De første disciple
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger:
»Se, dér er Guds lam.«
De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han:
»Hvad vil I?«
De svarede:
»Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester.
Han sagde til dem:
»Kom og se!«
De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.
Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham:
»Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus.
Han tog ham med hen til Jesus.
Da Jesus så ham, sagde han:
»Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter.
Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham:
»Følg mig!«
Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham:
»Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.”
Nathanael spurgte:
»Kan noget godt komme fra Nazaret?«
Filip sagde til ham:
»Kom og se!«
Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham:
»Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.«
Nathanael spurgte ham:
»Hvor kender du mig fra?«
Jesus svarede ham:
»Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.«
Nathanael udbrød:
»Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!«
Jesus sagde til ham:
»Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.«
Og han sagde til ham:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Joh 1,35-51 (jf. Matt 4,18-22; Mark 1,16-20; Luk 5,1-11; Matt 16,18; Mark 3,16)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Alle evangelierne har beretninger om, hvordan de første disciple kaldes. Hos synoptikerne handler det kun om Simon (Peter) og Andreas samt Zebedæussønnerne Jakob og Johannes. De er fiskere, og Jesus møder dem ved Genezaret Sø, hvor han kalder dem til at være menneskefiskere. Man hører i de evangelier ikke om Filip, der dog optræder i listen over de tolv disciple (Matt 10,1-4; Mark 3,13-19; Luk 6,12-16). Natanael hører man slet ikke om uden for Johannesevangeliet. Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at Johannesevangelisten helt udelader kaldelsen af Zebedæussønnerne, al den stund evangeliet traditionelt betragtes som Johannes Zebedæussøns værk. Mon ikke dette er endnu et tegn på, at han ikke er hverken forfatter til eller autoritetsperson bag Johannesevangeliet.
Discipelkaldelserne er heller ikke forbundet med Johannes Døberens virksomhed hos synoptikerne. Her i Johannesevangeliet er det tydeligt, at Jesu første, unavngivne disciple stammer fra gruppen omkring Johannes Døberen. Man kan ligefrem tale om, at der sker en splittelse blandt Johannes-disciplene, hvoraf nogle forlader Johannes for at følge Jesus. Er det et af de få tilfælde, hvor Johannesevangeliet indeholder en mere historisk korrekt version? Det er jo tydeligt, at Jesus har været i kontakt med Johannes Døberen og er blevet døbt af ham. Som sådan har han selv været en slags discipel af ham Måske er det ikke så usandsynligt, at de første disciple stammede fra gruppen af Johannes Døber-disciple, som vælger at følge Jesus. I Johannesevangeliet er det imidlertid fremstillet som et meget harmonisk og uproblematisk forhold mellem Jesus og Johannes. Hos synoptikerne er det fremstillet sådan, at Jesus først begynder sin virksomhed, efter at Johannes Døberen er kastet i fængsel. Måske er det lige så sandsynligt, at de to har virket samtidigt, og Jesus har tiltrukket nogle af hans disciple. Se i øvrigt også den lidt mærkelige tekst om Paulus’ møde med Johannes-disciple, som kun havde modtaget Johannes-dåben og derfor ikke kendte Helligånden (Apg. 19,1-7). Den tyder også på, at der ikke er et udelt harmonisk forhold mellem de to grupper.
Har evangelisten Johannes kendt beretninger om discipelkaldelse fra de andre evangelier, hvilket er sandsynligt, har han altså dels sammenarbejdet dem med sin egen viden og egne traditioner om de historiske forhold, dels udvidet dem betragteligt for at få særlige johannæiske pointer frem. Særligt interessant er det, at han lader Peters broder Andreas være den første discipel og derefter føre sin broder til Jesus. I de andre evangelier bliver de kaldet samtidig af Jesus. Det kan siges at være en nedtoning af Peters position blandt disciplene. Derimod lader Johannes straks Jesus udnævne ham til Kefas og oversætter det til Peter. Navnet Kefas kendes ellers kun fra Paulus (fx 1 Kor 1,12). Derimod udnyttes navnets symbolik ikke, som Matthæus gør (Matt 16,18).
