Syndsforladelse og helbredelse

Mark 2,1-12

Kan man ønske sig, at Jesus ikke havde helbredt den lamme mand? Skulle han havde reageret anderledes på de skriftkloges tanker, end han gjorde ifølge Markusevangeliet? Havde det været bedre, hvis han ikke havde brudt alle naturlove og givet manden førlighed? Det har mange seriøse fortolkere og alvorlige forkyndere af denne tekst nok inderst inde ment.

Spørgsmålet er nemlig, hvad helbredelsen siger om det helt almindelige menneskeliv. Det er problemet. For siger den i virkeligheden, at den lamme mands liv ikke var godt nok? Når Jesus helbreder ham, viser han så, at en lam ikke kan være tilgivet? Hvorfor er det forhold, at han kan gå, et tegn på hans synders forladelse? Må man være rask og rørig, hvis synderne er forladt? Skulle Jesus ikke have ladet det blive ved, at manden havde fået sine synders forladelse?

For det er et evangelium.

Første del af Jesu handling, syndernes forladelse, kan alle være med i. Ja, pointen er netop, at alle skal være med. Jesus viser, at forholdet til Gud ikke handler om sundhed og velvære. Evangeliet drejer sig derimod om det helt almindelige dagligliv med alle dets skavanker og genvordigheder. Det er ikke forbeholdt en bestemt type mennesker med stærke ben og arme og velfungerende hoveder. Syndsforladelsen stiller alle på samme niveau. Selv den mand, der ligger på sin båre og ikke kan andet end lade sig bære rundt af sine velvillige venner, er ikke uden synd. Selv om han ikke kan røre et eneste led i kroppen, er hans forhold til Gud hverken bedre eller værre end alle andres. For hans liv er tilsyneladende præcist det samme efter tilgivelsen. Han bliver liggende på båren med sine synders forladelse.

Det er jo virkelig et godt budskab.

Ingen mennesker har et fortrin over for Gud. Selv dem, der intet kan gøre selv, har brug for syndernes forladelse for at komme i et ret forhold til Gud. For det rette forhold mellem Gud og mennesker må udgå fra Gud selv. Som det sker, når hans søn tilsiger den lamme syndernes forladelse uden nogen anden årsag end hans – den lammes og hans hjælperes – tro. Det er den helt klassiske forkyndelse af det gode budskab: Jesus opretter det rette forhold til Gud for os, uanset hvem vi er og uanset hvad vi har gjort eller ikke gjort, men alene fordi vi ønsker det. Sådan kan man nemlig sige, at troen ytrer sig i at ønske Jesu tilgivelse. Og så får vi lov at være lige præcis så uperfekte, som vi er, med vores synders forladelse. Skulle Jesus ikke have ladet det blive ved det?

For det er et tiltrængt budskab, at Jesus tilgiver alle på samme måde uden forskel og hensyn til, hvem de er og hvad de har gjort. Det er ikke mindst et godt budskab i en tid, hvor vi helst ikke må adskille os fra hinanden. Hvor der gøres ihærdige og behjertede forsøg på at få os alle til at ligne hinanden så meget som muligt. Hvor børns vækst bliver sat i stå eller fremmet, for at de kan nå standardstørrelsen. Hvor deres vægt følges nøje, så de bliver inden for normalområdet. Hvor vi lader os skønhedsoperere og kosmetisk behandle for at leve op til det samme forbillede. Hvor selv præster køber fitness-medlemskab for dog at bevare et gennemsnitlig kondital. Idealet om det perfekte menneske er, at man ikke skal afvige fra standarden for, hvordan man skal se ud. Når Jesus giver syndernes forladelse til den lamme, er det en befrielse fra alt det, der kræves for at være perfekt. For det er det uperfekte menneske, der får sine synders forladelse.

Så betydningsfuld den forkyndelse er i tiden, så utidig er den også. For i tiden dyrker vi sammen med det fysiske skønhedsideal et moralsk renhedsideal. Det handler ikke blot om, at man med rette stopper uacceptabel adfærd og forbyder grænseoverskridende opførsel. Det handler om idealet om det fejlfrie menneske, der går gennem livet med en ren samvittighed uden uoverlagte bemærkninger eller ubetænksomme kommentarer. Et fuldt kontrolleret menneske, der ikke afviger fra normen og altid lever op til gældende standarder. En ideal om ikke at gøre sig skyldig i noget og ikke have brug for undskyldning. Det perfekte menneske afviger ikke fra samfundets standard for korrekt optræden. Men Jesu tilsagn om syndernes forladelse til det uperfekte menneske anerkender den fejlbarlighed, som er en risiko, når man blander sig i tilværelsen.

