Joh 1,35-51
”Hvem dér?” Således begynder Hamlet, Shakespeares mest kendte tragedie. Og det er spørgsmålet. For Hamlet, prins af Danmark, er stedt i den usalige situation, at han skal hævne mordet på sin fader, som han mener, at hans farbroder har begået for kort derefter at gifte sig med enken, Hamlets moder. Det mord er unaturligt, for det går imod naturens orden, at brødre slår hinanden ihjel. Det har vi vidst siden Kain og Abel, de første brødre på jorden. Det er helt forkert, så alting stopper og tiden går i udu. Hamlet skal få den i gang igen. Men Hamlet kan ikke forholde sig til, at det er den, han er. For det er en forhekset skæbne, han har fået. Ville det ikke være noblere, om han blot sov fra det hele og lod råddenskaben i Danmark passe sig selv? Derfor skubber han det hele tiden fra sig. Det handler ikke rigtig om ham. ”Hvem dér?”, spørges det. For Hamlet skal forholde sig til, om han faktisk er den, som det hele handler om. Og det kan han ikke. Han vil have det væk. Det skal uden for ham, for at han kan forholde sig til, at det er i ham. Et genfærd må komme fra de dødes rige og fortælle ham, hvad der er sket. Det kan han nemmere forstå, for det er noget andet end ham selv. Et skuespil må sættes op, som kan udspille begivenhederne på afstand, så han kan se på dem. Til sidst bliver det hele afgjort i en fægtekamp, der ikke skal være virkelig, men ender med at være dødelig alvor, så alle hovedpersonerne ligger døde tilbage. Men egentligt at forholde sig til virkeligheden og sig selv i den, formår Hamlet ikke. Han kan ikke acceptere, at den handler om ham. Virkeligheden er alt for hård for Hamlet. Åh, kunne den dog bare smelte, opløses i en dug, så spørgsmålet ”Hvem dér?” ikke var så skræmmende og krævede så klart et svar. Skal virkeligheden virkelig være min virkelighed, synes Hamlet at klynke.
Jesu første replik i Johannesevangeliet er denne: ”Hvad søger I?”, som det rettelig bør oversættes. Og den er næsten lige så skræmmende, som spørgsmålet i Hamlet, for også den stiller til regnskab for, hvem man er. ”Hvad er det egentlig I vil”, kunne den også lyde. Og svaret vil uvægerligt afdække, hvem man er. Ens inderste ønsker, ens stræben og søgen, afslører den person, man er. Det gør de både, hvis man i virkeligheden går målrettet efter at opfylde dem; og det gør de, hvis ligger skjult og afslører, at man ville noget helt andet, end man gjorde. For det inderste ønske handler om, hvem man selv er. ”Hvad søger I?” spørger Jesus og forlanger, at de mennesker han møder forholder sig dertil, så det bliver klart, hvem de er, når de står over for ham. Kun således kan hans budskab handle om dem, for det skal være svaret på det, de inderst inde gerne vil. Det, de i virkeligheden søger, skal de finde hos ham.
Disciplene i evangelieteksten kan ikke forholde sig til det. De undviger som Hamlet og drejer fokus væk fra sig selv og tilbage til Jesus ved at kalde ham forskellige ting: Rabbi, Messias, ham Moses og profeterne skrev om, Guds søn og Israels konge. Titlerne skal sige noget om, hvem Jesus er, og hvad han kan. Hvad han kan tilbyde dem. Så kan de forholde sig til det. Så er det noget objektivt uden for dem, som de kan betragte og vurdere, men i virkeligheden har det ikke at have noget med dem at gøre. Hans virkelighed behøver ikke være deres virkelighed. Den er snarere et tilbud, som de kan tage eller lade ligge. For de besvarer ikke spørgsmålet ”Hvad søger I?”, så Jesus kan være svar på det spørgsmål og hans virkelighed dermed uundgåeligt bliver deres virkelighed. Det er evangeliet i Johannesevangeliet, at menneskets inderste stræben får sin opfyldelse i Jesus. Han giver, hvad mennesket mangler, så dets virkelige behov opfyldes og dets egentlige ønsker indfries. Så bliver hans virkelighed deres virkelighed. ”Hvad søger I?” er spørgsmålet, der kræver, at de lader sig inddrage i hans virkelighed. Den foreligger ikke foran dem til objektiv vurdering. Den er der som en relation, som de kan gå ind i. Den findes, når de selv går ind i den og lader den være deres virkelighed. For i relationen til ham finder de, hvad de søger. Hvis de vil lade den være deres virkelighed.
