Mark 2,1-12
Alle, der bruger sproget, og det er alle mennesker, kender til, at det kan være svært at sige noget uden at komme til at sige noget upassende. Så snart man begynder at udtrykke sig, har man sagt noget forkert, for sproget er aldrig neutralt. Sproget kan være voldeligt og begå overgreb, inden man har tænkt over det. Med kønsbetegnelser er det snart trivielt. Så snart man har sagt han, hun eller de, har man sagt noget om en person. Måske ved man ikke, om den pågældende person bryder sig om netop denne betegnelse, og inden man har set sig om, har man med sit sprog begået et overgreb på den pågældende person.
Sådan er det også med handicaps. Hvad skal man sig om personen, der bliver båret til Jesus og firet ned gennem taget på en båre? Er det en handicappet person eller en person med handicap? Uanset hvad man siger, kan man risikere at sige noget forkert. Begge dele risikerer at være et overgreb. For er personen identisk med sit handicap, som man risikerer at sige, hvis man omtaler vedkommende som handicappet. Eller er der en person ved siden af handicappet, som ikke er forbundet med det? Som om handicappet er noget, man skal skille fra for at komme ind til personen.
Den danske digter Casper Eric har diagnosen cerebral parese, som er en form for spastisk lammelse. Casper Eric har skrevet et række digtsamlinger, som han kalder handicapdigte, fordi de handler om ham selv og hans handicap. Han har vanskeligt ved at kontrollere sine ben og vil formentlig engang blive nødsaget til at bruge kørestol. Et af hans digte fra den nyeste digtsamling ”Nye balancer”, der kom i år, lyder således:
”Holde fast i håndvasken / efter at jeg har børstet tænder/ løfte højre ben / op på tå / hundrede gange / og bide i læben / sige til mig selv / at det nok skal gå // Der findes ikke en / uhandicappet Casper Eric”.
Men et andet digt fra samme samling begynder med sætningen:
”Min krop har aldrig rigtig været min ven”. Og endnu et andet sted i samme bog lyder det: ”Det er ikke mit handicap / jeg slås med / men verden omkring mig / fordi jeg elsker den / gentag efter mig: Det er ikke mit handicap / jeg slås med / men mennesker omkring mig / fordi jeg elsker dem / gentag efter mig: / Det er ikke mit handicap / jeg slås med / min krop er en gave / som jeg har lært at hade …”
og så videre, indtil digtet slutter: ”Det er ikke mit handicap / jeg slås med / det er også et vores / og snart / bliver det morgen.”
Hvem er Casper Eric? Er han en handicappet, så handicappet er hans person? Har han en handicappet krop, så hans person er noget andet end hans handicap? Eller er handicappet vores, fordi verden omkring ham er indrettet, så han kommer til at hade sin krop? Digtsamlingen rummer intet entydigt svar, for Casper Eric er nok det hele. Nogle gange oplever han sig helt identisk med sit handicap. Andre gange sidder det i hans krop. Og atter andre gange bliver det påført ham af samfundet og mennesker omkring ham. Det er tvetydigt, hvad der udgør hans identitet, man kan ikke sige noget entydigt om det. Men det er næppe så forskelligt fra alle mulige andre. Casper Erics handicap gør det tydeligere, men hvem kan egentlig sige, hvad der bestemmer, hvem man er?
For det er vel sådan, at man nogle gange forstår sig selv som helt fri af alting, så man kan være helt sig selv, uanset hvad andre mener om en, og uanset hvad man er nødt til at leve med. På trods af alle begrænsninger er man sig selv. Som Casper Eric, når han siger, at han er sig selv uanset den handicappede krop, der ikke er hans ven. Andre gange synes man, at tilværelsens begrænsninger af både fysisk og psykisk karakter bestemmer alting. Man er den, man er på grund af de begrænsninger, man er underlagt. Casper Eric siger, at der ikke findes en ikke-handicappet Casper Eric. Atter andre gange kan man slet ikke få plads til at være sig selv. Alt andet bestemmer og alle andre, hvem man er: Køn, alder, erhverv, uddannelse, titler og grader, familieforhold og alt muligt andet, som man skal leve op til. Som Casper Eric siger: Det er verden omkring mig, der bestemmer, at jeg er handicappet.
