Nytårsdag (1): Jesu omskærelse

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Luk 2,21 (jf. Matt 1,25b)

Tekstens forhold til andre evangelier

Der er ingen direkte paralleller til den korte notits om Jesu omskærelse i de andre evangelier. Heller ikke i Matthæusevangeliet, som ellers lægger meget mere vægt på de jødiske traditioner end Lukasevangeliet. Hos Matthæus er der derimod en lille fortælling om, hvordan Jesus fik navnet Jesus. Det blev åbenbaret for Josef i en drøm (Matt 1,21). I den forbindelse udlægges navnet også: ”for han skal frelse sit folk fra deres synder”. Alle evangelier ved selvfølgelig, at Jesus hedder Jesus.

Tekstens placering i Lukasevangeliet

Notitsen afslutter afsnittet om Jesu fødsel i Lukasevangeliet (Luk 2,1-21). Det følger umiddelbart efter hyrdernes besøg hos Jesus-barnet i stalden. Efter det kommer fortællingen om Simeon og Anna ved fremstillingen af Jesus i templet (Luk 2,22-40). Den indgår således blandt de få fortællinger om Jesu barndom.

Tekstens detaljer

Den korte tekst indeholder begivenhederne omskærelse og navngivning samt begrundelse for navnet ved tilbageblik på bebudelsen.

Teksten indledes ret pompøst med formuleringen ”da de otte dage var opfyldt”, som er en mere direkte oversættelse. Samme formulering findes i v. 6 og 22. Det er tydeligt, at Lukas fremstiller begivenhederne, så de sker med nødvendighed. Dagene opfyldes, så det ventede kan indtræffe. Det svarer til, at hele forløbet fra Jesu undfangelse styres af engle.

Omskærelsen nævnes, men udfoldes ikke. Alle jødiske mænd skal omskæres på ottende dagen for at vise, at de tilhører det jødiske folk. I den bibelske beretning går skikken tilbage til pagtslutningen med Abraham (1 Mos 17,9-14). Omskærelsen er pagtstegnet, dvs. beviset på, at vedkommende tilhører det udvalgte folk. Det er ubetinget det vigtigste symbol i jødedommen. Her bliver tilhørsforholdet til Guds folk og dermed til Gud selv indskrevet i kroppen. I samtiden blev der set med en vis skepsis på denne skik, som dannede romere og grækere fandt barbarisk. Ikke desto mindre er den, som vi ved, den dag i dag en ufravigelig etnicitets- og identitetsmarkør for jøder.

Navngivningen finder sted i forbindelse med omskærelsen (jf. Luk 1,59). Navnet Jesus stammer fra hebræisk Yehoshua’ eller i en forkortet version Yeshua’/Y´shua’). Den første del Yeho betyder ”Jahve” (jf. Jehovah). Den sidste del shua’ betyder noget med ”frelse”. Om det så samlet betyder ”Jahve frelser”, ”Jahve (er) frelse”, ”Jahve (er) et råb om frelse” eller lignende, er nok ikke så vigtigt. Som sagt, udlægges navnet ikke her, som det gøres i Matt 1,21, men i den følgende fortælling om Anna og Simeon kan det spille en rolle for Simeons lovsagn (Luk 2,29-32, særligt v. 30).

Begrundelsen for dette navn hentes i englens bebudelse (Luk 1,31) og det understreges, at det netop skete, før Maria var blevet gravid.

Tekstens fortolkning

Lukas gør i denne del af evangeliet en dyd ud af, at Jesus og hans familie er rettroende jøder. Derfor omskæres han (2,21), derfor fremstilles han i templet (2,22), derfor går de til valfartsfest i Jerusalem (2,41). Årsagen er, at det er afgørende for Lukas, at kristendommen udspringer af jødedommen. Den gammeltestamentlige periode går fra Adam (bemærk forskellen mellem slægtstavlerne i Luk 3,23 og Matt 1,1-17: Lukas’ går fra Jesus til Adam; Matthæus’ fra Abraham til Jesus) til Johannes Døberen, derefter kommer Jesu tid (jf. Luk 16,16). I Jesus kommer jødedommen til sin fuldendelse og afslutning, hvorefter troen på Kristus udbredes til alle jordens folkeslag, fra Jerusalem til verdens ende (jf. Luk 24,47). Derfor må Jesus også være sand jøde og en del af folket, ellers kan han ikke indfri forjættelserne fra den gamle epoke (profetiernes tid) og indlede den nye (frelsens tid).

