- s.e.trin.: Mark 2,1-12 (Vartov, 26.10.25)
Der står en mur i et sted i Europa. Muren er af sorte sten. Det skal være en fjern forlængelse af grædemuren i Jerusalem, for det er meningen, at man skal komme hen til den og mindes ofrene for en af Anden Verdenskrigs største tragedier, massakren ved Babyn Yar i nærheden af Kiev i Ukraine. I løbet af få dage i september måned 1941 blev over 30.000 jøder myrdet på dette sted. Den mur, som min yndlingskunstner Marina Abramovic har lavet til stedet, skal være en mur, hvor man kan få styrke til at leve med fortiden. Ifølge hende selv skal man få kraft til tilgivelse. Af den grund er der i muren indsat krystaller, som angiveligt skulle give energi til det.
Det med krystallerne og deres energier må Marina Abramovic selv om. Jeg kender hendes krystalværker, og er ret betaget af dem, men ikke på grund af krystallernes energier, som jeg ikke rigtigt kan mærke. Men jeg kan mærke den alvor, der ligger i forsøget på at bygge et kunstværk, der skal hjælpe os med at kunne leve med fortiden. Som skal bringe os til at leve videre på en jord og i en verden, hvor der er begået og bliver begået forbrydelser, der overskrider fantasien. Hvordan kommer man fri af det onde, der er sket, så man kan leve videre, selv om det er sket? For det handler selvfølgelig ikke om at glemme. Det handler om at komme fri af det onde, som klæber til en.
Det behøver ikke handle om menneskehedens store katastrofer. Nogle gange kan den mindste fornærmelse eller forbigåelse, et lille bitte svigt eller skuffelse, klistre sig fast i ens bevidsthed og farve ens blik. Man kan ikke se eller tænke ud over den uretfærdighed, som man er blevet udsat for. Hele livet og hele tilværelsen bliver bestemt af den synd, som blev begået mod en, uanset hvor uanseelig ligegyldig den måtte være. Kan man og hvordan kan man få kraft og styrke til at gøre sig fri af det onde, der klæber til en? Krystaller ikke nok til at tilgive, tror jeg nok, at jeg tør sige.
Filosoffen Hannah Arendt vil da heller ikke tale om tilgivelse, som hun i en vis forstand anser som en hån mod ofrene. Forsoning, mener hun, kan derimod være midlet til at leve med det onde, der er sket. I sine ”Tænkedagbøger” sammenligner forsoning med tilgivelse på den ene side og hævn på den anden.
Tilgivelsen, skriver hun, stammer fra den kristne forestilling om, at alle er lige. Fordi alle er syndere og derfor principielt også kunne være gerningsmænd, har ingen ret til at fælde dom over hinanden. Det er den fællesmenneskelige solidaritet, der begrunder tilgivelsen, og som dermed udvisker forskellene mellem mennesker og gør gerningsmænd og ofre lige.
Hævn er paradoksalt nok et udtryk for den samme fællesmenneskelige solidaritet ifølge Arendt. Netop fordi alle er syndere, kan enhver udøve ondt og gengælde ondt med ondt. Forbrydelsen og afstraffelsen er blot forskellige måder, hvorpå det onde kommer til udtryk. Også hævnen udvisker forskellene mellem mennesker og gør gerningsmænd og ofre lige.
I tilgivelsens og hævnens samfund, påstår Arendt er der ikke plads til forskelle, for der er alle mennesker grundlæggende ens. Af den grund mener hun, at kun forsoning kan være grundlaget for et moderne, diverst og pluralistisk samfund, for i forsoningen er der plads til mennesker i al deres forskellighed. Forsoning bygger ikke på solidaritet, men accepterer forskellene. Den kan anerkende tilstedeværelsen af det onde, men insisterer på, at det ikke skal ødelægge livet. I forsoningen reagerer man på det onde, der er sket, i fælles bevidsthed om, at det ikke burde være sket.
Af den grund måtte Hannah Arendt til sidst gå ind for henrettelsen af Adolf Eichmann, der havde stået for den effektive logistik under Holocaust. Eichmann ville nemlig ikke anerkende, at det onde, der var sket, ikke skulle have fundet sted. Han blev ved sin påstand om, at han blot havde været en embedsmand i et system og derfor uden ansvar for dette systems forbrydelser. Han kunne derfor ikke se sine handlinger som onde. På den måde opsagde han, efter Arendts opfattelse, det menneskelige fællesskab, og derfor måtte samfundet opsige fællesskabet med ham. Forsoning var ikke mulig.
