Joh 6,24-35
En af verdenslitteraturens mest kendte tekster handler om en gruppe mænd, der mødes dagen derpå. Dagen i forvejen har fejret deres ven, der har vundet en konkurrence. Hovederne er tunge, og de har ikke lyst til at drikke mere. I stedet vil de fordrive tiden med at holde taler for hinanden. Emnet skal være kærlighed.
Det er handlingen i Platons dialog Symposion fra 385 f.Kr. Mændene taler nu efter tur om kærligheden eller eros, som det hedder på græsk. Komediedigteren Aristofanes er blandt gæsterne. Først må han opgive at sige noget på grund af hikke, og da han endelig kommer sig, fortæller han den morsomme myte om, at mennesket engang var kuglerundt, men blev delt midt igennem af guden Zeus, så det efterfølgende er drevet af et ønske om at finde sin anden – sin bedre halvdel. Den drift er kærlighed, siger Aristofanes.
Måske er det den mest kendte tale fra teksten, men højdepunktet er selvfølgelig, da Platons helt Sokrates tager ordet. Hans tale er et referat af en samtale, som han engang har haft med kvinden Diotima. Hun har lært ham, hvad kærlighed er. Kærligheden er ikke noget i sig selv, forklarede hun ham, men den er driften efter det, som man ikke har. Det, mennesket ikke har, er udødelighed. Derfor stræber kærligheden efter det gode i alle ting og komme til at beskæftige sig med det sande gode. Det, der ikke er begrænset til en enkelt god ting, men overskrider alle enkeltting som selve det gode. Beskæftiger man sig udelukkende med det sande og skønne gode, vil man også selv være et godt menneske, og hvem skulle guderne gøre udødelig om ikke netop dette gode menneske. Alle vennerne bifalder Sokrates. Således er kærligheden: driften efter det sande gode. Og så bliver de afbrudt af Alkibiades, der stadig er fuld.
Symposion er en vidunderlig tekst. I omtrent 2400 år har man nydt de formfuldendte taler og taget ved lære af deres visdom. Vennerne er historiske, og vi vil også i de næste 2400 år huske deres navne. Men i dialogen er der også nogle personer uden navn. Man opdager dem næsten ikke. Det er de slaver, der hjælper hovedpersonerne til rette i spisesalen og vasker deres fødder. Slaverne optræder i enkelte bibemærkninger i tekstens iscenesættelse, men de nævnes ikke i nogle af talerne og får ingen opmærksomhed fra gæsterne. Enkelte steder i talerne omtales dog personer uden fornuft. Til den gruppe har man i bedste fald regnet slaver sammen med andre med et rigtigt arbejde. Sådanne folk har ingen mulighed for at forfølge den sande kærlighed, men drives bare hjælpeløst rundt af et ufornuftigt begær til kvinder og mænd.
Mens man fornøjes over Platons filosofihistoriske mesterværk, overser man let, at det foregår i, og er blevet til i og viderefører en grundlæggende diskriminerende menneskeopfattelse. De vise mænd med tømmermænd, der drøfter det sande gode, er højt hævet over de slavegjorte mænd og kvinder, der sørger for deres fysiske velbefindende. Vismændene er privilegerede. Alting handler om dem og deres liv. De underprivilegerede og deres liv interesserer dem ikke. For de har intet til fælles. De underprivilegerede ville formentlig med god grund være mere optaget af at opnå konkrete fysiske goder. Kun fordi det er en forudsat selvfølgelighed, har vismændene råd til at beskæftige sig med det sande gode.
Når man opdager det, bliver man lidt godt tilfreds med sig selv og sit eget skarpsyn.
Samme kritiske blik har jeg været ikke så lidt tilfreds med at have anvendt på den tekst fra Johannesevangeliet, som jeg lige læste. Jeg har talt om det og vist endda prædiket over det. For forud for det stykke, som jeg læste findes det såkaldte bespisningsunder. Med en lille drengs fem brød og to fisk har Jesus bespist en skare på femtusind mand, endda man rigelige mængder mad i overskud. Og nu søger skaren ham og vil gøre ham til konge – brødkonge siger man lidt hånligt i forskningen, for de har ikke forstået miraklet, som ikke handler om at få mad at spise og blive mætte, men er et tegn, der skal åbenbare Jesu herlighed. Hvis de ser den, kommer de til tro og får det sande brød, der stiller den egentlige sult. Det er livets brød. Således fjernes fokus fra den fysiske sult og det fysiske brød.
