Midfaste søndag (1)
Bespisningen af 5000 mand
v.1 Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v.2 En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v.3 Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v.4 Påsken, jødernes fest, var nær.
v.5 Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« v.6 Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. v.7 Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«
v.8 En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: v.9 »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« v.10 Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.«
Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. v.11 Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. v.12 Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« v.13 Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.
v.14 Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«
v.15 Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Joh 6,1-15 (jf. Matt 14,13-21; 15,32-39; Mark 6,32-44; 8,10; Luk 9,10-17)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Alle evangelierne indeholder såkaldte bespisningsundere eller brødundere. I Markus- og Matthæusevangeliet er der to for hhv. 5000 mand med fem brød og 12 kurve tilovers og 4000 mand med syv brød og syv kurve til overs. I Lukasevangeliet er der kun det første for 5000 mænd og 12 kurve. Som jeg har været inde på i forbindelse med den kana’anæiske kvinde, udgør de to bespisningsundere i Markus- og Matthæusevangeliet rammen for et afsnit, der omhandler renhed/urenhed samt jøder/hedninger. Resultatet er, at renhedskategorierne opløses, og skellet mellem jøder og hedninger nedbrydes. Det illustreres ved overgangen fra det ”jødiske” bespisningsunder med 5000 mand og fem brød (jf. 5 Mosebøger) og 12 kurve (jf. 12 stammer) til det ”universelle” bespisningsunder for 4000 mand (jf. fire verdenshjørner) med syv brød og syv kurve (jf. syv som tallet for hele verden). Lukas udskyder behandlingen af ren/uren og jøder/hedninger til Apostlenes Gerninger og har derfor kun det første bespisningsunder.
I Johannesevangeliet er rent/urent ikke et tema og inklusionen af hedninger bliver heller ikke fremstillet som problematisk. Formentlig fordi det på Johannesevangeliets tidspunkt ikke var et aktuelt problem. Det lå langt tilbage i menighedens historie. Det aktuelle problem var snarere forholdet til de ikke-troende jøder (jf. Joh 8). Derfor har Johannesevangeliet kun ét bespisningsunder, der er efterfulgt af en lang diskussion med netop ikke-troende jøder. Den slutter i en af Jesu lange taler, den såkaldte brødtale, der kulminerer i en utvetydig henvisning til nadveren. I Johannesevangeliet er det denne diskussion og tale, der er det vigtigste. Selve bespisningen giver blot anledning til den og navnlig til den misforståelse, som karakteriserer jøderne og er indgang til diskussionen.
Selve ordvalget if bespisningsunderet er ret forskellig i Johannesevangeliet sammenlignet med de synoptiske evangelier (altså de tre andre). Faktisk er det kun hovedpunkterne i handlingen, som de deler. Underet foregår ved Galilæas sø, der er 5000 mand, brød for 200 denarer er ikke nok, til underet bruges fem brød og to fisk, der er 12 kurve rester. Man kan mene, at Johannes har haft sin egen tradition med en beretning om bespisningsunderet, der afviger fra den synoptiske tradition. Man kan også mene, som jeg gør, at Johannes har kendt Markusevangeliet og Lukasevangeliet (og muligvis Matthæusevangeliet) og selv lavet sin fortælling på den baggrund.
Den allervigtigste forskel mellem Johannesevangeliet og de andre evangelier er, at underet hos Johannes kaldes et tegn. Det er særligt for Johannesevangeliet, at Jesu mirakler og undergerninger ikke har et formål i sig selv, men er tegn, der skal vise hen til noget andet. Det bliver netop en hovedpointe i den johannæiske version af bespisningsunderet.
Tekstens placering i Johannesvangeliet
Som jeg vist også har nævnt tidligere, deler man gerne Johannesevangeliet op i to hoveddele: Kap. 1-12 går under navnet ”tegnenes bog”, mens kap. 13-20 (evt. til kap. 21, men de fleste mener, at det er en senere tilføjelse) kaldes ”herlighedens bog”. Det er naturligvis en meget grov opdeling og man kunne gøre det anderledes. Imidlertid er det rigtigt, at kap. 1-12 er Jesu offentlige virke, hvor han laver undere, altså tegn, har samtaler og kommer i diskussion og konflikt med jødiske modstandere. Kap. 13-17 er de private afskedstaler, som kun disciplene er tilhørere til. Kap. 18-20 er lidelseshistorien med opstandelse og tilsynekomster i Jerusalem. Kap. 21 er et tillæg med en opstandelsestilsynekomst i Galilæa.