Handicappet eller ej veksler man mellem en lang række forskellige forhold og faktorer, der er med til at bestemme, hvem man er. Helt entydigt bliver det aldrig, for der er altid andre forventninger og begrænsninger, nye perspektiver og aspekter, som definerer ens identitet. Det er ikke entydigt, hvem man er. Det er tvetydigt. Overalt er der tvetydighed, som man ikke kan komme fri af, fordi det bare er sådan, at en uoverskuelig række af faktorer påvirker ens forståelse af sig selv, for man er og skal være så mange forskellige ting. Formentlig er det blot, sådan det er at være et almindeligt menneske. For det ligger i det menneskelige, at man ikke kan opnå nogen form for klarhed og entydighed, men må leve med og i det tvetydige og forvirrede.
Ser man mødet mellem Jesus og den lamme fra det perspektiv, handler det ikke så meget om helbredelse. Tværtimod kan man næsten sige, for Jesus helbreder i første omgang netop ikke manden, der sænkes ned gennem taget på sin båre. Midt i alt det kaotiske i det overfyldte hus tilsiger Jesus manden syndernes forladelse. Han bliver liggende på båren, men han får sine synders forladelse.
Med den tiltale bryder Jesus igennem al forvirring og tvetydighed med et klart og utvetydigt tilsagn: Manden er nu tilgivet. Alt, hvad der i øvrigt måtte gælde om ham; alt, hvad han måtte tænke om sig selv; alt, hvad andre måtte tænke om ham, sættes nu til side og underordnes dette: Han er tilgivet. Det er det utvetydige, visse og klare, som nu er tilsagnet om, hvem han er, uanset hvad han i øvrigt måtte være. Det skal være det entydige midt i alt det tvetydige, som han selv og hans omgivelser står for.
Det er klart, at skal udsagnet om syndernes forladelse være det visse og sikre grundlag for menneskets liv i verden, kan det ikke komme fra mennesker selv. Så må det modtages, tros, som et tilsagn, der kommer til mennesket udefra. De jødiske skriftlærde i teksten har helt forstået det. Jesus påtager sig Guds autoritet, når han tilsiger den lamme mand sine synders forladelse, for det er kun Gud, der kan tilgive synder. Det kræver nemlig en position, der ikke er indrulleret i menneskelig tvetydighed og verdslig forvirring, som ikke er begrænset af et enkelt perspektiv, men kan se hele mennesket udelt, som det er. Den position kalder vi Gud, og når vi hører syndernes forladelse, må vi tro, at det tilsagn kommer fra den position. Så tilsiges det os, hvem vi er.
Vi er nemlig dem, der i kraft af vores forhold til os selv, forholdet til vores medmennesker og forholdet til verden er i tvetydigheden og ikke selv kan finde ud af, hvem vi er. Og således er vi syndere. Men i kraft af vores forhold til det tilsagn, der kommer til os, er vi forladte fra synden. Så er alt det, der skaber tvetydigheden, synd. Men i kraft af det, vi ikke selv er, i kraft af Jesu entydige tilsagn til os, er vi fri af synd, fordi det er ikke det tvetydige, der bestemmer, hvem vi er. Det entydige tilsagn bestemmer, hvem vi er, hvis vi kan modtage, at vi er andet, end vi selv tror, at vi er. Hvis vi kan tro det ord, som gør os til syndere med syndernes forladelse.
Så er der ikke andet, der entydigt bestemmer, hvem vi er. Alt det, der gør forskel mellem mennesker, uanset om det er handicaps, idrætspræstationer eller akademiske udmærkelser, skaber tvetydighed og falder bort til fordel for det ene entydige, som er syndernes forladelse. Det gælder for alle. Alle mennesker er i tvetydigheden, når de skal bestemme deres egen identitet. Alle gøres entydige på samme måde, når de tilsiges syndernes forladelse. Så falder forskellene bort, og så er der intet, der adskiller os fra andre mennesker. Det er det, der illustreres, når Jesus til sidst i teksten helbreder den lamme. Når syndernes forladelse bestemmer, hvem vi er, er vi i fællesskab med alle andre, uanset hvem de og vi i øvrigt er.
Det handler ikke om, om man er et handicappet menneske eller et menneske med handicap eller et menneske, der påføres handicap af mennesker omkring og verden omkring. Det handler om, at enhver med og uden handicap er forbundne med hinanden, for vi er alle, hvad vi er i kraft af tilsagnet om syndernes forladelse. Med det entydige tilsagn kan vi leve frimodigt i tvetydigheden.
DDS 752 – 21 – 508 — 64 – 517 – 518