Niende søndag efter trinitatis: Den uretfærdige dommer
v.1 Og han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. v.2 Han sagde:
»I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. v.3 I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! v.4 Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, v.5 vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.«
v.6 Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! v.7 Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v.8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
Luk 18,1-8
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten er lukansk særstof. Man må regne med, at Lukas med denne lignelse vil udtrykke en af sine egne pointer. Enker optræder i de andre synoptiske evangelier, men ikke i lignelser. En dommer findes heller ikke i andre lignelser, men det er almindeligt i jødisk litteratur at sammenligne Gud med en dommer.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Som meget af det lukanske særstof er også denne lignelse placeret i rejseberetningen (9,51-19,27). Den følger umiddelbart efter en belæring af disciplene om de sidste tider, hvor pointen er, at det vil være klart og tydeligt, når Menneskesønnen kommer igen (17,20-37). På den dag vil alt blive afgjort. Men indtil da skal de ikke lade sig vildlede og tro, at enden står lige for. Det sidste vers i teksten (v.8) refererer til Menneskesønnens genkomst. Umiddelbart efter lignelsen følger endnu en lignelse om bøn. Det er om farisæeren og tolderen (18,9-14). Herefter følger afsnittet om Jesus og de små børn (18,15-17). Man forstår bedst tekstens kontekst således, at den handler om tiden indtil den sidste dag, hvor Menneskesønnen kommer igen. Indtil da skal de troendes forhold til Gud være i vedholdende og oprigtig bøn, som de to lignelser tilkendegiver. Pointen med at anbringe lignelsen om farisæeren og tolderen efter denne lignelse er netop at illustrere, at ikke enhver vedholdende bøn vil blive hørt, men kun den bøn, der bunder i et oprigtigt gudsforhold.
Tekstens detaljer
Lignelsen har en ramme i v.1 og v.6-8. Selve lignelsen er v.2-5. Der findes en del teorier om forholdet mellem rammen og lignelsen, for det synes ærligt talt lidt aparte at sammenligne Gud med en uretfærdig dommer og de troende med en plagsom enke. Man kunne forestille sig, at lignelsen kommer fra en anden sammenhæng, og Lukas lidt ufikst har tilpasset den et andet formål. På den anden side ligger er også i lignelsen nogle træk, der forekommer typisk lukanske. Det er således blevet foreslået, at det er en genskrivning af en tekst fra den apokryfe Siraks bog, der handler om Gud som den retfærdige dommer, der ikke vil undlade at besvare den uretfærdigt behandlede enkes bøn (Sir 35,16-19). Således bliver det til en lignelse om, hvorledes det kan betale sig at klage sin nød.
v.1: Indledningsvis markeres lignelsens forhold: at opfordre til bøn og ikke miste modet under bønnen. Anledningen er, som det er angivet i teksten forud, at tiden indtil Menneskesønnens komme vil blive ganske lang. Det er tydeligt, at Lukas ikke forestiller sig, at dommedag står lige for. Af den grund opfordres disciplene og gennem dem den lukanske menighed til ikke at miste modet, men forblive bedende. Bøn fremstilles i øvrigt en række steder i de lukanske skrifter som den kristne praksisform, der svarer til den relation til Gud, som de gennem Jesus er indsat i. Således er bønnerne, sammen med apostlenes lære, fællesskabet og brødets brydelse det, der definerer den tidligste menigheds sammenkomst (Apg 2,42).
v.2-5: I selve lignelsen må det opklares, hvorledes de to optrædende er karakteriseret, og hvad der ligger til grund for, at dommeren ændrer sin holdning.
En dommer optræder som den lokale repræsentant for retten. Han er af høj social status og besidder betragtelig magt. I Det Gamle Testamente er det en stereotyp anklage, at uretfærdige dommere ikke vil tage hensyn til fattige, faderløse og enker. Det er netop de grupper, der kan have svært ved at trænge gennem det officielle retssystem, fordi de selv har status og måske ikke har midler til at lade sig repræsentere. Denne dommer karakteriseres i øvrigt som en, der ikke frygter hverken Gud eller mennesker. Det skal i denne sammenhæng ikke tages som udtryk for hans upartiskhed, men tværtimod som et tegn på, at han kun følger sin egen vilje og alene har egne interesser i tankerne. Derfor betegnes han som uretfærdig af Jesus, der fortæller lignelsen.
Enken er prototypen på den udsatte person. I kraft af hendes status som kvinde, der har forladt sin faders hus for at blive gift, men nu ikke har nogen mand til at beskytte sig, befinder hun sig i samfundets margin. Som kvinde kan hun ikke varetage sine interesser i det officielle samfund, og uden en mand er der ingen til at gøre det for hende. Historien melder intet om sønner eller brødre, men dens logik tilsiger, at hun ikke har voksne mænd til at hjælpe. Af samme grund fandt netop enker i den tidlige kristendom i menigheden et attraktivt alternativ, fordi de har kunne opnå både beskyttelse og en vis status. Men der er også enker i den bibelske tradition, der formår at vende magtspillet til deres fordel, fx Judith, Tamar og Ruth.
