Joh 6,1-15
Menneskeskaren flokkes om Jesus. Han har bespist dem på mirakuløs vis, og nu er de mætte og glade og vil samles om ham, der har gjort dem godt. De vil ham noget. De vil gribe ham og gøre ham til konge. Sådan reagerer de i flok, efter at deres behov er opfyldt. Men det er tydeligvis forkert, for Jesus vender dem ryggen og forsvinder for dem. Og det er ikke svært at se, hvad problemet er. De kommer til ham, ”bare fordi” de fik brød at spise og blev mætte, som Jesus vil sige kort efter denne tekst. De forstod Jesus som opfyldelsen af deres umiddelbare fysiske behov og lod sig begejstre, for det var målet for deres stræben, men det fik Jesus til at forlade dem. Tilsyneladende stræbte de efter noget forkert, for det de stræbte efter, ville Jesus ikke være opfyldelsen af. Men hvad skal man så stræbe efter?
Hvad stræber man i det hele taget efter som menneske? Hvad er det, der driver os i vores færden gennem livet? Hvad er det, der giver mening og sammenhæng og formål i tilværelsen? Dyrene har ikke det problem. Dyrene følger deres instinkter og opfylder deres behov og følger naturens orden. Dyrene er bare dyr og kan ikke være andet. De gør det, som de skal, som de dyr, som de er. De kan opbygge komplekse kulturer og sammenhængende samfund, hvis de er myrer eller bier. Det er sådan, de er, og derfor sådan de gør. Det er deres indre bestemmelse, som de ikke kan gøre andet end leve efter. Når de gør det, er de sig selv. Men hvad med mennesket? Har mennesket en indre bestemmelse, som det må stræbe efter at opfylde for at være sig selv?
Mennesket stræber efter det gode, vil nogle sige. Det er jo nok en sandhed med modifikationer, vil andre sige, for det er jo ikke svært at pege på mennesker, der har alt andet end det gode som mål for deres handlinger. Vi kan pege dem ud på mange tusind kilometers afstand og endda sætte navn på. For dem er det gode vel ikke den indre bestemmelse. I så fald går de helt fejl af deres bestemmelse. Ja, vil de første svare, det er netop, hvad det gør. Det handler ikke om, at de ikke er gode, men om at de ikke har forstået, hvad det gode er. For alle mennesker stræber efter det, som de tror, er det gode. Men det kan naturligvis tage fejl og blive forledt, at noget, der tager sig godt ud, men ikke er godt. Eller af noget, der måske er godt på kort sigt, men viser sig ikke at holde. For det gode kan jo ikke være en kortvarig fornøjelse eller en øjeblikkelig tilfredsstillelse, så er det gode jo straks forsvundet. Hvor nødvendigt det end måtte være at stille sulten – og hvor godt det derfor opleves at spise brød – er det ikke det gode. Det gode er ikke at spise sig mæt eller at slukke tørsten, for man bliver sulten og tørstig igen. Det gode må være det liv, man nærer ved at spise og drikke. Det gode kan ikke være et resultat, som man stræber efter, for resultatet kan atter forsvinde. Det gode må være det gode liv, for livet har man, så længe man lever. Det må være menneskets stræben: at leve det gode liv, for så har man opnået det gode.
Det kunne let føre til en moraliserende lektie om ikke at lade sig føre vild af hurtige nydelser og overfladiske succeser, så man går glip af det, der har virkelig værdi. Det kunne blive til en banal pointe, som lige vel kunne høre hjemme i en moderne opbyggelig prædiken som et lige så tidstypisk ugeblad, hvis Jesus afviste menneskeskaren, fordi den kun var interesseret i fornøjelser og ikke havde sans for fordybelse. Men så banalt er det ikke, for idealet for Jesus er tydeligvis ikke en mediterende buddha-agtig figur, der sidder helt isoleret i fuldstændig balance med sig selv. Det gode liv findes ikke i et afsondret rum, der ingen forbindelse har med livet i øvrigt. Tværtimod gælder det vel for sådanne åndelige sysler, som det gælder for alle fysiske behov, at man ikke dækker dem for deres egen skyld. Som man spiser brød og drikker vand for at få kropslig energi til at leve livet, således oplader man sindet og finder indre ro for at kunne tage så meget mere aktivt del i tilværelsen. Således må det i hvert fald være i en sammenhæng, hvor den mentale frigørelse fra den fysiske verden eller den åndelige udfrielse fra det materielle fængsel ikke er det gode mål for den menneskelige stræben.