For sådan er det med relationer. De findes ikke, hvis man ikke er i dem. Relationer, som ligger foran en til objektiv vurdering, er man ikke en del. Når de er uden for en, så er man uden for dem. Relationer skal man være indenfor, hvis de skal være virkelige. Et venskab handler ikke om at gøre brug af de kompetencer, som den anden har, eller lokke den anden med sine egne kvalifikationer. Et venskab bliver til, når begge indgår i relationen med ønsket om at have en ven og lader den anden opfylde dette ønske. Søger man dybest set andet end venskabet, bliver det ikke et venskab. Venskabet kan kun være, hvis man er deri og deri søger en ven. Søger man noget andet, viser det, at man ikke selv vil være en ven.
I enhver relation er det sådan, at det man søger, afslører, hvem man er. Søger man bestandig bekræftelse, kan det vise et skrøbeligt selv. Søger man for enhver pris magten, kan det afsløre en såret person. Alt for megen energi er gennem tiden blevet brugt på det ene formål at gøre sine forældre stolte. Selv om det måske i dag snarere er ens børn, man forsøger at imponere. Bag de største handlinger og vigtigste beslutninger kan ligge de mindste menneskelige følelser. Magtfulde personer har blot søgt at tilfredsstille deres eget lille bitte behov for et anerkendende nik fra deres far eller et beundrende blik fra mobberne fra klassen. Man kan selv psykologisere videre over de magtkampe, der for tiden udspiller sig for åben skærm. Det, man søger, viser, hvem man er.
Det gælder naturligvis også for et samfund. Hvad søger vi som samfund? Søger vi fremfor alt økonomisk velstand og viser os derved bestemt af materielle behov. Søger vi først og fremmest tryghed og viser os derved som usikre og utrygge. Søger vi international indflydelse og viser os derved orienteret bort fra det nære. Søger vi personlig frihed og viser os derved begrænset af kollektivet. Og det er alt for forsimplet og enkelt stillet op, men pointen er en enkelt. Det, vi søger, viser, hvem vi er.
Paulus stiller idealbilledet op i epistelteksten med billedet af samfundet som et legeme, hvor alle har deres plads. Hvor hver enkelt indgår med sin egen rolle og sin egen placering, hvor alle er uundværlige, fordi legemet ikke fungerer, hvis ikke alle er der. Alles bidrag er lige værdsat, fordi de alle er det samme legeme. Relationerne i det legeme er bestemt af den ene ånd, som de alle er døbt med, og som de alle får at drikke. I den ånd kan relationen ikke forvanskes, og positionerne ikke misbruges, for alle søger at varetage deres plads i fællesskabet til gavn for helheden, og dermed viser de sig at være, hvad de er: bestemt af den ånd, der ikke er deres, men inkluderer dem alle. I det fællesskab søger ingen sit eget, men alle søger lige præcis de andres vel.
Men hvem kan svare det, når vi kommer til Jesus, og han spørger: Hvad søger I? Ja, hvad kan vi svare? Hver gang man forsøger at svare på Jesu spørgsmål, lyder også Hamlets spørgsmål ”Hvem der?” For tør vi stå ved, hvem vi er, når vi skal svare på, hvad vi søger? For hvem er vi, hvis vi søger, at Jesus skal give os tryghed og sikkerhed. At han skal trøste os, når vi er triste. At han skal vejlede og formane os, så vi kan leve godt. Alle svar gør os til nogle, der søger, at han udfylder vores mangler og opfylder vores behov. Er det sådan, at vi vil være? Men hvem er vi så, som vi sidder her? Er det bare traditioner og vaner, at vi samles til gudstjeneste? Er det blot en intellektuel og æstetisk fritidsinteresse, at vi kommer for at høre evangeliet? Eller er hele kristendommen alene en akademisk øvelse, der giver os lejlighed til at udfolde vores intellekt og fremvise vores litterære dannelse til andres beundring? Hvad søger vi egentligt?
Jesu svar til Natanael vender det hele om. Han siger: ”Du skal få større ting at se. Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. Uanset hvad vi søger, vil det, han giver, overgå ønskerne. For i Jesus er forbindelsen mellem himmel og jord åbnet. Gennem hans historie forbindes Gud og mennesker, så hele virkeligheden bestemmes af den relation. I den relation kan vi være med vores allermindste ønsker og mest personlige behov, for de bliver sat i forhold til en virkelighed, der er langt større. Når vores ønsker og det, vi søger, mødes af et løfte om, at vi skal få større ting at se, får vi at vide, at hverken vi eller virkeligheden begrænses af det, vi søger. Den virkelighed er vores virkelighed og sætter os ind i en relation, der bestemmer, hvem vi er, uanset hvad vi søger. Derfra kan vi ufortrødent svare oprigtigt på spørgsmålet ”Hvem der?”. Det er ikke skræmmende, for hvem vi er, er ikke bestemt af, hvad vi skal gøre, som det var for Hamlet. Hvem vi er, er heller ikke bestemt af, hvad vi søgte. Hvem vi er, er bestemt af, hvem vi søgte det hos.
DDS 736 – 424 – 289 — 164 – 439 – 318