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Afsnittet i kap. 1 er struktureret som et forløb over flere dage. Først hører man om Johannes (Døberens) forkyndelse og samtale med udsendte fra Jerusalem (v.19-28). Så lyder det: ”Næste dag ser han Jesus …” (v.29-31). Herefter følger udpegning af ham som Guds lam og fortællingen om åndens komme over ham (v.32-34). Så følger denne tekst indledt med ”den næste dag” (v.35). Den formulering gentages i v.43. Kap. 2 indledes med ”den tredje dag” (2,1). Man kan tælles sig frem til, at perioden dækker syv dage, så det altså er et ugeskema. Selv om det umiddelbart henleder tankerne på skabelsen, hvilket der er flere referencer til i evangeliet, fx indledningen ”i begyndelsen”, er det svært at finde en dybere mening med at referere til skabelsesugen, bortset fra at hele evangeliet præsenterer Jesu handling som en nyskabelse, så også disse referencer er med til at skabe et gennemgående skabelses-tema.
Indvævet i kaldelserne er en række bekendelser til Jesus med forskellige titler: Guds lam (v.36), rabbi (v. 38), Messias (v.41), ham Moses og profeterne har skrevet om (v.45), Guds søn og Israels konge (v.49). Således er teksten en introduktion af Jesus, der præsenterer ham som indfrielsen af alle forventninger.
Det passer med, at kap. 1 i Johannesevangeliet er et indledningskapitel. Første del er Johannesprologen (1,1-18). Dernæst Jesu møde med Johannes (Døberen – han kaldes ikke døberen i Johannesevangeliet, fordi han faktisk ikke døber Jesus) og Helligåndens komme over Jesus (1,19-34). Herefter følger discipelkaldelserne med den markante afslutning om den åbne himmel over Jesus (1,51). Derefter kan selve evangeliets handling gå i gang, begyndende med vinunderet i Kana, den første rejse til Jerusalem og mødet med Nikodemus og den samaritanske kvinde for at ende i Kana i Galilæa igen ved afslutningen af kap. 4.
Teksten er altså den sidste del af indledningen til Jesu offentlige virke, der tager sin begyndelse på baggrund af den programmatiske erklæring, at disciplene skal se himlen åben og englene stige op og ned over menneskesønnen.
Tekstens detaljer
Overordnet kan teksten inddeles efter de to dage, der nævnes (v.35.43). Men man kan også inddele den efter kaldelserne: To unavngivne Johannes-disciple (v.35-39); Simon Peter (v.40-42); Filip (v.43-44); Natanael (v.45-46), hvorefter følger Jesu samtale med Natanael (v.47-51).
v.35-37: Over for to af sine disciple udpeger Johannes (Døberen) igen (jf. v.29) Jesus som Guds lam. Denne gang ikke med funktionen ”som bærer verdens synd”. I denne sammenhæng skal betegnelsen næppe sige mere end markere Jesu særlige forbindelse til Gud, selv om det forhold, som v.29 handler om, også har betydning for disciplenes reaktion. For de forlader straks Johannes (Døberen) og følger Jesus. Sagen er, at der gennem ham skabes den syndfri relation til Gud (fordi troen på Jesus er det modsatte af synd (jf. 16,9) – der er ikke tale om sonofferdød eller lignende, men det er en anden historie).
Som antydet kan man udlægge det således, at de første disciple historisk set er kommet fra gruppen omkring Johannes Døberen. Nogle vil endog sige, at det afspejler et skisma mellem de to grupper. Evangelisten Johannes har imidlertid præsenteret forholdet, så det er selve målet for Johannes (Døberen) at vidne om Jesus. Derfor er det heller ikke et brud med ham, som de to disciple foretager. Derimod drager de den korrekte konsekvens af hans forkyndelse.
v.38-39: Således får Jesus sine første disciple uden at have kaldet dem. Hans ord til dem, er hans første ord i evangeliet: ”Hvad søger I?” Det kan næsten opfattes som indgangsreplikkerne i et Shakespeare-drama, der i en enkelt sætning kan formulere, hvad stykket dybest set handler om. Det gælder frem for alt Hamlet, hvor første sætning lyder: ”Who’s there?” (”Hvem dér?”) Og det bliver netop Hamlets spørgsmål til sig selv i skuespillet: ”Hvem dér?” Hvem er han? For den johannæiske Jesu vedkommende bliver spørgsmålet til mennesker: Hvad søger I? For det bliver netop det, der afgør deres forhold til ham. Hvis de søger svar og løsninger på overfladiske spørgsmål, vil de ikke være i stand til at modtage ham og hans åbenbaring. Omvendt vil han være svaret på alt, hvad de dybest set søger. For at sige det med et billede, som Jesus skal bruge senere i evangeliet: Hvis de blot søger brød for at stille sulten, går de fejl af Jesus, for han giver det sande brød, der stiller sulten for evigt.
