19.s.e.trin.(1)
Helbredelsen af den lamme i Kapernaum
v.1 Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. v.2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem.
v.3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. v.4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. v.5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«
v.6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«
v.7 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem:
»Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? v.8 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? v.9 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden«
– siger han til den lamme: v.10 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«
v.11 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Mark 2,1-11 (Matth 9,1-8; Luk 5,17-26)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Det er ikke overraskende at finde denne tekst i begge de andre synoptiske evangelier. De har overtaget den næsten ordret fra Markusevangeliet. Der er få forskelle i Matthæusevangeliet. Den mest markante er, at de i Matthæusevangeliet ikke firer manden ned gennem taget. Det har Matthæus helt udeladt. Derudover er forskelle små, fx nævnes Kapernaum ikke, men i stedet at Jesus kommer til sin egen by (Matth 9,1). Det er selvfølgelig, fordi Matthæus har placeret Jesu hjemby i Nazaret (s.n). Han lader det derfor være åbent, hvor denne episode foregår, for ikke at komme i konflikt med Markusevangeliet eller modsige sig selv. Læseren, der ikke kender Markusevangeliet vil så slutte, at episoden foregår i Nazaret (jf. om Matth 13,52-58 nedenfor). Endvidere tydeliggøres pointen ved at folkeskarerne til sidst priser Gud, fordi han ”havde givet mennesker en sådan myndighed” (Matth 9,8). I Lukasevangeliet begrænser forskellene sig til ordvalget, desuden nævnes farisæere sammen med de skriftkloge, som dem der tænker ondt om Jesus. I øvrigt kan man ikke i Lukasevangeliet se, at episoden skulle foregå i Kapernaum.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
I Markusevangeliet hører denne helbredelsesberetning til i den første del, hvor Jesus virker som undergører og forkynder i Galilæa. Det indgår i den indledende præsentation af Jesus. Efter han er blevet døbt af Johannes Døberen, og ånden er kommet over ham (Mark 1,9-11), og han er blevet fristet i ørkenen af djævelen (Mark 1,12-13), begynder han sin offentlige virksomhed, hvor han forkynder evangeliet (Mark 1,14-15). Efter kaldelsen af de første disciple (Mark 1,16-20), underviser han i Kapernaum (Mark 1,21-28). Her fremgår det, at han underviser ”med myndighed” (Mark 1,22), hvilket han viser ved at uddrive en dæmon (Mark 1,23-26), hvad der får alle til at spørge: ”Hvad er dette? En ny lære med myndighed!” (Mark 1,27). I denne tekst viser Jesus så, at Menneskesønnen har ”myndighed til at tilgive synder på jorden” (Mark 1,10). Og senere fremgår det, at Menneskesønnen er ”herre over sabbatten” (Mark 2,28). På den måde bliver Jesus selv og hans forkyndelse præsenteret med ”myndighed”. Det er den afgørende pointe i sammenhængen, at Jesus har myndighed både over dæmoner, synder og sabbatten, hvilket de skriftkloge i teksten helt rigtigt ser, at det har kun Gud (Mark 2,7). På den måde er det et led i fremstillingen af Jesus som Guds søn, som han blev udnævnt til at være i dåben (Mark 1,11).
Tekstens detaljer
Teksten er en helbredelsesberetning, som kan inddeles i følgende afsnit: Stedsangivelse (v. 1-2), indledning (v. 1-4), helbredelse (v. 5-11), afslutning og konstatering af helbredelsen (v. 12). Men det særlige ved denne helbredelsesberetning er, at helbredelsen er meget lang og indeholder en lille stridssamtale mellem Jesus og de skriftkloge mellem de to led af helbredelsen: syndsforladelse og den fysiske helbredelse. Det er dog ikke en rigtig stridssamtale, for Jesu modstandere siger ikke noget. Jesus taler ud fra, hvad han ved i sin ånd.
v.1: I første vers hører vi, at Jesus er kommet tilbage til Kapernaum på sin vandring rundt i Galilæa, men det tilkendegives tillige, at det er hans hjem. På græsk står der, at han var ”i et hus”. Det udtryk kan betyde hjemme. Derfor regner nogle faktisk med, at Kapernaum kan have været Jesu hjemby. Men udtrykket kan også blot referere til et hus. Da Markus har nævnt Simon og Andreas hus i Kapernaum (Mark 1,29), kan det være dette hus, der er tale om.
