Luk 16,1-9
En af de filmscener, man kun behøver at få genfortalt for aldrig at glemme, stammer fra den svenske film Den enfoldige morder fra 1982. Selv hørte jeg om den i Niels Grønkjærs undervisning først i halvfemserne, og siden troede jeg, at jeg havde set filmen. Det havde jeg ikke, viste det sig, da jeg for nogle år siden så den for første gang. Scenen er den, hvor forpagteren Månsson har fået henstand med betalingen af sin forpagtningsafgift til fabrikant Höglund og skal aflevere pengene juleaftensdag. For at kunne det har Månsson måttet sælge sin eneste hest, men nu kommer han med pengesedlerne. Fabrikant Höglund forklarer sig over for Månsson. Månsson må jo ikke tro, at han bare er ondskabsfuld, når han er principfast og holder på at penge skal betales til tiden. Det handler jo slet ikke om ham eller om pengene for den sags skyld. Han ville gerne kunne være mere imødekommende og eftergivende, men det er jo princippet. Princippet kan man ikke vige fra, så går alt til grunde.
Og for at illustrere, at det virkeligt ikke handler om pengene, smider han sedlerne i den buldrende pejs. Pengene har han jo ikke brug for. Det er princippet, der er vigtigt. Det må Månsson forstå.
Scenen fra Hans Alfredssons film er uforglemmeligt hjerteskærende i sig selv. Og bliver det ikke mindre i filmens sammenhæng. For i filmen følger man Sven. Sven er idiot. Eller det kaldes han, fordi han har en talefejl og regnes for småt begavet. Mindst tre gange oplever man, at Sven ufrivilligt overværer fabrikantens selviske og sadistiske handlinger over for såvel medarbejdere som familiemedlemmer. Scenen med Månsson er en af dem. Hver gang betragter Sven det gennem en glasrude. Han er på den måde adskilt fra fabrikantens verden og kan ikke gribe ind i den, selv om han kan se den. Til sidst bliver det ham for meget. Sven bryder ind i ondskabens verden og slår fabrikanten ihjel til tonerne af Verdis Dies Irae, Vredens dag. Han er den enfoldige morder, der til allersidst dør sammen med sin elskede Anna Månsson på flugt fra politiet.
Den enfoldige morder er hjertegribende i de enkelte scener og har mange komplicerede filmiske træk, men historien er ikke så vanskelig, og budskabet temmelig enkelt. Det er tydeligt, hvorledes fabrikanten, der tjener sin rigdom ved at lade andre arbejde for sig og udnytte deres arbejdskraft. På Höglund kan man se, at det ikke blot er et økonomisk princip, men et princip, der inficerer og nedbryder alle menneskelige relationer. Alle forhold underlægges principperne om udbytning og profitmaksimering. Sven og familien Månsson på den anden side er dem, der står uden for dette princip. Hos dem trives mennesker og de menneskelige relationer blomstrer, for de lever ikke efter principper. Og derfor står de sig dårligt med samfundet, men filmskaberen Hans Alfredsson.
I dagens evangelietekst står man som læser på samme måde som Sven og kigger ind på en scene, som man ikke kan gribe ind i og ikke få kontrol over. Det man ser, er næsten lige så chokerende som den scene, som Sven er vidne til juleaftensdag. Man ser en betroet medarbejder, der sætter alle principper til side og lader fem og syv være lige. Han skalter og valter med sin herres penge og eftergiver efter forgodtbefindende skyldnere deres gæld. Nogle halvtreds procent, andre tyve procent.
Hvor forargeligt det er, kan man se i fortolkningshistorien. Bibelforskerne har brudt deres hjerner med princippet for forvalterens handlinger. For der må jo være et princip bag. Så har man foreslået, at han blot nedsætter gælden med de renter, der er løbet på. Så snyder han egentlig ikke, og behandler ikke skyldnerne tilfældigt, for renterne på olie var åbenbart højere end på korn. Gennemfører man den tolkning, har man fået kontrol over det. Så er der et retfærdigt princip bag forvalterens handlinger. Han handler ikke uærligt, men efter retfærdige principper, og så kan man godt tillade sig at tage det som var Herre Jesu belæring til os. For han snyder jo ikke. Han følger princippet. Og således har de velmenende teologer intetanende skrevet forvalteren over på fabrikant Höglunds side, hvor det er princippet, der gælder.
