise, at det er Gud, der er bag ham. Som Moses, der gav brød fra himlen. For man vel kræve, at ledere beviser deres værd. Det giver tryghed, at man ved, at man kan stole lederne. At de lever op til de store mænd i historien. ”Det er ikke det, det handler om,” siger Jesus straks. Det handler ikke om noget, der skete engang i gamle dage. Det handler om, hvad der sker nu. For det er nu, at Gud giver brød fra himlen. Men ikke brød, som de tror. Men det sande brød. Det brød, der er Jesus selv. Det er ham, det handler om. Jesus den sande spise og den sande drik, der for evigt stiller sult og slukker tørst. Det er det, det handler om.
Jesus skubber fokus væk fra det konkrete i det brød, som blev spist. Væk fra det kendte i den historie, som blev fortalt. Væk fra det sikre i den forståelse af Gud, som var accepteret. Væk fra alt det, som hans samtalepartnere tror, at det handler om. Væk fra alt det, som de vil søge forsikringer og beviser i. I stedet styrer han al opmærksomhed hen på sig selv. Han kan ikke rummes i den konkrete mæthedsfornemmelse, i den gammelkendte historie eller i den alment anerkendte forståelse. Han er andet og mere. Det er ham, det handler om. For fokus må ikke hvile i det kendte og sikre; hvor man ved, hvad man kan forvente og er overbevist om, hvad man skal mene. Det er ikke det, det handler om. Det er slet ikke det, der ligger bagude i det forgangne, velafprøvede og afsikrede, det handler om. Jesus i Johannesevangeliet tvinger sine tilhørere væk fra alt det, som de finder tryghed i, underne, skrifterne, historien, for at forholde sig til ham, der står foran dem. Det er det, det handler om. Det, der foregår nu. Sådan står han foran dem og kræver, at de forholder sig til det. Så bliver det øjeblik det ene væsentlige. Det, det hele handler om.
Sådanne situationer er meget virksomme. I Shakespeares drama Henrik V står englænderne med en hær i klart mindretal over for franskmændene. Gid vi dog havde nogle flere mænd, er der en der siger. Nej, siger kongen. Nej, for nu kan æren vindes. Nu, kan vi vise, hvilken karakter vi er af. Enhver, der ikke ønsker at være med i slaget, kan få lov at gå, for en sådan ønsker vi slet ikke ved vores side. For det er nu ved dette slag på denne dag, at vi skal få de sår og ar, som vi vil rose os af i vores alderdom. Dem, vi vil vise frem til børn og børnebørn og fortælle, at dem fik far ved Agincourt. Enhver, der er med ved dette slag, vil for hele sit liv kunne gå med rank ryg, for han var med i dag på St. Crispins dag. En sådan situation fejer alle hensyn til side. Nu handler det ikke om alt muligt, men om dette ene øjeblik, hvor det afgøres, hvem vi er, og hvad vi skal være. Enhver indvending, enhver kritisk refleksion ville kunne fejes bort med ordene: Det er ikke det, det handler om. For nu handler det om krigen mod fjenden.
Henrik V havde succes med sin tale. Usikkerheden og tvivlen i hans hær forsvandt og de kæmpede heltemodigt og besejrede trods de ulige vilkår den franske hær stort. Så let er det, når det stilles enkelt op. Når man klart kan fortælle sine mænd, hvad det handler om lige nu. Så forsvinder usikkerheden og kampgejsten sætter ind. For så er det det, det handler om. Det, der er lige nu.
Hvis man kan lave en sådan situation ud af en tid, der er uoverskuelig og usikker, er det let at finde opbakning. Hvis man kan gøre situationen så klar, at ens holdning i den bestemmer, hvem man er, og hvad man skal være, kan det være meget enkelt. Så kan man se bort fra tvivlen og usikkerheden, så skal man følge den entydige mening. Når vi i dag i nutiden står i en situation, der med rette fremkalder nervøsitet og ængstelse på en måde, der måske kan sammenlignes med firserne. Måske slet ikke kan sammenlignes med noget, som levende generationer har oplevet. Helt uklart er det, hvad der vil ske på verdenspolitisk plan. Ingen ved, hvordan den nationaløkonomiske situation vil udvikle sig. Vi kan kun gisne om, hvilke humanitære og militære problemer og udfordringer verden står overfor. Vi har ingen anelse om, hvad fremtiden vil bringe, og dog er der en klar fornemmelse af, at det afgøres nu. Så er det let at sige, at det ikke er alt det, det handler om. Det handler ikke om alt det, der gør forholdene besværlige og vanskelige. Det handler om, hvem man holder med. Det handler om at være på den rigtige eller forkerte side. Det handler om, hvem man er. Hvem vil man fortælle sine børnebørn, at man var dengang i 2022? Det afgøres nu. Det er det, det handler om. Så bliver alting let og enkelt. Det giver tryghed og selvtillid; kampgejst og offervilje. Det er meget virksomt.
Men Jesus i Johannesevangeliet gør det modsatte. Når han samtalepartnere leder opmærksomheden hen på alt det enkle. Underet, skrifterne, historien vil de bruge til at skabe et sikkert fundament, hvorfra de kan bedømme rigtigt og forkert. Men Jesus tager det fundament fra dem. Det er ikke det, det handler om. Det handler kun om ham. Han er livets brød, der kommer ned fra himlen. Han slukker tørsten for evigt og stiller sulten for altid. For det er i forholdet til ham, at sikkerheden og trygheden er. Den kan ikke findes andre steder. Derfor er der kun én gerning, der kan kaldes at gøre Guds gerning: At tro på ham. Den giver ikke sikkerhed for, at denne eller hin politiske holdning er den sande; den betyder ikke, at en bestemt handling er den rigtige. Det er ikke det, det handler om. Tværtimod. Det, det handler om, at den sikkerhed og tryghed vi kan opnå, findes i relationen til ham og ingen andre steder. Vi hører det i dåben og får det gentaget ved alteret, at vi kan stole på en relation, der er uafhængig af alt, der sker i verden og alt vi gør i livet.
Og netop fordi den relation er uafhængig af vores handlinger og ikke skal sikres af beviser og tegn, men findes i hans tilsagn til os, kan den være grundlag for vores liv i verden. Hans tilsagn gør ikke tilværelsen enkel og livet overskueligt. Det betyder ikke, at vi får en særligt privilegeret position i et kaos af forskellige hensyn og modstridende opfattelser. Virkeligheden bliver ikke enkel og uproblematisk. Det handler det ikke om. Det handler om, at vi i den tilværelse, der fremkalder ængstelse og nervøsitet, ikke skal bekymre os om, hvem vi er. Det afgøres ikke af vores gerninger i verden. I den tro kan vi være med i det jævne jordiske liv for at opfylde Guds vilje, som han har givet den til kende i sin søn, der gav sit liv for liv i verden. Det handler det om.
DDS 10 – 298 – 459 — 694 – 192 – 388