Se sammenhæng med spørgsmålet om Jesu bopæl Mark 6,1-6. Der står, at Jesus kommer til sin fædrene by og prædiker i synagogen. I Markusevangeliet står ikke, hvilken by det er. Det er helt skørt, at nogle udgaver af den danske oversættelse tilføjer overskriften ”Jesus i Nazaret”, for der står intet sted i Markusevangeliet, at det er i Nazaret. Det gør der alene i parallellen i Luk 4,16-30. Ikke engang Matthæusevangeliet (Matth 13,53-58) bestemmer byen som Nazaret. Lukas har skrevet, at det foregår i Nazaret, fordi han tidligere har bestemt Jesu hjemby som Nazaret (Luk 2,39). Efter min mening har han gjort det på grund af Matthæusevangeliet, der ligeledes har placeret Jesu hjemby i Nazaret, fordi han skulle opfylde profetien ”han skulle kaldes nazaræer” (Matth 2,23). Mon ikke det er foregået sådan, at Kapernaum ifølge Markusevangeliet er det sted, hvor den voksne Jesus har boet, før han begyndte at forkynde evangeliet rundt omkring i Galilæa. Hvor han har boet som barn, ved Markus tilsyneladende ikke noget om. Han skriver i hvert fald ikke om det. Matthæus har tilføjet kapitlerne om Jesu fødsel og barndom. De fortællinger er konstrueret over forskellige profetier og tekststeder, som Jesus skal opfylde. Derfor bliver hans barndomshjem placeret i Nazaret, så han kan kaldes nazaræer. Derimod bestemmer Matthæus ikke, hvor Jesus prædiker i synagogen (Matth 13,53-58), men lader det være åbent ligesom i parallellen til dagens tekst. Lukas er ikke synderligt interesseret i, hvor Jesu barndomshjem er, men overtager fra Matthæus, at det er Nazaret (Luk 2,39). Det indskriver han i Luk 4,16-30, så Jesus ifølge ham eksplicit prædiker i synagogen i Nazaret. Men det er altså ikke tilfældet i Markusevangeliet. Derfor er det en helt utilstedelig harmonisering af evangelierne, at overskriften i danske oversættelser lader teksten i Markusevangeliet (Mark 6,1-6) foregå i Nazaret. Hvis Jesus har en hjemby i Markusevangeliet er det Kapernaum. Jeg tror også, at det kan have været sådan i den historiske virkelighed. I hvert fald var det ifølge Markus her, han holdt til.
v.2: Ifølge fortællingen er rygtet om Jesus kommet ud over hele Galilæa (Mark 1,28). Han prædiker i synagogerne i hele Galilæa og uddriver dæmoner (Mark 1,39). Ifølge den forestilling er det ikke underligt, at han også tiltrækker sig opmærksomhed, da han kommer hjem til Kapernaum. At huset fyldes med folk, skal vise den store interesse, der er for ham. Formuleringen, at han taler ordet, skal i fortællingens sammenhæng referere til evangeliet (Mark 1,14), som er, at gudsriget er kommet nær (Mark 1,15). Men den kristne læser kan naturligvis ikke undgå at tænke på forkyndelsen om Jesus, selv om Jesus i Markusevangeliet ikke forkynder om sig selv. Han taler om, at gudsriget er kommet nær, så folk skal omvende sig og tro på evangeliet. Men for læserne har det en mere specifik betydning, fordi de kender historiens afslutning, hvor Jesu korsfæstelse og opstandelse kommer til at udgøre kernen i evangeliet.
v.3-4: Først nu begynder handlingen. Fire mænd bærer en lam til Jesus. Hans ry som undergører er altså nået ud i Kapernaum. Fortællingen om helbredelsen har en særlig dramatik. Selv om man som læser godt kan gætte, hvad det skal ende med, er der flere forhindringer på vejen. Den første er, at de ikke kan nå frem til Jesus på grund af den store folkeskare, der fylder både huset og pladsen foran. De vælger at kravle op på taget på huset. Man skal formentlig forestille sig en bygning med fladt tag. Tage i Palæstina var formentlig konstrueret af grene og sivrør dækket med et tyndt lag jord eller andet let materiale. Det var let at bryde hul og derigennem fire den lamme ned i båren.