Teksten indgår altså i ”tegnenes bog”. Umiddelbart før har Jesus ført en lang diskussion med jødiske samtalepartnere. Den slutter med, at Jesus siger, at Moses skal anklage jøderne, for han har skrevet om Jesus. Hvis de troede på Moses, ville de altså tro på ham (Joh 5,45-47). Den opfattelse af forholdet mellem Moses og Jesus spiller en stor rolle i den diskussion og tale, som følger efter bespisningsunderet (Joh 6,30-58). Den er bygget op over citater fra Det Gamle Testamente (Joh 6,31.45).
Efter teksten følger vandringen på søen (Joh 6,16-21), som også i de synoptiske evangelier er nært knyttet til det første bespisningsunder. Den næste dag mødes Jesus af skaren på den anden side af søen. Diskussionen og Jesu brødtale finder sted i synagogen i Kapernaum. Som sagt er det denne brødtale, der er det virkeligt vigtige i Johannesevangeliet, for heri definerer Jesus sig selv som det ”brød, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden” (Joh 6,33) og udfolder, hvad det betyder i resten af talen.
Tekstens detaljer
v. 1-4: Scenen sættes. Sted: på den anden side af søen. Personer: Jesus, disciplene og den store skare. Situation: Jesus på bjerget sammen med disciplene. Tid: nær påske.
Med denne angivelse er handlingen klar. Den er forbundet til det foregående, idet skaren følger Jesus, fordi de så tegnene på de syge. Måske henvises til helbredelse af den lamme i begyndelsen af kap. 5, men det foregår i Jerusalem, så det er ikke så oplagt. Det er nok snarere en generel henvisning til Jesu helbredelsesvirksomhed. Det er karakteristisk, at helbredelserne kaldes tegn. Tegn i Johannesevangeliet er nemlig en handling, der åbenbarer Jesu herlighed (Joh 2,11), så tilskuerne skal komme til tro på hans identitet som Guds søn (Joh 20,30-21). Det bliver et stort spørgsmål i forlængelse af bespisningsunderet, hvor skaren følger ham og vil gøre ham til konge. Jesus undviger dem, som vi skal se. Senere giver han begrundelsen: ”I søger mig ikke, fordi I så tegn, men fordi I fik brød at spise og blev mætte” (Joh 6,26). De ser nemlig ikke underet som et tegn, der skal vise hen på Jesus, men som en mirakelhandling, hvis betydning ligger i det, der mirakuløst frembringes, og ikke i det, som det peger på: Jesus som det sande brød.
At jødernes påske var nær sætter hele episoden ind i en påskestemning. Det får både betydning i diskussionen med jøderne, hvor der er henvisninger til udvandringen fra Ægypten og vandringen gennem ørkenen, og for den kulminerende afslutning om nadveren, som netop forudsætter påskebegivenhederne med korsfæstelse, død og opstandelse.
Scenen må i øvrigt være således, at Jesus sidder på bjerget med sine disciple og ser ud over skaren.
v. 5-7: Samtale med Filip. Disciplen Filip spiller en større rolle i Johannesevangeliet end i de andre evangelier. Nogle gange er han den, der siger det forkerte for at give Jesus anledning til at udfolde det rigtige. Det er nok tilfældet her.
Jesus spørger ham: ”Hvorfra skal vi købe brød …?” Ganske vist står der i den autoriserede oversættelse ”Hvor skal vi købe brød …?” Det er bedre dansk, men det skjuler en særlig johannæisk pointe. Hver gang ordet ”hvorfra” (græsk: pothen) bruges, er der en tvetydighed på spil. Det handler nemlig altid også om, hvorfra Jesus er. På spørgsmålet ”hvorfra” er det rigtige svar altid: ”fra oven”. I alle tilfælde misforstår Jesu samtalepartnere det. De svarer jordnært. I dette tilfælde med betragtninger over, hvor dyrt det er at købe brød til så mange. Men det rigtige svar er naturligvis, at det skal komme fra samme sted, som Jesus er. Senere siges det i rene ord med en henvisning til Der Gamle Testamente: ”Brød fra himlen gav han dem at spise” (Joh 6,31).