Men forvalteren er principløs. Han har sat principperne ud af kraft og gør, hvad han finder for godt. Han interesserer sig ikke for overordnede principper, der skal sikre, at alting går retfærdigt og retmæssigt til, så penge skal betales til tiden, og gæld skal afvikles efter reglerne. Forvalteren har suspenderet principperne om ret og rimeligt og lader kun hensynet til sine menneskelige relationer råde. Principperne får ikke lov at stå i vejen for de menneskelige forhold. De får ikke lov at inficere dem og omskabe dem til økonomiske forbindelser, der skal sikre profit og rentabilitet. Tværtimod vendes det om, så principperne nedbrydes og forbindelserne omskabes, så de skal tjene samlivet med de mennesker, som forvalteren er overladt til, når han sættes fra sin bestilling.
For han stikker ikke noget til side til sig selv. Det er ikke det, som han skal leve af, når han bliver afskediget og hverken kan grave eller vil tigge. Han satser ikke på at opbygge sig sin egen formue til dårlige tider, men stoler på de relationer, som han gerne vil leve i. Dem sætter han alle principper til side for. Dem tjener han på principløs vis, for det er dem, som skal redde hans liv.
Således står man som idioten Sven og kigger ind ad ruden på en scene, der er mere chokerende end scenen i fabrikantens arbejdsværelse juleaftensdag. For den scene kan man, hvor umenneskelig den end er, følge og forstå. For principperne må man holde. I et samfund med lov og orden må der gælde økonomiske principper for finansielle transaktioner. Retsprincipper må regulere samfundslivet, hvis vi vil leve i et retssamfund. Og disse principper må være hævet over de individuelle mennesker. De må gælde for alle uden forskel, for ellers er det ikke et princip. Det må også Månsson forstå, for der er principper, der er vigtigere end det individuelle menneskeliv. Det kan teologerne forstå, når de prøver at udregne principperne bag forvalternes gældseftergivelse. For sådan må det være i et ordnet samfund, uanset hvor hjerteløst det er. Og derfor er det rystende at se scenen, hvor principperne sættes ud af kraft af hensyn til det individuelle menneskeliv, uanset hvor hjertelig den tager sig ud. For af den tvinges man til at tage stilling til, ikke blot hvilke principper der skal gælde i et samfund, men hvem man selv vil være i det samfund. Er det principperne, der skal bestemme menneskelivet og livet med hinanden, eller kan principper suspenderes af hensyn til menneskelivet og livet med hinanden? Handler, virker og er vi for princippets skyld eller for de menneskers skyld, som vi deler livet og verden med?
For selvfølgelig kan man være lysets barn, der befinder sig i princippernes lyksalige himmel, højt hævet over denne verden og denne verdens børn og uberørt af menneskelivets forviklede omstændigheder og forvirrede enkeltheder. Så kan man i sin lyse principhimmel insistere på principper om profit og rentabilitet uden hensyn til konsekvenserne for de udbyttede og udnyttede. Man kan vedholdende og truende hævde principper om, at visse bøger ikke må brændes uden hensyntagen til, at man dermed kræver andres underkastelse under sine egne principper. Eller man kan gøre krav på retten til at brænde enhver bog uden sans for den smerte, man for princippets skyld påfører andre. Sådan er lysets børn i deres principfaste renhed, for det er jo ikke dem, det handler om. Det er princippet.
Men denne verdens børn handler klogere over for deres egne, for de underordner principperne det liv, som vi skal leve sammen. I det underlægges de menneskelige relationer ikke hårde principper, men trives til gavn for de mennesker, der indgår i dem. Således evangeliet om den uærlige forvalter i dag. Et evangelium om principløs tilsidesættelse af alle principper om lov og orden af hensyn til de mellemmenneskelige forhold. Et evangelium, der i sagens natur er umuligt at omsætte i klare principper om rigtigt og forkert både hvad angår økonomisk politik og retspolitik, for det siger ikke andet end at menneskelivet må gå forud for alle principper.
For det evangelium kommer fra en historie om Guds søn, der gav afkald på alle principper for at skabe et forhold til de mennesker, der principielt ikke var ham værdig. Han nedbrød alle principper om det rigtige menneskeliv, da han inddrog alle i fællesskabet med sig. Han omgjorde alle principper, da han viste Gud gennem det korsfæstede menneske. I dag står vi som Sven bag ruden og ser forundret på, hvordan det udspiller sig, når principperne sættes til side og relationerne oprettes. Så falder fabrikantens principfaste udbytterverden, og forvalterens principløse menneskeverden opstår. Vi står som Sven og kigger ind på den, men vi er indbudte til at tage del i den, så den kan blive virkelighed for os. For således skal det kendes på os som lysets børn, at der er i denne verden, at vi er i lyset, forbundne med hinanden og forpligtet for hinanden trods alle principper, når vi er i fællesskab med den herre, der tilsidesatte alle principper og tilgav al gæld, da han drog os ind i sit lys ved selv at være et sonoffer for hele verdens synder.
DDS 402 – 385 – 294 — 179 – 488 – 30