9.s.e.trin.(1)
Lignelsen om den uærlige godsforvalter
v.1 Jesus sagde også til disciplene:
»Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort.
v.2 Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. v.3 Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. v.4 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen.
v.5 Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? v.6 Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! v.7 Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«
v.8 Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.
v.9 »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«
Luk 16,1-9
Tekstens forhold til de andre evangelier
Lignelsen findes kun i Lukasevangeliet. Det er bemærkelsesværdigt, fordi den er så mærkelig. Selv om den handler om penge, falder den ikke direkte i tråd med de fleste andre lignelser i Lukasevangeliet med dette fokus. Ofte handler Lukas’ egne lignelser om at give sine penge til fællesskabets bedste og ikke som her at bruge andres midler for sin egen skyld.
Nogle vil mene, at den stammer fra en særlig lukansk tradition og er blevet inkorporeret lidt ufikst i Lukasevangeliet, hvilket de efterfølgende lettere løsrevne ord kunne tyde på. Måske netop fordi der i disse ord er en udlægning af lignelsen, som gør den mere ”spiselig” (s.n.). Særligt Luk 16,13: ”Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon”, som netop ikke lukansk særstof, men har en direkte parallel i Matth 6,24, udlægger lignelsen på en tilforladelig måde. Godsforvalteren bliver således billede på den, der vælger ikke at tjene mammon, men bruge den til at tjene Gud ved at gøre godt for andre. Den pointe er mere lukansk. Så måske kunne man alligevel forestille sig, at Lukas selv har produceret lignelsen for at illustrere den pointe.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Lignelsen om den uærlige godsforvalter følger direkte efter lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32). Den lignelse var rettet til farisæerne og de skriftkloge. Lignelsen om den uærlige godforvalter er derimod henvendt til disciplene (Luk 16,1). På en måde minder den lidt om lignelsen om den fortabte søn, for i begge tilfælde drejer det sig om personer, der formøbler deres betroede ejendom.
Efter det tekststykke, som udgør prædiketeksten, følger som sagt en række lidt indbyrdes usammenhængende udsagn om ærlighed og uærlighed, mammon og den sande værdi troskab og om at tjene to herrer. Faktisk følger disse ord umiddelbart efter vers 9, så det er en del af samme tale. Det lyder:
”v.10 Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. v.11 Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? v.12 Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? v.13 Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”
Pointen i disse udsagn er, at man ikke kan lade penge være sin herre, for så kan man ikke være ærlig og tro med den. Lignelsen illustrerer netop, hvordan man ikke lader penge være sin herre, så man kan være tro med den uærlige mammon og andres ejendom. Det er man altså, når man bruger den til andres bedste, at man er tro med den. Tro er man nemlig mod Gud med uærlig mammon og andres ejendom; ja, det er jo principielt Guds egen ejendom man er tro med. Hvis man er det, kan man selv få noget af sand værdi. I lignelsen er den sande værdi venner i de evige boliger. Den pointe er faktisk mere letfordøjelig – om end den stadig er udfordrende – end den pointe, som lignelsen slutter med i prædiketeksten, der ender i vers 9.
Endnu lettere bliver det, når vers 14 og 15 læses med:
”v.14 Alt det hørte de pengeglade farisæere, og de gjorde nar af ham. v.15 Da sagde han til dem: »I stiller jer an som retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerte. For det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne”
Så bliver tekstens brod nemlig vent mod forfatteren yndlingsaversion: Farisæerne.
For en gangs skyld må man sige, at netop det udsnit af teksten, som er kommet med i alterbogen, er mere interessant som en selvstændig tekst end i dens sammenhæng. At stoppe teksten ved vers 9 er ganske modigt, for det skaber en lignelse, der ikke er til at få hold på, fordi den vender op og ned på alle almindelige anerkendte forhold – selv dem, der traditionelt anses som kristelige.
Tekstens detaljer
v.1-2: Indledningen på lignelsen lyder ”der var en mand”. Det kunne lige så godt hedde ”der var engang en mand”, for formuleringen tilkendegiver, at det er en fortælling, som vi skal høre. Det er ikke en gengivelse af en historisk begivenhed, men en fortælling, der skal illustrere noget. Derfor er det helt rigtigt at kalde den en lignelse, selv om det ikke står i teksten.
Billedet er hentet fra den antikke husstand. En rig herre har sat en medarbejder, formentlig en slave, til at have ansvar for sin husholdning. Det var ganske almindeligt, at forvaltere havde ansvar for endog store ejendomme og mange midler. Denne forvalter gør det ikke godt. Han ødsler ejerens penge bort. Derfor stilles han til regnskab, så han kan blive sat fra bestillingen.
v.3-4: Vi hører forvalterens indre monolog. Som fyret imødeser han en social deroute, der kan ende med de mest prestigeløse erhverv, nemlig hårdt fysisk arbejde, fx i marken, eller med tiggeri på gaderne. Det første har han ikke kræfter til; det sidste er skamfuldt. Men har får en idé for at undgå den deklassering, der står foran ham. Han vil sikre sig venner, der kan modtage ham i deres huse. Denne sidste formulering ”modtage i deres huse” er udtryk for at have social status, hvilket man har, når man modtages som ven af andre. Teksten udfolder ikke, om der dermed også menes, at han kan leve på deres bekostning. Det er ikke det vigtige i denne sammenhæng. Det vigtige er, at han vedbliver at være ”nogen” og ikke degraderes til at være ”ingen”, en udslidt markarbejder eller en ussel tigger.
v.5-7: Han eftergiver sin herres skyldnere dele af deres gæld. Dette skaber venskabsforhold med skyldnerne, som kommer i taknemmelighedsgæld til forvalteren. I første omgang er han nemig den overlegne, men når han står uden midler, bliver deres forhold jævnbyrdigt.