Jesu tilgivelse af den lammes synder er et budskab om, at de idealer, som vi måtte stræbe efter, og de standarder, som vi måtte måles med, netop ikke kan bringes i anvendelse, når det handler om at stå som menneske foran Gud. Her træder Kristus altid imellem og etablerer det rette forhold, så alle vores ideer om at være det perfekte menneske må falde bort. Her er den lamme på samme niveau som sportsstjernen. Her er dydsmønstret ikke anderledes stillet end forbryderen. De har alle behov for den tilgivelse, som Jesus giver. Derfor kan de være mennesker sammen på lige fod. Så er der ikke er grund til andet end at leve menneskelivet lige så uperfekt og fejlbarligt, det er. Syndernes forladelse giver os mod til at gøre det i glæde over menneskelivet, trods vores mislykkede forsøg på at leve op til det perfekte og ufejlbarlige.

Skulle Jesus ikke have ladet det være ved det? Burde han ikke have afholdt sig fra at helbrede den lamme, men have ladet ham være lige så uperfekt, som mennesker i øvrigt er. Helbredelsen undergraver jo næsten den pointe, som vi har brug for at høre i hverdagen. At det netop er vores helt almindelige menneskeliv uden mirakler og undere, som vi skal have mod til at leve. Præcist sådan som det er. Både gråt, kedeligt og ordinært. Helt almindeligt. Så der ikke er nogen undskyldning for ikke at leve det. Uanset hvilke forhold man frister. Lever man under Guds tilgivelse, er omstændighederne ikke en begrundelse for ikke at tage livet på sig.

For der er så mange omstændigheder, som man ikke er skyld i og ikke har ansvar for, og ikke engang kan ændre, men som alligevel bestemmer ens tilværelse fundamentalt. De kan let bruges som begrundelse for ikke at tage del i tilværelsen. Som det mangelfulde teaterstykke – hvis man kan kalde det således; det foregik i et teater – jeg så for nylig. I det blev en autentisk repræsentant fra den rigeste procent af Danmarks befolkning konfronteret med publikum. Og ikke blot konfronteret med publikum, men også med autentiske repræsentanter for landets fattigste grupper, som med deres årsindtægt ikke ville kunne have betalt den rige mands armbåndsur. Og så endte det hele ret forudsigeligt med, at publikum blev konfronteret med en familie fra Moldova. Og så var vi repræsentanter for den rigeste ene procent i verden og sad over for mennesker, der med deres dagsløn ikke ville kunne have betalt den teaterbillet, vi havde købt. Men hvor gerne vi end ville ønske os disse omstændigheder anderledes, kan de ikke bruges til ikke at leve vores menneskeliv, som det nu engang er. Syndernes forladelse er også, at uanset hvilke vilkår vi lever under, selvforskyldte eller uforskyldte, skal de ikke skygge for, endsige forhindre det menneskeliv, som vi må leve som mennesker, der bare er mennesker i forhold til Gud.

Den pointe havde stået fuldstændigt klart, hvis Jesus ikke havde befriet den lamme for de omstændigheder, der gjaldt i hans liv. Det kunne have været en god prædiken, hvis Jesus ikke havde helbredt manden. Så havde det stået klart, at syndernes forladelse giver os mod til at leve det liv, vi har, under de vilkår, der gælder.

Men Jesus helbredte ham. Til de skriftkloges uudtalte kritik af, at han agerer på Guds vegne, viser Jesus sin myndighed ved at helbrede manden. Det skal sige noget om Jesus. Han handler med Guds myndighed, når han tilgiver synder. Men det siger også noget om den tilgivelse, han formidler. Det er en tilgivelse med myndighed. Med den sker der en ændring. Den tilgivnes liv forandres af den tilgivelse, han modtager. Det illustreres af helbredelsen. For helbredelsen accepterer ikke bare tilværelsens givne vilkår. Helbredelsen skænker livet på trods af vilkårene i verden. Den viser, at alt det, som vi betragter som uforanderlige vilkår og omstændigheder, kan være anderledes. Syndernes forladelse er ikke en accept af det uperfekte og fejlbarlige, for at det uperfekte og fejlbarlige skal blive standarden. Tværtimod er syndernes forladelse indgangen til et liv i oprør mod de standarder og idealer, som gælder i verden. Hvis syndernes forladelse tilsiger os mod til at leve i verden, viser helbredelsen os, at verden kan være anderledes. Det var det, der manglede i det teaterstykke, jeg så. Der var masser af accept af hinandens forskelligheder og forståelse for forskellige vilkår. Der manglede ikke forladelse. For så vidt tilgav vi alle sammen hinanden for at være rige og fattige, for sådan er det nu engang. Det, der manglede, var helbredelsen. I den forstand at troen på, at forholdene kunne være anderledes ikke var til stede. Tværtimod. Vi accepterede alle sammen hinanden som dem, vi nu engang er. Men lige så lidt som omstændighederne skal afholde os fra at leve menneskelivet, lige så lidt skal vi acceptere dem som uforanderlige. For syndernes forladelse må forandre menneskelivet. Det viser helbredelsen, når den følger efter.

På grund af helbredelsen giver syndernes forladelse mod til at leve menneskelivet i verden med tro på at kunne forandre den.

Derfor helbredte Jesus den lamme.