Meningen med denne dramatiske detalje er ganske vanskelig at udlægge. Fortællemæssigt øger det spændingen, at de skal overvinde en forhindring for at komme frem til Jesus. Men om der er en dybere pointe, er mere tvivlsomt. Jeg kan ikke se andet, end at det illustrerer deres vilje til at overvinde forhindringer for at komme til Jesus. Således kommenterer evangelisten det i næste vers.
v.5: Jesus ser deres tro, siger evangelisten. Tro skal i denne sammenhæng ikke forstås som en kristen tro på Kristus, men et udtryk for den tillid, som de viser ham ved at gøre sig så megen umage for at nå frem til ham. Om det gælder både den lamme og de bærende, siges ikke. Det er heller ikke vigtigt.
Jesus tager så til orde i det, der skal være fortællingens klimaks. Han tiltaler den lamme ”søn” og tilsiger ham syndernes forladelse. Når han bruger passiv, viser det, at det i sidste ende er Gud, der forlader synder. Men Jesus har autoriteten til at tilsige det på Guds vegne. Han optræder med myndighed.
Synd er ikke et almindeligt ord i Markusevangeliet. Johannes Døberen døbte en omvendelsesdåb til syndernes forladelse (Mark 1,4), som skulle forberede til Jesu dåb med Helligånden (Mark 1,8). Med synd menes overtrædelse af Guds pagt, dvs. handlinger der ødelægger forholdet mellem Gud og mennesker. Tilgivelsen betyder, at de pågældende handlinger ikke får lov at have den effekt. Forholdet mellem Gud og den person er intakt trods de pågældende synder.
Manden helbredes ikke ved syndsforladelse! Synd og handicap ikke er knyttet sammen. Lammelsen er ikke en konsekvens af synden, så helbredelse er heller ikke en konsekvens af tilgivelsen. Det er vigtigt og godt at tænke på, men i fortællingen efterlader det personerne med endnu et problem: Deres ven er stadig lam.
v.6-7: Imidlertid optræder nu et element, der udsætter handlingen og skaber derved endnu mere spænding i fortællingen. Vi hører nu om de skriftkloges tanker. Det er naturligvis også for at understrege pointen. De reagerer, fordi Jesus optræder med Guds myndighed. Kun Gud kan tilgive synder. Nu tiltager Jesus sig den myndighed. Det forstår de som blasfemi, fordi han agerer som Gud selv, på trods af at han for dem er et ganske almindeligt menneske, der ikke står i noget særligt forhold til Gud.
v.8: Jesus ved, hvad de tænker. Ånd er i denne sammenhæng ikke nødvendigvis den hellige ånd, som Jesus modtog ved dåben. Det kan blot være et udtryk for hans tanker: han gennemskuer dem.
v.9: Så spørger han overraskende om, hvad der er lettest at sige. Spørgsmålet rejser problemet om forholdet mellem syndstilgivelsen og helbredelsen. Hvordan forholder de sig til hinanden? På den ene side kan det forstås sådan, at helbredelsen bliver et bevis på, at han har myndighed til at tilgive synder. I så fald er syndstilgivelsen det letteste. På den anden side kan det forstås sådan, at når synderne er forladte og forholdet til Gud dermed er i orden, er helbredelsen blot en rent legemlig omstændighed. I det tilfælde er helbredelsen det letteste. Måske er det meningen, at læserne skal blive i tvivl. Det rejser nemlig spørgsmålet om, hvordan gudsforholdet har indvirkning på livet. Altså: Hvad betyder tilgivelsen for det liv, der leves.
v.10-11: Jesus kobler i hvert fald de to dele sammen, så helbredelsen beviser hans myndighed.
Der er et eller andet galt i v. 10, for subjektet skifter fra direkte tale til indirekte. Man kan ikke løse det ved at sige, at Menneskesønnen er subjekt i sidste del af verset, for selv om Menneskesøn ofte anvendes som en omskrivelse af den talende, og altså simpelt hen kan betyde ”jeg”, bruges det ikke således, at den talende omtaler noget, Menneskesønnen gør. Man må acceptere, at verset bryder grammatisk sammen.