Når de svarer med betegnelsen ”rabbi”, som evangelisten oversætter til ”Mester”, viser det, at de ikke har forståelse for, hvem han er. Det er karakteristisk, at hver gang nogen tiltaler Jesus med denne æresbetegnelse for jødiske lærere, har de ikke forstået ham, men opfatter ham som et almindeligt menneske uden at have forståelse for hans guddommelige identitet. Imidlertid er det således gennem hele evangeliet, at den fulde forståelse af ham først kan følge efter opstandelsen. Ikke desto mindre markerer denne bekendelse formentlig en begyndende forståelse, der overbydes af de følgende bekendelser for at slutte med kapitlets kulminerende formulering: ”Guds søn og Israels konge” (v.49), der imidlertid atter overbydes af, hvad Jesus siger om sig selv (v.50-51).
Det er karakteristisk for Johannesevangeliet, at de optrædende personer kan sige ting, der overgår deres egen forstand. Således spørger disciplene har helt banalt ”hvor bor du?” Men udsagnet indeholder en dybere mening, for ordret oversat betyder det ”hvor bliver du?” Jesu svar er ”kom og se”, hvilket på et niveau (det niveau som disciplene befinder sig på) betyder, at de skal komme og se hans opholdssted. På et andet niveau (Jesu og læserens niveau) betyder det, at de skal se hans blivende sted i det liv og den forkyndelse, som de nu skal opleve. Uden at gøre vold på teksten kan man tage den et skridt videre og sige, at det sted, hvor Jesus bliver, er i den historie, som nu skal udspille sig. Han bliver i sin historie, som den findes i Johannesevangeliet. Ja, svaret på disciplenes spørgsmål ”Hvor bor du?” er dybest set ”I Johannesevangeliet”. Og derfor lyder opfordringen til dem også til læserne: ”Kom og se” i den fortælling, der følger nu.
Disciplene har ikke adgang til det niveau. De ser, hvor Jesus opholder sig, og bliver hele dagen hos ham fra den tiende time. Men netop tidsbestemmelsen viser, at de er på et overfladisk niveau, ellers ville de jo blive hos ham altid.
v.40-42. At de to disciple følger Jesus indleder en kædereaktion. Stik mod alt, hvad der vides fra synoptikerne, hører vi, at Andreas, Simons broder, var en af de to. Han finder Simon og fører ham til Jesus. Således bliver Simon altså en slags discipel i andet led i modsætning til Andreas og den anden discipel. Af den grund vil nogle mene, at den anden discipel er yndlingsdisciplen, som optræder senere i Johannesevangeliet. Der er nemlig en tendens i Johannesevangeliet til at stille Simon Peter i skyggen af yndlingsdisciplen. Således kan det også ske her ved Andreas’ mellemkomst.
Andreas omtaler Jesus som Messias over for sin broder. Messias oversættes Kristus. Begge dele betyder oprindeligt ”den salvede”. Det er ikke til at vurdere, hvor meget og hvilke traditionelle jødiske messiasforventninger der trækkes på. Man kan godt forestille sig, at evangelisten ikke har noget specifikt i tankerne. Sagen er blot, at han indsættes i disse traditioner som deres opfyldelse. Det betyder mindre, hvilke traditioner det var.
Jesus reagerer, da han ser Simon, ved at give ham navnet Kefas, som oversættes Peter. Der kan næppe være tvivl om, at navnet var kendt af læserne. Formentlig er symbolikken (både Kefas og Peter betyder klippe) også kendt, men det udfoldes ikke. Peters rolle fremhæves således ikke særligt.
v.43-44: Næste dag kaldes Filip. Detaljerne om hans og de andre disciples bopæl (v.44) kendes i øvrigt ikke. Det er i virkeligheden den første klassiske kaldelse i evangeliet, hvor Jesus kort siger ”følg mig” og Filip følger ham. Filip er på den måde en mønsterdiscipel, der reagerer prompte på kaldelsen og umiddelbart begynder at udbrede budskabet til andre. Filip har i øvrigt også en fremtrædende rolle senere i evangeliet (6,5-7; 12,21.22; 14,8-10).
v.45-46: Filip henvender sig til Natanael og siger til ham, at Jesus er skrifternes opfyldelse. Det vil senere blive et gennemgående motiv, at Jesus opfylder alt i skrifterne. Derfor skal man ikke gå i detaljer med, præcist hvor Moses har skrevet om ham i loven, eller nøjagtigt hvilke profetier der handler om ham. Pointen er, at skrifternes indhold kommer til udfoldelse i ham, når han opfylder dem. Altså som Filip siger Jesus af Nazaret, Josefs søn, er den, der er skrevet om. Atter kan man se, at Filip ikke helt ved, hvad han siger, for han understreger jo Jesu jordiske tilhørsforhold og slægtskab. Natanael svarer på samme niveau: Kan noget godt være fra Nazaret? Filip svarer ”kom og se” i lighed med Jesu svar til de første disciple. Selvfølgelig er der på et andet niveau noget sandt i deres kommentarer, for det er jo netop dette konkrete menneske, der har modtaget ånden og skal være åbenbaringen af Gud og således Guds søn. Det skal Natanael komme og se, for det er i åbenbaringen, at det afgøres, om noget godt kan komme fra Nazaret.
