- s.e.trin.: Luk 18,1-8 (Vartov, 2.8.26)
Lignelsen om den uretfærdige dommer, som er den, vi lige har hørt fra Lukasevangeliet, kom først med i alterbogen og blev dermed prædiketekst i 1992. Inden da havde man altså ikke ment, at kirkegængerne skulle høre Jesus sammenligne Gud med en dommer, der ikke frygter Gud og ikke bekymrer sig om mennesker. Som ikke følger loven og ikke lever op til sin pligt, men kun har egne interesser i tankerne. Som giver efter for pression og dømmer til fordel for den ene part i sagen. En dommer, der er hævet over moralen og hinsides godt og ondt. En sådan fremstilling af Gud, har man ment, at menigheden skulle spares for.
Ligesom kirkegængerne heller ikke har skullet se sig selv i billedet af enken, der ikke følger proceduren i retssystemet, men opsøger dommeren i hans hjem for at lægge pres på ham. En enke, der vil have ret over for sin modpart og derfor plager sig til dommerens velvilje. Hun er så truende i sin adfærd, at dommeren må frygte, at hun giver ham en knytnæve i øjet og derfor føjer hende. En sådan fremstilling af de bedende, har man ikke ment, at man skulle sidde i kirken og spejle sig i.
Men nu er det muligt at vælge teksten om den uretfærdige dommer i dag til prædiketekst. Mon ikke man har skiftet mening, fordi man efter første tekstrække skal prædike over den uretfærdige tjener, der snyder sin herre for at skaffe sig gode venner. Sådan bliver den niende søndag efter trinitatis til uretfærdighedens søndag. Den dag, hvor Jesus bruger lignelser, der bryder med vores moralske forståelse af godt og ondt. Den dag, hvor sognepræsterne efter sigende tager fri.
Uanset hvad årsagen måtte have været, har man i 1992 foretaget et modigt valg. Lignelsen skubber både til gudsopfattelsen og bønsforståelsen. Er Gud som en uretfærdig dommer, der lader sig bevæge af trættekære kvinder? Er bøn at plage om at få ret? Måske er det ikke underligt, at teksten har været udelukket i så mange år. Og det bliver ikke bedre af at læse den nøje.
Formentlig skal man forestille sig, at enken må opsøge dommeren, fordi hun ikke har nogen mand til at tale sin sag. Hendes egen mand er i sagens natur død, men der er tilsyneladende heller ikke nogen sønner, der kan hjælpe hende. Derfor er hun, som forældreløse børn, i en retlig prekær situation. Hun vil være et let offer for svindlere og bedragere. Men om hun er blevet svindlet og bedraget, fremgår faktisk ikke. Hun har en modpart, står der. Men hvordan de retlige forhold er mellem dem, står der egentlig ikke noget om. Det, hun beder dommeren om, oversættes velvilligt til ”hjælp mig til min ret over for min modpart”, men det kunne også betyde ”skaf mig hævn over min modpart”.
Dommerens reaktion må tilsvarende forstås sådan, at han tager hendes parti, alene fordi hun volder ham besvær. Ikke fordi han bekymrer sig om ret og rimelighed. Hvilket vel også må være begrundelsen for, at Jesus til slut kalder ham den uretfærdige dommer. Om enken har ret eller ej, er ikke inde i billedet. Dommeren tager ikke på sig at dømme retfærdigt mellem parterne. Derfor Jesus kalder ham uretfærdig, når han skaffer enken ret eller hævn.
Lignelsen skaber et univers, hvor ret og rimelighed er suspenderet. Den handler ikke om, at retfærdigheden til sidst sker fyldest, for retfærdighed er der ikke tale om. Tværtimod er loven sat ud af kraft. Hævngerrighed nyder fremme. Pression betaler sig. Embedsmisbrug er almindelig praksis. Derfor finder lignelsen sted uden for moralen. Den foregår hinsides godt og ondt. Og det sammenligner Jesus med Gud selv.