Pointen bliver, at Jesus for at vise sin myndighed til at tilgive synder, helbreder den lamme ved at befale ham at tage sin seng og gå hjem. Igen er der ingen direkte forbindelse mellem syndstilgivelsen og helbredelsen. Helbredelsen er en næsten tilfældig valgt demonstration af Jesu myndighed.
I forbindelse med sin myndighed bruger Jesus ordet Menneskesønnen om sig selv. På græsk er det en påfaldende formulering, der stort set ikke findes før evangelierne. På aramæisk er det tilsvarende udtryk bar nasha almindeligt brugt om mennesket som art, eller som et upersonligt udtryk ”man”, eller når den talende omtaler sig selv. Man kan forestille sig, at der har været overleveret Jesus-ord på aramæisk, som er blevet oversat ordret til græsk, hvorved dette udtryk er opstået. Når det en gang er opstået, får det imidlertid sin egen betydning. I Markusevangeliet falder Menneskesøn-ordene i tre grupper: om myndighed (Mar 2,10.28), om den forestående lidelse og opstandelse (Mark 8,31; 9,9.12.31.45; 10,33.45; 14,21.41), om genkomsten på himlens skyer (Mark 8,38; 13,26; 14,62). Dvs. alle aspekter af Jesu virke er omsluttet af betegnelsen: det jordiske virke med myndighed, lidelsen og opstandelsen som indholdet af hans frelse, og genkomsten i herlighed. Den mest nærliggende baggrund for alle disse forestillinger (man forestiller sig ikke, at der ligger ægte Jesus-ord bag dem alle) er Dan 7,13-14:
I nattesynerne så jeg dette:
Med himlens skyer kom en,
der så ud som en menneskesøn;
han kom hen til den gamle af dage
og blev ført frem for ham.
Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
Hans herredømme er et evigt herredømme,
som ikke skal forgå,
hans kongerige
skal ikke gå til grunde.
I Daniels Bog skal udtrykket Menneskesøn sikkert blot forstås som ”menneske”, men det kan have givet anledning til at forstå Jesu tale om sig selv som Menneskesønnen inden for disse forestillinger. Ligesom figuren i Daniels Bog kommer med et gudsrige, således forkynder Jesus et gudsrige, som han selv er en del af i kraft af sin myndighed, korsdød og genkomst. Det bliver nemlig det særlige ved Markusevangeliets forståelse af Menneskesønnen, at udtrykket på en gang indeholder Jesu forhold til mennesker og til Gud. Han agerer på Guds vegne med myndighed fra ham, og han er samtidig menneskers repræsentant, når han giver sit liv som løsesum for mange. Derfor skal han komme igen i en magtposition på himlens skyer. På den måde er Menneskesønnen indbegrebet af hele frelsesprojektet i Markusevangeliet: ”Med Jesu fremtræden begynder den eskatologiske tidsalder …, med hans død, opstandelse og ophøjelse når den sit afgørende gennembrud, og med Jesu åbenbaring i herlighed fuldendes den” (Aage Pilgaard: Kommentar til Markusevangeliet, Aarhus 2008. 107).
v.12: Helbredelsen konstateres ved at den lamme går ud af huset. Alle forbløffes og priser Gud. De konstaterer det, der er hele tekstens pointe: at de aldrig nogensinde har set noget lignende.
Tekstens fortolkning
Som sagt indledningsvis er formålet med denne tekst at præsentere Jesu myndighed, så det bliver tydeligt, at han handler på Guds vegne. Hertil tjener helbredelse som bevis. Men det er syndsforladelsen, der viser hans samhørighed med Gud. Mens helbredelsen er et under, er netop genoprettelsen af det brudte forhold mellem Gud og mennesker en guddommelig handling. Således peger fortællingen videre i evangeliet som et forvarsel om, at dette er Jesu gerning: at genoprette det brudte forhold mellem Gud og mennesker. Det har han myndighed til fra Gud. Hele hans gerning skal ses i det lys.