Når det siges, at Jesus gør det for at sætte Filip på prøve, opfatter jeg det som en bearbejdning af den udgave af bespisningsunderet, som findes i de synoptiske evangelier, og som Johannes har bearbejdet. I de evangelier er der en udveksling om, hvad Jesus skal gøre med den sultende menneskemængde. Først beder disciplene ham om at sende dem bort, så de kan købe mad. I stedet beder han disciplene om at give dem mad. De svarer, at så må de købe mad for 200 denarer. Derefter spørger Jesus, hvor mange brød de har, og underet begynder. Denne udveksling kunne måske udlægges, som om Jesus er i vildrede med, hvad han skal gøre. Det kan Johannesevangelisten ikke leve med, for hans Jesus ved altid alting, fordi han er Guds ord, der er blevet kød. Derfor understreger han også i denne situation hans alvidenhed, hvilket han gør Filip til genstand for.
v. 8-9: Andreas griber ind. Disciplen Andreas optræder også et andet sted som mellemmand mellem Jesus og Filip (Joh 12,21-22). Nogle vil mene, at det afspejler et hierarki blandt disciplene. Nogle vil sige, at Filip skal illustrere hedninger og Andreas jøder, således vises det, at jøderne var tættere på Jesus under hans jordiske virke end hedninger. Nogle vil antage, at det illustrerer en modsætning mellem hedningekristne og jøder på Johannesevangeliets tidspunkt. I hvert fald er det tydeligt, at Andreas fremhæves på Filips bekostning.
Andreas bringer de fem brød og to fisk. De kommer i Johannesevangeliet fra en lille dreng. Igen tror jeg, at det er Johannesevangelistens bearbejdning af de andre evangelier, der gør sig gældende. Hos de andre har disciplene bare de fem brød og to fisk. Johannes har ikke kunnet lade være med at fortælle om, hvordan de pludselig var der.
For at understrege underets mirakuløse størrelse – ligesom Filips bemærkning om, at brød for 200 denarer ikke er nok – siger Andreas, at de fem brød og to fisk ikke rækker langt til så mange.
v. 10-11: Selve underet. Jesus lader disciplene sørge for, at folkene (mændene) sætter sig. Når kun mændene tælles, skal læseren forestille sig, at skaren var meget større end 5000.
Jesus udfører en takkebøn over brødet, inden han deler det ud. Her og andre steder kan man se en henvisning til nadverindstiftelsen: ”han tog brødet, takkede … gav dem det …” Ganske vist bryder Jesus ikke brødet i Johannesevangeliet. Derimod deler han selv ud og overlader det ikke til disciplene som i de andre evangelier.
v. 12-13: Konstateringen af underet. I lighed med de andre evangelier beder Jesus disciplene om at samle resterne sammen. Der er 12 kurve til overs.
Måske er der et ordspil på ”for at intet skal gå tabt”. Den græske formulering kan nemlig også oversættes ”for at intet skal gå fortabt”. Men det er måske lidt for subtilt.
v. 14: Skarens reaktion. I første omgang ser skaren faktisk underet som et tegn, nemlig som et tegn på, at Jesus er ”profeten, som skal komme til verden”. Med dette refereres formentlig til 5 Mos 18,15 om en profet som Moses. Altså, opfatter skaren bespisningsunderet som tegn på, at Jesus er en profet som Moses, der kan lave brød på mirakuløs vis, ligesom Moses skaffede manna under ørkenvandringen. Det er i Johannesevangeliets optik en forkert fortolkning af underet, fordi det fokuserer på, hvad Jesus kan og ikke på, hvad han er. Det bliver udfoldet i den følgende tale, at bespisningsunderet skal illustrere, at Jesus selv er det sande brød, der giver sandt liv, dvs. brødet fra himlen, der giver evigt liv.
v. 15: Jesu reaktion: Jesus kender deres tanker og deres formål, nemlig at gøre ham til konge. Atter understreger bemærkningen forskellen i deres niveauer: Skaren befinder sig i det jordiske og fokuserer på brød, mæthed, det fysiske liv og et verdsligt kongedømme. Jesus (og læseren) er orienteret mod det sande brød fra himlen, der dækker et åndeligt behov og giver evigt. Dette brød er Jesus selv, som man får del i gennem tro – og nadveren.
Tekstens fortolkning
Som det er fremgået, er teksten den johannæiske version af det første bespisningsunder. Det er i Johannesevangeliet fremstillet som optakt og anledning til brødtalen i det følgende. Derfor er det afgørende, at det forstås som et tegn, der skal vise hen til Jesu identitet og ikke bare til hans evner. Det udfoldes i brødtalen, som skarens reaktion er det negative modstykke til.
Enkelte steder i bespisningsunderet kan man også se hentydninger til nadveren, som bliver en form for kulmination på talen om Jesus som livets brød (Joh 6,52-58). Nadveren er nemlig stedet, hvor det sande brød bliver tilgængeligt som Jesu kød og blod. Men det kommer man først hen til, hvis man ser det fysiske under som et tegn på Jesu sande identitet og dermed får del med ham i troen. Så er der også adgang til en bekræftelse på den relation ved at spise hans kød og drikke hans blod. Heri er der nemlig en fortsat forbindelse til det sande brød fra himlen.