Det ville være let at udlægge dagens evangelietekst i overensstemmelse med Hannah Arendts teori om tilgivelse. Alt for let faktisk. For Jesus tilgiver den lamme mand hans synder og bringer ham dermed i solidaritet med alle andre mennesker. Ingen forskel er der mellem den lamme på båren og de fire personer, som har båret ham. For at tydeliggøre det helbreder Jesus også den blinde mand. Så kan enhver se, at han har magt til at tilgive synder på jorden, for han kan gøre alle ens. Tilgivelsen grundlægger således et solidarisk fællesskab, hvor alle er lige, og ingen kan adskille sig, fordi alle er syndere – og tilgivne syndere – på samme måde. Ifølge Hannah Arendt ville den tilgivelse ikke kunne fjerne det onde, der klæber til os. Den ville faktisk blot være en ringeagt for offeret, fordi offeret ikke får lov til at være anderledes end gerningsmanden. De er jo begge syndere.
Men jeg tænker, at det er en forkortet udlægning, som tror, at Jesu tilgivelse af synderne eller hans tilsigelsen af syndernes forladelse er en reaktion på noget ondt, der er sket. Tilgivelsen skulle således gøre godt for synden. Den skal fjerne det onde, der klæber til os. Tilgivelsen ville være nødvendig på grund af det underskud, mennesket står i. Men er det virkelig tilfældet i evangeliet?
Fire personer – den danske tekst siger mænd, men det gør den græske ikke – fire personer bringer den lamme mand til Jesus. Ingen forhindringer lader de komme i vejen. Ingen udelukkelse accepterer de, så de endog bryder hul i taget for at fire den lamme mand ned til Jesus. Alt deres energi, styrke og kraft bruger de for at få den lamme mand bragt til Jesus.
Ham tilsiger Jesus syndernes forladelse. Han siger ham, at hans synder er tilgivet. Helt uden grund. Helt uden grund, for manden har ikke fortjent det. Han har intet gjort for at få syndernes forladelse. Og helt uden grund, for manden har ikke brug for det. Han har intet gjort, der kræver, at han får syndernes forladelse. Det bliver helt tydeligt, da der intet ændrer sig for den lamme mand. Han ligger stadig lam på båren, da han har fået sine synders forladelse. Tilgivelsen skal altså ikke gøre godt for den situation, som han er i. Den skal ikke kompensere for et underskud, som han måtte være i. Den er ikke en reaktion på noget ondt, som han har gjort.
Jesus tilsiger ham syndernes forladelse for at fjerne alt det, der adskiller dem. Jesu tilgivelse gives fra et overskud til fællesskab og den skaber et overskud til fællesskab hos den, der modtager den. Det overskud illustreres ved, at også alle forhindringer for, at den lamme mand kan leve af overskuddet fjernes. Han kan nu leve af sit overskud i fællesskab med alle mennesker.
I Markusevangeliet kommer til udtryk ved at han kan gå og bære sin båre selv. Men det afgørende er det, der ligger bag, at han ved Jesu guddommelige tilgivelse er blevet bragt i et forhold til ham, som ikke udfylder et underskud, men giver hans liv et overskud. Det overskud han skal leve af i fællesskab med andre mennesker.
Her er det som om Hannah Arendt ikke har fået det hele med. For grundlaget for at ville fjerne det onde, der klæber til os. For at ville søge forsoning for at kunne leve sammen på trods af det onde, der findes blandt os. Ja, hele fundamentet for ikke at ville lade ondskaben råde og gengælde ondt med ondt i en uendelig voldsspiral, men at ønske, at gerningsmænd og ofre kan leve videre i det samme samfund med plads til alle forskelligheder, ligger i det overskud, der ubegrundet er blevet os til del ved Jesu tilgivelse.
Overskuddet til at leve i en verden, hvor der er ondt, hvor der bliver begået ondt – om end i det små også mod os – og hvor vi selv begår ondt, styrken og kraften til at leve i den verden kommer af den tilgivelse, som Jesus ubegrundet og ubetinget skænker os. Vi kan søge forsoning og fællesskab med dem, der er anderledes end os; dem, der ikke ligner os; ja endog dem, der har gjort os ondt, fordi vi selv er blevet forsonet og sat i et fællesskab med Guds søn. Ud af det overskud kan vi leve i en verden, hvor der også er ondt. Vi kan endda tilgive dem, der har gjort os ondt, fordi vi ved Jesu tilgivelse er blevet givet del i hans overskud.
Derfor skal vi ikke søge kraft, styrke og energi i sten og krystaller, men kan finde overskuddet i det fællesskab, som vi har fået i dåben, hører i evangeliet og fejrer omkring alterbordet, hvor tilgivelsen tilsiges os.
DDS 743 – 489 – 307 — 653 – 64 – 375