Det er blevet foreslået, at han ikke handler kriminelt. Enten eftergiver han blot de tilløbne renter (og rentetagning var ugleset), eller han eftergiver den del af lånet, der var hans eget honorar. Det var en helt almindelig praksis, at der blev tilskrevet et gerne større beløb til ”administrationsomkostninger”. Men det forekommer ikke overbevisende i sammenhængen, eftersom han kaldes uretfærdig i vers 8. Det går sikkert ikke blot på, at han bortødslede herrens ejendom til at begynde med i vers 1, men også på hans svig og dokumentfalsk i vers 6 og 7.
I øvrigt er det ganske store beløb, der er tale om. Hundrede ankre olie svarer til 450 liter af en værdi til i alt 500 – 600 dagslønninger. Hvor meget hundrede tønder er, er vanskeligere at svare på. Forslagene spænder fra 589.000 liter til 220.000 liter.
v.8: Her kommer det første chokerende. Herren handler helt anderledes, end man forventer. Enten er der sket det, at ”herren” ikke længere er forvalterens ejer, men nu skal betegne Jesus eller Gud. Eller forvalterens ejer lader sig dupere af hans handlinger, fordi de netop er kloge i denne verdens øjne. Det var simpelt hen en klog handling i almindelig egeninteresse, hvilket ejeren, der i så fald hylder samme principper, anerkender. Denne verdens børn er simpelt hen de klogeste, fordi de handler vist inden for den logik, der gælder for verdens børn: egeninteresse.
Modsætningen til denne verdens børn er lysets børn, hvilket de troende kaldes flere steder i Det Nye Testamente. De tilhører lyset. Denne verden eller rettere: denne verdenstid (æon) er tilsvarende et udtryk for den verden og den tidsalder, der ligger i det onde og skal forgå ved dommedag. Det er altså klart, at det er godt at tilhøre lysets børn og skidt at være blandt denne verdens børn. Alligevel fremhæver lignelsen denne verdens børn, som den uærlige forvalter er et eksempel på, som forbillede for lysets børn.
v.9: Det endnu mere chokerende: Denne handlemåde bliver gjort til ideal for at blive modtaget i de evige boliger. Umiddelbart hænger argumentet godt sammen: Den eneste måde at bruge penge godt på er at skabe sig venner med dem. Sådanne venner, som kan tage imod en, når pengene slipper op. Mammon er et ukendt hebræisk ord, der på nytestamentlig tid bruges om penge. De er ifølge teksten pr. definition uretfærdige, og ikke kun hvis de er tilranet på uretfærdig vis. Men de kan bruges retfærdigt, når de bruges til gavn for andre. Det er, hvad lignelsen opfordrer til, hvilket bliver klart i de følgende ord om at tjene mammon (Luk 16,10-13). Denne optræden forbindes med de himmelske, evige boliger, altså det kommende gudsrige. Det svarer meget godt til Lukas’ overordnede holdning til penge: De skal bruges ret for ikke at være til fordærv. Og når de bruges ret, er de ikke ens herre (jf. Luk 16,13). Og når man bruger dem ret, vil man blive belønnet for det.
Tekstens fortolkning
I sammenhæng med de efterfølgende vers lykkes det at tilskrive lignelsen en eller anden form for enkel mening: Brug pengene til at skabe venner, for så vil de tage sig af dig. Det gælder i hverdagslivet blandt denne verdens børn, og det gælder med henblik på de evige boliger for lysets børn. Det har lysets børn blot ikke forstået. Måske tror de, at de helt skal holde sig for gode til at bruge uretfærdig mammon. Men det er en misforståelse. De skal blot bruge den ret.
Alligevel tilfredsstiller denne fortolkning ikke helt. Det er særligt herrens rolle, der bliver ved med at genere. Hvem er han? Er det lignelsens herre, der pludselig skulle rose sin forvalter for at snyde ham? Er det Jesus (eller Gud), der skulle bifalde snyderi? Og er det virkelig Lukas’ mening at lade svig og gemen egeninteresse være forbillede for lysets børn og adgang til de evige boliger i gudsriget? Det er ikke til at få det helt på plads. Det vedbliver at være en mærkelig lignelse.
Ikke uden grund kaldes niende søndag efter trinitatis ”kapellanens søndag”, for den dag lod præsten kapellanen prædike!