Midfaste: Joh 6,1-15 (30. marts 2025)
Om man kan blive klogere, ved jeg snart ikke. Man kan ændre holdning og skifte en mening ud med en anden, men om man bliver klogere, kan man tvivle på. Måske passer den nye opfattelse blot bedre til tiden. Måske er det endda en, man havde på et andet tidspunkt, da tiden var anderledes.
Sådan er det i hvert fald, når beskæftiger sig med de nytestamentlige skrifter, som er blevet studeret mere indgående end nogen anden tekst gennem de sidste to tusind år. Ser man på udviklingen i forskningen, forekommer den som en evig variation over de samme pointer og opfattelser. Noget egentligt nyt sker der sjældent.
Det gælder for så vidt også ens egen forståelse. Man kan have en forståelse af en tekst, som man med møje og besvær har kæmpet sig frem til, men så kan der ske noget, og man skifter den ud med en anden, som man ellers havde forladt. Er man så egentlig blevet klogere på teksten? Er det ikke snarere tiden, som har lært en noget?
Som nu dagens evangelietekst. I årevis har jeg gjort mig til talsmand for en lidt småforarget opfattelse af, at den er privilegieblind og åndsarrogant. For sagen er, at Jesus gør fem tusind mand mætte med fem brød og to fisk og skaber et stort overskud af resterne. Men han vil ikke vide af dem, der får sympati for ham og vil gøre ham til konge af den grund. Han undviger dem og forlader dem. Da de finder ham næste dag, skoser han dem, fordi de søger ham, fordi de fik brød at spise og blev mætte, og ikke fordi de så et tegn. De forholder sig til tegnets materielle overflade, selve maden, men modtager ikke tegnets åndelige indhold: Jesus selv, der er det sande brød, der kommer ned fra himlen.
Forskerne går med i Johannesevangeliets udskamning af de sultne skarer og siger hånligt, at de vil gøre Jesus til brødkonge, fordi han kan stille deres fysiske sult, mens de slet ikke har sans for deres åndelige nød. Og det har været min pointe, at det er let at sige, når man selv har mad på bordet. Men hvis den daglige kamp står for at få dagligt brød, kan man ikke mætte sig ved åndelig føde. Det ser Johannesevangelisten stort på og lader de mindre privilegerede og mindre bemidlede være eksempler på uforstand og uformåenhed. Endnu engang udnyttes underklassen, når de udstilles som dem, der kun forholder sig til tilværelsens bedrageriske overflade og ikke formår at formår at se livets sande dybder.
Sådan var min pointe, som jeg ærligt talt var ret godt tilfreds med. Den passede også godt som en kritisk kommentar til en tid, hvor man ikke holder sig for god til at præsentere ressourcesvage grupper som underholdning i dokumentarprogrammer, såkaldte dokudramaer eller dokusoaps. Man følger udsatte personer og familier i deres kamp for at få hverdagen til at hænge sammen, mens formålet ikke er andet end at lade TV-seere fornøjes over, at de selv klarer alting så meget bedre. Johannesevangeliet gør jo nøjagtigt det samme, når det fremstiller de fem tusind sultne mænd, som en negativ baggrund for den udlægning af brødunderets egentlige mening, som følger i resten af Johannesevangeliets kapitel seks. Ved at forholde mig kritisk til Johannesevangeliet kunne jeg kritisere tiden, der ikke har sans for den udnyttelse og udbyttelse af uprivilegerede og ubemidlede, som foregår for tiden, i vores tid. Det havde jeg det godt med.
Men så sker der noget i verden, i vores verden, i den verden som er vores virkelighed lige nu. Tiden ændrer sig og teksten forandrer karakter og siger noget andet. Tiden tvinger til at skifte perspektiv og ændre holdning. For tiden har verdens herskere succes med at fokusere på de enkeltes egne konkrete og fysiske behov, hvilket i vores verden betyder at skaffe økonomisk opsving og dermed social velstand. De mægtigste mænd i verden sidder på deres magt, fordi er i stand til at skabe øget vækst eller i det mindste har været i stand til at love det. Tendenserne går i retning af et stadigt snævrere fokus på egne interesser og stadigt større villighed til at lade egne behov overskygge andre hensyn. I væsentlige dele af verden er det den udtalte politik at sætte sig selv først. Den, der er bedst til at tjene det formål, giver man magten. Kan man kalde det en brødkonge?