Natanael er som sagt ukendt i de andre evangelier. Navnet er semitisk og betyder ”Gud giver”, ”Gud har givet” e.l. Det kan antyde, at Natanael fungerer som den ideale jøde.
v.47-49: Som Andreas førte Simon til Jesus, fører Filip Natanael til ham. Jesu første kommentar til ham er mysteriøs, men underbygger, at Natanael fungerer som en idealfigur. Med udtrykket ”en israelit uden svig” er forlægget givet for personerne i Martin A. Hansens ”Løgneren”: Natanael og Johannes Vig (sig det ikke for hurtigt).
Når Jesus skal forklare Natanael, hvorfor han kan bestemme ham som en israelit uden svig, henviser han til at have set ham under figentræet. Det kan naturligvis være et udtryk for Jesu overnaturlige evner, men i visse traditioner kan ophold under figentræer være forbundet med studier i skriften. Det ville passe med det tema, der går gennem hele teksten, at de traditionelle, gammeltestamentlige forventninger og skriften selv opfyldes i Jesus. Natanael er således den ideale israelit, fordi han har studeret skriften og på Filips opfordring kommer til Jesus. Denne sammenhæng, at skriftstudium fører til Jesus, svarer til et udsagn senere i evangeliet, hvor Jesus siger til jøderne: ”Havde I troet Moses, ville I have troet mig, for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?” (5,46-47). Natanael står for det modsatte af disse jøder. Derfor er han en israelit uden svig.
Han reagerer da også med den hidtil største bekendelse, som er så langt, man inden for den gammeltestamentlige-jødiske tradition kan gå: ”Du er Guds søn, du er Israels konge”. Således har Natanael virkelig vist sig som en idealfigur, der fuldt ud finder sin traditions opfyldelse i Jesus.
v.50: Imidlertid overbyder Jesus Natanael. Du skal få større ting at se, siger han, og henviser dermed til det, der skal ske. Således vender han fokus fra opfyldelsen af skrifternes fortidige vidnesbyrd til det fremtidige, der skal ske i hans person. Det skal overgå, hvad Natanael kan forvente.
v.51: Det, Jesus stiller ham i udsigt, udtrykkes i fuld overensstemmelse med forholdet til skriften i øvrigt: Traditionen om Jakobs drøm i Betel, hvor himlen står åben over ham, bliver virkeliggjort i Jesus. I ham er himlen åben, og forbindelsen mellem Gud og mennesker er til stede i ham. Det er det større, som Natanael skal se, og som står som indgangsportal til fortællingen om Jesus. I den skal de se i himlen åben og Gud og mennesker i kontakt. Dermed er det klart, hvad der kan forventes af det følgende skrift. Deri er himlen åben, og deri ser man, hvor Jesus bliver.
Tekstens fortolkning
Teksten er nok en kaldelsesberetning, men den er i højere grad en udvidet indledning til Johannesevangeliet, hvor læserens forventninger til det følgende stemmes. Hvad der skal ske, er en åbenbaring af Gud, som opfylder alle forestillinger og indfrier alle forventninger. Uanset hvad man måtte svare på spørgsmålet ”Hvad søger I?”, findes svaret i Johannesevangeliets fremstilling af Jesus, for han er svaret på menneskets søgen, hvis det er klar til at se mere, end det selv forestiller sig. Og dermed vendes spørgsmålet for så vidt om. Spørgsmålet er ikke, hvad mennesker søger, men om de er rede til at finde svaret i Jesu historie. Er de det, vil de i den se forbindelsen mellem himmel og jord og inddrages i forholdet mellem Gud og menneskesønnen.
Så er der intet, heller ikke de gammeltestamentlige skrifter og heller ikke menneskets inderste søgen, der ikke finder deres endemål i Jesu åbenbaring af Gud gennem sit liv og sin død. Kaldelsen er i teksten, at disciplene skal se det ved at følge Jesus. For læseren er kaldet at se det ved at læse evangeliet om Jesus i de følgende kapitler.