- s.e.trin.: Luk 16,1-9 (Vartov, 17.8.25)
Verden af i går fandtes i Wien i begyndelsen af forrige århundrede ifølge forfatteren Stefan Zweig. Før første verdenskrig brød ud og skabte uorden var verden som den skulle være i den østrig-ungarske hovedstad. Kunsten og kulturen blomstrede. Borgerskabet var indbegrebet dannelse. Men ikke kun dem. Med kusken kunne man drøfte den seneste opsætning på byens teater. Tjenerne på caféerne diskuterede indbyrdes programmet i byens koncertsale. Nok kom der hverken kuske eller tjenere til koncerterne eller skuespillene. Arbejderklassen kunne bare spejle sig i overklassen. Men det var som det burde være ifølge Zweig.
Om aftenen d. 21. december 1908 var byens kulturelle borgere på vej til koncert. Mændene i kjolesæt med blanke laksko, kvinderne i knitrende silkekjoler. I aften var det den berømte Rosé-kvartet, der skulle opføre et nyt værk af Arnold Schönberg, som de allerede kendte for smukke senromantiske stykker. Nu var det hans anden strygerkvartet, der skulle uropføres. Der var grund til at glæde sig.
Publikum indfinder sig på deres pladser i koncertsalen. Stemning er glad og spændt. Så begynder musikken, og efter få sekunder kan de mest lydhøre blandt publikum høre, at der er noget galt. For de mere tungnemme går der lidt længere tid, men efter tredive sekunder er alle enige: Dette er helt forkert. Enten kan musikerne ikke spille, eller komponisten kan ikke komponere, eller publikum kan ikke høre. Og det hele kan man udelukke, for det er de dygtigste musikere, en højtbegavet komponist og verdens bedste publikum. Altså må det være med vilje, at musikken lyder som støj. Det er en hån mod publikum. De bliver vrede og begynder at le en hånlig latter. Og for at det ikke skal være løgn, kommer der en sopran ind og synger i de sidste satser. En sopran i en strygerkvartet! Det hører sig ikke til. Det er en skandale.
Wienerpublikummet har været udsat for atonal musik. Musik, der ikke følger de anerkendte regler, og derfor lyder disharmonisk og grimt for det øre, der er vant til almindelige harmonier. Det forekommer kaotisk og hæsligt for den lytter, der kun kender til dur og mol. For det er nyt. Det er et forsøg på at lave ny musik. Det skal åbne en ny og anden musikalsk virkelighed, der er fri af nedarvede traditioner og overtagne vaner. Musikken skal skabe en ny verden. En verden, hvor alle toner er lige, og der ikke findes dissonans. Det er tolvtonemusikkens verden. Musikken peger frem mod verden af i morgen.
Men den dannede overklasse i Wien reagerede med bestyrtelse, forargelse og foragt. Borgerskabet følte sig holdt for nar, for deres opfattelse af smuk og grim musik, af god og dårlig kunst blev saboteret og undergravet. Hvis de skulle bevare opfattelsen af sig selv som garanterne for den gode smag og den fine kultur, måtte de tage afstand fra Schönbergs musik. Ja, den måtte bekæmpes. Hvis verden i dag skulle vedblive med at være som i går, kunne man ikke have musik, der ikke fulgte reglerne, så ville alt jo kunne ske. Og hvem ved, om overklassen i Wien er overklasse i verden af i morgen.
Til Schönbergs næste uropførelse i 1913 mødte publikum op bevæbnet med nøgler til at rasle med for at overdøve musikken. Det fik de nu ikke brug for, for til deres overraskelse faldt den musik i deres smag. Det var Gurrelieder med tekst af J.P. Jakobsen. Men fjorten dage efter var den gal igen. Der opstod regulære optøjer blandt publikum, så politiet måtte afbryde koncerten. Borgerskabet havde forsvaret sig selv mod det nye uforståelige, der truede med at opløse deres verden af i går.
Hver gang man kommer til evangelieteksten til i dag i Lukasevangeliet kan man have det som de fornemme wienerborgere, der en frostklar december aften velklædte og forventningsfulde er på vej til koncert. For man har lige læst andre af Jesu lignelser. Man har hørt om det forsvundne får og den fortabte søn, så ens øre er indstillet på det, der lyder godt og rigtigt. Man ved, hvad man kan forvente. Tror man. Men så kommer denne lignelse og skuffer forventningerne. Den lyder disharmonisk og atonalt for fromme ører. Lignelsen om den uærlige godsforvalter er Det Nye Testamentes svar på tolvtonemusikken, for den bryder reglerne og følger ikke vanerne.