Nej, det gode, som alle mennesker inderst inde stræber efter, kan ikke have sit formål uden for sig selv, for så er det jo dette formål og ikke handlingen, der er det gode. Det gode må i sig selv være godt. Derfor er det ikke en passiv tilstand, som man skal opnå, men et aktivt liv, som man skal leve. Jesus må derfor vende sig bort fra den folkeskare, der i ham tror at have fundet et utømmeligt forråd af brød, så de i al fremtid kan læne sig mætte tilbage og ikke længere skulle bekymre sig om at opretholde livet. Ligesom han vel ville have gjort, hvis flokken i ham mente at have fundet en læremester med åndelige øvelser, der kunne give dem en perfekt harmoni i sjæl og legeme og fritage dem for de besværligheder, der er forbundet med at leve et aktivt liv i denne verden. For det gode kan ikke være noget andet, end det liv vi lever. Det gode må tværtimod være at leve dette liv godt.
Det må være det, mennesket inderst inde stræber efter. Det er lykken, sagde de gamle fra det gamle Grækenland, at leve det gode liv. Det ville alle gøre, hvis de blot vidste hvordan. Lykken er, sagde de, livet i overensstemmelse med livets mening, som den er nedlagt i livet selv. Det er, hvad mennesket i virkeligheden ønsker, det er dets sande stræben, hvis bare det vidste det. Menneskets egentlige behov er at få det at vide.
Jesus afviser selvfølgelig dem, der tror, at han opfylder deres behov ved at give dem brød. Han må nødvendigvis vende ryggen til dem, der blot ønsker at blive mætte. Han drager naturligvis bort fra dem, når de tror, at opfyldelsen af deres ønsker er noget, Jesus gør. Opfyldelsen af deres inderste behov og målet for deres sande stræben er ham selv. Han er udtryk for, ja han er inkarnationen af den mening, der er nedlagt i livet selv. Den åbenbares i ham og afslører dermed al anden menneskelig stræben som falsk. Han er livets mening, så det meningsfulde liv er livet i ham. Det gode liv er det liv, der leves efter hans mening. Det er lykken, ville de gamle grækere sige, men Jesus sagde mere end dem.
For den livets mening, der åbenbares i ham, består i hans hengivelse for livet selv. Hans ultimative kærlighed til menneskelivet viser sig i, at han giver sig selv helt hen for det. Han giver sig selv helt hen for mennesker i sin død og afslører dermed, at livets egen mening er at give sig selv helt hen for andre. Det er det gode liv, det er lykken, ifølge Jesu åbenbaring, at leve livet i fuld hengivelse for hinanden. Derfor må han vende ryggen til dem, der blot har sans for deres egne behov, for det blænder for det gode liv, der har andres behov for øje. Det er livet ifølge den mening, som Jesus åbenbarer. Det er livet i ham.
Og det bliver det virkeligt for os, når hans selvhengivelse bliver til hans overgivelse af sit kød og blod til os, så vi ved at spise og drikke det bliver inkorporeret i den mening, som hans liv og død bragte til udtryk. Således er han opstået og levende til stede iblandt os, når vi indtager hans kød og blod og udlever det liv, som han åbenbarede for os. Når vi indoptager det liv i os og lader os helt indoptage i det liv, som han således giver til os i sit kød og blod, bliver vi befriet fra vores egne behov og frigjorte fra vores egne ønsker, for han har gjort fyldest for alle vore synder, så vi kan leve livet i fuld overensstemmelse med dets egen mening. Det er det sande indhold af menneskets stræben, for det er det gode liv. Det er lykken, for det livs mening kommer af at modtage Jesu selvhengivelse og selv give sig selv hen for de andre. Det skal Jesus åbenbare i påsken, som er nær, og som vi nu ser frem mod.
DDS 31 – 298 – 662 — 192 – 460/459 – 217