Sammensætning af omskærelsen og navngivningen viser netop dette sammenstød mellem de to epoker: Omskærelsen tilhører den gamle; navnet Jesus den nye.

Tekstens efterliv

Den korte notits får en lang og lidt morsom efterhistorie dels i den kristne fortællefantasi, dels i den katolske kirkes relikviedyrkelse.

Det apokryfe skrift Det Arabiske Barndomsevangelium fra 500-tallet indeholder fortællinger om en lang række begivenheder fra Jesu barndom, som ikke findes i de kanoniske evangelier. Nogle af dem kendes fra andre apokryfe skrifter (fx Jakobs Forevangelium), men andre kun fra Det Arabiske Barndomsevangelium, ikke mindst de mange undere, som Jesus-barnet skulle have forårsaget under flugten til Ægypten, er særlige for dette skrift. I det genfortælles også omskærelsen. Teksten mener at vide, at det skete i den hule, hvor Jesus-barnet ifølge dette skrift blev født. Omskærelsen blev foretaget af en jordmoder, en hebræisk kone fra Jerusalem, som Josef mødte. Efter omskærelsen beholder hun forhuden – nogle siger at det var navlestrengen, står der i teksten. Hun kommer den i en krukke med nardusolie. Den giver hun til sin søn med påbud om ikke at sælge den, om han så får 300 denarer for den. Det gjorde han dog alligevel, for den blev købt af synderinden Maria, der senere udgød den over Jesu hoved og fødder, som hun tørrede med sit hår (jf. Matt 26,7; Mark 14,3; Luk 7,37; Joh 12,3). Kombinationen af synderinden (Luk 7,37) og Maria fra Betania (Joh 12,3) er i øvrigt i sig selv en interessant historie. Den kuriose version af Jesu omskærelse viser, hvordan fortællefantasien gerne forbinder de forskellige episoder fra Jesu liv og udfolder alle detaljer i dem i egne fortællinger.

Et billede, der indeholder tekst, bygning, sten, gammel

Automatisk genereret beskrivelse

The circumcision of Jesus: Fresco from Santa Maria Maggiore Church (14th cent.), Bergamo/Italy

Allerede i det sjette eller syvende århundrede begynder man at fejre dagen for Jesu omskærelse.

I år 800 d. 25. december sker det så, at Pave Leo III får Jesu forhud (latin: præputium eller prepucium) i gave af kejser Karl den Store som tak for kroningen den dag. Karl skulle have fået den overrakt af en engel, mens han bad i gravkirken i Jerusalem. Det forklarer, hvordan den pludselig kan dukke op. Legende vil vide, at Jesu mor Maria havde bevaret den og derefter overgivet den til enten Maria Magdelena eller Johannes og at den på mirakuløs vis var bevaret, indtil englen kunne overrække den. Andre kilder vil dog vide, at han fik den i gave ved sit bryllup af den byzantiske kejserinde Irene. Paven gemmer forhuden i sit skatkammer. Ikke desto mindre mener en lang række forskellige europæiske kirker på forskellige tidspunkter i middelalderen at kunne fremvise den. En kirke i Antwerpen kunne endda på et tidspunkt fremvise hele to eksemplarer! Efter reformationen falder interessen. Den katolske kirke får også et mere og mere anstrengt forhold til denne relikvie. De opbevarede forhuder har en tendens til at blive stjålet eller forsvinde. Formentlig fordi de ofte opbevares i meget værdifulde skrin. Den sidste blev stjålet fra en kirke i Calcata i Italien i 1983, hvortil den skulle være blevet bragt i 1527 af en tysk soldat, der havde stjålet den i Vatikanet. I 1960 fjerner den katolske kirke festen for Jesu omskærelse af højtidskalenderen, som ellers blev fejret d. 1. januar.

Denne bizarre historie viser, hvorledes fortællinger har en tendens til at materialisere sig. De bliver virkelige og konkrete ved at komme til syne i genstande. Endvidere er den et eksempel på, hvordan relikvie-dyrkelse virker. Meningen er jo, at man ved at være i nærheden af noget, der stammer fra en hellig person, kommer i nærheden af dennes hellighed. Jo mere intim genstanden er, jo tættere er man på personen. Derfor er Jesu forhud det perfekte relikvie. Dog må man sige, at den meget omtumlede historie, som denne relikvie har haft, tyder på, at de færreste i den katolske kirkes top har troet på dens ægthed. Gad vide, om det ikke også i datiden kun var de allermest enfoldige og mystisk orienterede fromme, der oprigtigt kunne tilbede den.