I en sådan tid, som er vores tid, taler teksten med et andet budskab. Teksten tvinger os til at stille spørgsmålet om, hvem man skal gøre til konge. Hvem skal man give magten? Dens svar er lige så entydigt som spørgsmålet. En brødkonge skal man ikke kåre. For brødkongen kan ikke give andet end brød, og det kan man måske overleve på, men det er ikke tilstrækkeligt til at leve. Brødkongen mætter den enkelte, men nedbryder fællesskabet. Sådan stiller teksten spørgsmål til vores tid.
Teksten stiller spørgsmålet til alle i tiden og gør alle ansvarlige for svaret. Det gælder privilegerede og mindre privilegerede. Bemidlede og ubemidlede. Ikke som i min tidligere læsning, hvor jeg tog ansvaret fra de fem tusind mand og udtalte mig på deres vegne. Det var arrogant, sagde jeg, at forlange, at sultende masser skulle have sans for andet i tilværelsen end brød. Men det er jo mindst lige så arrogant at sige, at de ikke kan have det. Teksten gør ingen forskel. Den giver enhver ansvaret for deres eget valg. Ligesom enhver har brug for at blive mætte, kan enhver tage stilling til, om fysisk mæthed er tilstrækkeligt. Ja, faktisk er det, Jesus gør i teksten jo at mætte de sultne med konkret brød, så de kan se, hvem der er det sande brød. Derfor vil han ikke gøres til brødkonge, og derfor udfordrer han enhver til at vurdere, om det er brødkonger, man giver magten. Det er tekstens budskab i fastetiden, som er vores tid nu.
Men der kommer en tid, da Jesus skal være konge. Hans kongekroning følger i tiden efter fasten, da han ophøjes på korset. Sådan kalder Johannesevangeliet det, da Jesus korsfæstes, for i Johannesevangeliet indtager Jesus sit kongedømme ved at dø på korset. Det betyder, at magtfulde konge i Johannesevangeliets perspektiv er den, der har underkastet sig de menneskelige vilkår og gjort fælles sag med de udstødte og udsatte. Kongemagten er ikke en højt ophøjet magt, som man må underkaste sig for at kunne få del i det brød, som han vil uddele. Kongen er til stede i sin magt, når han er ét med dem, der søger ham. Det er det kongerige, vi tager del i ved alterbordet, når vi knæler – ikke for en magtfuld brødkonge, der kan opfylde vores egne fysiske behov, men vi knæler for at få det sande brød, som giver os del med den korsfæstede konge og forener os med hinanden. Fra det fællesskab, hvor den guddommelige magt ikke er placeret højt over os, men befinder sig i relationen mellem os, fordi den korsfæstede og opstandne Herre giver sig selv til os, kan vi forholde os til alle verdens brødkonger.
For det er tekstens mening til tiden, her i vores tid kort før påske, at det fællesskab er åbent for alle, privilegerede og uprivilegerede, bemidlede og ubemidlede. I det fællesskab tilbydes det sande brød, der overskrider ethvert individuelt behov, fordi det gives i fællesskabet. Fra det fællesskab er det klart, at brødkongernes tilbud består i at opfylde enkeltpersonernes behov og dermed nedbryde fællesskaber. Det må enhver, der er indbudt til fællesskabet, forholde sig til. For her ligger ansvaret i forholdet til hinanden.
Tiden har ændret meningen om teksten, for den siger noget til den tid, der er vores. Eller vi forstår teksten gennem den tid, vi lever i. Det er ikke nødvendigvis en bedre og klogere mening. Men måske gør det ikke så meget, når det handler om Bibelen. For den læser man ikke bare for at forstå de gamle tekster, men også for at forstå sig selv gennem disse tekster. Derfor er må forståelsen af dem skifte med tiden, så de kan sige noget til tiden, til vores tid. Så bliver man måske ikke blevet klogere på teksten, men måske kan tiden blive klogere af teksten.
DDS 10 – 201 – 662 — 459 – 468 – 192