Pointen i lignelsen er, at denne enke ved sin vedholdenhed tilsvarende vinder sin ret ved at få dommeren til at tage hendes parti. Spørgsmålet er, hvorfor han gør det. Det siges ret præcist i lignelsen, at han er bange for, at hun kommer og slår ham i ansigtet (v.5). Ved at give efter for det besvær, som hun volder ham, vil han undgå dette. Men hvad er det? Det er ikke sandsynligt, at det skal forstås bogstaveligt, så han er bange for at få et blåt øje af kvinden. Årsagen kan i stedet være, at hun skal skade hans ry i byen ved at sladre om ham. Det er blevet foreslået, at netop sladderen bærer et destabiliserende potentiale, fordi den er i stand til at vende højtstående personers stilling mod dem selv. Det sker, når deres status undergraves af rygtedannelser og bagvaskelse. Det er et reelt magtmiddel, som i dag forvaltes af medierne. Det forekommer imidlertid også underligt, om det skulle være meningen i lignelsen, eftersom dommeren udtrykkeligt ikke bekymrer sig om Gud og mennesker. I så fald skulle det være, fordi han sætter sin egen ære højere end både Gud og mennesker. Det er en mulighed. I den lukanske sammenhæng er der dog ikke tvivl om, at det først og fremmest er enkens vedholdenhed, der til sidst trætter dommeren. Om slaget i ansigtet er andet end et overdrevent udtryk for, at hun ikke vil sky nogen midler for at få sin ret, er tvivlsomt. Så hjælper han hende.
I denne relation mellem dem magtfulde, socialt højtstående dommer og den marginaliserede, socialt udsatte enke er der imidlertid en typisk lukansk pointe på færde. Det er gennem hele evangeliet en pointe, at Gud styrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe, som det udtrykkes i Marias Lovsang (1,52). Her får denne struktur udtryk i enkens forhold til dommeren. Han må give sig, for at hun kan få ret. Det er netop i overensstemmelse med det gudsbillede, som Lukas fremstiller.
v.6-7: Formentlig er sammenhængen influeret af Sir 35,17-19: ”Bønnen fra den, der er i ringe kår, trænger gennem skyerne, og han finder ikke trøst, før den når frem; han holder ikke inde, før den Højeste griber ind, skaffer de retfærdige deres ret og holder dom. Herren tøver ikke og viser ikke de ubarmhjertige langmodighed.”
Jesus kaldes Herren af Lukas. Det giver hans udlægning særlig autoritet, når den betegnelse, der ellers anvendes om Gud, bruges om ham. Han drager sammenligningen mellem den uretfærdige dommer og Gud selv. Slutningen er enkel nok. Den går fra det mindre til det større: Når det gælder således blandt uretfærdige mennesker på jorden, hvor meget mere vil det da ikke gælde for den retfærdige Gud i forholdet til hans udvalgte. Gud vil selvfølgelig også skaffe dem ret.
I denne sammenhæng kaldes den troende menighed de udvalgte, hvilket forbinder den med det udvalgte folk, hvis rolle den tidligste kristne menighed overtager ifølge Lukasevangeliet.
Konstruktionen i v.7 er lidt problematisk. Oversættelsen deler den op i to spørgende sætninger. I den videnskabelige udgave af Det Nye Testamentes græske tekst er det kun et spørgsmål. De to sætninger er forbundet af ordet kai, der kan betyde ”og”, men også kan bruges som ”men” eller ”om end”. Det sidste giver nok bedst mening, så oversættelsen kan lyde: ”Mon Gud sandelig ikke vil skaffe sine udvalgte retfærdighed, når de råber til ham dag og nat, om end han lader dem vente på sig?” Således er det altså ikke et reelt spørgsmål, om han lader dem vente, som det er i den autoriserede oversættelse. Spørgsmålet er derimod retorisk, for selvfølgelig vil Gud skaffe sine udvalgte retfærdighed, selv om han lader dem vente. Det er selvfølgeligt, når endog en uretfærdig dommer skaffer en vedholdende enke retfærdighed.
v.8: Således svarer Jesus selv på sit retoriske spørgsmål. Gud vil skaffe dem retfærdighed. Han vil gøre det ”snart”, står der i oversættelsen. Imidlertid betyder den græske vending ”i hast” eller lignende. Man kan derfor fortolke det som ”pludseligt”, hvilket passer til den måde, som dommens dag og Menneskesønnens genkomst fremstilles i Lukasevangeliet (fx 17,24; 21,28-34). Svaret er altså ikke, at bønnerne snart vil opfyldes, men at de vil blive det med et, når den sidste dag pludselig oprinder. Med den forståelse er det også klart, hvad det vil sige at få retfærdighed. Det er, hvad de udvalgte kan se frem til på dommens dag, altså frelse. Det er, hvad deres bønner skal angå. De vil blive indfriet.
Hertil knytter sig den afsluttende overvejelse. Vil denne tro være at finde, når Menneskesønnen kommer igen? Det ligger i sagens natur, at det er den tro, der ligger bag bønnen om retfærdighed. Hvis den ikke er der, er bønnen der heller ikke. Den følgende lignelse skal netop fremstille forholdet mellem bøn og tro. For det er naturligvis ikke bønnen som en ordrig remse eller en offentlig forestilling, der er tale om. Det er bøn som troens praksis- eller kommunikationsform. Vil den være at finde? Det skal Lukas’ menighed lægge sig på sinde, at den skal.
Tekstens fortolkning
Tekstens placering mellem belæringen om den sidste dag og lignelsen om den rette bøn giver den en specifik mening. Den skal illustrere, hvorledes den fortsatte vedholdende bøn vil resultere i retfærdighed på dommens dag. For bønnen er de troendes praksis. Hermed giver også den lidt specielle lignelse mening. Som den vedholdende enke til sidst aftvinger dommeren sin retfærdighed, således vil de troende få retfærdighed fra Gud, fordi de gennem deres bøn uafladeligt praktiserer deres tro. For bønnen er den kommunikation, der i praksis fastholder den forbindelse til Gud, som troen er udtryk for.