Det er filosoffen Friedrich Nietzsche, der taler om det, der er hinsides godt og ondt. For den stærkt kristendomskritiske Nietzsche er den moralske vurdering i godt og ondt noget, som kristendommen har indført. Oprindeligt var der ikke godt og ondt, ej heller gode og onde, men stærke og svage. De stærke kunne hævde sig selv og skabe noget i verden. De var uafhængige af andre og sammenlignede sig ikke med nogen. Således stod de for det positive, der har værdi i sig selv. De frygtede ikke Gud og var ligeglad med mennesker. Nietzsche kalder dem over-mennesker. De svage derimod havde ikke værdi i sig selv og var kun noget i forhold til andre. De frygtede Gud og bekymrede sig om mennesker. Således stod de for det negative, der kun kunne hævde sig ved at nedgøre andre, for de kunne ikke skabe noget selv. For dem er det succes, at andre fejler. De er såkaldte ressentiments-mennesker.
Nu er kristendommens diabolske genistreg ifølge Nietzsche at vurdere forholdet mellem de stærke og svage moralsk. Med kristendommen bliver det ondt at være stærk og hævde sig selv, mens de svage bliver de gode, fordi de ikke kan klare sig. Salige er de sagtmodige, siger kristendommen. Således blev moralen indført til fordømmelse af de stærke. Det blev krævet, at man skulle frygte Gud og bekymre sig om mennesker, for at man ikke skulle hævde sig selv og tro, at man er noget i sig selv. Således er moralen om godt og ondt de svages hævn over de stærke. Nu kaldes det retfærdighed, at de svage hævder sig som gode, mens de stærke nedgøres som onde.
Så langt Nietzsche, men nu hævder Jesus tilsyneladende i sin lignelse, at den kristne Gud selv som den uretfærdige dommer er hævet over moralen og hinsides godt og ondt. Hans domme er ikke underlagt vores moralske vurderinger. Ydermere siger Jesus, at det er den Gud, som man skal bede til uden ophør, nat og dag, for at få retfærdighed og hævn.
Så kan man i bøn udtrykke sine forsmåede følelser og fornærmede fornemmelser og bede Gud tage affære. Man kan give ord til sit nedrige had og ondskabsfulde hævntørst og give det over til Gud. Ligesom i nogle af de gammeltestamentlige salmer, hvor der bliver bedt om, at Gud vil gribe ind og knuse fjenderne. I bøn til Gud bliver der udråbt ønsker om alle fjendernes onde endeligt. I den mest voldsomme formulering beder salmisten om, at fjendernes børn må blive knust mod klippen. For sådanne følelser findes og i bøn til en Gud, der er hævet over moralske domme, kan man give dem udtryk. Man behøver ikke holde dem i sit eget indre, så man fortæres op indefra af bitterhed og arrigskab, fordi man ikke kan komme på afstand af sin egen vrede.
Sådan fortalte en præst på den yderste højrefløj mig, at han havde rådet sin ven, der var så forbitret over sin skilsmisse, at han var ved at blive syg, til at bede en af hævnsalmerne fra Det Gamle Testamente. For i bøn til den Gud, der ikke dømmer moralsk godt og ondt, kan man udtrykke alt det onde, som man ønsker for sin modpart, og så – og det er pointen – må man lade Gud om resten. Så skal man ikke selv handle på sin hævntørst, for hævnen er Guds, ikke vores. Ja, den skal slet ikke eksekveres efter vores forestillinger om godt og ondt, for Gud er hinsides godt og ondt.
Af sammen grund kan man bede til Gud med al sin fortrydelse og fornægtelse, med al sin skyld og skam, så heller ikke det skal æde en op indefra, men kan overgives til den Gud, der ikke fælder moralske domme. For også når man er fuld af selvkritik og selvbebredelse kan man få afstand til det ved at lade det komme til udtryk i bøn og så – og det er pointen – må man lade Gud fælde dom over det. Man skal ikke selv begive sig af med at fordømme sig selv, for dommen er Guds, ikke vores.
For Gud er hinsides godt og ondt, vores moral dikterer ikke hans domme. Derfor kan vi slippe vores had i bønnen om dom over fjenderne. Derfor kan vi slippe vores selvhad i bønnen om dommen over os selv. Vi ved nemlig, hvordan Jesu fader tager imod vores bønner. Det skal vi synge om et øjeblik. For den uretfærdige dommer, der er hævet over moralen og hinsides godt og ondt, han fører selv sagen og vinder den fra sig selv, så vi ikke skal grue for nogen dommedag, hverken den vi vil holde over andre eller den, vi holder over os selv.
DDS 403 – 30 – 292 — 274 – 493 – 726