De personer, der søger Jesus, fordi de fik brød at spise og blev mætte, udstilles som uforstandige, som nogle, der kun tænker på at fylde maven. Sådan nogle som Platon afverfede som folk uden fornuft, der bare drives rundt af deres fysiske behov og aldrig kan komme i nærheden af det skønne og gode og sande. Og det er jo let at sige, når man selv er mæt og godt tilpas.
Hvad værre er: Hvis man helt underordner den fysiske sult under den åndelige trang og afviser det konkrete brød til fordel for det sande brød, risikerer man at underkende de sultendes og tørstendes nød. Det handler jo bare om dette liv og ikke om det evige liv, som er langt vigtigere. Sådan ser det ud fra de privilegeredes perspektiv, og de underprivilegerede kommer til at fremstå som overfladiske uden sans for livets dybder Og således undgår man at bekymre sig om deres konkrete problemer, så de underprivilegerede vedbliver at være underprivilegerede og de privilegerede vedbliver at privilegerede, og det har vi privilegerede det nok bedst med.
Efter sådan en analyse har man – jeg – været godt tilfreds med mit eget skarpe og kritiske blik, og jeg har glædet mig over at kunne give det videre til alle, der gider at høre på det, og en hel del, der ikke gider. Men det er gået op for mig, at de sidste har ret. Min sofistikerede fortolkning hindrer jo helt at høre tekstens budskab. Man skulle næsten tro, at min kritik af, at evangeliet anlægger de privilegeredes perspektiv helt bevidst er et værn mod at høre dets budskab til de privilegerede. Man skulle tro, at jeg helt bevidst har anlagt de underprivilegeredes perspektiv for ikke at blive konfronteret med, hvad den siger til de privilegerede, som jeg tilhører. Til os siger teksten nemlig, at alle vores privilegier, de materielle og de immaterielle, alle vores evner og kundskaber, alt det vi gør og vil, intet er og intet kan. Intet af det kan, siger evangeliet, stille menneskets egentlige sult. Det er ikke i stand til at dække de sande behov. Ved hjælp af mine selvbestaltede, skarpsindige analyser er det lykkedes mig ikke at høre det. Men teksten afslører mig. Om jeg så gjorde Guds gerning, ville det ikke kunne opnå det, som mennesket egentlig søger og stræber efter. For Guds gerning er kun denne: at tro.
Derfor er der ingen stræben eller beskæftigelse, der kan nå det, der er menneskets inderste mål og egentlige bestemmelse. Som nu Sokrates, der mener, at det er menneskets inderste drift at finde det gode, så mennesket selv kan blive godt og gøres udødeligt, og at netop denne stræben skulle være kærligheden. Men evangeliet siger, at den stræben aldrig kan nå sit mål, for kærligheden er slet ikke en aktivitet. Kærligheden er en passivitet. Kærligheden må modtages. Overlades det til den enkelte at producere kærligheden, bliver den ikke til end selv-kærlighed. Først når kærligheden modtages som noget, der ikke er et produkt af ens egen aktivitet, er det sand kærlighed. Således er hele menneskets stræben efter det gode forgæves ifølge Jesus, ligesom al stræben efter materielle goder og intellektuelle dyder ikke bringer nogen til målet. Når mennesket ved dets egen stræben vil indfri sit eget mål om at opfylde menneskets bestemmelse, forbliver det i en urolig søgen efter at komme længere og opnå mere. Målet kan først opnås, sulten kan kun stilles, når mennesket modtager. Det siger Jesus i dagens tekst. Tag imod mit ord, så har I det sande og evige liv, for så stammer det ikke fra jer selv, så kan I leve livet ud fra den kærlighed, I har modtaget. Som vi modtager den, når vi modtager hans legeme og blod, som gives for os.
Fra et privilegeret perspektiv kan det være svært at høre den tale, for opnås menneskets mål alene i at modtage, er der ingen forskel på den privilegerede og den underprivilegerede. Slaverne til Platons Symposion har samme placering som de vise svirebrødre, for vi modtager alle det samme ord i evangeliet, det samme kød og blod i nadveren, og vi får vores livs mål og inderste stræben opfyldt på samme måde, når vi modtager det ufortjent og uforskyldt. Hele vores livs stræben og alle vores anstrengelser har det som udgangspunkt og ikke som endepunkt, for det gives til os. Måske kan det være så svært at høre, at man hellere vil dække sig bag sine kritiske analyser, men det gives til os alligevel.
DDS 745 – 298 – 694 — 662 – 459 – 217