Hurtigt opdager man, at der er noget galt. For det er en ødsel godsforvalter, der er hovedpersonen. En betroet medarbejder, der ikke kan leve op til ansvaret og misrøgter sit hverv, så han må stilles til regnskab og sættes fra bestillingen af sin herre. Allerede her begynder det at lyde mærkeligt og man bliver utryg, for skal han være en helt?
Men det bliver kun værre. Den uduelige forvalter tør ikke tage konsekvensen af sine handlinger og får den gode idé at tage et skridt videre i sin lyssky forretningsførelse. For at sikre sig venner vil han begå dokumentfalsk og underslæb. Hans herres skyldnere eftergiver han 20 eller 50% af deres gæld, så regner han med, at de vil gøre gengæld, når han står uden indkomst. Nu lyder det helt disharmonisk, for nok kan man genkende godsforvalterens logik, og nok er der mening i hans handlinger. Man kan endog sige, at det er en ganske velkendt strategi i verden af i dag, som mange forvaltere af andres ejendom har fulgt med succes, men det stemmer ikke godt i en lignelse af Jesus.
Og så kommer sopranen ind på scenen, kan man næsten sige. For det store chok kommer, da Herren roser den uærlige godsforvalter. Ja, mere end det. Han er som verdens børn klogere end lyset børn mod sine egne, og han skal være et forbillede for lysets børn: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger, siger Jesus. Nu falder alt, hvad vi mener at vide fra hinanden, for Jesus siger jo, at man skal købe sig venner i denne venner for at blive godt modtaget i den kommende.
Det er ikke den kirkelige kammertone. Det er nærmest teologisk tonedøvt, og lignelsen opløser sig i en atonal, dishamonisk kokafoni, hvor alt det man regner med, sættes ud af kræft, og alle regler suspenderes, så vores velordnede verden falder fra hinanden. Skal lysets børn bevare deres kendte verden og sikre deres plads i den, må de vel tage nøgler med for at overdøve Jesus.
Nu rasler lysets børn ikke med nøgler og laver ikke tumult i hverken koncert- eller kirkesale, men de forsøger alligevel at overdøve Jesu lignelse. Jeg har en katolsk udgave af Det Nye Testamente, hvor der indsat en note, der tydeligt siger, at Jesus ikke vil gøre godsforvalterens handlinger til et forbillede. Det ved kommentatoren åbenbart. Jeg har læst utallige fortolkninger, der forklarer, hvorfor godsforvalteren ikke gør noget forkert. Tværtimod, nedskriver han kun gælden med det, som den rige mand uretmæssigt har pålagt i form af renter. Det ved fortolkerne åbenbart. Eller man foreslår, at godsejeren betaler differencen af egen lomme. Det ville være kønt. Men den slags er bare nøgleraslen og optøjer på tilskuerrækkerne, fordi man ikke ønsker at høre det, der ikke stemmer med ens forventninger, og ikke kan lide at høre noget, der bryder med ens opfattelse af god smag. For at bevare sin verden som orden og sig selv som garant for det rigtigt, må man overdøve lignelsen.
For lignelsen er en skandale. Den er som et stykke atonal musik, der lader hånt om alle regler og ser bort fra alle traditioner. Den får vores velordnede verden af i går til at falde fra hinanden. Og således åbner den til en ny verden. En verden, hvor det ikke er vores love og logikker, der gælder. En verden, hvor forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager ikke handler om at sikre indtjeningen. En verden, hvor forholdet mellem udlåner og låntager ikke handler om at sikre udbyttet. En verden, hvor pengene ikke skal bruge til at maksimere profitten. En verden, hvor det for alle handler om at skaffe sig venner for enhver pris.
Den verden er helt ude af takt, helt i disharmoni og helt uden sammenhæng med den verden, vi kender, og den økonomiske fornuft og kapitalistiske logik, som vi dømmer efter. Den bryder med alle vores forventninger, så vi slet ikke kan forestille os, hvad den betyder. Kun at den er helt anderledes end vores verden af i går og i dag. Men det er i den verden, at Jesus er Herre, og det er i den verden, at han roser den uærlige godsforvalter, for i den er det ikke vores lov, der gælder. I den fældes dommen efter hans lov.
Og vi kan prise os salige over, at den verden åbnes for os, så vi ikke skal være fanget i vores egen verden, med vores egen fornuft og egen logik, men kan leve i lys af en verden, hvor man ikke får som fortjent og heller ikke som forskyldt. Må det blive vores verden af i morgen.
DDS 736 – 435 – 294 — 318 – 320 – 31